MÆND & PSYKOLOGI // KRONIK – Mange mænd længes efter nærhed og mening, men er fanget i gamle mønstre og en indre kritiker, der skammer og begrænser. Psykolog Peter Wittenburg har i fire årtier lyttet til deres historier og viser, hvordan vejen ud går gennem sårbarhed, ansvar og følelsesmæssig frihed. Det handler ikke om perfektion – men om at tage sig selv alvorligt, uden at miste forbindelsen til andre. Forandring er mulig, og nøglen ligger hos manden selv.
Der er en bevægelse – måske en stille revolution – i gang. Flere og flere mænd mærker en indre uro – nogle gange næsten panik. De føler sig tomme, stressede eller fastlåste. Nogle sidder fast i konflikter i nære relationer eller i afhængigheder, hvis årsager de ikke kan sætte ord på. De vil have mere ud af livet: mere nærhed, mere mening, mere elskov, bedre venskaber.
Det er dybt positivt. Problemet er, at mænd i barndommen har lært at klare sig i verden på måder, som dengang var nødvendige, men som i voksenlivet spænder ben for deres trivsel og nære relationer.
Konsekvensen af disse svigtede drengebørn er en generation af mænd, der på overfladen klarer sig fint – men som bærer på et uforløst indre, de aldrig har lært at navigere i
Selvfølgelig handler det også om samfund og struktur, men mit fokus er altid det, mennesker selv kan gøre noget ved. Hos mig er blikket altid rettet indad. At sidde hos en psykolog og kun tale om andre hjælper sjældent – det kan man gøre billigere i en bar. Gennem 37 år har jeg arbejdet med hundredvis af mænd – maskinarbejdere, renovationsfolk, popstjerner, skuespillere, skoleelever, direktører, kriminelle. Og det slår aldrig fejl: Mænds værste fjende er ofte deres egen indre stemme. De taler til sig selv på den hårde, giftige, ubarmhjertige måde. Den indre stemme tillader aldrig tvivl eller at bede om hjælp. Den stopper aldrig op, og den giver ingen pauser.
Noget stærkt og smukt sker, når en mand begynder at vende opmærksomheden indad. Vejen er ikke nem. Som et løg har vi mange lag, og det kan gøre ondt, når vi begynder at skrælle dem af. Mange mænd bærer psykiske byrder fra slægten. De er loyale over for gamle mønstre, men længes samtidig efter noget andet. Ofte gemmer længslen sig bag vrede, kulde, ironi eller kontrol. De beskytter et hjerte, der blev såret så dybt, at det aldrig fik lov at hele.
Drenges biologi
Det paradoksale er, at drenge biologisk set er mere sårbare end piger i de tidlige år. Forskning viser, at deres stressregulerende hjernekredsløb modnes langsommere, og at de i fosterstadiet og de første leveår er omkring en måned bagud i udvikling. De reagerer stærkere på tab, afvisning og overstimulering og har sværere ved at regulere følelser uden støtte.
Alligevel behandler vi drengebørn, som om de er mere robuste, som om det at være dreng er det samme som at kunne klare sig selv. I stedet for den ekstra følelsesmæssige støtte, de har brug for, mødes mange drenge med afstand, krav og ensomhed.
Det gælder drenge fra alle typer af hjem. Også i mange såkaldte ressourcestærke hjem har følelser ikke et sprog, og sårbarhed bliver aldrig inviteret indenfor. De lærer tidligt, at de ikke skal fylde med deres indre kaos og hverken føle for meget eller græde for længe, hvis de skal elskes og accepteres. Men barndommen er fuld af svære følelser – det er et livsvilkår – og står man alene, bliver man fortabt.
Konsekvensen af disse svigtede drengebørn er en generation af mænd, der på overfladen klarer sig fint – men som bærer på et uforløst indre, de aldrig har lært at navigere i.
Venter på far
Mange mænd har manglet en far, de kunne komme i mesterlære som mand hos. En far, der både var nærværende og tydelig. En mand, de kunne spejle sig i og lære af. Når den erfaring mangler, bliver mange drenge overladt til sig selv. Og mange voksne mænd bærer stadig på en indre dreng, som føler sig overset og efterladt.
”Du har aldrig tid til mig. Du ignorerer mig,” lyder det indefra.
Ofte møder den voksne mand ikke sine egne følelser med nysgerrighed eller omsorg, men med overspringshandlinger: arbejde, træning, gaming, pornografi, alkohol eller mad. Det dulmer – men det forandrer ikke noget. For det, den indre dreng længes efter, er noget helt andet: kontakt, spejling, lederskab. Den indre dreng venter stadig på faderskikkelsen, der aldrig helt trådte i karakter med nærvær og visdom.
Vejen ind i det knuste hjerte
Når jeg arbejder med mænd, stiller jeg ofte dette spørgsmål:
Når du var bange eller alene som barn, hvem gik du til? Ofte er svaret: Ingen.
Så kommer fortællingen. Om en dreng, der lærte at klare sig selv. En ung mand, der blev svigtet, kritiseret eller forladt – af en far, en mor eller begge. Hjertet blev knust, længe før han fyldte 16.
Derfra dukker fortællingerne op. Fortællinger om drenge, der blev overladt til sig selv, og hvor sporene stadig lever videre i kroppen og ofte, måske ubevidst, har konsekvenser for deres liv
For at overleve lukkede han ned, holdt ud og tav om sit indre kaos. Strategier, der virkede dengang, men som senere i livet skaber problemer: indre uro, isolation, vrede eller depression. Én mand sagde: ”Da min far flyttede, døde noget i mig.”
Når vi går tættere på, og følelserne får plads, vækkes det, der blev lukket ned. En vigtig bevægelse mod heling begynder.
Det handler sjældent om ét stort traume, men om gentagne svigt:
- En far, der aldrig spurgte, hvordan man havde det, men kritiserede i stedet.
- En mor, der trak sig, havde et misbrug, led af angst.
- En skilsmisse, hvor kontakten til faderen forsvandt.
- En opvækst uden berøring eller spejling.
Udefra kan det se funktionelt ud – men indefra føles det ofte tomt og meningsløst. Mænd, der ikke lærte at græde, har ofte svært ved at glædes – uden skam eller skyld.
Jeg starter sjældent med fortiden. Vi tager fat i det, der fylder nu: stress, konflikter, selvkritik. Og derfra dukker fortællingerne op. Fortællinger om drenge, der blev overladt til sig selv, og hvor sporene stadig lever videre i kroppen og ofte, måske ubevidst, har konsekvenser for deres liv.
Den indre kritiker og giftig maskulinitet
Alle mennesker – både mænd og kvinder – har en indre kritiker. Jeg har aldrig mødt nogen, der ikke har det. At lære at tale til sig selv med en moden, nuanceret indre stemme kan hjælpe os med at tage ansvar, udvikle os og lære af fejl.
Men for mange mænd er kritikeren alt andet end hjælpsom. Den er primitiv, udskammende og ubarmhjertig. Den siger ikke: ”Det kunne du gøre anderledes,” men: ”Du er dum. Du er grim. Du er i stykker. Ingen kan lide dig.” Det er ikke kritik af adfærd, men af identitet. Den indre stemme, vi bruger i forhold til os selv, går ikke efter det, vi gør – men efter den, vi er. Og det er dybt skadeligt.
Det virkelige fængsel er ikke feminismen, men behovet for at skjule, hvem man er – og en manglende evne til at stå op for sig selv og blive tydelig uden aggression
Denne hårde indre stemme er ikke medfødt. Den er absorberet fra især forældre, men også fra lærere, klassekammerater og den kulturelle ramme, drenge vokser op i. Jeg spørger manden: Hvem lærte dig at være så god til at kritisere dig selv? Fordi når børn igen og igen mødes med kritik, latterliggørelse eller følelsesmæssig kulde, begynder de at tro, at noget er galt med dem helt inde i kernen.
Her opstår en dybere fare: For at slippe for indre smerte og skam begynder mange mænd at maskere deres sårbarhed. De lærer, at det er farligt at mærke sig selv og udvikler i stedet en ydre persona baseret på kontrol, dominans, følelseslukkethed og præstation. Det er sådan, at én form for giftig maskulinitet opstår: Ikke fordi mænd er onde, men fordi de tidligt lærte, at det er farligt at være usikker og sårbar.
Den internaliserede kritiker bliver dermed ikke bare en indre plageånd – men arkitekten bag en falsk maskulinitet, som kvæler muligheden for både selvværd og nærhed.
Hvad er giftig maskulinitet?
Giftig maskulinitet (også kaldet toksisk maskulinitet) er ikke maskulinitet i sig selv, men et udtryk for umodenhed og gamle forsvarsmekanismer – en mand, der styres af gamle overlevelsesstrategier og forsvar, som kvæler følelser og forveksler styrke med følelsesmæssig afkobling. Når livet spidser til, får den indre, smertefulde dreng ofte lov at styre. Umodenhed hér er ikke en fejl og skal ikke dømmes, så det er ikke en dom over manden, men umodenhed skal erkendes og tages ansvar for, dvs. udvikles. Ellers kommer umodenheden til at køre bussen.
Disse mønstre opstår ikke i et vakuum. Som børn udvikler vi strategier for at klare os: Nogle lukker ned for følelser, andre bliver overansvarlige. Ingen har haft en perfekt barndom, forældre er uperfekte og nogle mere end det. Så det var klogt dengang at udvikle disse strategier. Problemet opstår, når vi som voksne fortsætter med barnets forsvar – og dermed skader vores relationer.
Giftig maskulinitet kan vise sig som aggression, følelsesmæssig afvisning, dominans, hyper-uafhængighed, antifeminisme og afvisning af sårbarhed. Men det er adfærd – ikke essens og ikke et udtryk for, hvem han er. Manden forsøger at skabe kontrol, men mister kontakt. Og i øvrigt har jeg også mødt den adfærd i forskellige former hos kvinder i min klinik gennem de sidste 37 år. Så det har ikke noget med maskulinitet eller femininitet at gøre.
Den modne mand derimod tager ansvar for sin indre dreng. Han er bevidst om sine umodne sider og lader dem ikke styre relationen. Han forsøger at møde sin partner fra sine mest modne dele. Han fejler også – men han reparerer. Man kan godt sige, at det er sund maskulinitet – men jeg siger, det er menneskelig modenhed. Og det gør hele forskellen.
Det er ikke feminisme, der skader mænd
Det er fraværet af følelsesmæssig frihed og mænds egen selvundertrykkelse, som er det virkelige problem. I arbejdet med at forløse manden er det vigtigt at se, hvor de dybeste lænker stammer fra.
Det er vigtigt at skelne mellem reel ydre undertrykkelse og den indre arv, mange mænd bærer rundt på. Mænd kan blive behandlet virkelig dårligt – af deres partner, af deres familie eller af myndigheder som fx Familieretshuset. Flere mænd oplever, at deres børn bliver manipuleret til ikke at ville se deres far. Det medfører, at mændene føler sig afmægtige og mistænkeliggjorte, og det skal ikke negligeres eller bagatelliseres.
Det handler ikke om at blive perfekt – men om at begynde at stå op for sig selv. Ikke som et forsvar, men som en måde at skabe ærlig kontakt – både med sig selv og med andre
Men det ændrer ikke ved, at det, der binder mange mænd mest, ofte er noget indre: en selvundertrykkende toksicitet, de har arvet og videreført. En indre stemme – ofte faderens, moderens eller dem begge – der skammer, begrænser og kontrollerer. Disse stemmer er nu blevet hans egne og kører automatisk i baggrunden. Det virkelige fængsel er ikke feminismen, men behovet for at skjule, hvem man er – og en manglende evne til at stå op for sig selv og blive tydelig uden aggression, hvor man bevarer kontakten til både sig selv og den anden.
Vejen ud er ikke forsvar eller hævn – men differentiering. Det betyder evnen til at mærke egne følelser og behov og stå op for sig selv – uden at miste kontakten til andre. Det kræver styrke at sige fra og mod at gøre det uden følelsesmæssig afkobling eller vrede. Differentiering gør det muligt at være både fast og kærlig – også over for dem, der ikke møder én på samme måde. Moden maskulinitet handler ikke om dominans eller perfektion. Den handler om integritet.
Forandring er altid mulig
Midt i smerten, skammen og forvirringen findes en stille, men kraftfuld sandhed: Forandring er altid mulig. Forfatteren Brené Brown udtrykker det smukt: ”You are imperfect, you are wired for struggle, but you are worthy of love and belonging.”
Den rammer så præcist den menneskelige kerne: at vi er skabt til både at kæmpe og at høre til, skabt til både smerte og nærhed.
Den mand, som tør mærke sit savn og tage ansvar for sit indre liv, vil opdage, at han selv bærer nøglen til et bedre liv
Enhver mand, uanset hvor hårdt ramt han føler sig, rummer styrker og færdigheder, som endnu ikke er blevet opdaget. Bag vrede, afhængighed eller følelsesløshed findes stadig en levende kerne, som vil noget andet.
Vi er ikke kun formet af vores fortid – vi er altid formbare. Selv efter årtiers tavshed kan en mand finde nye ord. Selv efter mange nederlag kan han genopdage sin værdighed.
Det handler ikke om at blive perfekt – men om at begynde at stå op for sig selv. Ikke som et forsvar, men som en måde at skabe ærlig kontakt – både med sig selv og med andre. Det skal ikke være en kamp mod andre, men derimod en vilje til at tage sig af det sårbare i sig selv.
At blive væltet er en del af livet. At rejse sig igen er en del af det menneskelige potentiale. Og det er i netop dette spændingsfelt – mellem faldet og rejsningen – at differentieret maskulinitet begynder at tage form.
Og måske vigtigst af alt: Den mand, som tør mærke sit savn og tage ansvar for sit indre liv, vil opdage, at han selv bærer nøglen til et bedre liv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og