KULTURLISTEN – Anbefaler i denne uge Warhol udstillingen på Børglum Kloster, færøske Beinir Bergssons kærlighedsdigte, sæsonåbning på Aarhus Teater, flot og hot Gal Gadot i spionthriller, den koreanske Netflix-serie Mask Girl, årets bedste samtidssatire holdt i pink, nemlig Barbiefilmen – samt genudgivelsen af Tove Janssons legendariske mumieventyr. Denne udgave af kulturlisten er skrevet af Niels Olsen, Connie Bork, Ole Blegvad, Inger Tejlgaard Olesen Ravn samt kulturlisteredaktør Claus Ankersen
Besøg Børglum i Andys ånd
Børglum Kloster i Vendsyssel oser af Danmarkshistorie – som kongsgård fra i hvert fald år 1086 og som bispesæde fra begyndelsen af 1100-tallet, hvor det overgik til Præmonstratenserordenen og blev dennes hovedkloster i Norden. Det var her, den katolske provobiskop Stygge Krumpen huserede fra 1519 til Reformationen i 1536. Han var i 1520’erne med til sammensværgelsen mod Christian 2., en central aktør i Grevens Fejde og Skipper Clements modstander i en vild og blodig tid.
I dag er der ro på klosteret, som er blevet et stærkt lokalt kulturcenter med både faste, historiske udstillinger (herunder en imponerende 70 meter lang uldbroderet kopi af Bayeux-tapetet), den gamle domkirke, herregårdskøkken, legetøjsmuseum, café mv.
Hold øje med udstillinger på klosteret, hvis din vej falder forbi. Det er besøget værd!
Som et muligt hib til den uortodokse biskop viser klosteret indtil den 27. august (ja, du har lige weekenden med!) serigrafier og plakater af en anden samtidsprovo: popkunstneren Andy Warhol, hvis masseproducerede, industrielle og reklameinspirerede værker på The Factory satte spørgsmålstegn ved selve kunstværkets status og autenticitet.
På udstillingen kan man se nogle af Warhols mest ikoniske værker – fra de berømte konservesdåser til Marilyn Monroe, James Dean og Mickey Mouse – ledsaget af tekster med klassiske Warhol-bonmoter som fx ”Art is everything you can get away with” og ”I’m a deeply superficial person”.
Deres udsendte oplevede en solid, overskuelig og lettilgængelig udstilling, som i Stygges gamle rammer tog publikum med tilbage til den kulturelle opbrudstid i 1960’erne og 70’erne. Alt var kopi af kopi. Der var intet originalt. Til gengæld kunne kopierne uden skrupler sælges til højestbydende. Det er hele pointen og lige i Andys ånd.
Den oceaniske følelse – klartseende færøske digte om forelskelsen
Jeg vil gå langt for at læse god kærlighedspoesi. For forelskelsen er ikke kun et moment i tiden eller for den sags skyld en voldsom forrykthed. Forelskelsen vokser ofte langt bagud og rykker et nyt perspektiv på plads.
Solhaven af Beinir Bergsson var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris sidste år. Homoseksuel forelskelse og kærlighed er før beskrevet i litteraturen, så det er ikke nyt, men måden, det er gjort på, er anderledes, fordi planterne er taget med ind. Det gør digtene åndeløse, fjerlette, men også robuste og brusende. En åbenhed er i spil – og åbenheden gør hele forskellen:
”min røv slår rødder i sengen/ mens maven/løfter sig op/ indtil den mærker/ dit mavegræs/ jeg taber vejret”
Det er jo en stormende taknemmelighed, men også en uventet afgørende forandring, fordi sanserne nu står på vid gab. Et forarbejde er gjort af bedstemor og bedstefar, og det er sikkert lidt tamt, men samtidig de første trin til kommende lyksalighed. Intet sker bare af sig selv, mellemregninger og refleksioner følger med på tærsklen mellem have og menneske.
Bergsson giver sig ikke kun den almægtige oceaniske følelse i vold, men aner også begrænsninger:
”Ligesom/ en grålig drabaplante/ må vi finde os i/ at vokse i vores/ eget tempo/ jeg sætter en aflægger i såret/ som binder mig til jorden”
Aarhus Teater åbner natten med sang og musik
Natten har Aarhus Teater valgt at kalde sæsonens åbningsforestilling på Store Scene. En helt ny teaterkoncert, der kigger ind i nattens univers – der, hvor dag bliver til tusmørke, som bliver til nat.
Om natten er alle katte grå, som det hedder. Sover vi, eller er vi vågne om natten? Det er om natten, vi har både de gode drømme og mareridt. Det er her, vi mødes, vi elsker, vi føler liv, vi møder dødsangsten. Det hele til solen står op igen. Nat bliver til dag, for at blive til nat igen.
Efter succesen fra 2017 med forestillingen Lyden af de skuldre vi står på har Aarhus Teater fået Kunstnerduo Den Sorte Skole og teatrets huskomponist Marie Koldkjær Højlund til at sætte ny musikalsk energi til nattens sange, som vi kender dem fra blandt andet salmer, vuggeviser og højskolesangbogen. Thomas Kingo, Grundtvig og St. St. Blicher har blandt andre skrevet tekster.
”Stille hjerte sol går ned, du blomst”, ”Pjerrot sagde til månen” og ”Stille Nu” er nogle af sangene.
Nicolei Faber står for iscenesættelsen og sprudlende Julian Juhlin for scenografi og kostumer. Det hele bliver danset og sunget af skuespillere fra Aarhus Teaters stærke ensemble og kor.
To hårdtslående thrillere med kvinder, som ikke er, hvem de giver sig ud for
Det er svært ikke at synes om den israelske hollywoodstjerne Gal Gadot. Faktisk er hun helt umådelig karismatisk med dét særlige glimt i øjet, som med det samme går durk i hjertekule og rygmarv og efterlader en klar følelse af samhørighed. Gal Gadot ser på kameraet, så biografgængeren føler sig set. Og det har gjort hende til en af Hollywoods største stjerner.
I Heart of Stone spiller hun superspion for den tophemmelige efterretningsorganisation, Charteret, hvis globale netværk af superagenter med spillekortnavne konstant redder kloden fra katastrofer med hjælp af en – næsten – ufejlbarlig AI kaldet ’hjertet’, som gemmes i en brintballon i kredsløb om Jorden.
Hendes navn er ikke Bond, men Rachel Stone, selvom man lige fra anslaget ikke er i tvivl om, at skulle der være en kvindelig James Bond-figur, er Gal Gadot et rigtig godt bud.
Filmen er blevet kritiseret for at mangle historie, men sammenlignet med de sidste mange Bond-film med den talentløse og uinteressante blondine, Daniel Craig som Bond, er Gadot et friskt og overlegent pust, som sagtens kunne bære de to nuller og syvtallet i stedet for kodenavnet i Heart of Stone, som er hjerter ni.
En anden hårdtslående kvindelig hovedperson kan du møde i en ny, rå og uhyggelig koreansk Netflix-serie, som i syv afsnit fortæller om hovedpersonens vej fra en hverdag som kontormus og fritids-streamingstjerne til selvrealiseret alter ego med et syleskarpt selvforsvar.
Det er høj kvalitet og yderst troværdigt som kommentar til kommodificeringen af kvinden som objekt, også i eget kønnet blik.
Ken dig selv! Barbie film tager prisen som årets filmsatire
Alene raseriet blandt amerikanske konservative og incels skulle være nok til at drible forbi biografen og sætte filmtænderne i et stykke med lyserød Barbieworld garneret med Ken-drys. Men det var faktisk ikke derfor, jeg – igen – sad i mørket i Palads for at se milliardsuccesen med Margot Robbie som den berømte, berygtede og ikoniske udklædningsdukke Barbie i den næsten lige så ikoniske instruktør Greta Gerwigs film af samme navn.
Robbie købte filmrettighederne til at fortælle historien sammen med filmselskabet og hyrede herefter Gerwig, som skrev det geniale manuskript med makkeren Noah Baumbach under pandemien. Filmen er pink. Den er kitsch. Og den er vidunderlig. Den er sjov, vildt sjov – og Will Farrell er med, naturligvis, og Barbie – altså Stereotypical Barbie, som Robbies figur helt præcist hedder – og Ken bliver flået ud af dukkeuniverset og tryllet til USA og tilbage igen, og alt bliver vendt om og sat på hovedet og lander på benene et helt andet sted.
Og når vi når dertil, har vi både fået serveret stereotyper og dybe sandheder om mænd og kvinder samt fået forklaret, hvorfor hverken det rene matriarkat eller det rene patriarkat er optimalt. Det er så sjovt. Altså virkelig sjovt. Jeg grinede, så tårerne trillede – fordi det ikke bare var sjovt, men ofte også sandt. Geniale er ligefrem de scener, hvor Ken for første gang kommer til USA.
Du skal se den film! Kenough said.
Læs mere om Barbie-filmen i POV her.
Dystopi for småkryb: Mumitroldene
Dsignhouse’s marketingsafdeling oplever i øjeblikket et forrygende merchandise-eventyr – kig blot forbi den nærmeste isenkræmmer, hvor man kan orientere sig blandt kopper, kander, hundeskåle, drikkedunke og andre livsstilsmarkører med Mumitroldene som motiv.
Bag hele dette udstyrsstykke gemmer der sig ikke blot de børnevenlige tegnefilm, som man kan streame fra diverse platforme. Der gemmer sig også de originale historier, ni bøger, tegnet og fortalt af Tove Jansson i perioden 1946-1970, og nu er en række smukke hardbackudgivelser udkommet.
Det, der kendetegner Mumi-bøgerne, er, at de er løsrevet fra almindelig tid og rum og befolket af en række fantasivæsener, men alligevel er inderligt genkendelige i de eksistentielle problemstillinger, de behandler.
Min absolutte favorit er Kometen kommer, og den er ved genlæsning ikke mindre gribende, end da jeg fik den læst højt som godnathistorie engang i første halvdel af 70’erne. I denne undergangsfortælling er mit yndlingskapitel det om et delvist improviseret skovgilde, som Mumitrolden, hans venner og alskens skovkryb deltager i, mens kometen nærmer sig:
”… fra alle kanter af skoven kom nye gæster listende, krybende og hoppende for at se på. Ikke én tænkte på kometen, der ensom og glødende fløj hen over den sorte nattehimmel.”
Læs tidligere udgaver af Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
