FILM // ANALYSE – Greta Gerwigs Barbie er årets store filmsucces. Hvad er det, der får filmen til at brage igennem lydmuren? Det kunne bl.a skyldes filmens brug af mytologisk fortællestruktur og leg med det absurde, skriver Frederik Bojer Bové. Der er masser af spoilere.
Først og fremmest er Barbie en virkelig interessant film. Greta Gerwig har skabt et fænomen, som ikke bare er en af de største kassesucceser i filmhistorien, men som også med det samme blev en kulturel begivenhed, hvor folk mødte op i lyserødt i biografen – til en af de visninger, jeg har været til, kom en gruppe unge mænd fx i smukke, lyserøde kjoler.
Barbie er hermed i lige så høj grad en væsentlig begivenhed i vestlig kønshistorie, som den er en god og væsentlig film, der nok skal få et par fortjente Oscars til næste år.
Men hvad er det, Barbie har ramt? Hvad er den hemmelige opskrift? Mit eget bud er den helt særlige blanding af det absurde og det velkendte. Barbie er en overraskende fjollet komedie, der i tempo og vilje til at gå efter den absurde joke giver mindelser om gamle parodiske film fra Høj pistolføring til Scary Movie. Men samtidig er den bygget op om det helt klassiske manus-skelet, omend den er det på en særdeles original måde.
Resultatet er noget helt nyt, men i en rigtig klassisk opbygning. Den kombination får filmen til at brage igennem lydmuren, men er måske også årsag til de uomtvisteligt døde perioder, der også er i filmen.
Heltindens rejse
Først flere dage efter at have set filmen gik det pludselig op for mig, hvor meget plottet egentlig minder om Ringenes Herre. Vi starter i den beskyttede hjemlige verden – Herredet, Barbieland – hvorfra helten må drage ud i den farlige omverden.
Sammenligningen virker måske lidt mærkelig for dem, der kun kender Peter Jacksons film, men i Tolkiens bøger opdager hobbitterne ved tilbagekomsten til Herredet, at Saruman har ødelagt alting, og de må sætte tingene på plads i deres ellers idylliske hjemland. Herefter tager Frodo på den nærmest religiøse rejse til en anden verden, ligesom Barbie gør i Gerwigs film.
De to plots minder om hinande, og bygger begge på gamle myter og folklore. Tolkien kendte alt til de gamle episke strukturer. Gerwig – og Noah Baumbach, som hun har skrevet manuskriptet sammen med – leger tydeligvis også med det episk mytomane til deres reklame-dukke-film.
Således rammer vi flere punkter på Joseph Campbells 17-trins skabelon fra The Hero With A Thousand Faces, som at Barbie først nægter at tage sandaler på og drage ud på sin rejse (trin 2), at hun kortvarigt bliver fanget i ‘hvalens bug’ (hendes gamle plastic-indpakning, trin 5), ligesom hun møder både den autoritative faderfigur (Will Ferrells CEO fra Mattel, trin 9) og den hjælpsomme gudinde (Rhea Perlman som Barbies skaber Ruth Handler, trin 7).
Fantasy-sexisme
Som det nok kan ses, så er flere af trinene brugt parodisk. Der er ikke meget autoritet over Will Ferrell, og scenen med sandalerne er lige så meget en joke over The Matrix og i bredere forstand idéen om at spise den røde pille og indse sandheden om verden – et kendt meme fra mange anti-feministiske miljøer. Men generelt er myten også vendt på hovedet.
Ifølge Campbell, og som det også ses i f.eks. Ringenes Herre, så starter helten jo i en tryg og hjemlig verden, hvorefter han/hun (men hos Campbell var det typisk en mand) er nødt til at drage ud i det ukendte. Men Barbie begynder jo i det absurde og mærkværdige Barbieland, og Barbie er nødt til at rejse til velkendte og langt mere normale Californien.
Barbie rammer sin særlige stemning dels via de absurde jokes, men også ved at lege med fasttømrede idéer om plot- og fortællestruktur
Det er naturligvis her filmens parodiske styrke opstår, for de ting, som Barbie bliver udsat for, catcalling, hænder på numsen og generelt en patriarkalsk verden, hvor hun bliver objektificeret og ikke taget seriøst, er skildret som mærkelige og unaturlige elementer ligesom orker og nazguls hos Tolkien. Her foregår den samme fremmedgørelse og uvirkeliggørelse af de patriarkalske elementer, som der også gør i filmens mange absurde jokes om mænd og maskulinitet, som særligt Ryan Goslings Ken står for.
Når Barbie er bedst, formår den således at trække alt ud i det absurde. Både vores velkendte patriarkat, såvel som moderne girl-boss feminisme og Barbie-dukkens egen opskruede status som kvindesymbol. Og den rammer sin særlige stemning dels via de absurde jokes, dels ved at lege med fasttømrede idéer om plot- og fortællestruktur.
Patriarkatets logik
Efter Ken er kommet tilbage til Barbieland, formår han på ingen tid at få vendt det hele om, så Ken’erne nu styrer alt, og ekstremt toksisk maskulinitet er blevet allestedsnærværende. Det er igen en absurd joke, når han forklarer, at han bare forklarede alle om patriarkatets uimodståelige logik, og så overgav de sig, men det er værd at tage ideen seriøst.
For der er noget logisk over patriarkatet, i hvert fald til at starte med. Mænd er som gruppe stærkere og mere aggressive, så de vil i en kamp mellem kønnene nok kunne overtage magten alligevel. Kvinder bliver gravide og kan amme små børn, så det gav mening, at de blev hjemme, mens mænd tog resten af samfundets jobs. Og det er da hårdt at være præsident, så er det ikke meget mere afslappende at bruge sin tid på at hente øl, mens man får at vide, at man er smuk?
Det absurde bliver et feministisk våben, hvilket nok også kan forklare filmens absurd-humoristiske tone med utallige vanvittige indslag
Og endelig er der i vores verden den vitterlig logiske pointe, at hvis samfundet stort set altid har været patriarkalsk, og vi alligevel har skabt et ret så avanceret og velstående samfund, er det så ikke farligt at pille alt for meget ved tingene, som de er? Det konservative argument er ganske overbevisende, omend især for folk, der – som mig – har sit på det tørre, sådan som tingene er for tiden. Der er i og for sig ikke noget i vejen med normalitet.
Men alle patriarkater er bare også røget ud i det absurde. Ja, i et bondesamfund giver det mening, at kvinder opholder sig mest hjemme, men deraf følger ikke, at kvinder f.eks. i mange samfund ikke har kunnet eje ejendom, eller at de har skullet binde deres fødder, indtil de blev helt knuste.
Filmens Gloria (spillet af America Ferrera) har ret i alt, hvad hun siger i sin centrale monolog, der netop ved at påvise absurditeten i kvinders stilling i dag formår at modgå Kens patriarkalske hjernevask. Det absurde bliver et feministisk våben, hvilket nok også kan forklare filmens absurd-humoristiske tone med utallige vanvittige indslag.
Ordinær udgave af det absurde
Glorias monolog er nemlig ufattelig interessant, især på grund af dens helt særlige effekt. Den er velskrevet, skarp, og America Ferrera fremfører den fremragende, men begge gange jeg har set filmen, har den smadret stemningen i salen fuldstændig. Musikken stopper, der bliver helt stille, og så skal vi lige pludselig høre på en utrolig amerikansk monolog om ting, som publikum sgu egentlig nok godt ved i forvejen.
Den scene, og dele af slutningen hvor Ruth Handler vitterlig skildres som en art alvidende gudinde, fik ingen som helst reaktion hos det publikum, jeg har set filmen med, og jeg tror, det nok er det samme hos et sædvanligt dansk publikum. Måske er det for amerikansk til vores smag. Men jeg tror også, at der er et lidt mere grundlæggende problem.
Filmen kan ikke finde ud af, om den hylder det weird og absurde, eller om den hylder en potentielt ny form for normalitet
For hvis absurditeten er Barbie-filmens helt store styrke, så må det jo siges, at der ikke er ret meget absurd over den monolog. Jo, den handler om absurde ting, men i sig selv er det en helt ordinær scene, hvor en kvinde fortæller andre kvinder nogle ting. Og det er jo lidt paradoksalt, at en film, der dyrker det sjovt-vanvittige, i sin centrale scene ikke tør føre det igennem, men holder det helt ordinært. Her bliver det mainstream Hollywood – eller endnu værre: Her bliver det Oscar-feelgood snarere, end det bliver absurditet som subversivt våben.
Barbie bliver en helt særlig blanding af absurd og almindelig. Den slutter jo også med, at Gloria foreslår en ‘Almindelig Barbie’, som bare er, som folk er flest, hvilket Mattel konkluderer, de vil kunne tjene masser af penge på. Her kan filmen ikke finde ud af, om den hylder det weird og absurde, eller om den hylder en potentielt ny form for normalitet. Om absurditeten er en værdi i sig selv, eller om der kun er plads til det absurde, når det er et brugbart våben, der så skal droppes igen lige bagefter.
Det er en gennemgående joke i filmen, at dukken Barbie ikke har reddet verden. Det kommer filmen heller ikke til, dertil er den også for uskarp i forhold til, hvad den vil og hvordan. Men den kommer til at gå over i historien, alene som en af årtiets største filmsucceser. Og selvom den ikke er helt gennemført, er der alligevel i lange stræk en nytænkende tilgang til både fortællestruktur og komisk tone.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
