Ode til champagne-drikkere: Måske er det eneste rationelle oprør tilbage at insistere på nytteværdien af at være en boblende boheme i en tid, hvor verden brænder og bundlinjen er den eneste målestok, der gives os. Stå fast! Hyld glæde og skønhed lyder det fra Stephanie Caruana.
Jeg har en salon. Det begyndte som noget helt andet. I sommeren 2015 havde jeg kontorplads ved Kongens Have, og sejrssikkert havde jeg lagt en flaske bobler på køl derhenne, hvis der nu var noget at fejre. Ugerne gik, jeg fik ikke skrevet for alvor, og ham, jeg elskede, afsluttede halvandet års følelsesmæssig rutsjetur ved endelig at gå fra mig. Sejrene lod vente på sig.
En varm fredag gik jeg over, satte mig i skyggen, og skrev på Facebook, at jeg ville dele den flaske med enhver, der kom og satte sig med mig.
Der skete to ting. Den ene var, at over 200 mennesker likede ideen om spontan champagne. Den anden var, at en skøn dame blev dybt forarget over, at jeg ville drikke noget, der ikke var Brut. Jeg svarede, som jeg sad der alene i en times tid med uåbnet flaske, at hun skulle være velkommen til at sponsere mig, hvis hun var bekymret over min standsmæssige beruselse. Men ingen dukkede op. Læren fra den eftermiddag: Invitér i god tid og bliv ved.
Tænk, at leve i en tid og på at sted, hvor det at kunne mødes frit, have en dialog og drikke champagne i en park, er noget af det mest trodsige, man kan gøre
Næste gang kom der fem, hver med sin flaske mousserende vin. Siden er baren fortsat, hjertet er helet og svulmer nu over, når jeg ser de mennesker, der vælger at bruge nogle timer sammen over vin og dannet samtale. De er dybt forskellige. Jeg er nogle gange den eneste fællesnævner, men som boblerne begynder at bruse i deres blod, finder de ting at tale om. Det er så skønt at stå midt i. At nye ting og nye forbindelser kan opstå foran øjnene på en. Det eneste, jeg har gjort, er at sige; hvem vil med? Og så medbringe nogle plastickrus og chips til dem, der har behov. Vi holder rammerne nede på jorden i parken, så tankerne kan løftes.
Noget af det mest romantiske, jeg har oplevet, var, da jeg var en stor pige i senfirserne. På Svanemøllen Station så jeg en mand og en kvinde sidde på gangbroen på et tæppe med champagne og jordbær. Midt i mylderet af mennesker på vej hjem fra arbejde eller på vej ind til byen. Kun med øje for hinanden.
Det er den tilgang, jeg har til min salon, som nu er blevet en ting i sig selv. Den åbenhed, den ublu tiltvingen sig en plads af skønhed midt i vrimlen af andres virkelighed. Den legende skabelse af nye rum til samtale og viden. En insisteren på at være bohemer i byens bøvl. Nogle af os er også borgerlige, andre er bevidstgjorte queerfeminister, brødløse kunstnere, byplanlæggere og bedårende femmes fatales. Og alle nyder vi det, jeg måske mest.
Punk og perlende dråber
Vi drikker på trods; som valkyrier om vinteren og flirtende om foråret. Vi drikker glæden ind, når knugende terror og Trump trykker debatten udenfor cirklen i bund. Vi vil ikke kues, vi insisterer på latter frem for tårer, vi mener det i alvor, når vi hylder glæden og skønheden og det dekadente. Vi taler om kunsten og kontanthjælpslofterne. Andre har spurgt mig, om det ikke er for koldt nu? Nej! Netop ikke. Vi tager en pels eller dunjakke på og drikker desto hurtigere.
Vi er aldrig fulde, men berusede af at blive ved med holde fast i det boblende, af hinanden og af at være til. At gøre det uden dikkedarer, bare at dukke op og være til stede, være til. Tænk, at leve i en tid og på et sted, hvor det at kunne mødes frit, have en dialog og drikke champagne i en park, er noget af det mest trodsige, man kan gøre. Vi vil blæse på return on investment og på business as usual.
Vi vil brænde i takt med verdenen. Den eneste bundlinje er den lille sjat i det tomme glas, og den kan vi altid forbedre. Det ændrer ikke, hvad der er galt med verden, og hvad vi hver især kan gøre for at lindre det. Men det her er vores rum i en kort stund.
Noget af det mest romantiske, jeg har oplevet, var da jeg var en stor pige i senfirserne. På Svanemøllen Station så jeg en mand og en kvinde sidde på gangbroen på et tæppe med champagne og jordbær. Midt i mylderet af mennesker på vej hjem fra arbejde eller på vej ind til byen. Kun med øje for hinanden.
I sommer rundede vi etårsdagen. Vi var kun to – de andre var på ferie. Ham, der er i mit liv nu og så mig. Kongens Have var sort af mennesker. Vi kyssede i græsset, det føltes præcis rigtigt. Vi kom kun igennem en halv flaske, og da vi pakkede sammen, så vi et par krydse plænen. Hun i en kort, hvid kjole og han i smoking. De havde en dåseøl og et stykke pizza hver, købt i 7-Eleven. Det fineste, men også en anelse sørgelige brudepar. Jeg gik over til dem med vores flaske, ønskede dem tillykke og bad dem tage imod en bryllupsgave. De blev glade og en anelse betuttede. Til min fødselsdag i september var vi 18 eller flere.
Vi fortsætter. Jeg håber, at du måske tager det boblende ind i året, der kommer. Giver det videre til dem, du kan. Det er blot champagne og kærlighed. Slip det dog fri. Hyld det spontane, det sprudlende og glædesfyldte. Ja, verden brænder. Og du kan sige: at frydes over en salon i det fri er det samme som at flytte rundt på liggestolene på Titanic. At det ikke nytter. Men i det mindste drikker vi champagne imens. Vi minder hinanden om, hvad det vil sige at være mennesker, at elske og samtale, vi holder i tankerne hinandens hænder og rækker ud, løfter op. Vi lever.
Skål og godt nytår.
Topfoto: Salonen. Foto: Stephanie Caruana
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
