Odile

Odile Poulsen: She’s loud and clear #120

i Essays/Liv & Mennesker af
ESSAYSERIE – “Noget jeg bemærkede anderledes ved K, da vi var afsted første gang, var, at hun både havde brug for mig og så alligevel ikke. At jeg skulle være der, men jeg skulle slet ikke føre alle ord og alle initiativer.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge vil K gerne alene ind til dyrlægen og Odile reflekterer over, hvordan hun skal tilpasse sig K’s nye behov for mere selvstændighed.

’Tror altså, der er noget galt med Anna…’ Det havde taget mig dage at lande på den konklusion. Det var ikke sådan lige at blive klar på, om hun var syg eller om hun stadig var i løbetid. Men nu mente jeg nok, hun havde blødt meget længe og hendes markerings-tisseri havde også varet længere end ved tidligere løbetider.

Vi havde skiftevist konkluderet, at hun var syg og at hun ikke var syg, i den sidste uges tid, men nu var jeg sikker på, der var noget galt.

’Totoro skal også have sit implantat igen’, informerer K mig.

’Er det allerede tid igen?’

’Ja. Det er jo et år siden!’ Hun ser på mig med sådan et ansigtsudtryk: Mor, ka’ du ikke huske det?’ Fortsætter så med at sige, at hun også synes, han faktisk er begyndt med sine stink-prutter igen.

Det er mange ting, der gør, at hun er overbeskyttende. Men K mistede også sin elskede, elskede Gerda, kaninen, og da Gerda døde om natten, kunne vi ikke nå at få hende tilset af en dyrlæge

’O.k. de kommer begge til Dyredoktoren, ikk’?’

’Jo’, siger K, hvilket er det samme som at sige, hun er klar til at tage turen.

To dage efter sidder vi hos dyrlægen. På grund af corona må der kun være et menneske per dyr med inde til konsultationen, men da vi har to dyr med, er der intet påfaldende i, at jeg er med.

De fleste 16-årige vil utvivlsomt tage alene til dyrlægen, hvilket både K og jeg er os strengt bevidste om. Så hvis ikke det var fordi, vi havde to dyr med, ville vi være nødt til at diske op med en forklaring, en argumentation om, hvorfor K skal have anderledes vilkår, og det er i sig selv alt for opmærksomheds-påkaldende en situation at sætte K i.

Og igen sidder jeg og ønsker, det var muligt på en eller anden måde at signalere, diskret, men stadig spektakulært nok til at blive taget for alvor, at K ikke er som langt de fleste 16-årige. Lidt som det man har gjort for autister i lufthavnen, hvor man får en nøglesnor med et solsikkemønster, der giver fri passage til check-in og security, direkte forbi de lange køer, præcis på samme vilkår, som når man er kørestolsbruger. Men ingen vil jo fatte hvad en nøglesnor med blomstermotiver betyder, lige så snart man er uden for lufthavnen.

Den venlige dyrlæge tager dog imod os begge og får tilset både Anais og Totoro. Totoro modtager uden at kny, eller bide, den absurd kraftige kanyle med hans hormonimplantat og er bagefter helt stille sandsynligvis overvældet af oplevelsen. Anais får den helt store tur med scanning af underliv og blære og løber stadig tillidsfuld lige i hælene på dyrlægen og dennes assistent, da de kommer tilbage igen.

Heldigvis har hun ikke underlivsbetændelse, hvilket jeg frygtede, ikke kun for det arme dyr, men også for K; hun bliver meget bekymret for sine dyrs helbred; og jeg har opdaget, der er en angst knyttet til dyrenes fysiske sikkerhed og sundhed. Som at K kan være angst for, om Totoro får fat i den mindste lille krumme af Anais’ mad, som han ikke kan tåle (men gerne gør sig store prøvelser for at få fat i). Eller at han skal falde ned, når han klatrer op.

Det har været med i K’s detaljerede overvejelser, inden hun fik Totoro: kan jeg tåle at sige farvel til et dyr igen?

Det er mange ting der gør, at hun er overbeskyttende. Men K mistede også sin elskede, elskede Gerda, kaninen, og da Gerda døde om natten, kunne vi ikke nå at få hende tilset af en dyrlæge. Jeg tror nu heller ikke, der ville have været noget at gøre, Gerda kunne ikke have overlevet. Men det var slemt, meget slemt for K at miste hende. Og hånden på hjertet, så gruer jeg for den dag, hun igen skal sige farvel til en af sine dyrevenner.

Det har været med i K’s detaljerede overvejelser, inden hun fik Totoro: kan jeg tåle at sige farvel til et dyr igen?

Vi kommer hjem med nogle pakker penicillin til Anais, der har blærebetændelse, og allerede efter det første døgn, er hun mærkbart bedre.

Det holder så kun til penicillinkuren er slut, et par dage efter er der igen blod i urinen.

Vi må af sted igen, og jeg er usikker på, hvordan K har det – dels med bekymringen for Anais og dels med, igen, at skulle til dyrlægen.

Men K er mest optaget af, at det er latterligt, at Anais igen skal på dyrlægens bord, når vi nu ved, hvad hun fejler og derfor kan sætte ind med mere medicinsk behandling.

Noget jeg bemærkede anderledes ved K, da vi var afsted første gang, var, at hun både havde brug for mig og så alligevel ikke. At jeg skulle være der, men jeg skulle slet ikke føre alle ord og alle initiativer. Hvor jeg igennem de sidste 3-4 år har måtte tage styringen af både kommunikation, som at agere vejviser og definere, hvor vi skal opholde os på et givent område og så videre, skal jeg nu i langt højere grad fin-spidse mine ører og øjne for at opfange subtile tegn fra K om, hvorvidt jeg skal styre en samtale eller træde et skridt tilbage eller måske styre noget, men ikke det hele, pege ud, hvor vi skal sætte os og eller lade som ingenting og i stedet glide bagom K som det tynde øl.

’Jeg klarer det selv, mor!’ på en sådan en måde, der ikke levner plads til modsigelser; en skarp og bestemt stemme, som ikke kun jeg kan høre, men alle i venteværelset kan høre. Jeg er ikke i tvivl om, at det er nu, jeg skal tie og forblive i sædet – hun er fuldstændig klar og tydelig.

Så er der hele udfordringen med, at der kun må være én person per dyr inde til konsultationen. Hvordan hulan får vi det til at gå op? sidder jeg i dyb spekulation over, da dyrlægen dukker op og kalder Anais ind. Det er en anden dyrlæge end sidst.

Jeg går i gang med at forklare, hvorfor jeg skal med ind, da K skærer igennem:

’Jeg klarer det selv, mor!’ på en sådan en måde, der ikke levner plads til modsigelser; en skarp og bestemt stemme, som ikke kun jeg kan høre, men alle i venteværelset kan høre. Jeg er ikke i tvivl om, at det er nu, jeg skal tie og forblive i sædet – hun er fuldstændig klar og tydelig.

Faktisk føler jeg mig en kende dum, som jeg sidder der, som en mor der er overbeskyttende overfor sin teenagedatter, der så er nødt til at slå tilbage for at få sin egen plads.

Men hvorfor gider jeg overhovedet have den slags tanker? Det er jo fuldstændigt ligegyldigt, hvad andre tænker. Og det er da helt fantastisk, at K siger fra og siger til! Wauw! Hun træder så meget i karakter – og hvor kom det lige fra? Som ud af intet!

Sådan henført i tanker om, hvor vildt det er, at K begynder at tage sin plads, og hvordan jeg skal finde ud af at forstå, hvornår jeg skal træde foran og hvornår jeg skal træde tilbage, finder K mig, da hun og Anais kommer tilbage sammen med dyrlægen.

Måske opfatter dyrlægen mig som en overbeskyttende mor, for hun taler til mig i et sådan let nedladende og overpædagogisk toneleje, siddende på hug foran mig i øjenhøjde for at forklare, hvorfor hun skal lave en ny scanning.

’Nej, jeg er jo en stor pige, mor! En stor pige!’ griner hun og med den replik tænder hun sin stående joke, den hun laver, når hun stiller krav til sig selv om noget hun skal, som hun har haft svært ved, og som hun også er flov over, at hun har svært ved.

Det kan jeg slet ikke holde ud at se og høre på, så jeg får meget hurtigt forklaret hende, at hun sagtens kan se på de otte dage gamle scanninger, og at hun bør overveje, om det ikke var bedre at køre med bredspektret penicillin i stedet for smalspektret, som den første kur var på.

Det var tydeligt, at K ikke kunne tage den del med dyrlægen – det er en krævende position at indtage; at sige fra overfor en dyrlæge, når man står med sit syge dyr. Man er parat til at sige ja til hvad som helst, uanset hvad det må koste. Det er kun, fordi vi netop otte dage forinden var inde med selvsamme sygdom, at jeg kan.

Da vi går derfra, har vi både medicin, en langsigtet behandlingsplan og en god kontakt med dyrlægen, selvom vi ikke gennemførte endnu en scanning.

Med hjem har jeg også nye oplevelser om, hvordan jeg bedst hjælper K.

Klogere er jeg egentlig ikke – men jeg er mere erfaren og ved nu, at K er inde i en udvikling, der gør, at jeg er nødt til endnu engang at tilpasse mig efter hendes behov. Jeg kan ikke fortsætte med at være hendes tolk, advokat, vejviser, isbryder og sociale kontakt m.m., men må finde en måde at kommunikere med hende, når vi er ude, hvor hun ikke føler sig domineret af mig, men heller ikke overladt til det, hun ikke kan selv.

Spørgsmålet, det store spørgsmål, er så, om jeg kan finde ud af at tolke hende rigtigt, i aktuelle situationer, så hun får plads til den udvikling, som ikke kun er helt fantastisk, men også død og kritte nødvendig; hendes selvstændigheds dannelse.

Da hun var lille og yngre, gik hun som alle andre børn gennem flere faser af selvstændighedsdannelse og frigørelse fra Niels og mig, og det var nemt. Det var naturligt og forventeligt og vi har altid nydt at se vor børn blive mere og mere selvstændige. Nu nyder jeg det lige så meget. Men jeg er langt mere usikker, for det her er et felt, jeg ikke kender til; her har jeg aldrig stået før og jeg kender ingen, der har. Derfor må vi bare tage skridtene, som de kommer, lære mens vi gør det og blive klogere hele vejen.

’Det gik rigtig godt!’ Jeg drejer hovedet for at se på K, der sidder på sædet ved siden af mig i bilen. Hun har fået bakset Anais og Totoro ind på plads (Anais på gulvet mellem hendes ben, Totoro i sin taske på hendes skød) og sig selv i sikkerhedsselen, og virker stadig til at have overskud. Hun synes ikke at have meget travlt med, at jeg skal starte bilen og køre hjem i en fart, sådan som vi ellers altid skal.

’Ja.’

’Og du var rigtig cool og ville ikke ha’, jeg skal styre det hele!’

’Nej, jeg er jo en stor pige, mor! En stor pige!’ griner hun, og med den replik tænder hun sin stående joke, den hun laver, når hun stiller krav til sig selv om noget, hun skal, som hun har haft svært ved, og som hun også er flov over, at hun har svært ved. Fordi alle på hendes alder kan det jo.

’Ja, du er en stor pige!’ griner jeg også.


Foto: PxHere/Wikipedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Essays