BUSINESS TUESDAY // ANALYSE – Milliarder af mennesker lever verden over uden en officiel adresse eller identitet, og det gør stort set alt i livet besværligt eller helt umuligt. Men ny teknologi giver alle mulighed for at fortælle, hvor de bor – med blot tre ord. Det skriver Sophie Rytter og Thomas Ravn-Pedersen om opfindelsen af den særdeles succesrige Startupvirksomhed, appen “What3Words”, som vandt den danske design-pris Index Award i 2017. Prisen er dedikeret til design, der byder på bæredygtige løsninger på globale udfordringer.
Har du nogensinde hevet dit gule sygesikringsbevis op af lommen og kigget på dit cpr-nummer med et stort suk af taknemmelighed?
Måske ikke, men i virkeligheden repræsenterer de ti cifre, der følger os fra vugge til grav, et stort privilegium. Cirka 1,5 milliarder mennesker lever uden en officiel identitet. De er aldrig blevet registreret og har hverken fødselsattest eller andre former for identifikationspapirer.
Udfordringerne ved ikke at have papir på sin eksistens er næsten endeløse. Man kan ofte ikke oprette en bankkonto, få sine børn i skole eller få adgang til for eksempel social – og sundhedsydelser. Mennesker uden papirer er ofte også mennesker uden en stemme
Problemet er størst i Asien og Afrika, hvor der ofte mangler centraliserede og effektive systemer til at registrere landenes indbyggere.
Udfordringerne ved ikke at have papir på sin eksistens er næsten endeløse. Man kan ofte ikke oprette en bankkonto, få sine børn i skole eller få adgang til for eksempel social – og sundhedsydelser. Mennesker uden papirer er ofte også mennesker uden en stemme.
De kan for eksempel – helt bogstaveligt – ikke bruge deres stemme i forbindelse med valg. FN har derfor som en del af de 17 Verdensmål sat sig for, at alle mennesker på kloden skal have gratis adgang til juridisk identitet, herunder fødselsregistrering, inden 2030. Men for at dén mission skal lykkes, må der nye, innovative metoder i brug.
De metoder har man for eksempel taget i brug i Pakistan, hvor cirka 60 millioner børn ikke er registreret ved fødslen. De uregistrerede børn er sårbare over for børnearbejde, børneægteskaber og trafficking, fordi der hverken findes bevis på deres identitet eller alder.
Den manglende registrering skyldes både sociale og økonomiske faktorer. I tyndt befolkede områder kan der være langt til myndighedernes kontor. Men hvor der ofte kan være langt til et myndighedskontor, så er der sjældent særligt langt til en mobiltelefon i dagens Pakistan – uanset hvor langt ude på landet, man bor. Derfor forsøgte Unicef og Telenor sig i 2014 med et pilotprojekt, hvor de sammen med de lokale myndigheder i provinserne Punjab og Sindh udviklede en app til direkte registrering af fødsler.
Sammen med to venner fra skak-klubben på den prestigefyldte privatskole Eton College i Storbritannien udviklede Sheldrick app’en ”what3words”. Systemet deler hele verden op i intet mindre end 57 billioner firkanter på 3×3 meter
Lokale autoriteter som for eksempel sundhedsarbejdere blev udstyret med app’en, og i løbet af et halvt år steg andelen af registrerede fødsler fra 30 procent til 90 procent. Projektet er nu ved at blive rullet bredere ud i Pakistan og målet er 700.000 registrerede fødsler ved udgangen af 2018.
En anden udbredt problematik i store dele af verden er manglende adresse.
Tre ud af fire af verdens lande har ikke effektive, systematisk adressesystemer og FN estimerer, at omkring fire milliarder mennesker ikke har en officielt registreret adresse.
Og det skaber faktisk lignende udfordringer som for dem, der ikke har en juridisk identitet – man kan ikke udfylde de formularer, det kræver at åbne en bankkonto, stemme ved valg eller sågar få koblet vand og elektricitet til sit hus. I sidste ende hindrer de ineffektive eller ikke-eksisterende adressesystemer vækst og udvikling, fordi det gør alting besværligt og påvirker folks muligheder og liv på mange planer.
Hver kvadrat har et navn, der består af tre tilfældige ord, for eksempel vil ordene with.harp.person lede dig til Det Hvide Hus og luring.ignoring.wipes til Den Lille Havfrue ved Langelinie
Chris Sheldrick stod egentlig midt i en lovende karriere som musiker, da han i et uheld kom til skade med sin arm og måtte skifte levevej. Én ting fra livet som musiker ”on the road” han dog ikke savnede, var de gentagne frustrationer over at køre rundt og rundt for at finde adressen på det koncertsted, hvor aftenens spillejob skulle foregå.
Selvom GPS-koordinater er opfundet, er de 16 cifre svære at huske og risikoen for at skrive forkert er stor. Sammen med to venner fra skak-klubben på den prestigefyldte privatskole Eton College i Storbritannien udviklede Sheldrick app’en ”what3words”. Systemet deler hele verden op i intet mindre end 57 billioner firkanter på 3×3 meter.
Hver kvadrat har et navn, der består af tre tilfældige ord, for eksempel vil ordene with.harp.person lede dig til Det Hvide Hus og luring.ignoring.wipes til Den Lille Havfrue ved Langelinie.
Systemet kan selvfølgelig bruges af enhver, men især for mennesker uden formelle adresser i udviklingslande er der revolutionerende potentiale. Enhver lille hytte på landet eller et skur i et slumkvarter har nu i princippet sin egen ”adresse” bestående af tre ord, som alle kan huske og alle kan finde ved at bruge ”what3words”.
Ifølge opfinderne selv bliver what3words indtil videre brugt af postvæsenet i Mongoliet, Djibouti, Tonga, Saint Martin og Elfenbenskysten.
Systemet bliver brugt af organisationer som FN og Røde Kors under katastrofer og ulykker, hvor det for eksempel kan hjælpe redningsfolk til meget præcist at lokalisere en tilskadekommen person – samt nu også en lang række virksomheder over hele verden.
What3words vandt i øvrigt den danske design-pris Index Award i 2017. Prisen er netop dedikeret til design, der byder på bæredygtige løsninger på globale udfordringer.
Se mere om den britiske upstartvirksomhed her:
Topfoto: What3Words
Denne artikel er syndikeret fra POV’s samarbejdspartner: Verdens Bedste Nyheder – originalartiklen findes her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her