Vestsahara – en af Afrikas glemte og længste konflikter

af i Afrika/Minoriteter

VESTSAHARA // REPORTAGE – I 43 år har saharawierne levet i flygtningelejre midt i Saharas ørken. De er fordrevet fra deres land af den marokkanske stat, som lige nu udvinder fosfat i territoriet. Efter en kort periode i starten af året med fredsforhandlinger i FN, er der frygt for, at fredsprocessen nu er gået i stå. Ved et besøg i saharawi-flygtningelejrene i februar, herskede der dyb frustration og vrede blandt ungdommen med stilstanden. 

Uanset i hvilken retning man kigger, er der sand så langt øjet rækker. Der er ingen skyer, træer eller vegetation, kun sol, der ubønhørligt bager på de gule sandkorn overalt. Jalihena Mohamed er 30 år, og bor i flygtningelejren Smara i det sydlige Algeriet midt i Saharas ørken. Her lever han sammen med de omkring 200.000 andre saharawier, der er fordrevet fra deres land. Det har de gjort i 43 år, siden Marokko besatte landet. I denne ørken udspiller sig en af Afrikas glemte konflikter – og samtidig én af de længste.

Menneskerne her går klædt i en blanding af traditionel og islamisk beklædning. Mændene i lejren er klædt med tørklæder viklet omkring halsen og hovedet, en slags turban. Tørklædet hænger omkring halsen, så man hurtigt kan trække det op og beskytte sit ansigt mod sand og sol. Kvinderne er klædt i lange farverige tørklæder med mønstre og blomster, der ligeledes ofte er trukket helt op om øjnene for at beskytte mod sandet.

Konflikten, eller revolutionen som Jalihena kalder den, startede i 1975, da Spanien trak sig ud af kolonien Spansk Sahara, og lod Marokko besætte territoriet

Jalihena er med i frihedsbevægelsen Frente Polisario som står for organiseringen af flygtningelejrene. Alle her er afhængige af nødhjælp udefra, men til forskel fra andre flygtningelejre andre stedet, så står lejrenes indbyggere her selv for distributionen. Polisario har ministre til at holde styr på forskellige ansvarsområder: Administration, skolevæsen, lægehjælp, politi og militær er organiseret af Polisario og udgør tilsammen en de-facto-stat her i ørkenen. Her har saharawierne udråbt en eksilstat, som står klar til den dag, hvor Vestsahara, deres land, opnår selvstændighed, og lejrenes indbyggere kan vende tilbage til territoriet, som Marokko lige nu besætter.

Vi startede revolutionen for at opnå selvstændighed, men nu er vi endt her som flygtninge. Vi er en stat i eksil

Konflikten, eller revolutionen som Jalihena kalder den, startede i 1975, da Spanien trak sig ud af kolonien Spansk Sahara, og lod Marokko besætte territoriet. Størstedelen af den oprindelige befolkning, saharawierne, blev dengang fordrevet til flygtningelejre i Algeriet, midt i Saharas ørken. Da Marokko besatte Vestsahara, svarede saharawierne igen med væbnet modstand. Ud af krigen voksede frihedsbevægelsen Polisario. Fra flygtningelejrene i Algeriet førte Polisario i 16 år guerillakrig mod marokkanske militærposter i det besatte område.

Udsigtsløse FN-fredsforhandlinger

Levnene fra krigen kan man stadig se i lejrene: I fuld militæruniform og med overskæg dukker præsidenten for Polisario op til nationaldagen d. 27. februar, ikke meget anderledes i sin påklædning end de gamle revolutionsledere fra Cuba.

Krigen mellem Marokko og Polisario endte i 1991 med en fredsaftale forhandlet af FN. Polisario omlagde deres strategi for frihedskamp og har siden forholdt sig fredeligt. Aftalen indebar, at der skulle afholdes en folkeafstemning om, hvorvidt Vestsahara skulle blive selvstændigt. Afstemningen er blevet udskudt flere gange siden 1991; ifølge John Bolton, Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, fordi Marokko har blokeret og forhalet processen. Som en fysisk manifestation af de fastlåste fredsforhandlinger har Marokko siden 1991 opført en 2400 kilometer lang mur ned gennem det besatte område – det længste fungerende forsvarsværk i verden. Muren bevogtes i dag af titusindvis af marokkanske soldater og har verdens længste minefelt.

I dag arbejder Polisario primært via diplomatiet for Vestsaharas selvstændighed, og har diplomatiske repræsentanter over hele jorden, inklusive Danmark. Selv begrunder Marokko sin tilstedeværelse i Vestsahara med, at området er en del af det gamle ”Stormarokko”. En forklaring som FN og størstedelen af verdens lande ikke er enige i.

Efter at præsidentens tale er overstået, er det de internationale delegeredes tur til at tale. Repræsentanter fra en række afrikanske lande, og en EU-parlamentariker, skiftes til at tage ordet foran lange parader af kvinder, mænd og børn i traditionelt tøj, der alle vifter med nationalflaget. Som en levende påmindelse fra krigens dage defilerer et hold ældre krigsveteraner forbi iklædt brune, traditionelle dragter, turban og med gamle rifler over skulderen.

I FN var der i starten af året tilløb til at genstarte fredsforhandlingerne, der kørte fast for seks år siden. I 2017 udpegede FN’s generalsekretær, António Guterres, den tidligere tyske præsident Horst Köhler, som ny forhandler i konflikten. Anden runde af forhandlingerne blev overstået i starten af 2019, hvor både FN og Polisarios regeringsmedie udtrykte optimisme omkring forhandlingerne.

Jalihena byder på te hjemme hos sig selv. Vejen til hans hjem går forbi små gule huse i samme farve som sandet. Gammelt bilskrot afmærker de sandstampede veje, som biler og mennesker skal bevæge sig på. Der er ikke mange lyde. Stærkest er støjen fra vinden, der hvirvler sand rundt, og blander sig med brølene fra gamle jeeps, der prøver at undgå de dybe huller i vejene. Imellem de rustne bilskrog, går der geder og græsser i plastikaffald. Her og der er der malet symboler på husfacaderne: Et kamelhoved og en bloddryppende kniv fortæller, at slagteren holder til her.

”Der er kommet skred i forhandlingerne, fordi Trump blev præsident i USA. Alle var glade, da Obama blev valgt, men der skete ingenting. Nu, hvor Trump er blevet indsat som præsident, sker der lige pludselig noget.” Det sagde Jalihena i februar.

Samme syn på sagen havde den amerikanske avis The New Yorker, der rapporterede, at Donalds Trumps daværende sikkerhedsrådgiver, John Bolton, spillede en central rolle i at genstarte forhandlingerne. Bolton har tidligere været tæt tilknyttet fredsforhandlingerne mellem Polisario og Marokko i halvfemserne og har arbejdet med den FN-fredsbevarende styrke MINURSO, der er udstationeret i området. John Bolton har tidligere selv udtalt, at der kun er to diplomater i USA, der bekymrer sig om Vestsahara, og at han er den ene af dem. Siden snakken med Jalihena og artiklen i The New Yorker er der imidlertid sket meget med fredsprocessen.

Afrikas sidste koloni

En stor del af maden i lejrene er importeret udefra. Landbrug er stort set umuligt i sandet omkring os, og kamel- og gedekød er derfor noget af det eneste lokalt producerede mad. Til aftensmad får vi tun blandet med spaghetti, hvilket leder samtalen ind på et hovedomdrejningspunkt i konflikten, som trækker tråde til EU: I år gav EU-parlamentet nemlig grønt lys for en ny fiskeriaftale med Marokko. Mod betaling giver aftalen europæiske fiskere lov til at fiske i det besatte område. Siden aftalen er indgået hen over hovedet på saharawierne, er den blevet dømt ulovlig af EU-domstolen. I forbindelse med vedtagelsen af aftalen, udtalte EU’s fiskerikommissær Karmenu Vella, at aftalen med Marokko er ”… godt nyt for fiskere på begge sider af Middelhavet. Det er rigtigt partnerskab, som begge sider vil vinde økonomisk på og samtidig bidrage til bæredygtigt fiskeri.”

Marokkos udnyttelse af naturressourcer fra Vestsahara er blandt andet grunden til, at Jalihena og de lokale her i flygtningelejrene omtaler Vestsahara som ”Afrikas sidste koloni”

At EU laver forretninger med Marokko om Vestsaharas ressourcer har imidlertid vakt dyb kritik fra NGO-verdenen:

”Dobbeltmoralen er utrolig. Den ene dag kan vi se EU-politikere, som advokerer for demokrati og lovbaserede samfund i Ungarn og Venezuela. Den næste dag kan man se de selvsamme politikere ignorere den højeste retsindsats i EU. Hvad er forskellen så? EU har ingen ret – hverken juridisk eller etisk – til at stjæle fisk fra det saharawiske folk, i samarbejde med Marokko”, udtalte Sara Eyckman, koordinator for NGO’en Western Sahara Ressource Watch.

Foruden lukrative fiskeaftaler udnytter Marokko, at Vestsahara-territoriet er rigt på fosfat. Helt præcist kontrollerer Marokko med landets besættelse af Vestsahara i dag omkring 72 procent af verdens fosfat-ressourcer. Fosfat findes kun i en begrænset mængde i verden og er et uhyre vigtigt gødningsmiddel, som hele verdens fødevareproduktion er afhængigt af. Som det amerikanske magasin The Atlantic, beskriver, så ville verden ikke kunne brødføde sig selv, hvis der ikke var for fosfat fra Marokkos besatte områder.

Marokkos udnyttelse af naturressourcer fra Vestsahara er blandt andet grunden til, at Jalihena og de lokale her i flygtningelejrene omtaler Vestsahara som ”Afrikas sidste koloni”.

Ungdommen er træt af vente på endnu en runde af forhandlinger

Siden besøget hos saharawierne i februar, er fredsprocessen tilsyneladende gået i stå. Optimismen, der eksisterede da den nyudnævnte Horst Köhler genstartede fredsforhandlingerne, forduftede igen, da Köhler i maj trak sig som forhandler. Siden da har FN’s Sikkerhedsråd til dags dato ikke været i stand til at udnævne en ny forhandler. Yderligere blev den indflydelsesrige amerikanske sikkerhedsrådgiver John Bolton fyret af Donald Trump i september. Fyringen af Bolton har fået iagttagere til at spå, at chancen for en løsning af konflikten er skubbet endnu længere væk.

Hos ungdommen i flygtningelejrene var optimismen omkring FN fredshandlingerne i februar allerede svær at spore.

”Jeg er begyndt at overveje muligheden for væbnet kamp som den eneste mulighed. Hvorfor? Fordi vi ikke har andet valg. Du kender til EU-parlamentets afstemning. Den fortæller os, at på trods af alle de fredelige metoder og midler, vi bruger, så vil man ikke tillade os at få uafhængighed og frihed. Derfor bliver vi nødt til at bruge andre midler. Den væbnede modstand er en diskussion her i lejrene. Du finder diskussionen alle steder.”

Diskussionen om våbnet kontra fredelig modstand er en diskussion, som splitter generationerne. Som Jalihena forklarer, er det ungdommen, som vil i krig, og de ældre som stadig tror på den diplomatiske vej

Jalihena er ikke alene om at mene, at diplomatiet går for langsomt. Snakker man med andre unge rundt i flygtningelejrene, kan de genkende det samme. Ungdommen er træt af at vente. På trods af et højt uddannelsesniveau blandt ungdommen, er der i ørkenen intet at give sig til – ingen jobs eller fremtid. Ifølge en lokal minister i Polisario-regeringen er ungdommen et særligt fokus blandt de øverste beslutningstagere i lejrene.

”Polisario lægger mange tanker i, hvordan vi får disse unge til at forblive fokuserede på den fredelige modstand. Denne udfordring vokser sig større og større for hver dag. Vi kan ikke tilbyde dem nogen løsning på konflikten. Vi bliver nødt til at fokusere på, hvordan vi får dem til at holde sig til strategien om fredelig modstand.”

Diskussionen om våbnet kontra fredelig modstand er en diskussion, som splitter generationerne. Som Jalihena forklarer, er det ungdommen, som vil i krig, og de ældre som stadig tror på den diplomatiske vej. De ældre har oplevet 16 års krig, mens mange af de unge først blev født i tiden efter. At tænke tilbage til tiden med krig vækker ikke glade minder for et ældre ægtepar i Smara Camp: ”Mange af os flygtede til fods, eller red på kameler ud i ørkenen. Dengang havde vi ingenting. Ingen mad, ingen vand.  Kvinderne var nødt til at sy telte af deres tøj til at bo i, mens mændene var i krig.”

De ældre generationers historie afskrækker imidlertid ikke Jalihena.

”Ville du selv være parat til at blive soldat og gå i krig med Marokko?”

– Hvis jeg havde 300 unge saharawier bag mig, som var overbevist om det samme, så ja.

Men, som Jalihena bliver ved med at understrege, så er krig en fælles beslutning.

– Det er en kollektiv beslutning, det her. Vi skal ikke tvinge folk til at genoptage væbnet kamp. Det er en beslutning, som kun Polisario kan tage.

Når man taler med befolkningen i lejrene, siger de, at krig kan blive den sidste udvej for saharawierne. I en samtale med en ældre kvindelig militærleder afsluttede hun med ordene: ”Vi har ikke lyst til at gå tilbage til krig, men hvis det saharawiske samfund finder ud af, at der ikke er nogen løsning, går vi tilbage til krigen. Det vil ende med en total befrielse, eller en total massakre af saharawierne.”


Fakta

I 1975 trak Spanien sig ud ad kolonien Spansk Sahara og lod Marokko og Mauretanien besætte territoriet.

Halvdelen af det oprindelige folk, kaldet saharawier, blev tvunget til at flygte til Algeriet, imens den anden halvdel stadig lever i områderne, der er besat af Marokko.

Fra 1975-1991 var der krig mellem Marokko og selvstændighedsbevægelsen Frente Polisario.

Den internationale straffedomstol, FN og EU-domstolen har alle fastslået, at Marokko ikke har ret til området.

Trods de mange domstoles afgørelser forlængede EU-parlamentet i februar 2019 en fiskeriaftale med Marokko, som giver europæiske fiskere lov til at fiske i Vestsaharas farvand.

I februar 2019 blev der i FN taget initiativ til endnu en runde af fredsforhandlinger under ledelse af Tysklands tidligere præsident, Horst Köhler, men han trak sig fra posten i maj 2019.

Territoriet er på størrelse med Storbritannien og indeholder nogle af verdens største fosfatminer.

Ingen nationer i verden anerkender formelt Marokkos suverænitet over området.


Fotos: Lærke Uhrenholt

Eske Frydkjær Bentsen (f. 1995) studerer International Studies ved Roskilde Universitet og arbejder ved siden af i en tænketank. Han har før skrevet om international politik, Israel-Palæstina og klimakrisen.

Seneste artikler om Afrika