KLIMA & COP26 // KLUMME – I mit feed fra sociale medier er der nu igen gang i udskamningen af mennesker, der tager fly, mennesker der spiser kød, mennesker der bruger plastic… osv. Den slags er med til at forstærke fornemmelsen af, at klimadagsordenen er en askese- og afholdenhedsdagsorden, hvor alt hvad der er sjovt eller luksuøst, bør være forbudt. Det skader klimaet. Og det forsinker de radikale løsninger, der er behov for.
Verdens ledere fra politik, erhvervsliv og civilsamfund er i disse dage samlet i den skotske by Glasgow til endnu et klimatopmøde, nr. 26 i rækken. Nyhederne er for så vidt gode. Der bliver indgået vigtige aftaler. Ja, de bliver indgået for sent, og de er helt sikkert for lidt. Men der sker noget. Endnu mere sker der i erhvervslivet, som har kastet sig ind i klimadagsordenen med langt større entusiasme og erkendelse af behovet for radikale ændringer end politikerne.
Koncern efter koncern erklærer sig klar til at gå efter at blive CO2-neutral og ikke bare ved hokus-pokus. Jovist er der masser af slyngler også, som ved sort lobbyarbejde forsøger at blive ved med at hive penge ud af aktiviteter, der giver kommende generationer dårligere chancer. Men de bliver færre, og de har ikke samme genlyd og indflydelse, som de havde ved det forliste COP15 i København i 2009.
De rigtige ændringer, ikke frelst føleri. Derfor bekymrer det mig, når mine sociale netværk genlyder af udskamning af mennesker, der ikke har den rette, klimaortodokse livsstil
Så lidt optimistisk er jeg, selv om jeg har dækket klima siden 2008 og gang på gang er blevet skuffet over særligt de manglende politiske visioner. Politikerne siger alle de rigtige ting og gør derefter meget lidt, og det er mest symbolsk. Nogle nationer er direkte bagstræberiske, hvad denne satire fra Australien glimrende illustrerer – men Australien er ikke alene.
Vi har brug for en revolution i måden, vi gør tingene på
Det ER radikale ændringer, der er brug for. Og det skal vel at mærke være de rigtige ændringer, ikke frelst føleri. Derfor bekymrer det mig, når mine sociale netværk genlyder af udskamning af mennesker, der ikke har den rette, klimaortodokse livsstil.
Mange forstår tilsyneladende ikke, at klimaet er en del af en kompleks bæredygtighedsdagsorden. Vi skal redde klimaet. Men vi skal også sikre, at mennesker kan leve et liv i værdighed og med mindre ulighed end i dag. Det bliver altså nødvendigt at få milliarder af menneskers levestandard bragt i vejret – vel at mærke på en måde, så planeten kan følge med.
Samtidig bliver “lad være at flyve, lad være at drikke vin, lad være at spise kød, lad være med at købe nyt, lad være med…” en messe, som gør klimadagsordenen til en dagsorden, hvor vi nærmest bør føle os skyldige over at leve. Intet under at så mange stadig har svært ved at se sig selv i den og i ren og skær trods nægter at gøre bare en smule.
Det handler altså ikke om at få mennesker til at holde op med at flyve, men at få flyene til at holde op med at være ødelæggende for klimaet
Den form for retorik overser fuldstændig, at klimadagsordenen, grebet rigtigt an, er en fantastisk chance samtidig. Det er en chance for et sundere liv, bedre fungerende byer og samfund, mere lighed… det er netop ikke en afholdenhedsdagsorden. Vi har ikke brug for at holde igen, så længe vi respekterer planetens grænser. Vi har i stedet brug for en revolution i måden, vi gør tingene på. Og her savner jeg godt nok både politisk mod og politiske visioner.
Vores økonomiske modeller trænger til en overhaling
Jamen, det er vel et problem, at vi flyver? Næh, hvorfor det? Verden har brug for handel, turisme står for op mod 10 procent af verdensøkonomien og ditto job, vi udveksler viden, tanker, idealer, og nogle gange kræver det en vis hast.
Det er derimod et stort problem, at flyvning er skidt for klimaet. Det er det egentlige problem, og derfor skal løsningen også rette sig mod det.
Det handler altså ikke om at få mennesker til at holde op med at flyve, men at få flyene til at holde op med at være ødelæggende for klimaet. Industrien er kommet et stykke ad vejen, men ikke langt nok. Så er der jo heldigvis mulighed for politisk at belønne de selskaber, som nedbringer deres CO2-udslip og at straffe dem, der ikke gør. Det ville også kun være ret og rimeligt over for de selskaber, som arbejder seriøst.
Det skal give røde bundlinjer og foranstalte krisemøde i regeringer og bestyrelseslokaler, når vi overskrider de planetære grænser i stedet for, som nu, at belønne enhver form for vækst
Hvis det så viser sig, at flyene ikke kan blive så rene, som vi gerne vil have, ja, så er det på tide at promovere alternativer, og personligt så jeg gerne langt bedre og mere komfortable og hurtige togforbindelser. Men vi skal holde fast i, at det er forureningen og CO2-udledningen, der er problemet. Ikke rejseriet.
Det er heller ikke et problem, at vi gerne vil have økonomisk vækst, nationalt såvel som globalt. Det er til gengæld et problem, at væksten lige nu er koblet op på et øget forbrug af ressourcer, men det er ikke en naturlov, at det skal være sådan. Det kan vi ændre ved for eksempel at belønne forretningsmodeller, som baserer sig på genbrug og minimalt ressourceforbrug, herunder reparationer, i stedet for som nu at belønne “brug og smid væk”-modellerne.
Vores økonomiske modeller trænger i det hele taget til en overhaling, som giver røde bundlinjer og foranstalter krisemøde i regeringer og bestyrelseslokaler, når vi overskrider de planetære grænser i stedet for som nu at belønne enhver form for vækst, uanset hvor destruktiv den måtte være.
Det skal kunne betale sig at fremstille noget, der holder længe
Vi har utvivlsomt et overforbrug, som vi skal have gjort noget ved. Som sagt baserer økonomiske modeller og forretningsmodeller sig på, at enhver form for forbrug er godt, når bare det skaber økonomisk vækst. Det er katastrofalt.
Det skal kunne betale sig at fremstille noget, der holder længe, og som kan reparares. Når vi reparerer, sparer vi ressourcer. Og det er vigtigt, uanset hvor bæredygtigt noget så er fremstillet. En modekollektion bliver ikke klimavenlig blot af at være fremstillet af naturfibre – og slet ikke hvis producenten sender nye kollektioner i butikkerne adskillige gange om året.
Det er jo en falliterklæring, at min iPad, som mindre end fem år, lige om lidt skal skiftes, fordi den snart ikke kan følge med. Og hvis min vaskemaskine sætter ud, vil det næsten altid være billigere og lettere at købe en ny i stedet for at få den repareret.
Og ja, vi kommer også til at diskutere vores skattesystem. For lige nu er det ikke superintelligent, at vi beskatter arbejdskraft hårdt, mens brug af ressourcer beskattes meget lavere. Det gør det svært at lave forretningsmodeller, hvor reparation og holdbarhed er sund forretningssans.
Det burde ellers være muligt. Hvorfor kan man ikke købe sine møbler som en slags abonnementsordning, hvor man leverer dem tilbage, når man ikke gider at se på dem mere, eller de er ved at være slidt, og fabrikanten bruger dem så rub og stub i en ny produktion? Det ville tvinge fabrikanterne til at tænke i vugge til vugge-principper, for ellers ville sådan en model blive for dyr. På samme måde med tøj.
Fossile brændstoffer skal vi stoppe med at bruge. Og vi kan ikke bare erstatte dem med atomkraft i den nuværende udgave
Der er selvfølgelig aktiviteter, som ubetinget er skadelige, og som vi skal have gjort noget ved. Fossile brændstoffer skal vi stoppe med at bruge. Og vi kan ikke bare erstatte dem med atomkraft i den nuværende udgave, fordi værkerne er dyre og ufleksible og ikke vil kunne hjælpe den cirka milliard mennesker i verden, som er uden for diverse forsyningsnetværk, og som bor, hvor det er umuligt at koble dem på.
Den gode nyhed er, at både sol og vind efterhånden er så billige løsninger, at de vinder terræn dag for dag, og at der eksperimenteres på livet løs med andre bæredygtige kilder og med mere moderne og smidige og sikre former for kernekraft. Det skal vi støtte, og så skal vi lade de fossile kilder blive i jorden. Ellers går det galt.
Lige det at skære de fossile brændsler væk er en “no brainer”, som amerikanerne siger. Flere millioner mennesker dør hvert år af luftforurening – i Danmark dør knap 5.000 mennesker hvert år for tidligt på grund af luftforurening.
Vi gør ikke alene noget for klimaet ved at lukke for olie og kul og naturgas. Vi forhindrer langt flere dødsfald, end covid-19 har været skyld i, og som fik os til at lukke samfundet ned i månedsvis.
Vi kan heller ikke opretholde det nuværende forbrug af kød. Ikke alene belaster kødproduktionen med dens massive afskovning klimaet voldsomt, den er også en katastrofe for biodiversiteten, fordi oprindelige arter mister levesteder. Så her kan vi roligt skære ned. Også det vil gavne sundheden, og det er ikke en menneskeret at mæske sig i 200 gram kød om dagen. Madspild er et andet område, som der heldigvis også er opmærksomhed på.
Vi har brug for en klimakonvention. Nu
Men vi har brug for gennemgribende ændringer, og vi har brug for, at vi ikke forfalder til ren symbolik. Samtidig mangler der stadig transparens og konsekvens i nogle af de ordninger, vi har skruet sammen.
For eksempel mangler vi en konvention om klimaet internationalt. Lige nu er alt på frivillig basis. Det holder ikke i længden. En bindende konvention vil kunne skabe mere varige ændringer, og det vil også gøre det lettere for regeringer og erhvervsliv at planlægge langtsigtet.
Der er samtidig for meget fikumdik i den måde, som vi blandt andet har skruet diverse ordninger om CO2-neutralitet, skovrejsning osv. på internationalt. Der er eksempler på, at skovejere bliver betalt for at bevare skov, de ikke havde tænkt sig at fælde. Her har vi brug for fuld transparens, så påstande om bæredygtighed kan gås efter og dokumenteres.
Her bliver vores ansvar som vælgere og borgere at belønne modet, visionerne og udholdenheden og viljen til at tænke i gennemgribende løsninger i stedet for i symbolik
Verdens største projekt for klimaløsninger, Project Drawdown, tager løbende diverse klimaløsninger op til granskning og rangerer dem efter, hvad der giver størst effekt. Det er ikke altid, hvad man tror. Blandt andet er en af de stærkeste løsninger overhovedet at give kvinder bedre uddannelse, større indflydelse og kontrol over egen krop og skæbne. Hvorfor? Især fordi de så føder færre børn og til gengæld er langt mere effektive forvaltere af ressourcer. Ifølge Project Drawdown er det svimlende 85 gigaton CO2, vi kan hente på at styrke kvinders rettigheder frem mod 2050.
Vi redder til gengæld ikke klimaet ved at uddele klimaskam til alle, der spiser en bøf, køber en kjole eller poster et foto fra seneste rejse i Grækenland. Vi kan og bør have en debat om den enkeltes ansvar, for selvfølgelig har vi hver især en rolle at spille. Men klima er kompliceret, og også derfor er det nødvendigt med gennemgribende, intelligente løsninger, der gør valget lettere for den enkelte borger og forbruger, og som tager fat om de dybere og mere strukturelle problemer.
Det er ikke politisk sexet, det kræver mod og visioner, og det kræver udholdenhed. Her bliver vores ansvar som vælgere og borgere at belønne modet, visionerne og udholdenheden og viljen til at tænke i gennemgribende løsninger i stedet for i symbolik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her