Re-design dit forhold til den digitale verden

i POV Business/Digitalt af
DIGITALT // KRONIK – I slipstrømmen af digitaliseringen er der opstået en debat omkring, hvorvidt nye teknologier overhovedet er gode og sunde for os eller ej? Bruger vi for meget tid på dem? Stresser de os? Bør vi trykke noget mere på sluk og noget mindre på like?  Jonathan Løw forstår dilemmaet, for han har selv været nede med stress. Men han er ikke med på “sluk-agendaen”, siger han: “I stedet handler det i langt højere grad om at sikre, at brugen af teknologierne forbliver et valg for os, og at vi er bevidste omkring, at hvis vi ikke reflekterer over det, så risikerer teknologierne at overtage os frem for, at vi vælger dem til.” Han har også et konkret bud på, hvordan.

Som tech-iværksætter igennem snart tyve år har jeg fulgt den teknologiske udvikling og eksplosion på tætteste hold. Da jeg startede mit første selskab i 1999, var ’WAP’ det helt store. I dag husker ingen det. Efterfølgende blev det smartphones, sociale medier, apps osv.

Pludselig blev teknologien demokratiseret og mainstream.

Modsat den store ’sluk-agenda’ tror jeg ikke på, at løsningen er et enten-eller. Dvs. at enten er teknologien god eller ond, og enten er vi online, eller også er vi offline. Det er ganske enkelt for firkantet og populistisk

I slipstrømmen af denne udvikling er der opstået en debat om, hvorvidt alle disse nye teknologier overhovedet er gode og sunde for os eller ej? Bruger vi for meget tid på dem? Stresser de os? Bør vi trykke noget mere på sluk og noget mindre på like?

Jeg forstår fuldt ud debatten – bl.a. fordi jeg har mærket konsekvenserne på egen krop. Jeg måtte tilbage i 2014 trække stikket. Ikke blot stikket til de sociale medier, men stikket til min hverdag og mit normale liv, fordi min egen harddisk var brændt sammen, og min krop først sendte stress-signaler og siden en depressiv reaktion for at beskytte systemet imod total tilintetgørelse.

Det efterfølgende år var et rent helvede, og mit forbrug af alt fra e-mail til sociale medier, LinkedIn osv. var nærmest lig nul. Jeg havde trukket stikket, for jeg havde intet valg.

Nu har jeg det igen godt, men modsat den store ’sluk-agenda’ tror jeg ikke på, at løsningen er et enten-eller. Dvs. at enten er teknologien god eller ond, og enten er vi online, eller også er vi offline. Det er ganske enkelt for firkantet og populistisk.

I stedet handler det i langt højere grad om at sikre, at brugen af teknologierne forbliver et valg for os, og at vi er bevidste om, at hvis vi ikke reflekterer over det, så risikerer teknologierne at overtage os, frem for at vi vælger dem til.

To store bølger: Mindfulness og den digitale verden

Amerikaneren Cal Newport udgav i 2019 bogen ”Digital minimalism”, der nu er udkommet på dansk. En fremragende bog, som jeg er meget beæret over at have fået lov til at skrive forordet til.

Newport er ikke digital nej-siger, men hans ærinde er at få os til at forholde os bevidst til, hvordan vi forholder os til det at være blevet digitale væsner.

Digital minimalisme

Det skal ses i lyset af en eksplosiv udvikling, hvor vi i løbet af det seneste årti har langt mere end fordoblet den tid, vi bruger med vores smartphone, og i dag anvender over 50% af vores fritid online.

I gennemsnit bruger vi mennesker 3 timer om dagen på vores smartphone, og den revolution, som har fundet sted siden Steve Jobs’ lancering af iPhone 3 og AppStore tilbage i 2007, mærkes i disse år med fuld kraft.

Tankevækkende nok så finder den digitale bevægelse imidlertid sted samtidig med en anden stærk bevægelse – mindfulness-bevægelsen.

Mindfulness handler om at træne vores sind i at være bevidst og nærværende. At vi bliver opmærksom på de dynamikker, som finder sted indeni vores levende organisme

For mange handler alt fra yoga til mindfulness og meditation om at finde roen i en stresset hverdag, men faktisk er idégrundlaget bag mindfulness netop ikke at skulle fjerne stress, slappe af endsige sove. Nej, mindfulness handler om at træne vores sind i at være bevidst og nærværende. At vi bliver opmærksom på de dynamikker, som finder sted indeni vores levende organisme.

Det er vigtigt at forstå for at forstå min næste pointe: Nemlig at koblingen imellem disse to bevægelser er helt afgørende for vores fremtidige livsglæde og evne til at få det bedst mulige ud af hverdagen og livet.

Jeg tror ikke på en fremtid, hvor vi hele tiden skal råbe ’sluk’ i kor og tro, at vi så finder glæden, meningen eller nærværet. Det handler nemlig ikke så meget om smartphonen, som det handler om vores evne til at vælge, hvorvidt vi vil tænde vores smartphone eller åbne vores mail.

Denne evne kræver træning, for producenterne af alt fra Facebook til spil gør alt for at skabe værktøjer, som gør os afhængige. Moderne teknologi er ekstremt vanedannende!

Derfor er svaret ikke blot at opfordre til at slukke, men at blive bevidst om, hvad der sker med vores tanker og organisme, når vi er online, og lære vores tanker og sind at koble af og koble fra, så vi vælger disse teknologier til, når vi ønsker det. Jeg har kaldt det at re-designe vores forhold til teknologi.

Digital minimalisme i lav-praksis

I ”Digital minimalisme” skriver Cal Newport om, hvordan vi som mennesker kan leve et bevidst og intentionelt liv. Et intentionelt liv vil sige, at vi bevidst skaber tid og plads til de ting, vi virkelig elsker, og skærer de ting fra, der distraherer os. Som Leonardo da Vinci engang formulerede det:

“Simplicity is the ultimate sophistication.” — Leonardo da Vinci

Digital minimalisme kan altså også beskrives som en filosofi, der hjælper dig med, hvilke digitale værktøjer og hvilken adfærd, du har med disse værktøjer, som skaber mest værdi i dit liv.

Frem for radikalt at lukke ned for det hele så forsøger man i den digitale minimalisme aktivt at vælge de ting, man mener er gode for én, og aktivt skære de ting fra, som enten ikke skaber værdi eller er direkte destruktive for én.

Din computer

Eftersom både Newport og undertegnede er praktikere, så lad mig give et par eksempler på denne filosofi og tilgang.

Tag i første omgang din computer, og tænk over, hvordan du bevidst kan forholde dig til din brug af den. Start først med at kigge på dit digitale skrivebord og fjerne alle filer og programmer på skrivebordet. Brug i stedet værktøjet Spotlight til at åbne dem.

Vælg herefter et enkelt baggrundsbillede eller eventuelt et morsomt et. De fleste af os ser baggrundsbilledet et utal af gange hver eneste dag, så vælg dog ét, som gør dig godt, frem for det modsatte.

Slet alle programmer, du ikke anvender. Check derefter opdateringer på de ting, du rent faktisk bruger, så du er up-to-date dér … Indfør endvidere den praksis, at når du arbejder i et givent program, så gør du det altid i fuldskærm tilstand

Nu har du renset ud i skrivebordet og baggrunden. Åben herefter oversigten over programmerne på din computer og slet alle dem, du ikke anvender. Check derefter opdateringer på de ting, du rent faktisk bruger, så du er up-to-date dér. Nu er der også renset ud i programmerne.

Indfør endvidere den praksis, at når du arbejder i et givent program, så gør du det altid i fuldskærm tilstand. Angiv dette som standard i alle de programmer, du ofte bruger, så du ikke bliver distraheret af flere skærmvinduer. Så har du igen praktiseret en lille smule digital minimalisme.

Opgaven slutter selvsagt ikke her. Vi begyndte blot med det mest simple. Åben nu dine filer på computeren, og slet alle dem, du med sikkerhed ikke bruger.  Når du er færdig med det, så tag resten af indholdet og upload det til en Cloud-løsning (fx Dropbox), så det ikke går tabt. Og herefter går du så i gang med at sortere alle filer i to kategorier: Dem, du bruger ofte, og dem, du sjældent eller aldrig anvender.
I denne proces så sørg for at navngive både filer og mapper på en måde, så du nemt kan søge dem frem, og skær gerne ned på antallet af mapper, så du igen har skabt bedre overblik.

Din mobil

Hvis du tænker, at ovenstående da ikke er særlig hverken komplekst eller Einstein-agtigt, så har du faktisk mere ret, end du aner.

Det er én af pointerne, at kompleksiteten i moderne teknologis design og muligheder er så stor, at vi mere end nogensinde før har brug for at gøre det mere simpelt.

I én af mine egne bøger om forretningsudvikling og innovation kalder jeg dette for ’Simplexity’ – altså et stigende behov for at gøre en kompleks virkelighed og hverdag mere simpel.

Rens ud i dine kontakter. Slet alle de numre, du ikke har brugt i noget tid. Slå notifikationer fra i forhold til alt andet end opkald og SMS-beskeder

Lad mig derfor fortsætte i det jordnære spor og give nogle bud på, hvordan du også kan bedrive digital minimalisme i forhold til din smartphone:

Da jeg var lille (er 40 år i dag), fandtes mobiltelefoner ikke. Virkeligheden var sådan, at hvis man var ude med en kammerat, så kunne hverken familie eller kæreste få fat i én. Man var rent faktisk bare sammen i hinandens nærvær.

Der var heller ikke nogle forventninger til, at en henvendelse skulle besvares med lynets hast. Ikke nogle rykkere over mail, hvis der ikke tikker et reply ind 10 minutter senere, og ingen sure smileys eller snaps, hvis man efter to minutters tavshed føler sig ignoreret eller forbigået.

Derfor er der også brug for digital minimalisme i forhold til din mobil, og fire simple metoder er:

1. Fjern de apps, du ikke bruger længere. Ligesom på din computer.

2. Placér de 4 apps, du bruger, i bundmenuen på din mobil. Placer de resterende apps i én samlet mappe – ikke på skærmen.

3. Rens ud i dine kontakter. Slet alle de numre, du ikke har brugt i noget tid.

4. Slå notifikationer fra i forhold til alt andet end opkald og SMS-beskeder.

Dine mails

I gennemsnit tjekker voksne mennesker deres e-mail 45 gange … om dagen! Alligevel kender jeg ikke mange, hvis overhovedet nogle, som seriøst kan påstå, at de har ændret verden ved at tjekke deres indbakke.

Digital minimalisme i forhold til mails handler derfor om at behandle e-mail på samme niveau som alle andre ting, du skal finde plads til i din kalender. Mails er ikke noget, der hele tiden popper ind. Mails er noget, som du aktivt vælger et placere to gange dagligt – eksempelvis først på dagen og sidst på (arbejds)dagen.

Snapchat, Facebook og andre gigantiske tidsrøvere, som du ved at tænke som ovenfor skal forholde dig kritisk til og sikre forbliver værdiskabende i din hverdag frem for noget, der får magten over dig

Når du begynder at gøre dette, så slipper du også for lyden, der hele tiden klinger, når du får en ny mail i indbakken, og du kan yderligere minimere kompleksiteten ved at sikre, at du har afmeldt dig alle de nyhedsbreve, grupper og mailinglister, som ikke er absolut nødvendige for dit daglige arbejde og liv.

Vi har brug for værktøjer til at finde tilbage til en mere rolig tilstand. Her er digital minimalisme ét udmærket bud. Mindfulness det samme. Yoga et tredje. Hjernetræning et fjerde. Foto: Pikist.

Digital minimalisme er en proces

I tillæg til ovenstående er der naturligvis det, man med en fællesbetegnelse kunne kaldes ”internettet” eller ”at være online”. Her er det Snapchat, Facebook og andre gigantiske tidsrøvere, som du ved at tænke som ovenfor skal forholde dig kritisk til og sikre forbliver værdiskabende i din hverdag frem for noget, der får magten over dig.

Hvis du lige nu sidder og tænker, at det da nærmere virker helt uoverskueligt at få gjort alt ovenstående, så fortvivl ikke.

Ligesom alt andet her i livet så er digital minimalisme en proces. Det er ikke noget, du kan gøre på nogle få minutter, og når du er i mål, så er du egentlig ikke i mål, for det vil for mange være en livsproces og noget, man hele tiden skal være opmærksom på. Lidt i stil med forskellen på en slankekur, der sjældent virker, og en livstilsændring, der rent faktisk varer ved.

Digital minimalisme er en tilgang til livet, hvor du bliver bevidst om, hvornår noget er givtigt for dig, og hvornår det bliver for meget. Det er nøglen til at leve et fokuseret og bevidst liv i en stadigt mere kompliceret verden

Sagt med andre ord, så er digital minimalisme en tilgang til livet, hvor du bliver bevidst om, hvornår noget er givtigt for dig, og hvornår det bliver for meget. Det er nøglen til at leve et fokuseret og bevidst liv i en stadig mere kompliceret verden.

Evnen til at være nærværende er medfødt, men det samme er potentialet til at blive distraheret. For dyr er det en naturlig evne, de bevarer livet igennem, og det er da også derfor, at jeg nogle gange kan betragte min hund Esther med en vis misundelse, når vi på gåturen ser nogle rådyr løbe henover marken, og hun er dybt optaget af dem, mens jeg er driftet væk i tanker omkring en deadline i firmaet.

Fordi det ikke forbliver en naturlig evne for os voksne, og fordi vi konstant bliver udfordret af den digitale eksplosion, så har vi mere end nogensinde brug for værktøjer til at finde tilbage til noget af den tilstand, som Esther naturligt befinder sig i. Her er digital minimalisme ét udmærket bud. Mindfulness det samme. Yoga et tredje. Hjernetræning et fjerde.

Det vigtigste er ikke nødvendigvis metoden, men intentionen. Det er helt afgørende, at man som menneske sætter sig ned og overvejer, hvad man har at vinde ved at vælge teknologi til frem for fra. At man erkender overfor sig selv, at de digitale muligheder nemt kan få magten over én, og at man ikke kan gøre noget ved det, med mindre man erkender, det forholder sig sådan.

Digital minimalisme i en coronatid

For tiden er verden anderledes. Underlig. Nogle vil mene uhyggelig. Coronaen ændrer den måde, vi arbejder på og interagerer med hinanden på, men den åbner også op for muligheder – ikke mindst i relation til den digitale minimalisme.

Kan vi finde ud af det? Har vi efterhånden digitaliseret og distanceret dele af vores liv sammen så meget, at det at bruge dage- og ugevis i hinandens tætte selskab er blevet vanskeligere end førhen?

Cal Newports ærinde er ikke et opgør med de sociale og digitale medier, men en opfordring til en aktiv og bevidst stillingtagen. Eksempelvis lever vi lige nu i en tid, hvor der er uendeligt mange muligheder for at bruge mere tid med de nærmeste, da det dels er nogle af de eneste, vi må omgås mange steder i verden, men også en større mulighed nu, hvor vi har mere tid derhjemme.

Spørgsmålet er så, om vi længere ”kan finde ud af det”? Altså om vi efterhånden har digitaliseret og distanceret dele af vores liv sammen så meget, at det at bruge dage- og ugevis i hinandens tætte selskab er blevet vanskeligere end førhen?

Det er måske ét af de områder, vi dels vil blive meget klogere på og dels skulle forholde os selvkritisk til.

Uanset perspektiv så er hele tanken bag digital minimalisme noget så særligt som en personlig udviklingsrejse ind i sindet med det formål at komme mere ned i kroppen, ud fra automattankerne og ind i nuet.

God rejse …


Topillustration: Pikist.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jonathan Løw er idealist med interesse for business. Han har været med i opstarten af 4 virksomheder samt skrevet 3 bøger om emnet. To af disse bøger er blevet #1 bestsellere. Senest har han interviewet over 100 af globale ledere og innovatører til en bog, der udkommer i USA på forlaget Taylor & Francis i foråret 2018. Jonathan Løw har derudover været ansat som online chef hos Bog & idé samt investor- og rådgiver i startup- og kapitalfonden Accelerace. Han er tidligere blevet kåret som ét af Danmarks 100 største talenter af Berlingske og har modtaget e-handelsprisen for sit arbejde med virksomheden engodsag.dk. I dag arbejder Jonathan Løw som foredragsholder, rådgiver og forfatter i egen virksomhed Listen Louder. Hans nuværende og tidligere kunder tæller bl.a. Gomore, Vestas, Lunar Way, Lix.com samt en række kommuner og mindre virksomheder. Jonathan er 38 år gammel og bor i Højbjerg syd for Aarhus. Læs mere på www.listenlouder.dk

Seneste artikler om POV Business