FODBOLD // KLUMME – Sommerens EM i fodbold bød på mange kedelige og uforløste kampe. Men én nation strålede klarere og skarpere end alle andre tilsammen: Et ungt spansk hold drevet af leg og livsglæde gav håb for klodens største sport.
Som inkarneret fodboldfan skal man passe på med at sammenligne fodbold og livet. For hånden på hjertet: Det er jo bare bold! – og der er grænser for, hvor meget eksistentiel suppe, der kan koges på dén. Her over en måned efter EM-finalen mellem Spanien og England, hvor spanierne trak det længste strå med en fortjent 2-1 sejr i ordinær spilletid, er det dog svært at ignorere fodboldens signal- og symbolværdi. Hvad der udspillede sig på de tyske stadions, kalder på eftertanke: Hvad betyder det vi så for fodboldens fremtid?
I mange af kampene var det seriøst svært at se, at der var en forskel på holdene. De spillede stort set den samme slags fodbold
Når nu ikke de rød-hvide farver slog til, må vi sende respekt videre til dem, der både vandt spillet, kampene og hjerterne: Talenterne på et ungt spansk hold, som pumpede nyt håb i fodbolden og viste os spillets bedste sider. Yamal & Co. gav os alt det, vi sad og manglede dén sommer: Livsglæde og individuel leg med bolden i et stærkt kollektiv; begavet forsvarskamp, en sublim midtbane og teknisk skarpt og hurtigt angrebsspil, der kulminerede i den ene smukke scoring efter den anden.
Relationel magi
Spanien var et sommerens slaraffenland af fodboldoptimisme; en bekræftelse på, at spillet har en lysende fremtid, at ungdommens mod vinder over alderdommens kynisme, at troen på succes trumfer frygten for fiasko, og at den relationelle magi mellem spillere, der bakker hinanden op i med- og modgang, både kan vinde hjerter og guldmedaljer.
At se Spaniens unge løver var som at se en bevidst viljesakt udfolde sig; en kollektiv beslutning om ikke at lade sig trække med ned af den ligegyldighedens dødvægt, som præger meget topfodbold i dag.
Spanien var modgiften til rigtig mange EM-kampe med håndbremsen trukket. Dødssyge, kedelige og forudsigelige fodboldkampe. Kampe, som afspejlede en trist udvikling i fodboldens verden – både den professionelle og en børne-/ungdomsfodbold med alt for stort fokus på spillernes atletiske evner og alt for lidt fokus på glæden over legen med den lille runde.
Vi taler kalkuleret og defensivt orienteret fodbold, hvor fysiske pragteksemplarer løber solen sort og stort set kan spille alle pladser på banen, men hvor individualisten lægges i stramme, taktiske tøjler. Det er fodbold, hvor frygten for nederlag låser spillet og selv flotte tekniske detaljer fremstår overdrevet planlagte. Det handler om at kunne hoppe højest og sprinte hurtigst – mens de klassiske og mere intuitive boldspillere presses ud.
Det er mange år siden at ’gadespillerne’ – de selvlærte, kreative boldspillere som Pelé, Maradona, Cruyff og Platini – dominerede verdensfodbolden
I mange af kampene var det seriøst svært at se, at der var en forskel på holdene. De spillede stort set den samme slags fodbold – som havde de alle gået på den samme fodboldskole båret af de samme principper og metoder. Tungt og på tværs – og så lidt tilbage – som sad spillerne fast i systemer af dataunderstøttet nulfejlskultur, hvor ingen turde tage en chance og føre spillet frem.
Formålsrationalitet i højsædet
I dag bliver alt i en fodboldkamp målt og vejet med avanceret teknologi. Det handler ikke kun om de forkætrede VAR-afgørelser, der har taget den sidste rest af almenmenneskelig dømmekraft ud af spillet og gjort målscoringssituationerne underligt kejtede og uforløste. Det handler også om at udregne procenter på boldbesiddelse, antal afleveringer, frispark, skud på mål, skud forbi mål og – naturligvis! – antal kilometer i løb på banen, som om det skulle være en kvalitet i sig selv. Tal og data har invaderet fodboldens nerve og livsverden. Når et udtryk som en spillers ’slutprodukt’ har fundet vej til kommentatorsproget, siger det alt om en sport drevet af triste produktkalkuler.
Det er mange år siden at ’gadespillerne’ – de selvlærte, kreative boldspillere som Pelé, Maradona, Cruyff og Platini – dominerede verdensfodbolden. Det var spillere, som havde lært fodboldens metier i baggården, på stranden og parkeringspladsen, i selvorganiserede grupper med masser af tid og plads til improvisation og udvikling af individuel teknik. De lærte at spille på alle overflader – asfalt, sand, grus, græs, sne og på hullede, regnvåde baner – ikke vore dages tørre, tætklippede kunstgræsbaner, hvor alle fysiske forhindringer effektivt curles af vejen.
Hvor man engang kunne gå et par uger og glæde sig til en fodboldkamp mellem to store hold, tæppebombes vi nu med fodboldkampe på topplan gennem stort set hele året
I dag opdrages og uddannes spillerne fra en tidlig alder på fodboldakademier rundt om i de større klubber – med F.C. Barcelonas La Masia som det mest kendte. Her trænes spillere helt ned til 12-13 år i den pågældende klubs særlige spillestil og reduceres til spekulationsobjekter på en fodboldfabrik, der på et tidspunkt skal hente investeringen hjem i form af et spillerprodukt, der kan indgå på førsteholdet og alternativt sælges videre. Det skaber en trist og forudsigelig ensretning af spillere.
En oppustet badeballon
Der skrues op for alt: Antal kampe, seer- og publikumstal, klubbernes gæld, lønninger, billetpriser, sponsorstøtte, transferbeløb, rådgiver- og agenthonorarer, trøjesalg, TV- og reklameindtægter. Den globale fodboldøkonomi er som én stor, oppustet badeballon af psykologiske overbud. Det er en usund udvikling, som fremmer en skævvredet sportsøkonomi på steroider, hvor få klubber skummer fløden og mange klubber taber terræn – sportsligt og økonomisk. Vinderen rydder bordet.
Midt i systemverdenens kommercialiserede og præstationsdrevne rationalisme dyrkede de kærligheden til spillet, den uprætentiøse leg med bolden
Sagen er, at rigtig mange mennesker i fodboldverdenen skal tjene rigtig mange penge på rigtig kort tid. Så der bliver mere af alting hele tiden – ikke mindst antallet af kampe, som slider spillerne op fysisk og mentalt og gør det til en præstation for mange alene at kunne gennemføre en EM-slutrunde efter et langt, udmarvende årsprogram.
Som publikum bliver man også slidt op, fordi kampudbuddet bare vokser og vokser. Hvor man engang kunne gå et par uger og glæde sig til en fodboldkamp mellem to store hold, tæppebombes vi nu med fodboldkampe på topplan gennem stort set hele året. I visse perioder med europæiske gruppekampe og landskampe er det næsten dagligt. Produktoptimeringen er total.
Pauserne bliver færre og færre, kampene flere og flere – og på højere og højere niveau. Nå, skal Real Madrid og Bayern München nu spille mod hinanden igen? Manchester City mod Barcelona? PSG mod Juventus? Ved EM i 1992 dystede 8 hold. Ved EM 2024 i Tyskland deltog 24 hold! Den ene kamp fører efterhånden den anden med sig i en endeløs gentagelse. Det er skruen uden ende med samme ritualer, mål og spilsystemer, og hvor køb og salg af spillere i de såkaldte transfervinduer i august og januar efterhånden er lige så store nyheder som kampene selv.
Frihed er den bedste kur
Hvad der er brug for, er frihed: Frihed fra fanatiske fodboldtrænere, finansinteresser, sponsorer, TV-krav, overambitiøse forældre og forkælede, krævende fangrupperinger. Frihed til at lege fodbold og dyrke det aktive fællesskab rundt om sporten. Frihed til at gå imod fodboldsystemernes rationelle overlæg, effektiviteten og resultatet, planerne og fysikken. Frihed for livsverdenen som arnested for den lokale meningsskabelse, der konstituerer en sund fodboldkultur – og et godt liv.
Derfor var det så vidunderligt at se Yamal, Olmo, Williams og alle de andre finde tilbage til fodboldens sjæl. Midt i systemverdenens kommercialiserede og præstationsdrevne rationalisme dyrkede de kærligheden til spillet, den uprætentiøse leg med bolden, hvor makroøkonomiske eksternaliteter sættes i parentes de 90 minutter, kampen varer.
Måtte det blive startskuddet til en mere uforudsigelig og intuitiv fodboldfremtid – både for dem, der spiller på banen, og for alle os romantisk-nostalgiske fodboldronkedorer.
Læs også Niels Olsens klumme “Når velfærdssamfundet lykkes”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
