NORGE // KOMMENTAR – En borgerlig, der skal tale til Norges nationaldag d. 17. maj, blev omtalt som nynazist. En usynlig kommunistisk afsender ville mobilisere den demokratiske opinion mod en imaginær opponent. Det er spøgelsernes jagt på andre spøgelser. Ingen af den krigs parter eksisterer længere, mener Jon Eirik Lundberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I forberedelserne til Norges nationaldag inviterede arrangøren i Oslo en taler fra den borgerlige side af det politiske spekter. Det fik NRK til at indspille den måske mindst underholdende vittighed i dette årtusind. ”17. maj (Norges nationaldag, red.) er en festdag for børn,” sagde en komiker, ”men tydeligvis også for nynazister.”
Episoden op til Norges nationaldag vidner om en stedfortræderkrig, der raser mellem kommunismen og nazismen i demokratierne. Set fra en del af venstresiden er de borgerlige blevet identiske med nazister. Det virker skørt, men det har en historisk forklaring.
Historisk baggrund
I Mellemkrigstiden voksede nazismen frem som et påstået medlem af den progressive familie af politiske bevægelser. De slog sig op på naturbeskyttelse, dyrerettigheder, alkoholforbud, vegetarianisme, modstand mod rygning; en intens promovering af sport, og især sport som erstatning for åndsliv. Forbud mod satirisk og sarkastisk kunst, og alt knyttet til kristendom blev hånet og fordømt. Det er jo lige før, det lyder ubehagelig velkendt.
Nazisterne var allieret med Sovjetunionen. Ifølge Versaillestraktaten måtte Tyskland ikke udvikle et flyvevåben. KGB underviste Gestapo i brugen af kz-lejre, og Sovjet forsynede Nazityskland med olie og korn. Kommunisterne støttede kort sagt nazismen.
I Danmark forestillede det Radikale Venstre sig, at Danmark havde en plads i et ”Tysk Europa”.
Hitlers invasion af Sovjet kom som en komplet ubegribelig overraskelse for Stalin. Han havde ladet informanter skyde for at påstå, at sådan et angreb var under forberedelse.
Jo længere vi kommer væk fra socialismens undergang i tid, des mere intenst kæmper borgere i demokratierne imod nazismen
Forbindelsen mellem de to varianter af socialismen var med andre ord tæt. Og da Tyskland angreb Danmark og Norge, søgte man fra venstresiden straks ”våbenhvile”, dvs. kapitulation. På det tidspunkt var 10 % af Warszawa allerede jævnet med jorden. Man vidste godt, hvem man havde med at gøre. Alligevel våbenhvile og dialog, altså.
I løbet af krigen blev kommunismen, fascismen og nazismen, knust fuldstændigt i Vesten. Kommunismen lever stadig i Kina og i Cuba. Nazismen har ifølge nogle historikere fået et efterliv i Mellemøsten i form af Hamas og islamismen som politisk ideologi.
Norges nationaldag
Fraværet af kommunisme og nazisme i Europa har imidlertid givet ophav til et besynderligt fænomen, som kom til syne i NRK-episoden op til Norges nationaldag. Eftersom den kommunistiske akse er forsvundet i Vesten, bliver de socialistiske brikker nu placeret på den parlamentariske akse i stedet.
Den centrale forskel på de to akser er imidlertid, at på den kommunistiske akse findes der kun ideologiske bevægelser, ikke politiske partier. På den parlamentariske akse findes der kun politiske partier, ikke ideologiske bevægelser.
Når man sammenblander de to akser, lægger man kommunismen på ydersiden af den parlamentariske venstreside, og nazismen på ydersiden af den borgerlige fløj. Hvilket vil sige, at hvis man er ekstremt venstreorienteret i demokratiet, så er man kommunist og dermed modstander af demokratiet; og hvis man er mest muligt konservativ, så er man nazist og altså dødsfjende af konservatismen.
Opstillingen er kort sagt åbenlyst selvmodsigende. Det forhindrer ikke, at den bliver benyttet af alle deltagere i politisk kommunikation. Resultatet er, at jo længere vi kommer væk fra den reelt eksisterende socialismes undergang i tid, des mere intenst kæmper borgere i demokratierne imod nazismen. Men kun i den vestlige udgave – hvor den netop blev destrueret.
Dette er et retorisk greb, man finder hos autoritære ledere. Det er derfor, Rusland påstår, at Ukraines præsident Zelenskyj, som er jøde, er ”nazist”
I Vesten spiller de borgerlige rollen som nazismen. Den side, der vandt over den historiske nazisme, er blevet til nutidens nazister. Ligesom den israelske regering efter 7/10 bliver omtalt som ”højreekstrem”. Det giver ingen mening, men det hører til propagandaens natur: Man netop skal tro på det, uanset hvad man måtte mene om påstandens troværdighed.
Jagten på nazismen i demokratiet minder om en underkastelse som den, man finder i den islamiske verden. Den falske forveksling af parlamentarisk og venstresocialistisk akse udgør en egen form for ortodoksi. Ikke at tro på den, er en form for kætteri. Det er politisk illoyalitet at fjerne de totalitære bevægelser fra det partipolitiske univers. Nogle vil formentlig hævde, at det er ”i strid med ytringsfriheden”.
Det er derfor, at den borgerlige taler til Norges nationaldag i Oslo blev omtalt som nynazist. En usynlig kommunistisk afsender ville mobilisere den demokratiske opinion mod en imaginær opponent. Det er spøgelsernes jagt på andre spøgelser. Ingen af den krigs parter eksisterer længere.
NRK beklagede episoden op mod Norges nationaldag, men hvilken beklagelse er egentlig passende for at bagatellisere holocaust? Når man stiller det spørgsmål, kommer man på sporet af en forklaring. Handler alt det her egentlig ikke om at komme fri af skyggen fra holocaust?
Jagten på de borgerlige som ”nazister” i Vesten er uden for sproglig og historisk logik. Det er en form for politisk fanatisme – ikke ulig den, man finder hos netop aktører som Hamas.
Måske er det ikke helt tilfældigt, at de samme aktører, som jagter opdigtede nazister i Vesten, også støtter Hamas – som er tæt på at være de rigtige nazister i historisk forstand og som stadig har en militær aktivitet.
I praksis viser det sig, at der er en forbindelse mellem den stadig aktive nazisme (Hamas) og de aktører, der foregiver at bekæmpe nazismen i Vesten (det yderste venstres). De er selv det, de siger, de bekæmper.
Dette er et retorisk greb, man finder hos autoritære ledere. Det er derfor, Rusland påstår, at Ukraines præsident, Zelenskyj, som er jøde, er ”nazist”. Konfronteret med dette logiske sammenstød højnede den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i 2022 indsatsen, og sagde, at ”nogle af de værste antisemitter er jøder”, og at ”Hitler havde jødisk blod”. Israel krævede en undskyldning for dette, og den fik de fra Putin personligt. Det var i den sammenhæng, Naftali Bennett slog fast: ”Kun nazisterne var nazister.”
Det har han ret i. Men det er ikke kun Rusland, der har brug for at høre det. Europæerne skal bruge mange år på at fordøje en så enkel sætning. For som det står nu, er den politiske retorik i Vesten mere influeret af Putin end af Bennett.
Læs andre indlæg af samme skribent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
