EU50 // KOMMENTAR – Trods et nej til EF ved folkeafstemningen i 1972 er Norge siden EØS-aftalen for 30 år siden nærmest hver dag blevet en smule mere integreret i EU. Godt 70 andre aftaler betyder, at Norge i praksis følger EU’s politik på næsten alle områder.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
OSLO – Både i 1972 og i 1994 var EU-debatterne i Norge delvist præget af dommedagsprofeter af typen “hvis Norge tilslutter sig/ikke tilslutter sig EU, vil det være Harmagedon for alt, hvad der er godt og smukt i dette land.” Der er ingen grund til, at det skulle være tilfældet denne gang. Alt tyder virkelig på en væsentlig mere sober EU-debat.
Nu i oktober er det 30 år siden, at Stortinget med 3/4 flertal ratificerede EØS-aftalen (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde). En aftale, der skal sikre, at EFTA-landene bliver en integreret del af det indre marked. Det indre marked består af EU’s 27 medlemslande og de tre EFTA-lande Norge, Island og Liechtenstein.
30 lande med 450 millioner mennesker, hvor varer, tjenesteydelser, investeringer og mennesker bør kunne bevæge sig frit uden protektionistiske og destruktive tekniske handelshindringer eller told.
Andre tog springet
For at dette kan fungere i praksis, skal EFTA-landene løbende implementere den lovgivning, som de 27 EU-lande vedtager for dette marked. Aftalen blev så omfattende, at de daværende EFTA-lande Sverige, Finland og Østrig fandt det mere rationelt at tage springet. De valgte at blive fuldgyldige medlemmer af EU i stedet for at læne sig op ad en aftale, der i praksis er et B-medlemskab. Norge står således alene med EØS-aftalen sammen med “stormagterne” Island og Liechtenstein. Lande, der befolkningsmæssigt er på størrelse med henholdsvis Aarhus og Slagelse.
Hvis aftalen var omfattende, da den blev vedtaget i 1992, er den uendeligt meget mere omfattende i dag. Det er det, der ligger i begrebet dynamisk aftale. Norge er med EØS-aftalen blevet lidt mere integreret i EU for hver dag, der er gået. Det har nu stået på i næsten 30 år. Nu er EØS-aftalen ikke helt altomfattende, men Norge har også over 70 andre aftaler med EU, hvilket i praksis betyder, at vi følger EU’s politik på næsten alle områder.
Der er derfor grund til at håbe, at den europæiske debat, der nu er ved at opstå, bliver mere sober, end de to foregående. Der er ingen grund til at overdramatisere, hvad der vil ske, hvis Norge bliver eller ikke bliver medlem af EU. Norge er i praksis allerede medlem af EU. Den største forskel, nordmændene ville opleve, hvis Norge kom med i EU, er, at norske europapolitikere pludselig begynder at dukke op i TV og radio for at diskutere EU-politik, mens spørgsmålene rent faktisk er til reel diskussion.
Det står i kontrast til i dag, hvor parlamentarikere en sjælden gang optræder for at diskutere EU-spørgsmål tre til fem år efter, at de er endeligt besluttet og først vil blive indfaset i norsk lovgivning.
EU som den endelige anerkendelse
Storbritannien og Schweiz er nu de eneste demokratier i Europa, der enten ikke er fuldgyldige medlemmer af EU, B-medlemmer af EU eller har et officielt nationalt mål om at blive medlemmer af EU. Fælles for Schweiz og Storbritannien er, at de begge har store og stigende udfordringer med deres tilknytning til det, der er deres største og vigtigste marked. Ikke kun for deres erhvervsliv, men også for deres forsknings- og uddannelsesinstitutioner og i stigende grad for deres borgere generelt.
De nye lande i Østeuropa betragter medlemskabet af EU (og Nato) som omverdenens endelige anerkendelse af disse som uafhængige stater. Med andre ord en virkelighedsopfattelse så langt væk fra den norske nej-side, som det er muligt at komme.
Det, der primært står i vejen for fuldt medlemskab af EU, er den nationale myte, vi har udviklet omkring EØS
Der er intet land i Europa, der synes at ville følge Schweiz og Storbritanniens eksempel. Modsat. Den lille modstand mod EU, der eksisterede i nogle medlemsstater, er svækket betydeligt siden Brexit.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at Norge vil gå den vej. Der har været otte stortingsvalg, siden Stortinget ratificerede EØS-aftalen i 1992. Kun Det Socialistiske Venstreparti og Centerpartiet stemte imod dengang. EØS-aftalen har siden været et emne i alle valgkampe, og alle otte stortingsvalg har givet det samme resultat: Et massivt flertal til politikere og partier, der støtter aftalen.
I det nuværende Storting er der stadig 3/4 flertal for EØS-aftalen. Da Sentio spørger til Klassekampen og Nationen, svarer omkring 70 procent af vælgerne, at de vil stemme ja til EØS-aftalen ved en eventuel folkeafstemning. Nej-siden overgår næppe dem, der svarer “ved ikke”. Selv 75 procent af SV-vælgerne og omkring 50 procent af Centerpartiets vælgere svarer ja til EØS.
Den tredje store norske debat om Europa kommer således til at handle om, hvorvidt vi skal gå fra B- til A-medlemskab. I store træk er det en debat om, hvorvidt status quo skal fortsættes på den ene eller den anden måde. Om vi skal være repræsenteret i EU’s besluttende organer eller ej. Det skal være en debat, hvor vi trækker vejret med maven og klarer os uden dommedagsprofeter.
Vi er allerede så integrerede i EU, at vi kunne ansøge om medlemskab på en mandag og blive optaget som medlem allerede fredag i samme uge. Lidt billedligt talt, men ikke meget. Det, der primært står i vejen for fuldt medlemskab af EU, er den nationale myte, vi har udviklet omkring EØS. Det er ikke tilfældet. Den lille forskel, der var der i 1992, er blevet lidt mindre for hver dag, der går. Sådan vil det fortsætte.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
