Gensyn med Grønland – godnatlæsning for voksne

i Kultur/Historie af
GRØNLAND // LITTERATURTEORI – Hvad forbinder du med Grønland? Hvad er din rolle i relationen Danmark-Grønland? Hvilken historie fortæller du videre, spørger Trine Marie Ulleriks, der har set på Grønland og forestillingen om, hvad “en rigtig grønlænder” er. Put den litteraturteoretiske brille på og tag en tur gennem Pontopppidans ‘klassiker Isbjørnen’ over populærvidenskabelige bidragydere som Knud Rasmussen, Fridtjof Nansen, Hans Egede og Peter Freuchen for at ende med den grønlandske stjerneforfatter Niviaq Korneliussens roman HOMO sapienne fra 2014. Her tilbydes en “barsk og indfølende mangfoldighed i grønlænderne, i Grønland og i relationen til Danmark, så “enhver eventuel sidste rest af naturbarnsforestillinger eller andre essentialistiske ideer om grønlænderén for evigt vil blive destabiliseret.”

Mængden af kulturelle muligheder, der dag for dag går online og kommer hjem i stuerne til os, fordi vi nu ikke kan komme til dem, stiger støt.

Fx tilbyder Gyldendal at læse godnathistorie højt for os (voksne) hver aften, og til premieren på dette fine tilbud havde forlaget hevet Henrik Pontoppidan ned fra hylden – i form af dennes kortroman Isbjørnen fra slutningen af 1880erne.

Det var på sin vis et fremragende valg: Forlaget genudgav romanen i en lille fin model i 2018, så den er tilgængelig for eventuelle købelystne lyttere eller læsere, og den findes også, tilmed i flere udgaver og versioner, på bibliotekernes onlinetilbud eReolen , hvilket ligeledes er vigtigt i disse biblioteksløse coronatider.

Grønland
Pontoppidan – Isbjørnen – Nattevagt, her i ældre udgave i Gyldendals Tranebogs-serie. Foto fra omslaget.

Samtidig vil mange, måske især ældre godnathistorielyttere, genkende Isbjørnen fra deres skoletid, på samme måde som Ib Michael, der læser højt for os og Gyldendal, indledningsvis selv gengiver sit første møde med romanen: netop fra mellemskoletiden.

Her er det nødvendigt at dvæle lidt ved konceptet ‘godnatlæsning’: Godnatlæsningens formål er at geare os ned, stemme sindet mildt samt berede os på en god og rolig nat, og derfor er det kun passende, hvis vi har hørt historien før og dermed ikke ophidses unødigt af spænding og ekstase.

Hvor mange af os genkender ikke situationen fra ungernes godnatlæsning?

Ikke sjældent bliver der her valgt noget ud, som vi har læst hundrede gange før, altså noget genkendeligt og tryghedsskabende, noget der dysser os alle i søvn. Og endelig er Pontoppidans lille roman bare virkelig god litteratur:

Den er velskrevet, elementært spændende, medrivende og empatiskabende samt, trods sin korte form, 60 små sider i min nye, udgave, smækfuld af litterære, biografiske og samfundsmæssige temaer – rigeligt til mange, mange timers studier.

Godnathistorien og drømmen om hundeslæden

Når du måske alligevel fornemmer en vis tøven, et vist forbehold, og hvorfor overhovedet sætte sig til tasterne hvis alt var fryd og gammen, tænker man, så skyldes det alt det ved Isbjørnen, som vi aldrig har fået talt så meget om, og som det alene af den grund er så meget desto vigtigere at få sat ord på, nemlig kortromanens portrættering af Grønland og grønlænderne.

Det er stadig mere tiltrængt både for godnathistorielyttere og for dem uden kendskab til Isbjørnen, at vi også læser højt fra Pontoppidans grønlandske fortælling, og at vi endda sætter tid af bagefter til at drøfte den.

Hvorfor er det nødvendigt?

Det skal jeg nok komme tilbage til, så hvis I sætter jer godt til rette…

Pontoppidan drømmer om hundeslædekørsel om natten og siden fortæller han i erindringsværket Hamskifte (1933-1936) om, hvordan han på dagen for ekspeditionens afsejling er “Nedtrykt som en forsmået bejler på den elskedes bryllupsdag”

Som ung studerende ved polyteknisk læreanstalt er Henrik Pontoppidan (1857-1943) med i kapløbet om at få lov til at deltage i en af datidens mange grønlandsekspeditioner, der udgår fra København. Han taber til en medstuderende, og historien går, at skuffelsen herover betyder, at Pontoppidan opgiver ingeniørstudierne til fordel for forfattergerningen.

Det kan vi så prise os lykkelige for i dag, men ak for den stakkels unge Pontoppidan: der er ikke noget, der tyder på, at han ikke virkelig gerne ville have vundet:

Han havde læst godt op på stoffet, han drømmer om hundeslædekørsel om natten og siden fortæller han i erindringsværket Hamskifte (1933-1936) om, hvordan han på dagen for ekspeditionens afsejling er “Nedtrykt som en forsmået bejler på den elskedes bryllupsdag”.

Grønland var gået ham i blodet og det endda uden, at han nogensinde fik mulighed for at besøge Grønland selv. Og otte år efter den missede grønlandsekspedition udkommer så kortromanen Isbjørnen: et portræt, hvori Pontoppidan indlevende beskriver sit Grønland.

Nu hverken var eller er (!) der nogle krav om, at skønlitterære forfattere skal have hverken personlige eller konkrete erfaringer med det stof, som de beskæftiger sig med, men i Isbjørnens tilfælde gav det faktisk lidt knas på linjen, at Pontoppidan alligevel beskrev Grønland så hjemmevandt.

Naturalismens krav om førstehåndkendskab

Anmeldere anmeldte ham således for at skrive per andenhåndskendskab, hvilket konkret betød på baggrund af den danske grønlandskforsker Hinrich Rinks (1819-1893) værk Grønland, geografisk og statistisk beskrevet fra 1852, som man ved, at Pontoppidan læste indgående som en del af forberedelsen til den ekspedition, der så for hans vedkommende ikke blev til noget.

Dette naturalistiske krav om førstehåndskendskab er interessant i en litteraturteoretisk sammenhæng og har ligeledes en aktuel pendant i vor tids autofiktive strømning i litteraturen, men betoningen, af at Pontoppidans grønlandsbeskrivelse stammer fra andres beretninger og (ikke mindst) fra hans egne forestillinger og drømme om, længsel efter, Grønland, er betydningsfuld i en større sammenhæng end bare den litterære:

Med henblik på at opfylde et bestemt formål i en skønlitterær tekst bygger Pontoppidan nemlig (videre på) et stærkt forenklet og ikke mindst konstrueret billede af ‘det grønlandske’, der, grundet Isbjørnens, altså kortromanens, store popularitet, kommer til at påvirke alles forestillinger om Grønland i de efterfølgende 100 år.

Thorkild Müller bliver både gift og far: “hver anden sommer oppe ved ren jagten sprang en lille, buttet grønlænder frem af hendes [Thorkilds hustru, Rebeccas] skød”. Ikke et lille buttet barn, men en lille buttet grønlænder

Dette skyldes næsten udelukkende det faktum, at Isbjørnen som den skolebogsklassiker den blev, blev rigtig mange læseres første indtryk af Grønland.

Siden blev den derudover fx optrykt i en af Carit Andersens Forlags omnibus-bogserietitler, Historier fra Grønland fra 1959, side om side med andre tekster fra kanoniske og mere eller mindre faglitterære og (populær)videnskabelige bidragydere som Knud Rasmussen, Fridtjof Nansen, Hans Egede, Peter Freuchen med flere.

Den dansk-norske missionær og lutheraner, Hans Egede i Grønland. Foto: Sivdlek’ pillugu, general public licence.

Det er således oplagt, at Isbjørnen, når den læses parallelt med fx Jørgen Brønlunds dagbogsblade fra dennes barske død under Danmarks-ekspeditionen 1906-1908, kan forstås som “et indblik i et stort stykke Danmark” som bagsideteksten netop også fremhæver.

Om ‘Isbjørnen’

Isbjørnen fandt altså også sin vej udenfor klasselokalets (pligt)læsning, og dens betydning som kilde til mange læseres viden om eller billede af Grønland synes uomgængeligt så meget som, at Isbjørnen stadig nyudgives, læses i og altså læses højt af.

Kortromanen Isbjørnen bærer undertitlen Et portræt. Dette henviser til romanens hovedperson, præsten Thorkild Asger Ejnar Frederik Müller (intet mindre) men min pointe med denne lange indledning er, at romanen i høj grad også fremstiller et portræt af Grønland og af landets indbyggere, og at dette portræt, grundet romanens udbredelse, er værd at dyrke i endnu højere grad end hvad der mig bekendt indtil nu har fundet sted – nemlig nærmest slet ikke.

Kort fortalt skildrer Isbjørnen sognepræst Thorkild Müllers liv og levned. For et par menneskealdre siden, sådan som det står beskrevet, eksisterede der en kongelig anordning der betød, at fattige teologiske studerende kunne få noget, der svarer til vore dages SU, mod efter endt eksamen at virke i et længere men ubestemt tidsrum som præst i Grønland.

Ikke mange meldte sig frivilligt til denne i praksis livsvarige forvisning men vor helt har ikke mange andre valgmuligheder, sin fattige baggrund taget i betragtning, og slægtninge vælger denne løsning underforstået af problemet fattig-ung-faderløs-økonomisk-byrde på vegne af unge Thorkild.

Med mere end hiv og sving lykkes det Thorkild at blive ordineret og i romanens andet kapitel ankommer han til Grønland…

Grønland vender vi tilbage til, men for at I har ro i sindet, får I lige slutningen med: Som aldrende begynder Thorkild Müller at længes efter skove og bølgende kornmarker, efter én gang at se sin moders grav og måske endda efter at gense tidligere bekendtskaber.

Så er vi fremme ved det, der er min egentlige anke ved Gyldendals valg af godnatlæsning, selvom at de har ramt plet ift. værkets, hvad skal vi kalde det, tryghedsskabende og beroligende karakter, hvilket man kan forvisse sig om ved at følge kommentarsporet på Facebook

Da Thorkilds hustru dør, er der ikke længere noget, der holder ham tilbage, og han ansøger om og får tildelt et pastorat, i Danmark, til Søby og Sorvard. Denne omplantning går ikke lydefrit, hvilket der er mange årsager til, og romanen slutter med, at Thorkild rejser bort i ly af natten:

“I Søby og Sorvad har man siden intet hørt fra Thorkild Müller. Man fik blot at vide, at han straks var rejst tilbage til Grønland. Måske lever han deroppe endnu.”

Og lad os så tage tilbage til det Grønland som Thorkild mere end falder til i, faktisk bliver lykkelig i og hvor han bliver gift, får børn og bliver gammel:

Det oprindeligt storslåede: Grønlands natur

Vi ankommer til Grønland via en lang malerisk indsejling, der zoomer ind på den store, vilde, ikke-domesticerede natur: “det isopfyldte Hav,” “snedækkede øer og klippefulde skær,” “høje bratte, nøgne fjeldvægge”…og ellers ligger bare “stilheden dyb og slumrende mellem de rolige fjelde, nat og dag uden at brydes, …kun ligesom sat i musik af midnatssolens summende myggesværme” etc.

Den grønlandske natur kommer til at repræsentere noget (mere) oprindeligt, storslået og ærligt end hvad lilleput-Danmarks civilisation kan præstere

Det er som om, vi helt taber pusten hed synet af denne storslåede og altomfavnende, vilde natur som positivt kontrasterer kortromanens gennemløb af Thorkild Müllers hidtidige liv i den såkaldte civilisations små og mørke studerekamre og beværtninger, i fattigdom eller generel smalhals og, ikke mindst, i andre menneskers vold.

Den grønlandske natur kommer til at repræsentere noget (mere) oprindeligt, storslået og ærligt end hvad lilleput-Danmarks civilisation kan præstere.

Dette kommer også til udtryk i mødet med de grønlandske indvånere, som vi dog først træffer på hen ad vejen:

Ved den ovenfornævnte indsejling til Grønland beskrives først naturen og siden alle de dyr, der beboer landet: fuglene, fiskene, insekterne, pattedyrene både på land og til vands og endelig præsenteres vi for “de små, skindklædte skikkelser […] snakkende, kævlende, leende, [medbringende] skindbylter, spæk, klumper af blodigt sælhundekød, fuglevildt og stinkende huder og store, opspilede rensdyrmaver”.

Af beskrivelsen, og lad os nu holde hovedet koldt (og hjertet varmt) og huske på, at det her bare var noget, som Pontoppidan havde læst sig frem til, fremgår det knap nok, hvor mennesket begynder, og dyret hører op, når disse “små, travle, skindklædte skikkelser, […] endnu var som halvt berusede af sommerens sol og den vilde jagt.”

Ja og Thorkild Müller bliver både gift og far: “hver anden sommer oppe ved ren jagten sprang en lille, buttet grønlænder frem af hendes [Thorkilds hustru, Rebeccas] skød”. Ikke et lille buttet barn, men en lille buttet grønlænder – og ikke nok med det:

“Han [Thorkild] blev til sidst en fader for alle disse naturbørn, deres fælles rådgiver og trøster” (og vi husker på: trods helt uden formelle kundskaber og alene i kraft af titel og sit danske ophav)…hvormed relationen mellem grønlænderne og Thorkild Müller cementeres: grønlænderne som de glade naturbørn, den danske missionær som en kærligt opdragende forælder.

Enhver kan lade sig overbevise af relevansen også i en dansk kontekst ved at tænke på de debatter, der de senere år har fundet sted, og som tematiserer og ikke mindst stiller spørgsmål til Danmarks koloniale fortid

Og så er vi fremme ved det, der er min egentlige anke ved Gyldendals valg af godnatlæsning, selvom at de har ramt plet ift. værkets, hvad skal vi kalde det, tryghedsskabende og beroligende karakter, hvilket man kan forvisse sig om ved at følge kommentarsporet på Facebook:

Der er også flere blandt lytterne, der nikker genkendende til Isbjørnen netop fra deres skoletid. Men ved valget af Isbjørnen overser Gyldendal (det er en pointe i sig selv), hvilken historie de dermed også og for 117. gang gentager (det kan ikke gøre det).

Den ægte og naturlige grønlænder som skal beskyttes

Det er nemlig den historie, det narrativ om man vil, som allerede Pontoppidan overtager fra Rink, jf. ovenfor, og som han, Pontoppidan, med Isbjørnen kolporterer: Det beskriver Grønland og grønlænderne, som vi lige har været vidne til, som noget oprindeligt, uforfalsket, naturligt – og noget der skal beskyttes og hjælpes. Naturbarnet, der skal rådgives, trøstes og holdes i hånden af velmenende forældreskikkelser.

Dette billede af det grønlandske som romanen repræsenterer blev, qua romanens udbredelse, i mange år den almindelige danskers første og for en lang række også eneste og afgørende oplevelse af Grønland og grønlænderne og dermed i den grad toneangivende for opfattelsen af Grønland per se.

Måske nogle vil hævde, at repræsentationen af det grønlandske, som den fremstilles i Isbjørnen, var en del af tidsånden og ikke noget, man skal hænge sig i i dag, men blandt andet grundet romanens udbredelse har dette narrativ holdt sig i live.

Og lige netop den tidsånd, der præger os nu, anno 2020, peger på, at vores unuancerede, ureflekterede og måske ikke mindst automatiske opfattelse af grønlænderne ér noget, som vi skal hænge os i.

Internationalt har litteraturteorien længe beskæftiget sig med det postkoloniale spørgsmål og genlæst værker som Isbjørnen med nye briller på, men enhver kan lade sig overbevise af relevansen også i en dansk kontekst ved at tænke på de debatter, der de senere år har fundet sted, og som tematiserer og ikke mindst stiller spørgsmål til Danmarks koloniale fortid.

Det synes påtrængende, at vi ikke tankeløst viderebringer og dermed, som Pontoppidan, bare understøtter tidligere og eksisterende billeder af grønlænderen

Der kan ikke herske tvivl om, at den gentagende repræsentation af barnet, der skal hjælpes, har haft stor betydning for netop Danmarks rolle som kolonimagt og dermed for det blik på grønlænderen, som både findes i Danmark, men som også eksisterer, i højere grad nu eksisterede, internt i Grønland.

Jeg orker næsten ikke at tilføje dette, men alligevel, fordi nogle formentlig vil opponere, måske ikke højlydt, men så dog i deres stille sind:

Der er jo ikke tale om, at et enkeltstående og essentialistisk billede af grønlænderen helt har overtaget vores mindset, for vi kender jo også til det af ham, der står på Christianshavns Torv?

Og det er sandt. Nu er det ikke denne artikels ærinde at gennemløbe grønlandske repræsentationer gennem tiden men præcis dette eksempel forbindes ofte med historien om naturbarnet, der ubeskyttet blev sluppet fri og ikke klarede civilisationens most.

Og så er vi tilbage. Kan I se det?

Derfor, altså, synes det påtrængende, at vi ikke tankeløst viderebringer og dermed, som Pontoppidan, bare understøtter tidligere og eksisterende billeder af grønlænderen.

Forestillingen om ‘den rigtige grønlænder’ – og et alternativ

Der finder i dagens Grønland voldsomme og følsomme debatter sted, der netop handler om, hvem der er en rigtig grønlænder. Det handler fx om sprog, erhverv, uddannelse – og naturligvis ikke mindst om relationen til Danmark, og det kommer til udtryk i kunst, i politik og i hverdagslivet.

Det er bestemt ikke op til os i Danmark at præge eller endsige modarbejde denne debat, ikke engang ubevidst, ved at læse højt ved natlampens skærm af Pontoppidans grønlandshistorie.

Grønland
FNiviaq Korneliussens roman,  ‘HOMO sapienne ‘. Foto fra bogens forside.

Derimod er det op til os at læse Isbjørnen i studerekammeret og med den stærke analysebrille på næsen, hvilket dette hermed skal være en opfordring til, for Pontoppidans roman er stadigvæk en stærk og vedkommende beretning om at finde sig selv og sin plads i verden.

Tag et spejl frem og se dig selv deri: Hvad forbinder du med Grønland? Hvilken historie fortæller du videre? Bagefter synes jeg, at du skal læse den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens roman,  HOMO sapienne fra 2014, men ikke som beroligende godnatlæsning

Men tag et spejl frem og se dig selv deri: Hvad forbinder du med Grønland?

Hvad er din rolle i relationen Danmark-Grønland?

Hvilken historie fortæller du videre?

Bagefter synes jeg, at du skal læse den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens roman,  HOMO sapienne fra 2014, men ikke som beroligende godnatlæsning.

For Korneliussen skildrer, på samme tid indfølende og barskt, netop nuancerne og mangfoldigheden både i grønlænderne, i Grønland og i relationen til Danmark, og enhver eventuel sidste rest af naturbarnsforestillinger eller andre essentialistiske ideer om grønlænderén vil for evigt blive destabiliseret.

Men det er en anden historie.

Læs nogle af de blændende anmeldelser, der er blevet Korneliussens roman til del i udlandet: Her fra britiske the Guardian og det amerikanske magasin The New Yorker.


LÆS MERE OM GRØNLAND HER


Topillustration: Grønland og grønlandsk kultur har mange udtryk. Her fra Nuuk Nordic Festival (2015). Foto: Visit Greenland.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Trine Marie Ulleriks er BA i litteraturvidenskab, uddannet folkebibliotekar og cand. mag. i kultur og formidling fra Københavns Universitet.
"God litteratur er en empatimaskine." Sådan udtalte en af de store danske litterære koryfæer sig engang om skønlitteraturen. Og om mit forhold til litteraturen, altså. Jeg interesserer mig for litteraturen i verden: hvad den gør ved os, og hvad vi gør med den. Er især inspireret af postkolonialisme, verdenslitteraturteori og receptionsæstetik. Jeg har et varmt forhold til Grønland - og et stort kendskab til grønlandsk litteratur & omegn.´
Tjener samfundet, og til livets ophold, som folkebibliotekar; resten af tiden læser og skriver jeg - eller er ude i naturen.

Seneste artikler om Kultur