EKSTREM-NATURSKOLE // REPORTAGE – Hvert år flytter ca. 50 danskere nordpå til is og fjelde i Norge for at uddanne sig indenfor naturen. For at blive friluftsvejledere. Det er et studie, der byder på vilde naturoplevelser, venskaber for livet og på at blive presset til det yderste fysisk og mentalt.
BØ, NORGE – Store, blå fjelde tårner sig op, så langt øjet kan se. Det er marts måned i Bø, midt i Telemark, og sneen farver stadig fjeldenes toppe skinnende hvide og hænger tungt på grantræernes grene, mens isen endnu ligger tykt på områdets søer. I Bø-centrum slentrer enkelte nordmænd ned ad hovedgaden med tykke vinterfrakker og uldhuer på, før de forsvinder ind i en Rema 1000.
Ellers er der ikke mange mennesker at se i Bø. En enkelt ’råner’, en af de norske bilbøller, triller ned ad vejen i sin Volvo med en dundrende bas, der får vinduerne i husene tæt på til at klirre. Ikke langt derfra, på Stasjonbuan, serveres der brandvarme bøfsandwich, mens et ensomt tog ankommer på stationen og sætter unge mennesker med store rygsække og Fjällrävenbukser af. De sætter kursen mod en stor, rød murstensbygning længere inde i byen med bogstaverne U-S-N på forsiden. Universitetet Sørøst-Norge.
Lige netop den bygning er årsagen til, at mellem 30 og 50 danskere hvert år flytter til byen og slutter sig til de 5.000 indbyggere i Bø. De er taget herop for at studere en bachelor i friluftsliv, kultur- og naturvejledning. Et studie, der har til formål at uddanne nogle af nordens bedste friluftsvejledere, højskolelærere og naturguides. Et studie, der indebærer naturoplevelser udover det sædvanlige, men også et studie, der presser én til bristepunktet.
Ikke for grønskollinger
”Det er virkeligt et intenst studie. Vi er sammen fireogtyve timer i døgnet, syv dage om ugen,” siger 22-årige Marie Nørgaard, der startede i august for syv måneder siden.
En stor del af undervisningen foregår udendørs i grupper – op mod 70 døgn om året, og her er der ikke meget privatliv at hente. I løbet af bare det første år skal eleverne, som Marie Nørgaard, på mange udflugter. Kystture, kanoture, skov- og fjeldture og ikke mindst vinterture højt oppe i det hvide fjeld. Turene afholdes uanset vejrudsigt, og det kan give anledning til udfordrende undervisning.
”Du skal være klar til at lære i en snestorm,” siger Marie Nørgaard og skæver til de mange ski, hun og hendes bofæller har stående langs væggen. Sidste tur, hun var på, var præget af frossen tandpasta, en gasbrænder, der ikke fungerede og lange træk på ski.
Marie Nørgaard er ellers ingen grønskolling, når det kommer til ekstreme oplevelser. Hun har sejlet hele livet, blev certificeret dykker som 14-årig og har for nyligt kastet sig ud i solo-faldskærmsudspring. Alligevel er undervisningen på studiet særligt intens.
”Det er sjældent, at jeg er på tur, hvor jeg føler, at jeg har overskud. Der er altid noget nyt at lære,” siger Marie Nørgaard og skubber sit lange lyse hår om bag skuldrene.
Det er eleverne på studiet, der i høj grad selv står for at planlægge deres ture i grupper. Også selvom de har en vejleder med. Én gang per semester er de endnu mere på egen hånd, når de skal drage ud på en såkaldt ”egenfærd”. En tur alene uden underviser. Og især hér bliver gruppedynamikken testet.
”Der opstår konflikter, når vi er på tur. Dér handler det virkelig om konflikthåndtering. Det er hårdt, men i sidste ende kan det kun fungere, hvis vi arbejder som en gruppe. Og ellers kan man jo altid gå ud alene og skære noget brænde,” siger Marie Nørgaard og smiler, inden hun lader blikket falde og smilet blegner lidt.
Presset til bristepunktet
Lange lyse ar sniger sig op ad Marie Nørgaards venstre ben. Selvom det sociale i uddannelsen kan være udfordrende, så har især det fysiske været hårdt. En faldskærmsulykke, inden hun kom herop, gjorde, at hun brækkede venstre ben og forstuvede det højre. Hun måtte sidde i kørestol i to uger og fik først gipsen af en uge før studiestart.
På trods af smerter i benet og læger, der mente, at det ville vare længe, før Marie Nørgaard kunne gå normalt igen, så tog hun alligevel til Bø – fast besluttet på at hænge i. Men det har ikke været nemt. Studiet kræver nemlig meget af både ben og fødder og især én tur pressede hende til bristepunktet.
”Vi skulle bære en kano 8 kilometer over hårdt terræn. Da vi kom frem og skulle tilbage for at hente vores tasker, der brød jeg bare sammen. Jeg kunne ikke mere.”
Før var jeg ligesom blind for naturen, men nu kan jeg virkelig nyde et vandfald eller en fos
Asbjørn Hastrup-Leth
Langs flodbredden, langt fra beboelse og byer, lod Marie tårerne strømme. Efter et liv fyldt med ekstreme oplevelser og sport, var det svært for hende at acceptere, at der var noget hun ikke kunne. Men selv den voldsomme oplevelse, mener Marie Nørgaard, at hun har lært af.
”På en måde tror jeg, at det var skæbnen, at jeg skulle brække mit ben. Jeg har altid været sådan en, der pressede sig selv. Men nu har jeg lært at sige lidt mere fra, at slappe lidt mere af,” siger Marie Nørgaard og hægter op i sin bukser for at kunne se de hvide streger på sin ankel.
Og når hun først begynder at tænke over, hvad hun har lært på studiet, så er listen lang: at tænde bål i alt slags vejr, hvad en god lejrplads er, hvor man finder vand, hvordan man pakker en taske ordenligt, og hvordan man står på et utal af skityper.
”Jeg synes, det er fedt. Jeg tror ikke, at jeg ville have lært lige så meget, som jeg har nu, hvis jeg havde studeret biologi i København. De ting, jeg har lært, er håndgribelige. Jeg kan virkelig bruge dem til noget.”
Baggrund i Forsvaret
”Alaaaaarm!” Asbjørn Hastrup-Leth kigger ud i den grønne skov på Breisas-fjeldet. Han kan stadig høre sergentens stemme runge gennem natten og vække ham. Han var på en såkaldt ”press-tur”, en øvelse, hvor konstabelelever udsættes for kamplignende situationer.
Sergenten havde besluttet sig for, at de var blevet opdaget, og nu skulle Asbjørn og hans soldaterkammerater beskytte deres position i skoven mod den fiktive fjende. Men selvom det kun var øvelser, så satte chokket sig hurtigt i 23-årige Asbjørn Hastrup-Leths krop.
”Jeg sov dårligt i et halvt til et helt år efter den øvelse. Det er sådan noget, der ville have gjort, at man blev kaldt for en prinsesse i Forsvaret,” siger Asbjørn Hastrup-Leth og retter på sin kasket. Der er gået et år siden Asbjørn forlod hæren, og siden er der vokset et stort, krøllet skæg frem på hans kinder, der bliver bredere endnu, når han smiler.
Det var egentlig aldrig meningen, at Asbjørn ville tage mere end værnepligten, men der var alligevel et eller andet, der fangede ham – en broderskabsfølelse soldaterne iblandt måske. Han endte med at blive uddannet som en af landets første skarpskytter på Haderslev Kaserne. Men efter halvandet år med kæft, trit og retning blev soldaterlivet alligevel for meget.
”Jeg skrev min opsigelse på en seddel og afleverede den til kompagnilederen. Men jeg følte ligesom, at jeg havde brug for en grund til at sige op,” siger han.
Det var et tilfældigt møde med en gammel ven, der gav Asbjørn den årsag, han ledte efter. Vennen havde selv gået på bacheloruddannelsen i Bø og fortalte om skiture, fjeldvandring og stryg ned ad brusende elve. Det trak i Asbjørn.
Et halvt år senere stod han på Bø station og kiggede op på de lyseblå fjelde. Snart var Asbjørn selv i gang med at lære ”j-tag” med kanopadlen, sejle langs klipper i traditionelle, klinkbyggede joller og lære at stå på fjeldski højt oppe i bjergene, hvor kulden siver gennem tøjet og helt ind i knoglerne. Men Forsvaret havde Asbjørn stadig svært ved at lægge fra sig.
De danskere, der tager herop, det er nogle, der tør udfordre sig selv og rive rødderne op. De har virkelig ben i næsen. Det er folk, der tør
Karoline Ravn Jensen
”Når jeg var på tur, kunne jeg ikke lade være med at lede efter gode steder til kampstillinger eller træer at gemme mig bag. Skoven var ligesom blevet en arbejdsplads for mig.”
Asbjørns militære fortid kom også i spil på andre måder. Han kunne mærke, at han var mere ”firkantet” end de andre. Han ville komme til tiden og blev småirriteret på de folk, der glemte deres ting. Men nu, efter syv måneder på uddannelsen, har Asbjørn så småt givet slip på disciplinen.
”Nu er jeg blevet mere ”rund”. Jeg har pillet den skal af. Den drænede mig meget. Det var ikke mig,” siger Asbjørn og trækker vejret ind, før han lader luften hvisle ud mellem sine læber.
”Før var jeg ligesom blind for naturen, men nu kan jeg virkelig nyde et vandfald eller en fos.”
Det er især gentagelserne i friluftslivet, der interesserer Asbjørn: padlen, der stryger gennem vandet, de rytmiske skridt op ad en bjergsti eller skiene, der hvisker over snedækkede, frosne søer. Igen og igen. Det giver en slags ro.
”Det er meditativt og giver plads til den indre stemme. Den føler jeg faktisk, at jeg har fundet nu.”
En oplevelse Asbjørn håber at kunne give videre til andre en dag, f.eks. gennem naturterapi – meditation, behandling eller øvelser, der foregår ude i naturen. For selvom studiet i Bø allerede har givet ham meget, så kan han også mærke andre interesser melde sig.
”Fysioterapien trækker også meget i mig. Hver eneste gang nogen har ondt, så kan jeg ikke lade være med at have lyst til at hjælpe.”
Modet til at udfordre sig selv
”Jeg har altid brugt naturen til at søge ind i mig selv,” siger Karoline Ravn Jensen og misser med øjnene i den tidlige forårssol. På den sidste tur hendes årgang var på, blev hun sneblind af de skarpe UV-stråler fra sneen, og når solen skinner, kan det stadig mærkes. Karoline skygger for solen og peger op på Brusekur-fjeldet, der tårner sig op i horisonten. Hun er netop vendt tilbage deroppefra, en solo-overnatning med bål og telt.
Det lå ellers ikke i kortene, at den 26-årige uddannede jordemoder skulle ende som friluftsstuderende i Norge. Indtil for to år siden havde hun nemlig både kæreste, arbejde og lejlighed i Odense.
”Da jeg boede i Odense, følte jeg mig låst i min lejlighed, med alle de mennesker og biler overalt. Det var svært at finde noget natur,” siger hun.
Jeg synes, det er fedest, når det er 18 minusgrader og ens eneste tanke er at få tændt for primussen og lavet mad. Eller når du er tvunget til at bruge 30 minutter på at koge vand, bare så du kan få noget at drikke. Det får mig til at mærke mig selv
Karoline Ravn Jensen
Hun besluttede sig for at tage på højskole, hvor det eneste krav var, at der skulle være en friluftslinje. Karoline endte på Bjerringbro Højskole, og en dag til et oplæg, begyndte en lærer at fortælle om uddannelsen i Bø.
”Jeg tænkte med det samme: ’Det skal jeg!’. Hele min krop havde lyst. Men efter et stykke tid begyndte jeg at tænke på arbejde og børn. Rationalet tog over.”
Men efter en samtale med højskolelæreren blev Karoline alligevel overbevist. Kort tid efter var både lejlighed og job sagt op, og Karoline havde skiftet fødegangen i Odense ud med fjeldene i Norge. Og en historie som hendes er ikke unormal blandt de danskere, der vælger at flytte hertil, ifølge Karoline Ravn Jensen.
”De danskere, der tager herop, det er nogle, der tør udfordre sig selv og rive rødderne op. De har virkelig ben i næsen. Det er folk, der tør,” siger Karoline og kigger på det store hvide træhus bag sig.
Her bor hun sammen med seks andre danskere i et af de mange kollektiver, der findes i byen. Deres er kendt som Hollænderen, og når der bliver inviteret på hygge, fest eller kaffe derhjemme, så går der ikke længe, før mange af danskerne er at finde i det hvide hus på Forbergvegen lidt udenfor Bø.
“Det er det, der er specielt heroppe. Der er ikke nogen af os, der skal til vores onkel eller tantes fødselsdag. Folk er tilgængelige hele tiden heroppe, og alle er altid inviterede. Det er unikt. Hvis jeg sagde, at jeg holdt fest i morgen, kunne jeg være sikker på, at næsten alle kom.”
Fos-kajak og vinterbadning i elven
”Jeg føler virkelig, jeg lever, når jeg er på tur,” siger Karoline med gnistrende øjne. Siden hun startede på uddannelsen i august, har hun og de andre studerende på hendes årgang tilbragt cirka 10 dage om måneden udenfor, ofte under hårde forhold.
”Jeg synes, det er fedest, når det er 18 minusgrader og ens eneste tanke er at få tændt for primussen og lavet mad. Eller når du er tvunget til at bruge 30 minutter på at koge vand, bare så du kan få noget at drikke. Det får mig til at mærke mig selv.”
Store dele af vinteren blev brugt på fjeldski langt fra civilisation, på at lære at grave snegruber, bygge igloer eller kunne vurdere risikoen for sneskred. På én af turene fik Karoline Ravn Jensen corona og måtte ligge i soveposen med feber omgivet af sne og enorme grantræer. Hun kunne godt være taget hjem, men alligevel blev hun.
”Nogle gange er man flere døgn fra en vej – og selvom der er hjælp at hente, kan det tage flere timer før den kommer. Man får det ligesom bare til at fungere på de her ture.”
Hvis hun pludselig får lyst til at sejle fos-kajak eller tage op i bjergene, så er der næsten altid nogen, der vil med
På trods af gode venner og naturen som Karoline savnede, så kan det godt være hårdt at være så langt væk hjemme fra. Væk fra både familie og de store øjeblikke, der følger med, og venner, der kan have brug for hende.
”Det fylder en del hos mig. Nogle dage tænker jeg: ’Hvad fanden laver jeg heroppe?’, lige indtil jeg mindes, hvorfor jeg er her.”
”Jeg mener, jeg er havnet et sted, hvor alle mine interesser er samlet, og der er folk, der vil lave tingene med mig.”
Nogle gange beslutter hun og hendes bofæller sig impulsivt for at sove udenfor, under stjernerne, eller tage ud og vinterbade i Bø-elven, der bugter sig 200 meter fra Karolines hoveddør. Og hvis hun pludselig får lyst til at sejle fos-kajak eller tage op i bjergene, så er der næsten altid nogen, der vil med.
Læs mere om natur- og fritidsliv i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her