Af Mads Christoffersen
KOLONIALISME // BAGGRUND – Efter årtiers fortielse fra både de franske og de algeriske myndigheders side blev præsident Emmanuel Macron den 26. januar 2022 den første statsleder, der officielt anerkendte massakren i Oran den 5. juli 1962, der formentlig krævede hundredvis af europæeres liv, først og fremmest franskmænd. Mads Christoffersen skriver om den glemte og gemte tragedie.
Vi er i provinsbyen Oran i Algeriet den 5. juli 1962 – netop den dag, hvor landets selvstændighed skal erklæres efter otte års umenneskelig krig og tab af menneskeliv i ufattelige mængder. Folkemasserne har i løbet af formiddagen bevæget sig frem til Place Jeanne d’Arc, da situationen udvikler sig dramatisk.
Alt er hidtil foregået i ro og god orden: Processionen af skolebørn i spejderuniformer er startet i det arabiske kvarter, men der støder flere og flere til den menneskemængde, der skal fejre selvstændigheden efter 132 års undertrykkelse og udbytning.
Fremme ved statuen af jomfruen fra Orleans, som er det ikoniske symbol på katolsk og nationalistisk selvbevidsthed, går processionen i stå, og det sitrer i masserne af frustreret vrede og hævnfølelse. En ung muslimsk kvinde kravler op på rytterstatuen, og det lykkes hende at fæstne et algerisk flag i hvidt og grønt på heltindens løftede sværd. Mængden besvarer dette med et brøl af begejstring, og der starter en taktfast klappen i en danserytme, som antager en tranceagtig karakter.
Pludselig lyder der en skudsalve, og mængden går i vild panik og spreder sig i forskellige, nærliggende kvarterer
Pludselig lyder der en skudsalve, og mængden går i vild panik og spreder sig i forskellige, nærliggende kvarterer. På dette tidspunkt dukker der bevæbnede mænd op i gadebilledet, og det er er startsignalet til den største massakre på den hvide civilbefolkning i Algierkrigens historie. Den indtræffer 108 dage efter indgåelse af Evian-aftalerne, som afsluttede kolonikrigen og fire dage efter en folkeafstemning i Frankrig den 1. juli, som gav Algeriet selvstændighed.
Uhæmmet menneskejagt
Disse bevæbnede og uniformerede mænd, som ingen ved, hvem er, patruljerer i gaderne i den europæiske bydel, arresterer folk og samler dem på gadehjørnerne, og der sker summariske henrettelser af hvide og muslimer, der får påhæftet betegnelsen ”fransk-venlige”. Det ukontrollerede blodbad rammer i flæng: unge, der er på vej hjem fra stranden, tilskuere på gaden … alle er genstand for den uhæmmede menneskejagt, hvor ikke kun de uniformerede mænd, men også civile muslimer deltager.
Senere stormes det gamle posthus, og de funktionærer, der ikke når at gemme sig, får halsen skåret over. Nogle af dem når at sende et SOS fra posthusets radiosender, som opfanges af skibe i havet ud for Oran. Paris Matchs reporter observerer en gruppe på ca. 400 tilbageholdte mænd, som med ”hårde, lukkede og maltrakterede ansigter” føres til den muslimske bydel Petit Lac, hvor de henrettes og begraves i en massegrav.
For den hvide, franske befolkning i Oran, de såkaldte pieds-noirs, er den 5. juli 1962 et helvede på jord
Den franske forfatter Georges-Marc Benamou fortæller i sin bog fra 2002 om Algierkrigen, En fransk løgn (Un mensonge français – retours sur la guerre d’Algérie), om en kvinde, der klynges op på en slagterkrog, om biler, der sættes i brand, efter at deres passagerer er tvunget ud og henrettet, om tunge maskingeværsalver, der fejer hen over pladserne og muslimske soldater, der ligger på lur i portåbningerne og skyder på alt, hvad der bevæger sig. For den hvide, franske befolkning i Oran, de såkaldte pieds-noirs, er den 5. juli 1962 et helvede på jord.
Var der ingen, der kunne gribe ind over for dette uhyrlige blodbad? Jo, svaret er, at de franske soldater stadig opholdt sig i Algeriet ved selvstændigheden, og i Oran var der en kaserne med 18.000 mand under ledelse af general Joseph Katz. Men den uhyggelige sandhed er, at generalen intet foretog sig for at beskytte den franske civilbefolkning før langt ud på eftermiddagen.
Generalen var ellers fuldt ud informeret om, hvad der foregik i Oran. Han havde ved middagstid overfløjet byen i helikopter og havde ved selvsyn konstateret massemordene. Han lander i en flyvebase og giver sig god tid til at nyde sin frokost, efter at han har givet ordre til, at hæren intet skal foretage sig. Et par lavere rangerende officerer tager sagen i egen hånd, trodser generalens ordre og sender deres egne folk på gaden for at beskytte civilbefolkningen. Til trods for at de risikerer strenge disciplinære straffe for at omgå de militære kommandoveje.
Først kl. 15.30 er de mobile gendarmer i officiel operation, og kl. 17 er roen i byen omsider genoprettet.
Oujda-gruppen
Massakren i Oran er i årevis blevet skjult, løjet om og gemt væk af både de algeriske og franske myndigheder. Fra den algeriske side fandt man hurtigt en syndebuk, som var en afviger fra den algeriske befrielsesfronts (FLN) officielle linje. Han kunne hurtigt identificeres som forbryder og tabet af menneskeliv blev af den FLN-udpegede hospitalsdirektør opgjort til 25 personer.
Det virkelige antal omkomne kendes stadig ikke, men flere historiske kilder anslår, at det drejer sig om cirka 700 personer: Nogle er identificeret, andre er forsvundet, og den dag i dag kan familierne ikke få oplyst, hvad der er sket med dem. Myndighederne i Algeriet ønsker ikke at grave i sagen og nægter derfor at åbne arkiverne.
Hvorfor ventede general Katz så længe med at igangsætte en intervention, som kunne have reddet hundredvis af mennesker fra en barbarisk død?
En af årsagerne kan være, at massakren er direkte sat i scene af den såkaldte ”Oujda-gruppe”, der havde de senere statsledere Ben Bella og Boumedienne som medlemmer. Spekulationerne går på, at denne gruppe, der var imod en fortsat tilstedeværelse af den europæiske minoritet i Algeriet, ville demonstrere den nye regerings manglende evne til at opretholde ro og orden i landet. Derfor ville en massakre miskreditere de nye magthavere i den provisoriske regering GPRA, Gouvernement provisoire de la République algérienne.
Den franske side af sagen er ikke mindre speget. Hvorfor ventede general Katz så længe med at igangsætte en intervention, som kunne have reddet hundredvis af mennesker fra en barbarisk død? Var Katz en skånselsløs sadist, eller var han en soldat, der bare efterkom ordrer fra allerhøjeste sted?
Historien er blevet fortiet
I dag er der mange ting, der peger på, at ordren til intet at gøre kom direkte fra general de Gaulle, der som statschef var øverstkommanderende for de franske styrker. Juridisk set havde den franske hær hjemmel i Evian-aftalerne til at beskytte de franske statsborgere i Algeriet indtil september måned 1962. Men de Gaulle havde givet hæren udtrykkelig ordre til ikke at intervenere i forhold i Algeriet efter folkeafstemningen den 1. juli.
På et regeringsmøde den 18. april 1962 siger han: ”I overgangsperioden frem til den 1. juli skal vi gribe ind i Algier by og i Oran. Men herefter skal vi snarest muligt overlade ansvaret til algerierne. Frankrig vil herefter intet ansvar have for den offentlige orden i landet.” Som Benamou konstaterer: syndfloden kommer efter os!
Man skal ikke have megen fantasi til at leve sig ind i, at de gaullistpartier, som har haft magten i størstedelen af Den Femte Republiks levetid, ikke har haft den store motivation til at løfte låget til fortællingen om den kyniske ofring af 700 franske statsborgere i 1962. Derfor er historien om massakren i Oran forblevet skjult, fortiet og forløjet.
Vi skal faktisk frem til præsident Macron, der som den første statsleder tager fat om den undertrykte historie og i en tale den 26. januar 2022 til en forsamling af pieds-noirs udtaler: ”Vi bør anerkende massakren i Oran den 5. juli 1962, som berørte hundredvis af europæere, først og fremmest franskmænd.”
Den 5. juli 2022 er det 60 år siden, at blodet flød i Orans gader. Det står tilbage at se, hvad Macron vil gøre for at følge op på sit løfte.
Mads Christoffersen er bogaktuel. Sammen med Eva-Marie Møller har han skrevet Flygtningeskæbner – en græsk tragedie, der udkom på forlaget Mondogrande den 9. juni. Mere info: www.flygtningeskæbner.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
