Jakob Brønnum: Om at vælte statuer og lade være at brænde bøger

i Historie/Politik & Samfund af
KULTUR//ANALYSE – Statuer i det offentlige rum appellerer til en fælles forståelse af samfundet. Tidligere var de rene magtsymboler, men den måde er samfundet ikke indrettet på i dag. Det har en mere demokratisk karakter, der gør, at man kan komme ud i situationer, hvor det er helt i orden at rive dem ned, skriver POV’s litteraturredaktør Jakob Brønnum, der også peger på kunstværker, han hører, ser og læser i et nyt lys.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det begyndte egentlig med statuen af Zlatan Ibrahimović, der anses for klart den bedste fodboldspiller i Sverige nogensinde. Benene var skåret over og statuen var væltet. Desuden var hans ansigt mishandlet. Statuen står i Malmø, og hvis man ikke ved det, kan man ikke vide, hvilken position Zlatan har i Malmø.

Når man går til stranden i Malmø, kommer man forbi et hus, der ligger ud til vandet, som har samme arkitektur som Marselisborg Slot i Aarhus. Det er byens mest fremtrædende rigmandsvilla for unge mennesker, som godt kan lide sommersol og glade dage. Det er de unge og de rige og de smukkes slot og drøm.

Jeg stillede mig spørgende op foran min cd-samling og tænkte på, hvor ofte jeg fremover ville lytte til den indspilning af Mahlers 7. Symfoni, som jeg har med Levine

Zlatan har givet titusinder af unge mennesker i Malmø en identitet i tilværelsen, og de er stolte over, at bystyret har rejst en statue af ham, som viser omfanget af hans fortjenester. Han ejede tidligere huset, men nu er det solgt. Selvfølgelig er der ingen, der protesterer over, at han har sådan et sted at bo. Det er slet ikke der, det ligger.

Så blev det meddelt, at han havde købt sig ind i en stockholmerklub – ikke en hvilken som helst stockholmerklub, men Hammerby, som er en meget populær arbejderklub, der taler til det samme segment i hovedstaden, som Malmö FF gør i Skåne. At fodboldvirkeligheden er større og vigtigere end investorvirkeligheden kunne man se gennem fansenes reaktion over for Zlatan-statuen.

En slags kvaler, jeg har haft

Måske begyndte det faktisk alligevel ikke her. Det er en slags kvaler, jeg altid har haft. Måske begyndte det med den franske forfatter George Simenon, som har produceret en af krimihistoriens bedste detektiver, Maigret, og som jeg har læst, siden jeg begyndte at læse bøger. Man vidste udmærket godt, at Simenon var damernes mand – han pralede af at have været i seng med over 1000 kvinder. Så kom meddelelsen om, at hans sindslidende datter havde taget livet af sig efter beskyldninger om faderens langvarige misbrug af hende.

Han er jo ikke dømt for noget, og nu er han også død, men spørgsmålet er om man kan blive ved at læse Simenon, hvis beskyldningerne er sande. Det er svært at frigøre sig fra det, ikke sandt? Man leder decideret efter træk blandt Simenons mange ondskabsfulde hovedpersoner i de mere skønlitterære romaner, der ikke handler om politiarbejdet. En anmeldelse af de engelske nyoversættelser af Maigret-serien i det førende litteraturtidsskrift i verden, Times Literary Supplement for et par år siden nævnte ikke problemstillingen med et ord.

Vi har oprør fra to ud af tre af den hvide mands magtbaser, nemlig kvinderne og de tidligere slaver

Da #MeToo-bevægelsen kom frem, blev det klart, at den amerikanske dirigent James Levine, der særligt har gjort sig gældende som chefdirigent ved Metropolitan Operaen i New York, men anses for og er en af verdens dygtigste dirigenter, uden al tvivl har brugt unge mænd til en form for musikalsk symbiose gennem at forlange gensidig onani. Han har i årtier været lærer på en musiksommerskole på højt niveau.

Jeg stillede mig spørgende op foran min cd-samling og tænkte på, hvor ofte jeg fremover ville lytte til den indspilning af Mahlers 7. Symfoni, som jeg har med Levine, for slet ikke at tale om det ikke helt billige bokssæt, jeg i sin tid købte med hans fortolkning af Wagners 14 timer lange operacyklus Ringen ved en lejlighed, hvor jeg skulle fejre noget og sikre mig, at jeg huskede det.

På loftet hjemme hos Farrows

#MeToo-bevægelsen begyndte jo med en artikel af Ronan Farrow, der er søn af Mia Farrow og Woody Allen, om Harvey Weinstein, der i dag er dømt for voldtægt og seksuelt misbrug og tidligst kan regne med at komme ud af fængslet som 85-årig. Men Woody Allen selv blev hurtigt involveret. Den fremragende filminstruktør, som har lært mig mere end de fleste, jeg kan komme i tanke om, om livets veje og vildveje, blev anklaget (men ikke i juridisk forstand) for at have lavet en form for seksuelt ladede lege med en af pigerne i børneflokken, særligt oppe på loftet.

Jeg kommer ikke til at se Woody Allens Manhattan nogensinde igen, den vidunderligt følsomt-intellektuelle film, der handler om hovedpersonens forhold til en 17-18-årig kæreste. Men sikkert nok Zelig og Broadway Danny Rose

Mia Farrow har 14 børn, de 10 af dem adopteret, de biologiske overvejende med den nu afdøde dirigent André Previn. Et af de adopterede børn, Dylan Farrow, anklagede Woody Allen, der i dag er gift med et andet af Farrows adopterede børn, Sun-Yi Previn (f. 1970).

I dag opfatter man det ikke som ligegyldigt, men da Anaïs Nin (1903-77) beskrev nogle fuldstændig tilsvarende forbindelser fra sin barndom, som dem Allen er anklaget for, gav det ikke anledning til store protester eller tematiserede mænds brug af magt – en magt som også bruges på så mange andre måder i samfundet, som Black Lives Matter i dag viser os med stor klarhed og nogen populisme.

Jeg er af den overbevisning, at den hvide mands overherredømme stadig er strukturelt forankret i vores virkelighed i en sådan grad, at der skal mere end almindelige hændelser til, før vi opdager det og rejser os mod det. Det er sket to gange i de seneste år, og det er usædvanligt og løfterigt.

Woody Allen: Manhattan
Woody Allen: Manhattan

Kan jeg ikke se flere Woody Allan film nu? Skal jeg brænde mine gamle VHS-bånd rituelt i haven, sammen med mine digtsamlinger af Katarina Frostensson og hænge CD’erne med Levine op i æbletræet som fugleskræmsler?

For et år siden købte jeg et stort CD-bokssæt med omkring 60 plader med Wiener Philharmonikerne, der er et af verdens bedste orkestre, og jeg opdagede til min skræk, at Levine er stærkt repræsenteret med ualmindelig fremragende fortolkninger af nogle af mine mest elskede værker.

Statuer af historiske hvide mænd

Nu står vi så i en situation, hvor et parallelt fænomen til #Metoo-bevægelsen giver sig udslag i oprør og nedrivning af statuer, særligt i USA. Statuer af historiske hvide mænd, der har skabt landets velstand, men ikke været modstandere af slaveri. Vi har oprør fra to ud af tre af den hvide mands magtbaser, nemlig kvinderne og de tidligere slaver, der er hentet fra Afrika under de mest brutale omstændigheder. Nu mangler vi bare, at dyrene rejser sig.

Vi har oprør fra to ud af tre af den hvide mands magtbaser, nemlig kvinderne og de tidligere slaver, der er hentet fra Afrika under de mest brutale omstændigheder. Nu mangler vi bare, at dyrene rejser sig

I mellemtiden står jeg med det problem, at jeg ikke ved, hvad der er moralsk og umoralsk i forbindelse med de kunstværker, som disse undertrykkende mænd har udført. Okay, jeg skal indrømme, at jeg har fjernet mine bøger af Frostensson, men ikke længere væk, end at de kan komme tilbage på hylden, hvis jeg får et godt argument for det. Hvem er det nu, hun er?

Katarina Frostensson er en ualmindeligt fremragende forfatter, på nobelprisniveau i en vis forstand, hun er desværre blot gift med den mand, der sidder i fængsel for to tilfælde af voldtægt mod kvinder i sit etablissement. Han har boet gratis i Det svenske akademis lejlighed i Paris (og sat sit navn udenpå som dørskilt), samt røbet nobelprismodtagere i tide og utide, eller rettere kun i utide.

Frostensson har under stor pinlighed forladt Det svenske akademi, dog ikke uden at have forlangt pension, og dernæst har hun skrevet den pinligste bog, jeg nogensinde har læst om hele balladen, en bog med titlen K. Frostensson mener, at alle anklager er falske.

Kunst og virkelighed

I bedste fald repræsenterer hun et kunstsyn, hvor kunsten ser sig hævet over virkeligheden og skildrer den, uanset de moralske omkostninger, et kunstsyn, hun er kommet til at forveksle med virkeligheden. I værste fald er hun fuld af løgn. Begge dele gør det svært fortsat at læse hendes værker.

Det er meget vanskeligt i vor tid at skabe sig overordnet gyldige, moralske argumenter, altså tanker der skelner mellem godt og ondt. Hvad den ene kan argumentere for er godt, kan den anden argumentere for er ondt.

Hvad er moralen? At kunst i det offentlige rum må følge tidens moralopfattelse, hvis det er nødvendigt, og derved fjernes, mens den privattilegnede kunst godt kan finde subjektive veje til stadig at blive brugt

Men jeg tror, at med nedrivningen af statuer i forbindelse med demonstrationerne for Black Lives Matter i USA og delvis i England, er det første gang, jeg møder et vandtæt argument. Statuer i det offentlige rum appellerer til en fælles forståelse af samfundet. Tidligere var de rene magtsymboler, men den måde er samfundet ikke indrettet på i dag. Det har en mere demokratisk karakter, der gør, at man kan komme ud i situationer, hvor det er helt i orden at rive dem ned. Som nu. Man rev også Lenin og Stalin ud af byrummet i Rusland ved regimets fald.

At Zlatan-statuen er vandaliseret siger noget vigtigt om folkelighed. Der findes situationer, hvor penge ikke er det vigtigste i verden. Der er noget opbyggeligt over, at statuen over den bedste svenske fodboldspiller nogensinde er savet over ved fødderne.

Lad mig understrege, at jeg har svært ved at læse Simenon, men lejlighedsvis gør det, og at jeg tænker på #MeToo-bevægelsen, hver gang jeg hører James Levine. Og jeg kommer ikke til at se Woody Allens Manhattan nogensinde igen, den vidunderligt følsomt-intellektuelle film, der handler om hovedpersonens forhold til en 17-18-årig kæreste. Men sikkert nok Zelig og Broadway Danny Rose.

Hvad er moralen? At kunst i det offentlige rum må følge tidens moralopfattelse, hvis det er nødvendigt, og derved fjernes, mens den privattilegnede kunst godt kan finde subjektive veje til stadig at blive brugt.

Derfor handler denne klumme ikke om Pippi Langstrømpe, Borte med blæsten, der for tiden er trukket tilbage fra Netflix, det afsnit i Fawlty Towers, BBC har truet med at fjerne fra streamingen, Halfdan Rasmussen, hvor jeg helt holder med forlagets redigering af bøger til brug for oplæsning i f. eks børnehaver, som jeg har beskrevet andetsteds, eller andre ting. Den handler om forskellen mellem offentlig og privat kunst.


Foto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Historie