Nomadebarn: ”Jeg kiggede til højre ned i grøften, da tanken om selvmord kom til mig” – #6

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er sjette afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller om enorme krav og fortsatte overgreb.

Vi flyttede til en faldefærdig rønne på Sydfyn i julen 1975, hvor jeg var 12 år. Der var tale om en firlænget bindingsværksejendom med toppede brosten i gården, mørnet stråtag med mos på og en gammel vandpumpe udenfor. Indenfor var rummene ganske små. Mit værelse var højest 5-6 kvadratmeter stort.

Jeg kender ikke den nøjagtige årsag til flytningen, men jeg forestiller mig, at den hang sammen med, at psykopaten ofte var sygemeldt, mens vi boede i Vollsmose. Det betød, at han var endnu mere hjemme og begik endnu flere overgreb mod mig, og derfor havde et behov for at gå under Odense Kommunes radar

Min mor blev gravid i sommeren 1975, og der var komplikationer under graviditeten. Derfor skulle hun føde ved kejsersnit. Dengang var kvinder indlagt 14 dage, når der var tale om et kejsersnit, og i den periode havde psykopaten frit spil. Det udnyttede han til fulde.

Det meste af tiden brugte han på at sidde i deres soveværelse og se pornofilm på smalfilmsapparatet

Jeg kalder ham psykopaten, fordi en psykopat tænder på magt. Sandsynligvis har det hele ikke handlet så meget om sex, men mere om magt, nemlig den magt han havde over både min mor og mig.

Det meste af tiden brugte han på at sidde i deres soveværelse og se pornofilm på smalfilmsapparatet, hvor han så end havde filmene fra? Var det nogle, han havde for sig selv og gemte, eller var det nogle, de havde og så sammen? Jeg ved det ikke.

En del af hans tid gik også med de evindelige tuschtegninger af skibe i Kielerkanalen, som var nøjagtige kopier af de fotos, han selv havde taget dernede som led i en hobby. Både han og min mor var, i modsætning til mig, meget kreative.

En del tid gik med overgrebene. Den cerutlugtende slåbrok stod stadig åben.

Jeg stod for husholdningen

Imens holdt jeg hus med alt, hvad der hørte til. I psykopatens hus fungerede jeg som tjenestepige, og opgaverne voksede hele tiden i omfang. De tog til sammen med overgrebene. Jeg kan huske, at det var mig, der stod for madlavningen, mens min mor var indlagt.

Jeg ville lave biksemad, for det var dejlig nemt. Jeg var bare ikke klar over, at man ikke putter sild i biksemad. Fejlen blev senere påtalt i højlydte vendinger, som om han hverken havde fået vådt eller tørt i de 14 dage, hvor det var mig, der varetog husholdningen.

Nyt i forhold til tiden i Vollsmose var, at han begyndte at befamle mig. Det var typisk, når jeg stod med ryggen til og skulle nå noget i et køkkenskab, at han trængte sig ind på mig bagfra.

På et tidspunkt på Sydfyn kom det på tale, at han skulle adoptere mig. Jeg husker tydeligt, at vi var i køkkenet, og at jeg sad på slagbænken bogstaveligt talt med ryggen mod muren. Mit klare svar var ”nej,” for jeg var allerede adopteret en gang, og jeg havde haft en rigtig far.

De første selvmordstanker

Vi flyttede derefter til Bornholm. Jeg tror, det havde flere årsager. For det første havde psykopaten boet der under russernes besættelse af øen og var blevet betaget af dens skønhed. For det andet forestiller jeg mig, at det har været lettere at få stilling i et øsamfund end på fastlandet.

Bornholm er en lille ø og måske har kravene til cv og anbefalinger været lettere at opfylde, hvis der på det tidspunkt var lærermangel på øen.

Det var også dejligt langt væk fra de kommuner, vi tidligere havde boet i.

Vi boede først fem måneder i Vestermarie i et godt byhus bag Brugsen. Jeg husker ikke skelsættende begivenheder fra de måneder, bortset fra at jeg fik eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby. Jeg gik vist ind fra gaden og spurgte ligeud, om de manglede en bydreng, og det initiativ faldt de for, har de fortalt.

Jeg husker stadig, hvor trygt det var at gå i seng hos dem med bevidstheden om, at psykopaten ikke ville stå og vente ved min seng næste morgen

Jeg havde en fantastisk tid hos dem. De var unge forældre med tre små børn, hund og kat og havde lige åbnet en stor forretning på Torvet. Alligevel havde de menneskeligt overskud til også at tage sig af mig.

Jeg var hos dem to eller tre dage om ugen og fik også lov at overnatte der. Faktisk havde jeg mit eget værelse hos dem. Jeg husker stadig, hvor trygt det var at gå i seng hos dem med bevidstheden om, at psykopaten ikke ville stå og vente ved min seng næste morgen.

Den første gang jeg tænkte, at jeg skulle dø for egen hånd, var jeg 14 år og på vej hjem fra jobbet hos isenkræmmerne i Aakirkeby på min hvide BKC-cykel med det grønne styrbånd.

Jeg kan huske, at jeg kiggede til højre ned i grøften, da tanken kom til mig.

Endnu en flytning

I december 1978 flyttede vi igen. Denne gang til Svaneke i et godt, men nedslidt byhus. Ejendommene, vi boede i, var altid nedslidte, og min mor og psykopaten havde altid ambitioner om at genoprette dem. Det blev bare aldrig rigtig til noget.

Huset var i tre etager med forretningslokaler i stueetagen, hvor min mor åbnede en skobutik. Jeg tror, forretningslokalerne var udslagsgivende for, at valget faldt på netop det hus. Ved at åbne butikken håbede de på at supplere de skrantende indtægter.

Butikken havde et baglokale, hvor min morfar flyttede ind og boede i flere år. Jeg har altid holdt af min morfar, der nu var en syg og udslidt arbejdsmand, som ikke længere kunne klare sig selv i sin egen pensionistbolig i Odense.

Min mor og psykopaten foregav at ville passe ham, men det gjorde de ikke. På et tidspunkt blev min morfar så dårligt gående, at han ikke kunne komme op ad trappen for at spise med os på 1. sal. Så måtte han blive nede hos sig selv i værelset med det nordvendte vindue, hvor han sad alene dag efter dag.

Vinteren 1978/79 var lang og hård, og i indkørslen, som skrånede nedad, kunne vores bil ikke køre op ad isen, så jeg måtte ud at skubbe, men det kunne jeg ikke. Jeg faldt direkte ned på isen på det højre knæ.

Knæet hævede ret voldsomt, men ingen sørgede for, at jeg kom til lægen. Det viste sig senere, at jeg havde pådraget mig en bruskskade.

En orangerød Ciao

De fleste unge på 15 år ønskede sig dengang en knallert. Nogle var så heldige, at de bare fik en. Jeg måtte ”arbejde” for min.

Psykopaten lovede mig en knallert, hvis jeg ville gå i seng med ham, og det sagde jeg ja til, for jeg ville så gerne have en knallert og blive ligesom de andre unge.

Den ville give en relativ frihed, og den ville gøre, at jeg ikke skulle vente en time på bussen i Aakirkeby, hvis jeg havde senere fri end psykopaten, der arbejdede som lærer på den skole, hvor jeg også gik.

Jeg fik imidlertid kolde fødder og trak mit løfte tilbage. Jeg var bange for, at det var begyndelsen på en karriere som prostitueret.

På en eller anden måde fik jeg alligevel en knallert, en orangerød Ciao, som var fin at køre til skole og til arbejde i Aakirkeby på. Det fine var følelsen af frihed. I et begrænset omfang kunne jeg pludselig gøre, som jeg ville.

Hvordan jeg alligevel fik knallerten, når jeg trak mit løfte tilbage, er mig en gåde den dag i dag.

Straffen var psykisk terror i form af skjulte meddelelser, når min mor og psykopaten efterfølgende talte sammen. Til min mor kunne han sige: ”Folk, der ikke holder, hvad de lover…” eller ”unge mennesker nu til dags…”

Det er i sig selv fredelige sætninger, for det var jo kun mig, der forstod, hvad de egentlig betød.

Psykopaten bliver modigere

På en eller anden måde blev han mere og mere modig med sine overgreb, som tiden gik. Man kan også sige, at han tog flere og flere chancer.

Huset var i tre etager med soveafdeling på 2. sal og badeværelset i stueetagen. Det var mig, der stod først op, da jeg skulle anrette morgenmaden. Jeg skyndte mig at vågne, men det kunne ske, at jeg sov for længe. Så kom han ind i mit værelse og stod ved mit hovedgærde og masturberede.

Det var fem meter fra deres eget soveværelse, hvor min mor lå. Jeg forstår ikke, hvordan han turde. Hvad hvis min mor var vågnet? Men det gjorde hun ikke.

Hvis jeg omvendt nåede at løbe ned i badeværelset og tage brusebad, kunne jeg have det modsatte problem: Han stod udenfor badeværelsesdøren med den åbne slåbrok og masturberede.

Når jeg kom hjem, skulle jeg altid lige mærke efter, hvordan situationen var den pågældende dag

Det er svært at huske, hvad forholdene hjemme gjorde ved mig i min barndom, men en ting er sikkert, og det er, at de mange flytninger bevirkede, at jeg ikke kunne danne relationer til andre børn og unge. Jeg blev et ret ensomt barn.

Deres alkoholmisbrug bevirkede, at hjemmet var utrygt. Når jeg kom hjem, skulle jeg altid lige mærke efter, hvordan situationen var den pågældende dag.

De mange pligter gjorde, at der ikke var tid til et ordentligt barneliv. Jeg blev for hurtigt en lille voksen med alt, hvad dertil hører.

De gode karakterer blev fejet til siden

På en eller anden måde gik det mig rigtig godt i skolen, så jeg kom ofte hjem med både 11 og 13-taller ifølge den gamle skala, men det blev ikke påskønnet, mere bare fejet til side som noget, der var irriterende.

Det generede dem nok, at jeg ragede op over dem rent intellektuelt allerede på et ret tidligt tidspunkt. Ikke mindst fordi psykopaten var lærer.

Min families ambitioner på mine vegne var ikke ret store. De mente, at jeg skulle på en af fiskefiletfabrikkerne i Rønne, når jeg afsluttede tiende klasse. Det vidste jeg bare, at jeg ikke skulle.

Jeg vidste derimod, at jeg skulle væk hjemmefra, så jeg gik selv med planer om landbrugsskolen på Kalø, gå i lære som skibskok, tage et år i huset eller bare et eller andet, der kunne bringe mig væk.

Intet af det blev dog til noget, for jeg fik i stedet muligheden for at tage til København.


Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.

Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til