SYDSTATSLIV//KLUMME – Det kan godt være maden kommer med rekordfart på amerikanske restauranter. Men når indtagelsen forventes at foregå så hurtigt, at middagen mest af alt minder om en staldfodring, har Julie Bendtsen svært ved at skjule sin irritation.
RALEIGH – “Det er, fordi amerikanere er så ukultiverede!” Sådan udbrød et dansk gæstepar halvirriteret for nogle år siden, da vi havde taget dem med på restaurant.
Baggrunden for irritationen var sådan set legitim nok:
Vi, fire voksne, havde bestilt en flaske rødvin, og den unge tjener, der stod for vores bord, fyldte de første tre vinglas så vulgært op, at vi sammen med overfladespænding hos de heldige tre pludselig stod over for en iøjnefaldende akut mangel hos den fjerde, som kunne se sit glas lige akkurat få dækket bunden, inden flasken var tom.
Hvad jeg dog ikke ville give for at få lov at vente uacceptabelt længe på en løgsuppe, mens en arrogant parisisk tjener råber af mig. Det har lange udsigter
Og ja. Når det kommer til restaurantbesøg, kan det edderfløjtme godt være svært at få øje på bare en snert af finkultur – eller bare situationsfornemmelse i det amerikanske.
Det er, rent ud sagt, møgirriterende. Og noget, der i den grad kan få mig til at sukke længselsfuldt og sentimentalt efter dansk (eller snarere europæisk generelt) restaurantskik.
Hvad jeg dog ikke ville give for at få lov at vente uacceptabelt længe på en løgsuppe, mens en arrogant parisisk tjener råber af mig. Det har lange udsigter.
Tag den forgangne weekend. Vi skulle nordpå for at kigge på huse i vores kommende hjemby, og jeg havde bestilt bord på en restaurant, der efter sigende skulle høre til et af områdets mere “fancy”.
Vejret var dejligt, og vi sad udenfor i den mest fantastiske efterårsaften og bestilte lidt forskellige retter til deling, mens vi ventede på de forhåbentlig autentisk smagende italienske pizzaer.
Sådan cirka tre et halvt minut inde i forretten ankom tjeneren for at rydde vores tallerkner af bordet
Og så skete det, som altid sker (og det er mig faktisk en decideret gåde, at vi ikke har lært lektien endnu, for vi kan absolut ikke påstå, at vi ikke har sager nok bag os til at være kloge af skade): sådan cirka tre et halvt minut inde i forretten ankom tjeneren for at rydde vores tallerkner af bordet.
Faktisk var det ikke bare én, men fire tjenere, der vimsede stressende og manisk rundt om os og forsøgte at få fat i vores tallerkener med halvt spist bruschetta og blæksprutte, mens vi med stigende frustration og vold og kraft forsøgte at holde fast i selvsamme tallerkner.
Til sidst var scenariet så absurd, at både min mand og jeg hvæsende råbte til dem, om de godt gad at slappe lidt af, for vi var ikke i nærheden af at være færdige. Hvilket den vakse tilskuer formentlig ville have opfanget ved synet af vores stadig pænt fyldte tallerkener.
Hvordan det åbenbart kan være uhørt ubegribeligt, at nogle mennesker foretrækker at have fået resterne af tuntataren af ganen, inden de smører resten af smagsløgene ind i bøf med pebersauce
Tjenerregimentet fortrak med lettere forvirrede miner, kun for at blive afløst af en ny kampklar bataljon, der ankom med pizzaerne. “Men hvor skal vi sætte dem?” spurgte en med et bekymret blik på vores forretfyldte bord.
På det tidspunkt var min mands tålmodighed ved at være en anelse flosset i kanterne, så han kiggede på dem og sagde, “det må I selv finde ud af”.
Med få undtagelser, som af samme grund er de steder, vi bliver ved med at komme tilbage til, er dette normen i mere eller mindre surrealistisk grad.
Vi har efterhånden lært, at vi skal insistere på at vente med at bestille flere retter, til vi er igennem den første, for uanset hvor mange gange man siger til tjenerne – og tro mig, vi har sagt det utvetydigt og forgæves – at man gerne vil have en pause mellem for- og hovedret, så kan de ganske enkelt ikke finde ud af det.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Hvordan det åbenbart kan være uhørt ubegribeligt, at nogle mennesker foretrækker at have fået resterne af tuntataren af ganen, inden de smører resten af smagsløgene ind i bøf med pebersauce.
Det var i øvrigt netop sådan en situation – på en fin restaurant ved stranden, hvor vores bord kæmpede under stabler af krabbeben og renseskåle, fyldte pastatallerkner og brugt bestik – at jeg for første og hidtil eneste gang i mit liv har været sådan en, der bad om at tale med en manager.
Kald mig bare Karen.
Og ja, jeg giver min føromtalte danske gæst ret: Det virker ukultiveret og som en komplet mangel på forståelse for, at et måltid skal være en oplevelse, og ikke et fråderæs, der skal overstås på rekordtid.
Og hvis der er noget jeg simpelthen ikke orker at spilde min tid, mit humør og i sidste ende mine penge på, når jeg går ud for at spise, er det frustrationer over serveringen. Særligt set i lyset af, at drikkepengekulturen byder mig at lægge et sted mellem 15 og 25 % til selvsamme servering.
Det skal være en decideret ubehøvlet tjener, der nærmest har stået og pillet næse ind over min mad, mens jeg kiggede på, hvis jeg skal lægge under 20 %.
Det mest tragikomiske er imidlertid slutningen på måltidet, når tjeneren kommer og lægger regningen foran os, hvilket altid akkompagneres af kommentaren “no rush!” – mens de skynder sig væk igen
Sådan er det i USA og dét har jeg forlængst vænnet mig til, eftersom tjenernes løn afhænger i større eller mindre grad af drikkepengene. Men jeg har ikke vænnet mig til, at jeg ikke kan få lov at tygge af munden.
Det mest tragikomiske er imidlertid slutningen på måltidet, når tjeneren kommer og lægger regningen foran os, hvilket altid akkompagneres af kommentaren “no rush!” – mens de skynder sig væk igen.
Jamen, tak da. Min nakke er stadig fugtig af sved, efter at jeg har kastet et toretters måltid i mig på 23 minutter, men regningen kan jeg få lov til rigtig at sidde og hygge mig med.
LÆS FLERE SYDSTATSKLUMMER AF JULIE BENDTSEN
Topillustration: Julie Bendtsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
