MELLEMØSTEN I KRIG // ANALYSE – Israels angreb mod Syriens militære anlæg i denne uge er, sammen med oprettelsen af en steril zone langs grænsen, en del af Netanyahus strategi. Muligvis ser han her virkeliggørelsen af sin vision om en total sejr.
TEL AVIV – Tirsdag udsendte Hizbollah en fordømmelse af Israels militære operationer i Syrien. Den shiamuslimske bevægelse understregede, at ”den israelske besættelse af yderligere land i Syrien og angrebet på dets militære kapacitet er en farlig og foragtelig aggression”. Samtidig pointerede udmeldingen, at man ”fortsætter med at støtte Syrien og dets folks ret til at skabe deres fremtid og konfrontere Israel”.
Udmeldingen kom dagen efter, at israelerne havde angrebet mere end 300 mål rundtom i Syrien. Ifølge israelske kilder var hele den syriske flåde blevet gjort ukampdygtig, og hovedparten af landets tunge våben havde lidt samme skæbne sammen med et stort antal våben- og ammunitionsdepoter. Fra israelsk side forlød det, at omkring 80 pct. af det syriske forsvar dermed er udraderet.
Israel har også taget kontrollen over dele af Syrien, der grænser direkte op til de israelskkontrollerede Golanhøjder. Det er en såkaldt steril zone, der ifølge de officielle erklæringer skal sikre Israel mod et eventuelt angreb fra en af oprørsgrupperne, som i søndags væltede Bashar al-Assads styre. Visse steder er de israelske kampvogne kørt 10 km ind i Syrien, og da afstandene er små, betyder det altså, at israelerne står 25 km fra Damaskus.
Disse forskellige, meget kontante opvisninger af militær magt, skal ifølge premierminister Netanyahu stå som en klar advarsel til Iran om ikke at gøre forsøg på at blande sig i syriske forhold fremover.
Modstandsaksens sammenbrud
Dette er kun en lille flig af de kaotiske tilstande, Syrien oplever i disse dage, og det er meget karakteristisk, at netop Hizbollah søger at gøre sig gældende med sin fordømmelse. Vi skal huske, at for blot en uge siden stod Hizbollah fortsat som en af Assad-styrets allierede. Hizbollah ydede vidtgående støtte til Bashar al-Assad, da han under borgerkrigen fra 2011 til 2020 nedkæmpede oppositionsgrupperne med stor brutalitet. I den tid mistede en halv million civile syrere livet, mens mindst seks millioner flygtede til udlandet, og Hizbollah bærer en stor del af ansvaret for dette.
At Hizbollah derfor prøver at skifte hest i så drastisk omfang, siger en del om den dynamik, der præger Syrien i disse dage. Hele det syriske oprør, som hurtigt blev betragtet som borgerkrigens genstart, tog fart i Idlib-provinsen i det nordvestlige hjørne af landet, og i lyntempo tog oprørerne magten i Syriens næststørste by, Aleppo.
I spidsen for denne første, store offensiv mod Bashar al-Assad stod den sunnimuslimske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham, som er islamistisk og i 2011 udsprang af Al-Qaeda. Men allerede i Aleppo fik bevægelsens soldater selskab af væbnede kurdiske grupper. De to umage partnere havde en fælles interesse i at komme hurtigt af med Bashar al-Assad, som under borgerkrigen havde ført sig frem mod dem med stor brutalitet. Men ud over dette er det fælles fodslag umiddelbart svært at få øje på – flere af de kurdiske grupper har således gennem årene stået i løbende kontakt med Israel, ligesom druserne, en anden folkegruppe, som lever i de sydvestlige dele af Syrien.
Det er grunden til, at Netanyahu fortsætter krigen i Gaza, selvom de militære chefer konstant påpeger, at der ikke er mere at komme efter
Denne på mange måder paradoksale situation er med til at skabe dyb bekymring for, hvad der vil ske med Syrien efter Assad-styrets fald. For tilsyneladende vil oprørets mange forskellige grupperinger og fraktioner få uhyre vanskeligt ved at finde sammen om en fælles fremtid. Det hele kan nemt ende i kaos, og under alle omstændigheder vil det nok kræve en lang og vanskelig proces at nå frem til noget. Men samtidig er der sket ting, som alligevel kan vække håb.
Abu Muhammed al-Julani er i løbet af få dage kommet til at fremstå som revolutionens ansigt. Han står i spidsen for Hayat Tahrir al-Sham og står fortsat på flere forskellige vestlige terrorlister. Tidligere var han tæt knyttet til Islamisk Stat, men nu erklærer han at have undergået en forandring, og hans udtalelser peger da også i den retning. Han tager ikke længere ordet jihad i sin mund – eller i hvert fald indgår det i en anden sammenhæng – men foretrækker at snakke om syrisk forbrødring.
En antydning af dette kan ses ved den våbenhvile, to grupper – det amerikansk støttede SDF (kurdisk-syrisk) og en tilsvarende tyrkisk støttet gruppering – i denne uge indgik med hinanden i byen Manbij.
Den slags forekom stærkt usandsynligt førhen, og ikke mindst under borgerkrigen, hvor oppositionen bar præg af stor splittelse og modstridende interesser. Naturligvis er det vanskeligt at vurdere, om denne tendens er holdbar i længden, men lige nu sker der en mængde ting, som kan give en form for tro på fremtiden. Her ligger det i luften, at en vilje til kompromis er til stede, og at det fortsat vil være tilfældet i en rum tid. Dette kan være grunden til, at Hizbollah forsøger at give sig til kende, selv om bevægelsen er forhadt i det meste af Syrien.
Vilje til kompromis indadtil kan nemlig vise sig at være utilstrækkeligt i sig selv. Gennem 24 år under Bashar al-Assads styre har Syrien levet i en tilstand af isolation, der kun er blevet dybere, og derfor ligger det som et naturligt næste skridt, at man genetablerer forbindelser til resten af verden.
USA’s udenrigsminister Antony Blinken er på rejse i regionen i disse afgørende dage, og fredag vil han besøge Tyrkiet for at drøfte den syriske situation. Amerikanerne er klar til en stor indsats i forhold til Syrien, og det vil naturligvis kræve sit af en mand som Al-Julani – der qua sin tidligere tilknytning til Islamisk Stat må have et kejtet forhold til netop USA – at gå i åben dialog med Blinken.
Netanyahu er til fulde klar over, at han globalt har mistet anseelse i enormt omfang, og opbakningen i den israelske befolkning er heller ikke noget at skrive hjem om
På den baggrund kan det meget vel tænkes, at Hizbollah kan se muligheder i en forbrødring med de tidligere fjender i Syrien, fordi det ligger så tydeligt i kortene, at alle må slå en streg over en række ubehagelige forhold, hvis man skal gøre sig håb om at komme videre. Og i sig selv vil det også kunne gavne Hizbollah indenrigspolitisk at indgå i en ny rolle i Syrien, idet store dele af den libanesiske befolkning er vrede på Hizbollah efter lang tids krig mod Israel – samtidig med at de har dyb medfølelse med den syriske befolkning.
Efter nogenlunde de samme betragtninger kan man anskue formodningerne om, at Irans rolle i Syrien måske ikke er helt udspillet. Styret i Teheran var endnu en af Bashar al-Assads sikre støtter, hvilket også hang sammen med, at man i Syrien så en nyttig bro til det nu stærkt decimerede Hizbollah i Libanon. Det var det, man betegnede som modstandsaksen, og den antages at være gået i opløsning.
Men mens iranerne lige nu synes at sætte stort ind på at komme ud af de lammende sanktioner, blandt andet ved at gå i tættere dialog med USA, kan det meget vel tænkes, at de samtidig har blikket rettet mod Syrien. Ud fra den samme formodning om nødvendighedens kompromis kan det nemlig ikke udelukkes, at det nye styre i Damaskus på et tidspunkt vil se en fordel i at gå i nyt samarbejde med Iran. Lige nu virker dette utænkeligt, men som alting i Mellemøsten er det vanskeligt at sige, hvor udviklingen bærer hen.
Netanyahus dagsorden
Her er det dog, at tirsdagens israelske angreb på Syriens militære infrastruktur tilsyneladende passer ind i billedet. Israelerne har naturligvis også læst situationen, og man kan med god grund betragte deres handlinger som klare signaler til Hizbollah og Iran. Efter Netanyahus mening bedes de holde fingrene fra Syrien, for dette kan give anledning til formodninger om, at modstandsaksen kan genopstå.
Men bag dette ligger dog også andre sandsynlige motiver, som kun kan defineres som israelsk indenrigspolitik.
Da Hamas den 7. oktober sidste år iværksatte sit terrorangreb mod 22 samfund i det sydlige Israel, havde man to erklærede mål. Dels ønskede man at tage israelerne på sengen, hvilket lykkedes i overvældende grad, dels var det målet at sætte dele af regionen i brand. Det sidste er for så vidt også blevet kronet med held, men nok i stik modsat retning af, hvad Hamas-kommandanten Yahya Sinwar havde forestillet sig.
Angrebet kan betragtes som en bevidst handling for at fremprovokere den kolossale israelske landoffensiv ind på Gazastriben, og det var dette, der satte regionen i brand. Hizbollah reagerede øjeblikkeligt, og krigen førte også til, at iranerne for første gang angreb Israel direkte. Og på sin side lovede Netanyahu, at krigen ville fortsætte, indtil man havde nået den totale sejr.
Selve dette begreb er umuligt at definere, og på mange måder illusorisk. At opnå den totale sejr over Hamas vil være uhyre vanskeligt, og det er grunden til, at Netanyahu fortsætter krigen i Gaza, selvom de militære chefer konstant påpeger, at der ikke er mere at komme efter.
Men Netanyahu er til fulde klar over, at han globalt har mistet anseelse i enormt omfang, og opbakningen i den israelske befolkning er heller ikke noget at skrive hjem om. Derfor har han gennem længere tid været på udkig efter noget, han kan fremstille som en total sejr, og i hans optik begyndte dette at vise sig, da et lemlæstet Hizbollah i november indgik en våbenhvile, og iranerne opgav nye angreb mod Israel. Som en direkte effekt af dette kom oprøret i Syrien, og derfor var han allerede søndag – på dagen hvor Assad-styret faldt – på pletten. Fra toppen af Har Bental, en udslukt vulkan i Golanhøjderne, hvor man på en klar dag kan se Damaskus, erklærede han, at Assads fald var en direkte effekt af Israels militære tiltag i regionen gennem de sidste mange måneder.
Derfor var det også vigtigt for ham, at Israel tirsdag markerede sig militært i Syrien – om ikke andet, så for at stille Hizbollah og Iran stolen for døren.
Læs også Hans Henrik Fafners analyse “Assad er faldet. Hvad nu, Syrien?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
