Golfstaterne vender sig nu mod Iran, og en ny orden tegner sig i regionen

Krigen i Mellemøsten har rykket ved Golfstaternes illusion om at kunne leve i en oase af ro, på kanten af en konflikthærget region. Foto: trolvag via Wilimedia Commons.

Hans Henrik Fafner Udlandsredaktør 21.03.2026

MELLEMØSTEN // ANALYSE – De olierige golfstater, som har søgt at holde sig på sidelinjen, tager efter tre ugers krig nu klar stilling og vender sig mod Iran, skriver Hans Henrik Fafner i denne analyse af den seneste udvikling i konflikten. Det er næppe sandsynligt, at Golfstaterne kommer til at optræde som krigsførende parter, men de er godt på vej til at opgive deres hidtidige neutralitet for at søge beskyttelse, og hvad det angår er blikket rettet mod USA. Det vil kommer til at præge den nye orden, der vil opstå i regionen efter krigens afslutning.

HAIFA – Det vakte en del opsigt, da Qatar onsdag i denne uge erklærede militærattacheen ved den iranske ambassade i hovedstaden Doha for persona non grata. Den iranske diplomat fik nøjagtig 24 timer til at forlade landet.

Skridtet er måske ikke så overraskende. Forud for det diplomatiske modsvar havde Iran rettet angreb mod Ras Laffan, som er Qatars centrum og udskibningshavn for flydende naturgas (LNG). På stedet ligger petrokemiske anlæg og gasbehandlingsfaciliteter, og i betragtning af at Qatar er en af verdens største LNG-eksportører, har dette stor betydning for både landets økonomi og det globale energimarked. Det vurderes, at det iranske angreb har reduceret Qatars eksportkapacitet med 17 pct., hvilket betyder at landet mister 20 mia. dollar årligt i de næste fem år eller mere.

Det er dog ikke de materielle skader og de økonomiske følgevirkninger, som er opsigtsvækkende. Som et af verdens rigeste lande, kan Qatar nok afbøde tabet. Men hele naturen af det iranske angreb står som et tegn på, at den nu tre uger lange krig igen er ved at ændre retning. Qatar har, som de øvrige golfstater, søgt at holde sig på sidelinjen, men udvisningen af den iranske diplomat kan man se som et tegn på, at det er ved at være slut med tålmodigheden.

Iran står isoleret

Qatar har tidligere været mål for iranske angreb, og civil infrastruktur er blevet ramt. Ikke mindst har iranerne haft den store amerikanske al-Obeid militærbase sydvest for Doha på sigtekornet, men ikke desto mindre har styret søgt at fastholde sin rolle som mulig mægler i konflikten og været tilbageholdende i kritikken af den iranske aggression.

Myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater har udsendt advarsler til befolkningen. Der er fra offentligt hold aldrig blevet taget initiativ til at bygge beskyttelsesrum til civilbefolkningen, da man har betragtet dette som unødvendigt. Foto: Jaiveer Cheema via Wikimedia Commons.

Men dette ser ud til at være slut nu. Iranerne har næsten lige fra starten rettet dele af skytset mod en række nabostater, som åbenlyst ikke er en del af konflikten. Målet har været at skabe kaos i regionen, og truslerne mod skibstrafikken gennem Hormuzstrædet har da også haft dramatisk effekt på det globale oliemarked.

Den åbenlyse hensigt med dette er at lægge pres på Donald Trump for at han skal trække sig ud af krigen. Men samtidig kan man se beskydning af eksempelvis golfstaterne i et vist omfang som et forsøg på at vende folkestemningen dér mod USA. Hvis dette har været tilfældet, kan man kun sige, at iranerne har fejlvurderet situationen eklatant.

Temmelig overraskende har det i de sidste dage vist sig, at en lang række lande pludselig bakker op om Trump og dennes ønske om at holde Hormuz åbent gennem militær tilstedeværelse

Temmelig overraskende har det i de sidste dage vist sig, at en lang række lande pludselig bakker op om Trump og dennes ønske om at holde Hormuz åbent gennem militær tilstedeværelse. Det står ikke helt klart, hvordan dette skal finde sted, men både Storbritannien, Frankrig og Tyskland, der hidtil har taget store forbehold, kommer nu med positive signaler. Danmark er også med på vognen, sammen med Norge, Sverige, Finland, Holland, Italien og en række andre så langt borte fra krigszonen som New Zealand og Sydkorea.

Man ser altså et Iran, der står mere og mere isoleret. Som en slags modtræk er iranerne gået i dialog med den japanske regering med henblik på eventuelt at lade olietankere på vej mod det japanske marked passere uhindret gennem strædet, men samtidig syntes de at åbne en ny front ved natten til lørdag at sende ballistiske missiler mod den britisk-amerikanske base på Diego Garcia langt ude i Det Indiske Ocean og mere end 5.000 kilometer fra Tehran.

Konturer af dramatiske ændringer

Midt i dette tiltagende kaos samler der sig en særlig interesse om staterne i Den Persiske Golf, og netop dette kapitel har konturerne af de dramatiske ændringer, hele regionen står overfor i denne tid.

Torsdag forlød det at administrationen i Washington har godkendt mulige salg af droner, radarsystemer, missiler og ikke mindst ammunition til F-16 jagerfly til tre lande i regionen. Det drejer sig om De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Kuwait og Jordan, og det hele løber op i 16,5 milliarder dollar. Implementeringen af denne mulige kæmpehandel vil naturligvis først finde sted om nogen tid, men selv om de mange nye våbensystemer altså ikke kommer til at spille direkte ind i de aktuelle krigshandlinger, afspejler de en lokal opfattelse af, at man må søge at dæmme op for noget, der allerede er ved at få dybtliggende følger.

Det er også det, man skal lægge i Qatars beslutning om at lægge afstand til Iran ved at udvise militærattacheen. Hidtil har stort set alle golfstaterne søgt at gennemføre en balancegang mellem de forskellige stormagtsinteresser i regionen, og det er sket i håbet om, at man på den måde kunne blive i forvisningen om, at netop den del af Mellemøsten kunne leve videre som en oase af ro.

Staterne har hidtil forsøgt sig med, hvad man i finansverdenen kalder hedging strategy – altså risikospredning. Man kan også kalde det at spille på flere heste samtidig

Det er den illusion, der nu er ved at gå op i sømmene, og hvad det angår er navnlig UAE et godt eksempel.

Det har skabt stor nervøsitet hos styret i Emiraterne, at Iran allerede gennem nogen tid har sendt deres missiler mod lufthavnen i Dubai. Det iranske motiv kender vi efterhånden, men i Emiraterne ses dette som et frontalangreb mod den økonomiske vækst, man gennem en årrække har søgt at skabe som alternativ til landets svindende oliereserver.

Flyselskabet Emirates hører blandt verdens absolut største, og Dubai International Airport er blandt de travleste. Det er blevet en meget benyttet transitlufthavn på rejsen mellem Europa og Fjernøsten, men set med lokale briller er den også en slags port til de enorme investeringer, landet har haft held til at tiltrække.

Ifølge det britiske konsulentfirma Henley & Partners, der hjælper et velbeslået klientel til at få opholdstilladelse i andre lande, er Emiraterne i dag hjem for 72.500 millionærer og 15 milliardærer, og de er kun en del af historien om oliestatens rolle som globalt finanscenter.

Tech-industrien er også massivt til stede, og her har det også givet genlyd, at tre af Amazons datacentre i UAE og Bahrain kom under iransk beskydning tidligere i krigen.

Tilbage i 2016 besøgte Amazons grundlægger Jeff Bezos Dubai som en del af planerne for oliestatens fremtid efter olien. Lokalt ser man nu krigen som en alvorlig trussel mod denne udvikling. Foto: UAF Saif via Wikimedia Commons.

Gennem nogle år har UAE arbejdet på planerne om en udbygning af Dubais anden lufthavn, Makhtoum International. Når den et godt stykke ude i fremtiden står færdig, vil den få en kapacitet på 260 mio. passagerer, hvilket er mere end det dobbelte af Atlanta, som i dag er verdens travleste.

Men hvad man ser i disse dage er tomme fly, som lander i Dubai, mens de letter igen med hvert sæde besat. Der hersker lidt forskellige opfattelse af fænomenet, men flere ser det som et tegn på, at de eftertragtede expats nu vægter den personlige sikkerhed højere end de skattefordele og andre incitamenter, Golfstaterne ellers har kunnet bruge som magnet.

Det er i hvert fald nærliggende at se dette som en del af det kursskifte, der tydeligvis finder sted i Golfstaterne. De ser i stigende grad deres økonomiske stabilitet truet, og de iranske angreb synes nu at have overskredet den tolerancetærskel, som man i årevis har betragtet som en del af prisen for at leve på kanten af en konfliktfyldt region.

Staterne har hidtil forsøgt sig med, hvad man i finansverdenen kalder hedging strategy – altså risikospredning. Man kan også kalde det at spille på flere heste samtidig, og det er eksempelvis kommet klart til udtryk ved, at UAE og Bahrain i oktober 2020 indgik deres normaliseringsaftaler med Israel, samtidig med at de bestræbte sig for at stå på god for med Iran.

Det er den tilstand, der nu er under forandring, og det ses ikke mindst i Saudi-Arabien, som ligger inde med langt de største oliereserver i regionen og også er den tungeste medspiller i økonomisk henseende. I denne uge nedskød det saudiske forsvar tre iranske missiler med kurs mod hovedstaden Riyadh, og de følgende dage fulgte flere droneangreb. Dette fik styret til at tage bladet fra munden ved at sige, at man nu så sig berettiget til at handle militært overfor Iran – hvorpå iranerne reagerede med nye angreb på saudiarabiske olieanlæg.

Alt dette tegner en spredning og en skærpelse af den igangværende konflikt. Det er næppe sandsynligt, at Golfstaterne kommer til at optræde som krigsførende parter, men de er godt på vej til at opgive den hidtidige neutralitet for at søge beskyttelse, og hvad det angår er blikket rettet mod USA. Og det kan næstes ikke undgås, at dette også kommer til at præge billedet, når krigen en dag slutter, og regionen indfinder sig i en ny orden.

Hans Henrik Fafner

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er POV's udlandsredaktør. Han er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.