ASSADS FALD // ANALYSE – Bashar al-Assads hurtige nedtur markerer et vendepunkt i Syriens forpinte historie, men det er langtfra sikkert, at roen nu vil indfinde sig i landet, skriver Hans Henrik Fafner.
Artiklen er opdateret 19:10 med oplysningen om, at Assad er i Moskva – først meddelt af Reuters og få minutter senere bekræftet af Rusland, der siger, at Assad og hans familie har fået tildelt politisk asyl.
TEL AVIV – Tidligt søndag morgen lettede Bashar al-Assads fly fra lufthavnen ved Damaskus, og det meldes, at det kort efter forsvandt fra radaren. Der opstod straks spekulationer om, hvorvidt det kunne være styrtet ned, men under alle omstændigheder kan man konstatere, at Syriens nu tidligere præsident har forladt landet til, hvad der senere viste sig at være Moskva.
At Bashar al-Assad overhovedet overlevede, skyldes rundhåndet hjælp udefra. Både Iran og Rusland deltog i nedkæmpelsen af oprørerne, og ikke mindst gav Hizbollah diktatoren en meget stor hjælpende hånd
For mindre end to uger siden genstartede den syriske borgerkrig, der fra 2011 og frem til en kompliceret og skrøbelig våbenhvile i 2020 kostede mindst 300.000 mennesker livet, lagde landet øde og sendte seks millioner syrere på flugt. At Bashar al-Assad overhovedet overlevede, skyldes rundhåndet hjælp udefra. Både Iran og Rusland deltog i nedkæmpelsen af oprørerne, og ikke mindst gav Hizbollah diktatoren en meget stor hjælpende hånd.
På den baggrund er der en vis logik i, at den dramatiske udvikling skulle komme netop nu, for de geopolitiske omstændigheder på det seneste har ændret sig radikalt. At Assad-styret ikke desto mindre skulle falde sammen som et korthus, kan måske overraske, men det viser på den anden side kun, hvor svagt og isoleret landet stod.
Truslen om Trump
Man kan sige, at billedet antog klarere konturer, da iranerne i slutningen af oktober truede Israel med et massivt gengældelsesangreb. Det skulle være et svar på den dramatiske operation, hvor israelske jagerfly den 26. oktober bombede militær infrastruktur en række steder i landet og satte den iranske produktion af missiler og andet skyts mindst et par år tilbage.
Mange analytikere mente, at det store iranske brag kunne komme den 5. november, hvorved det også ville komme til at stå som en kommentar til det amerikanske præsidentvalg.
Imidlertid kom angrebet aldrig. I stedet synes iranerne at have lagt pres på det shiamuslimske Hizbollah for at presse bevægelsen til at acceptere den våbenhvile, som Israel og Libanon indgik den 27. november.
Da protesterne bølgede i den arabiske verden i 2011, håndterede lederne i både Jordan og Marokko situationen med forsigtige reformer, hvorpå det hele faldt til ro. Bashar al-Assad kunne have valgt det samme, men i stedet satte han hårdt mod hårdt
Aftalen var ikke specielt fordelagtig for Hizbollah. Man blev tvunget til at trække tropper og våben tilbage til landet nord for Litani-floden, sådan som det i øvrigt blev stipuleret i FN-resolution 1701, som også er våbenhvileaftalen fra 2006.
Men den egentlige grund til, at Hizbollah måtte bide i det sure æble er nok, at krigens ødelæggelser har vakt en kolossal uvilje mod Hizbollah i den libanesiske befolkning, så lige nu kæmper bevægelsens nye ledelse for at genetablere sig og overleve politisk i hjemlandet.
Med andre ord var der opstået en situation, hvor Hizbollah havde nok at gøre med at stive sig selv af indenrigspolitisk og derfor var ude af stand til at yde Bashar al-Assads styre nogen form for militær støtte. Under den syriske borgerkrig stod Hizbollah som den nok stærkeste udenlandske støtte for Bashar al-Assad. I den periode nedtonede man fjendskabet til Israel og sendte tropper og våben til Syrien.
Siden borgerkrigens formelle afslutning i 2020 er der opstået en vis skrøbelig stabilitet i Syrien, og den blev i stort omfang sikret ved, at Hizbollah og Iran stod klar på sidelinjen og på papiret var klar til at gribe ind, hvis der skulle opstå en indre trussel mod Bashar al-Assads styre.
Det er denne potentielle livsforsikring, der faldt bort i de seneste uger. Dels med våbenhvilen i Libanon og dels ved, at iranerne i lyset af opgøret med Israel tilsyneladende har valgt en anden kurs. Men det afgørende er muligvis, at den amerikanske præsident fra den 20. januar hedder Donald Trump.
Set fra Teheran står Trump som en trussel. Styret betragter ham som impulsiv og uforudsigelig, og man har ikke gode minder om hans hårdhændede kurs overfor Iran i den første præsidentperiode
Denne har flere gange bebudet, at USA’s militære engagement i de globale krige og konflikter skal nedtones kraftigt, og i den forbindelse ønsker han at gennemtvinge en hurtig afslutning på de mellemøstlige krige.
Som det er karakteristisk for Trump, står en nærmere strategi hen i det uvisse, men dette element har givetvis været med til at sætte iranerne på et andet spor.
Set fra Teheran står Trump som en trussel. Styret betragter ham som impulsiv og uforudsigelig, og man har ikke gode minder om hans hårdhændede kurs overfor Iran i den første præsidentperiode. Samtidig kan der ikke herske nogen tvivl om, at den kommende amerikanske præsident går efter et samarbejde med Netanyahu i Israel, og alene af den grund er der masser af logik i, at iranerne valgte at stille alle angrebsplaner i bero, da det stod klart, hvem der ville vinde præsidentvalget den 5. november.
Var sejren i stedet gået til Kamala Harris, der ikke havde nogen skarp politisk profil med hensyn til Mellemøsten, men i det mindste kunne tænkes at ville have fortsat Joe Bidens kølige forhold til Netanyahu, havde tingene muligvis stillet sig helt anderledes.
Modstandsaksen smuldrer
Bashar al-Assads styre fik altså trukket tæppet væk under fødderne som resultatet af en regional dominoeffekt. Da situationen udviklede sig, blev det til en næsten naturlig konsekvens, at de syriske oppositionsgrupper greb til våben.
Det var i første omgang den sunnimuslimske gruppe Hayat Tahrir al-Sham, som har Idlib-provinsen nær den tyrkiske grænse som højborg, og da de indledte deres lynoffensiv mod Aleppo, fik den hurtigt tilslutning fra kurdiske grupper.
På ganske kort tid havde oprørerne taget fuld kontrol over Aleppo, som er Syriens næststørste by, og derfra stormede de sydpå ad hovedvejen mod Damaskus. På det tidspunkt var der endnu stærke formodninger om, at Bashar al-Assad holdt sine elitetropper tilbage. De skulle sættes ind i et modangreb, og der var udsigter til, at han kunne ride stormen af med massiv voldsomhed.
Men da vigtige byer som Homs og Hama faldt uden nævneværdig modstand, så spillet ud til at være tabt. I den sydlige del af landet, altså tæt på Jordan og de israelskbesatte Golanhøjder, greb oppositionsgrupper også til våben, og det fik enorm symbolværdi, da byen Daraa faldt. Det var her, det arabiske forår i 2011 startede i Syrien.
Det er dette regnskab, der nu er blevet gjort op. Da protesterne bølgede i den arabiske verden i 2011, håndterede lederne i både Jordan og Marokko situationen med forsigtige reformer, hvorpå det hele faldt til ro. Bashar al-Assad kunne have valgt det samme, men i stedet satte han hårdt mod hårdt. Med reference til Hama, hvor faderen Hafez al-Assad i 1982 anrettede en massakre for at slå ned på islamistiske grupper, skal Bashar i begyndelsen af 2011 have sagt at ”min far havde ret: De 30.000 døde i Hama sikrede os 30 års stabilitet”.
Bashar al-Assad har haft en klar fornemmelse af, hvor det bar hen
Dette viste sig at være en illusion. Stabiliteten blev udelukkende sikret ved hjælp af allierede i regionen, hvilket altså primært har været Iran og Hizbollah. Det er denne alliance, som har gået under navnet modstandsaksen. Den har haft en vis støtte fra Putins Rusland, der i den første fase af den genstartede borgerkrig rettede en række sporadiske luftangreb mod oprørerne i Aleppo.
Kort efter indså russerne dog, at det var en tabt sag, og under indtryk af den udmattende krig i Ukraine har de i øvrigt næppe ressourcer til at gå ind i en ny krig. Sunnimuslimske grupper i Irak antydede at ville komme Assad til hjælp, men måtte hurtigt indse, at de har nok at bestille med at bevare kontrollen over deres dele af det ligeledes splittede naboland.
Det splittede Syrien
Spørgsmålet er derfor, hvad vi nu kan forvente os af den syriske udvikling. Den syriske premierminister, Muhammed Ghazi al-Jalali, udtalte søndag morgen fra sit hjem i Damaskus, at han vil støtte et nyt styre, som har folkets tillid. Dette virker dog som tom snak, idet folkets tillid er svært at definere i det stærkt splittede land.
Det første initiativ i Aleppo kom så fra Hayat Tahrir al-Sham, hvilket i sig selv kan skabe bekymring. Gruppen blev grundlagt i 2011, altså ved borgerkrigens start, og gik dengang under navnet Jabhat al-Nusra. I vestlig presse hed den som oftest Nusra-Fronten, og den vakte en vis opsigt tidligt i borgerkrigen som en af de mest aggressive aktører. Regeringshæren, som også dengang primært bestod af almindelige værnepligtige med lav motivation, kom hurtigt til kort over for denne styrke på op mod 10.000 mand, og kun takket være effektive og kamptrænede folk fra Hizbollah med russisk luftstøtte lykkedes det at erobre Aleppo og bringe situationen under nogenlunde kontrol.
Ved dannelsen i 2011 hed en af nøglepersonerne Abu-Bakr al-Baghdadi, som også var en ledende skikkelse i Islamisk Stat, ligesom der er tætte forbindelser til Al-Qaeda. Der er altså tale om skarp sunnimuslimsk jihadisme
Nu hedder Jabhat al-Nusra noget andet, men det er grundlæggende den samme. Ved dannelsen i 2011 hed en af nøglepersonerne Abu-Bakr al-Baghdadi, som også var en ledende skikkelse i Islamisk Stat, ligesom der er tætte forbindelser til Al-Qaeda. Der er altså tale om skarp sunnimuslimsk jihadisme, og de forventes at ville få støtte fra flere små grupper af Islamisk Stat, som fortsat befinder sig i de enorme ørkenområder i Syriens østlige dele.
Men herudover har den fået selskab af snesevis af andre grupper eller militser, hvor den eneste virkelige fællesnævner har været at komme af med Bashar al-Assad. På den baggrund bliver det uhyre vanskeligt at skabe en ny, sammenhængende ledelse, og det hænger ikke mindst sammen med den konstruktion, som hedder Syrien.
Landet består af en lang række folkegrupper, og ofte betegnes det som sekterisk. Ordet er dog en ikke særligt dækkende oversættelse af det arabiske begreb ta’ifiyyah, som snarere er noget i retning af konfessionalisme.
Det er, hvad vi kender fra nabolandet Libanon, hvor den politiske magt er fordelt efter religiøse tilhørsforhold, og de libanesiske erfaringer viser, at det er uhyre vanskeligt at praktisere. I resten af den arabiske verden, og i høj grad Syrien, har man i stedet taget udgangspunkt i, at befolkningen har et naturligt fællesskab i det arabiske, og det er blandt andet det, der lå i panarabismen, som Hafez al-Assad stod som en stærk eksponent for.
Dette forhindrede ham dog ikke i at begunstige sin egen etniske gruppe, alawitterne, som er en ganske lille minoritet. Da Bashar al-Assad kom til magten ved faderens død i 2000, forsøgte han sig med reformer. Samme år giftede han sig således med Asmaa al-Assad, som er sunnimuslim, og ikke mindst prøvede han at indføre større borgerrettigheder. Han var kendt for den holdning, at alle syrere skulle have adgang til internettet.
Assad efterlader sig et land i en dyb krise, som han selv har bidraget afgørende til, og lige nu er det langtfra sikkert, at sidste kapitel er skrevet i den syriske tragedie
Men manden, der havde levet en fredelig tilværelse som øjenlæge i London, tog snart efter en brutal kurs. Han var blevet kaldt hjem til Syrien, da hans bror Bassel al-Assad i 1994 kørte sig selv ihjel i en sportsvogn, og lige fra start stod det temmelig klart, at han ikke var rustet til opgaven. Han kom i hænderne på faderens inderste magtklike, som gik efter hård magtanvendelse.
Dette skabte i sig selv et vaklende styre, der bevægede sig dybere og dybere ind i et hjørne. Da borgerkrigen således startede i 2011, rådede Syriens væbnede styrker over 300.000 mand, men få måneder inde i krigen havde omkring en tredjedel deserteret, og det er det samme billede, der viste sig nu, da det for alvor gik galt.
Bashar al-Assad har haft en klar fornemmelse af, hvor det bar hen. Allerede for en uge siden rejste konen, børnene og hele den nærmeste familie i sikkerhed i Rusland. Og hans plan om at forlade landet synes også at have været planlagt på forhånd. Han efterlader sig et land i en dyb krise, som han selv har bidraget afgørende til, og lige nu er det langtfra sikkert, at sidste kapitel er skrevet i den syriske tragedie.
Følg udviklingen i Mellemøsten på POV International her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
