SYRIEN // REPORTAGE – I Jobar, en forstad til Damaskus, fejrer man den nye frihed i Syrien, men til stede ved festen er også en mærkbar skepsis og tvivl om, hvad fremtiden vil bringe. Zoey Salander har besøgt forstaden, hvor meldingen efter Lars Løkke Rasmussens nylige besøg er klar: Man har ikke brug for smukke ord, men handling.
JOBAR – Da morgenen gryr mandag, et år efter Assads fald, kan mange af Damaskus’ indbyggere tænke længere frem end blot på, hvor pengene til elektricitet og mad den næste uge skal komme fra.
”Bashar al-Assad begrænsede vores tanker til kun at handle om at få vores daglige behov dækket. Vi havde ikke tid til at tænke på noget som helst andet, end hvordan vi kunne spise, sove og drikke. Der var ingen varme om vinteren, ingen diesel, ingen biler, ingenting.”
Det siger Aghna, der er 23 år og universitetsstuderende. Hun arbejder som lærer i Damaskus. Sammen med sin familie er hun om formiddagen mødt op på en vejbro i centrum, der nu kaldes ”Freedom Bridge”.
Herfra er der udsigt over den massive folkemængde, der bevæger sig mod Umayyad Square, hvor den helt store fest om aftenen skal holdes med tale fra Ahmad al-Sharaa og fyrværkeri.
På blot et enkelt år er Aghnas forventning til sin egen fremtid vendt 180 grader. Nu tænker hun ikke bare på i morgen, men drømmer om uddannelse og om at generobre narrativet om Syrien: at hendes land er andet end Bashar al-Assads diktatur og religiøse ekstremister.
Da mørket falder på, viser der sig endnu et tegn på politisk forandring: gadebelysning.
Der er håb nu. Vores liv har ændret sig enormt meget siden 8. december 2024
”Det var ikke sådan her for et år siden, det her er nyt. Ahmad al-Sharaa har fikset det her,” fortæller Farah, der står under gadelampernes hvide lys sammen med sin bror Ahmad.
Søskendeparret er sidst i tyverne og har ligesom Aghna oplevet skiftet fra kun at kunne tænke på at få opfyldt basale behov til at turde drømme langsigtet om en tilværelse i Damaskus. De fortæller om et arbejdsmarked og en økonomi i fremdrift.
”Der er håb nu. Vores liv har ændret sig enormt meget siden 8. december 2024.”
Samme tankegang går igen hos flere unge syrere, der tidligere enten ikke kunne forestille sig deres egen fremtid eller drømte om at rejse væk. Nu fester de i gaderne og drømmer om at etablere deres eget land. For nu står Damaskus i blomst.
Farah fortæller dog også, at frygten for, at Assad ville vende tilbage, har siddet i hende, siden han flygtede den 8. december 2024: ”Vi har ikke sovet i to dage. Vi var bange for, at noget ville ske i dag. For at være ærlig har jeg haft blandede følelser.”
Damaskus’ gader har den 7. og 8. december ligeledes været søvnløse – dog ikke på grund af angst, men rendyrket kollektiv glæde, slagsange om et genfødt Syrien og kreative kostumer.
Den 8. december 2025 turde Farah og Ahmad endelig tro på, at Assad bliver, hvor han er: langt væk fra Syrien.
15 minutter væk er verden stadig i grus
Trods fremtidsdrømmene, der blomstrer i hovedstaden, skal man ikke langt fra verdens ældste by for at se forstædernes bygninger rejse sig som de spøgelser, Puk Damsgaard for nylig beskrev i sit essay på DR.
Et af de hjemsøgte områder hedder Jobar og er en forstad 15 minutters kørsel fra Bab Touma. Det er tydeligt at se, hvornår man når dertil, da blot en enkelt vej agerer skillelinje: Den ene side er fyldt med butikker og liv, den anden udelukkende ruiner, som man kender dem fra avisernes forsider fra 2011 til 2024.
Området husede familier fra arbejderklassen, der gjorde oprør mod Assad-regimet under borgerkrigen. Alle deltog de i demonstrationer og befrielsesaktioner, og 9.000 indbyggere i lokalsamfundet blev slået ihjel.
Et år efter står de efterladte og tidligere indbyggere i Jobar stadigvæk med et nabolag i præcis samme tilstand som for et år siden: i ruiner.
Dagen efter, den 9. december
Situationen i Jobar rejser spørgsmålet om, i hvilket tempo det nye og frie Syrien skal genopbygges – hvor man starter, hvor man slutter, og hvem der først og sidst vil få gavn af det puslespil, som Ahmed al-Sharaa er i gang med at lægge.
”Mit hus var i den østlige del af dette kvarter. Nu er det fuldstændig ødelagt,” fortæller Mazen Zedar, borgerrepræsentant for tidligere beboere og lokalsamfundet i Jobar.
Han står sammen med halvtreds andre mænd og sin syvårige datter ved den eneste bygning, man stadig kan se, hvad forestiller, og som har en vandtank i nærheden: en moské, der stadig bærer tydeligt præg af krig.
Foran den er en kamel i gang med at blive slagtet og har allerede mistet hovedet. Det ligger halvanden meter fra kroppen, der er i gang med at blive flået og renset for indvolde.
To dage forinden, den 7. december, var det 25 får, der kom under kniven, da de tidligere indbyggere i Jobar afholdt deres egen fest i moskéen i anledning af befrielsesdagen. Dagen efter drog de som mange andre syrere mod Damaskus for at fejre Assads fald.
Bliver forstaden glemt?
På trods af indbyggernes deltagelse i festlighederne den 8. december har Jobars tidligere indbyggere ikke privilegiet til at drømme langsigtet som så mange andre. Familierne, der har mistet søskende og ægtefæller, er under hårdt økonomisk pres, da de ikke kan vende tilbage til deres hjem, men i stedet må betale en husleje, der er meget dyrere i Damaskus.
Derudover fortæller Zedar, at Assad-regimet nåede at brænde alle dokumenter, der tilkendegav indbyggernes ejerskab over deres tidligere boliger i området, hvilket forsinker genopbygningen og dermed hjemkomsten yderligere.
Ud over boliger, skoler, kirker og en synagoge fortæller Zedar, at infrastrukturen også er totalødelagt: ”Jeg mener gader, jeg mener elektricitet, vand, gas. Intet af dette findes. Det er ødelagt. Der er mange skridt at tage, før beboerne kan vende tilbage.”
Vi behøver ikke nogen fra Danmark til at sige: ”Gudskelov for jeres sikkerhed.” Vi har brug for nogen, der siger: ”Tag disse værktøjer, yallah.”
Zedar har deltaget i møder med repræsentanter fra staten i Damaskus, men fortæller, at de endnu ikke har set handling:
”Vi har kun fjernet krigsresterne fra hovedvejene, men man kan eksempelvis ikke længere komme over denne mur,” (peger modsat retning af moskéen) ”fordi der kan være ueksploderede miner. Derfor var det det første, vi bad regeringen hjælpe med at fjerne.”
Zedar mener, at Syriens regering hviler på laurbærrene – det går for langsomt. Derfor har lokalsamfundet i Jobar selv konstrueret en mulig plan for genoprettelsen af deres område.
Zedar fortæller, at planen vil tage fem år at gennemføre, hvis de starter nu.
”Jobar har brug for en stor indsats fra et team med specialudstyr.” Med specialudstyr mener han udstyr til at rydde det eksplosive materiel af vejen, som stadig lurer under murbrokkerne og konstant sætter lokale liv i fare.
Zedar nævner også, at han savner en indsats fra det internationale samfund. For selvom et par lande har tilbudt deres hjælp, efterfølges løfterne ikke af handling.
Blandt andet nævner han det danske statsbesøg, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forleden fik en tur rundt i nabolaget, der stadig er fyldt med ueksploderede missiler og granater. Zedar udtrykker taknemmelighed for Løkkes besøg, men påpeger:
”Vi ønsker mere end venlighed. Vi behøver ikke nogen fra Danmark til at sige: ’Gudskelov for jeres sikkerhed.’ Vi har brug for nogen, der siger: ’Tag disse værktøjer, yallah.’ Vi vil have handling, ikke ord.”
Som et symbol på vigtigheden af internationalt samarbejde nævner han:
”Som eksempelvis vores bror, der slagtede denne kamel.”
Det er nemlig en tidligere indbygger, der under krigen flygtede til Sverige, som har købt kamelen til slagtning. Efterhånden er seancen færdig, kødet renset og kørt afsted på en pickuptruck for at blive delt ud til martyrernes familier.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og