
BØGER // ANMELDELSE – Begynd gerne med de seks sider Efterord, skriver Niels Dichov Lund. De unge ansøgere til psykologistudiet kan løbe den igennem som inspiration og som belæg for, at der bliver nok at tage fat på. Omkring håbet om det hele menneske.
Psykologistudiet ligger i top med adgangskvotient og som det studium, der optager færrest blandt de unge med en 1. prioritet i ansøgningen. Et ønskefag for mange. På Københavns Universitet slipper færre end en femtedel gennem nåleøjet. Hvad er det for et eftertragtet og eksklusivt fag?
En ny bog anfører, at muligheden for psykoterapi i dag må ses som en af sundhedsvæsenets grundpiller, og at det værdsætter man bedst, når man ved, hvordan det hele begyndte i sin tid.
Psykologiens århundrede
Sjælens arkitekter vil give os historien om, hvordan psykologi voksede frem som et udforsket vidensområde og som et stadigt eskalerende erhverv, men også som livsanskuelse; noget der brød ind og opsigtsvækkende påvirkede synet på mennesket. Og det foregik i 1900-tallet og verden over.
Man har naturligvis tænkt og undret sig over sjæl og sind tidligere, i humanfilosofien, blandt kunstnere, i lægevidenskaben med udviklingen af psykiatrien, via indretning af anstalter for sindssyge, i laboratorier med eksperimentel psykofysik etc.
Men fra ca. 1900 tog både den metodiske udvikling og den geografiske spredning fart for så, som i dag, at placere psykologien som et samfundsfag.
Den gode historie om psykoanalysen
Sigmund Freud, neurolog i Wien, tænkte og skrev nyt om det menneskelige subjekt og om, at psykiske lidelser ikke har fysiske årsager. Netop fra ca. år 1900 tog det fart og fangede an som psykoanalyse. Et låg på en æske blev lettet, og et væld af fjedre sprang op omkring seksualitet, det ubevidste, neuroser etc.
Som akademisk aktivitet var det spekulativt og anekdotisk, manglede evidens og havde fejlskud, men mange, både medicinere, kunstnere og andre intellektuelle, fulgte med.
Det vakte opsigt og modstand, fordi det anfægtede mange af tidens opfattelser og grænser, kønsuligheden og den kønsforskrækkede borgerlighed, det patriarkalske og autoritært tænkende samfund, måske store dele af den sociale orden.
Man øjnede et nyt, muligt mere ustyrligt individ, der også ret hurtigt, ledsaget af Første Verdenskrigs turbulente kulturchok og en fremvoksende socialisme, kunne have revolutionære perspektiver. Endog tidens antisemitisme kom i spil, medens forfattere begyndte at skrive i et anderledes strømmende sprog, og surrealisterne inspireredes til at male underbevidsthedens virkelighed.
Freuds ideer blev en art prisme for opbrud og afsløring. De kiggede bagom og nedenunder på en måde, der ofte er formuleret sådan, at modstand mod psykoanalysen netop var bevis for dens berettigelse. Selv blev han en problematisk helt, konservativ kulturfilosof og ærekær hanelefant, der krævede loyalitet over for sin bevægelse.
Løbende kan læseren forfølge to hovedspor, som det måske mest konsekvent stimulerende i bogen: dels hvordan videnskab kan skilles fra tankespind, dels hvordan videnskab kan forenes med privat forretning
Men ikke meget af det, der efterfølgende blev tænkt og udviklet omkring, hvad læren om psyken kan og skal, kom uden om Freud, i medspil og mest modspil. Tumulten omkring låget, der røg af æsken, virkningen af snebolden, der begyndte at rulle, historien er langt fra ukendt, men det er og bliver en af 1900-tallets helt vigtige historier.
Mange personer viste sig gode til at finde både finansieringskilder til universitetsforskningen og markedet for privatpraktiserende terapeuter. Det blev efterhånden til tre retninger:
Den psykoanalytiske, der byggede på sprog og gik efter indsigt. Den arbejdede fortidsrettet og forklarende omkring det ubevidste og skjulte med en patient og en ret distanceret terapeut.
Den adfærdspsykologiske, der sigtede på at træne forbedringer i synlig adfærd, og som var målrettet, hvordan individet kunne optimere og få succes. Den byggede langt mere på statistik, eksperimenter og evidens og trivedes især i det USA, hvor enhver skulle være sin egen lykkes smed.
Den human- eller gestaltpsykologiske, der søgte at finde og udfolde individets selv og en fremadrettet lykke- og livsbalance. Her skiftede man fra patient til klient. Terapi er for godt til kun at være for de syge! Og det udvikledes både mere kollektivt orienteret og hen imod den selvhjælpscoaching, der findes i dag. Omkring 1970, hvor udviklingen bliver mere mangfoldig, slipper forfatteren her sit stof.
Løbende kan læseren forfølge to andre hovedspor, som det måske mest konsekvent stimulerende i bogen: dels hvordan videnskab kan skilles fra tankespind, dels hvordan videnskab kan forenes med privat forretning.
Videnskabsfortællinger
Steve Ayan er psykolog, redaktør og videnskabsformidler, kyndig på området og rutineret, livfuldt skrivende. Han er god til at sammenfatte, pointere nye udviklinger og forskelle retningerne imellem. Han kan finde det kontroversielle, de ømme tæer, og hvornår metoderne brød grænser og tabuer. Han dyrker den stadig mere populære genre, videnskabsfortællingen.
Denne nye bog er hverken banebrydende eller udfylder noget hul
Desværre kniber det undervejs med prioritering og balance i selektionen af stof, og fremstillingsformen kan blive ujævnt detaljeret. Teorisammenfatninger veksler med små dramatiseringer, så anskuelighed nemt bliver til forvirring.
Den danske udgave
I forhold til overblikket over det væsentlige, det store indbrud, kunne der være sparet på nogle detaljer. En del giver antagelig mening i Ayans tysksprogede område, men i en dansk sammenhæng kunne 50-60 sider færre have været en gevinst, selv om et forlag kun vanskeligt kan skære i en indkøbt bog.
Den udmærkede danske oversættelse har de omhyggelige noter og den brede litteraturliste med, men et sagregister og især et personregister havde været nyttigt, især fordi mange overskrifter inden for kapitlerne er ret uigennemsigtige.
Dertil er den danske titel ret uforståelig i forhold til den tyske Seelenzauber, altså trylleri med sjæle, som direkte spiller på dobbelthed, dels overraskende ekvilibristisk ny viden, dels taskenspilleri og retorik, indbildning og forførelse. Denne bogs vigtige dobbelthed er væk. Og hvorfor så lige arkitekter?
Oversigt til inspiration
Danmark er godt dækket på dette fagområde, også fordi psykologi er et stort uddannelsesfag, herunder i det almene gymnasium. Man kan komme langt via blot et folkebiblioteks bredt tilgængelige bøger om de forskellige retninger, videnskabshistorie, biografier om betydelige skikkelser etc.
Så denne nye bog er hverken banebrydende eller udfylder noget hul, og uden systematik nok til undervisningsbrug lander den som en tilgængelig oversigt for den interesserede læser, en velment og underholdende videnskabsintroduktion. Begynd gerne med de seks sider Efterord! De unge ansøgere til psykologistudiet kan løbe den igennem som inspiration og som belæg for, at der bliver nok at tage fat på. Omkring håbet om det hele menneske.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og