EU // KRONIK – “Du kan bruge Finlands EU-formandskab i 2027 til at tvinge reformerne igennem, eller du kan lade EU gå i opløsning. Du forstår problemet. Det ved jeg. Krisen tvinger dig til at vælge. Mit håb er stort,” skriver økonom og forfatter Morten Kvistgaard i et åbent brev til Finlands præsident Aleksander Stubb. Morten Kvistgaard opfatter den finske præsident som den mest oplagte til at gennemføre de reformer, der kan gøre EU handlekraftigt og relevant.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
København, den 6. april, 2026
Kære Aleksander
Ja, tillad mig at bruge dit fornavn. Jeg tror, jeg kender dig, og ved, hvad du står for. Du er et fyrtårn. Ikke på grund af dine 188 cm, men på grund af meget andet, som jeg vil skrive om her i brevet. I Davos ved World Economic Forums årlige møde lagde den canadiske premierminister Mark Carney ikke skjul på, at han bygger sin højt roste politik på dit dogme: Værdibaseret realisme. Du taler om balancen mellem idealisme som menneskerettigheder og liberalt demokrati på den ene side og magtpolitik som sikkerhed og økonomiske interesser på den anden.
Behovet for en ny balance er kommet snigende siden Putins tale i den russiske nationalforsamling i 2005, men stod oplyst i flammer, da Rusland invaderede Ukraine i 2022, og blev hugget i sten, da Trump blev genvalgt til præsident i USA i 2024.
Vi har andre store ledere: Macron, Meloni, Merz, Mette, men ingen af dem har et stærkt folkeligt mandat, som du har. Tværtimod
Det kom som et chok for mange af os, og nu kan vi se skriften på væggen, hvis vi ikke havde ryggen mod muren. Men det har vi: Sikkerhedspolitisk, teknologisk og økonomisk, og det er derfor, jeg skriver til dig, Aleksander. Vi har andre store ledere: Macron, Meloni, Merz, Mette, men ingen af dem har et stærkt folkeligt mandat, som du har. Tværtimod. Derfor har jeg brug for sådan en som dig. En europæisk leder, der med legitimitet kan, vil og tør sætte kursen for den næste fase i EU’s og i Europas udvikling. Du er manden.
Sikkerhedspolitiske modsætninger
Lad mig forklare mit ærinde med Hegels dialektik. Tesen er EU’s kerneværdier som udgangspunkt. EU har altid været værdibaseret som betingelse for medlemskab. Demokrati, retsstat, menneskerettigheder er ikke-forhandlingsbare principper. Logikken er, at EU skal sikre, at alle medlemmer – nye som gamle – deler og fastholder disse normer.
Antitesen udgøres af de aktuelle sikkerhedspolitiske modsætninger. Geopolitisk pres fra Rusland har gjort sikkerhed og stabilitet i Europa til en akut prioritet. EU kan ikke ignorere Ukraines og andre landes strategiske betydning, selv om de ikke opfylder EU’s kriterier. Det skaber et dilemma: Skal EU prioritere sikkerhed over fuld overensstemmelse med kerneværdierne?
Logikken er her, at sikkerhedsinteresser tvinger EU til at se gennem fingre med visse kriterier for at undgå ustabilitet og indblanding fra Kina og Rusland. Trump presser os på handel og ordentlighed. Men samtidig underløbes EU også internt af nationalistiske strømninger. Ungarn og Slovakiet udnytter krisen til egen vinding, værdimæssigt og økonomisk, men også Frankrig og Tyskland har samme udfordringer.
Syntesen er den nye dynamiske balance mellem værdier og realpolitik, hvor EU integrerer begge perspektiver i en ny tilgang. EU introducerer gradvis udvidelse med forstærket samarbejde eller associeret medlemskab for lande, der ikke er klar, men som er kritiske for sikkerheden. De strategisk vigtige Ukraine og Moldova fik kandidatstatus i 2022 på trods af korruptionsproblemer.
Du har personlig autoritet som tidligere EU-kommissær. Du kender EU-institutionernes svagheder, herunder beslutningsprocesserne. Du har som præsident et solidt folkeligt mandat fra et land, hvor dette at tage den med ro, gå i sauna og tage et koldt bad bagefter er det bedste middel mod overilede beslutninger. Selvfølgelig med en kniv i ærmet
EU bruger økonomisk støtte og politisk dialog i udvidelsesprocessen til integration af kandidatlandene i stedet for at vente på fuld overensstemmelse med EU’s regelgrundlag. Kerneværdierne opretholdes som mål, men prioriteringen justeres. Der fokuseres først på sikkerhedsrelevante reformer som udenrigspolitik og grænsekontrol og senere på demokratiske institutioner. Og i samme proces køber EU sig til loyalitet fra blokeringsivrige lande som Ungarn. Men er det den endelige syntese? Krisens endelige udfaldsrum? Eller er det slutspillet mellem tese og antitese?
EU’s institutioner er bygget på idealisme om retsstat, ligestilling og ikke mindst konsensus og slet ikke på magtpolitik. Du ved om nogen, at EU ikke kan levere realisme i form af hurtige beslutninger om deklarationer, sanktioner eller militær støtte, fordi unionen er designet til at forhandle, ikke til at agere hurtigt. Derfor mødes den værdipolitiske tese af en antitese om sikkerhedspolitik eksternt og om nationalstatens og autokratiets egennyttige økonomiske og politiske magt internt.
Modsætningerne skærpes: På den ene side de centripetale kræfter, der trækker sammen og som vil et EU med en værdipolitisk kerne, og på den anden side centrifugalkræfterne, der vil opløse EU og sende medlemslandene alene og forsvarsløse ud på savannen til de fritgående rovdyr. Hegel ville sige, at syntesen er uundgåelig, men dens form afhænger af kampudfaldet. Jeg er helt enig. Men hvilken syntese, Aleksander? Her er det, jeg har brug for dig. Syntesen kan have flere former alt efter, hvordan vi agerer. Her er to radikale af slagsen. Enten et lagdelt EU, nærmest som et løg. Eller et EU som en tom skal, måske som en nedfalden valnød.
Syntesen som et lagdelt EU er en union med flertalsafgørelser og dyb integration i en kerne omringet af lag med forskellige grader af medlemskab. Kernen kan bestå af de nordiske og baltiske lande, Holland og Irland med fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, migrationspolitik og flertal for udvidelse, hvis du sætter dig i spidsen for den koalition, Aleksander.
Koalitionen vil have mere end 20 pct. af stemmevægten i EU, og den vil have tilstrækkelig økonomisk og politisk magt til at sætte retningen. Frankrig, Tyskland, Benelux og måske Polen kan vælge at følge efter, men kan også blive i en indercirkel, fordi de er politisk splittede og økonomisk svage. Mellemcirklen vil bestå af Sydeuropa, Østeuropa og Balkanlandene med adgang til det indre marked, men ikke med stemmeret i kernebeslutninger.
Syntesen med EU som en tom skal vil være et EU som en administrativ maskine uden politisk indhold
Endelig vil der være en ydercirkel med landene fra Vestbalkan, Ukraine og Moldova med associeret status, og ikke fuldt medlemskab. Vi bevarer EU som en geopolitisk aktør, baseret på en forfatningsmæssig revolution ved afskaffelse af enstemmighed på alle vigtige områder. Men revolutionen er risikabel. Det er revolutioner ofte, og et kollaps kan være konsekvensen. Men kollapset kommer også, hvis vi intet gør.
Syntesen med EU som en tom skal vil være et EU som en administrativ maskine uden politisk indhold. Budgetforhandlingerne for perioden 2028-2034 vil ende i minimale fællesnævnere, mens alt andet håndteres nationalt eller i bilaterale aftaler. Konsekvensen er, at EU mister indflydelse eksternt over for USA, Rusland og Kina og bliver irrelevant for borgerne internt.
Reform eller død
Og nu kommer jeg igen tilbage til dig, Aleksander. Jeg tror nemlig, at du muligvis er den eneste leder i EU, der kan stå i spidsen for en syntese, der sikrer fællesskabets overlevelse, og at EU kan bestå som en central spiller i den internationale magtkamp. Du nævner meget konkret i din bog The Triangle of Power, at vetoretten i FN’s sikkerhedsråd har gjort rådet ligegyldigt.
Der er altid et veto i vejen for deklarationer og for handling. Og det ved vi godt. Vi har set mange eksempler på det i historien. Jugoslavien gik i opløsning, fordi princippet om vetoret umuliggjorde en konsensusbaseret re-orientering af en føderal republik i økonomisk og politisk krise.
Vi ser det i Bosnien, hvor vetoretten forhindrer opbygningen af en funktionel stat for at beskytte mindretallene mod nye overgreb. Vi så det i Nato, hvor Ungarn og Tyrkiet var længe om at lade sig købe til accept af Finland og ikke mindst Sverige som medlemmer. Og vi ser det i EU.
I alle tilfælde er vetoretten indført for at beskytte de svage. Det går godt, så længe der er enighed om indhold, form og retning, men når krypten er tom værdipolitisk, sikkerhedspolitisk og økonomisk, er sagen anderledes. Så bliver vetoretten en blokering for fremskridt. Den bliver et værktøj i hænderne på dem, der ikke vil ændre systemets kalfatring, fordi den er til deres egen fordel, selv om systemet er fra i går og nødvendigvis skal fornyes for at møde nu- og fremtidens udfordringer.
Du skriver, at multilaterale institutioner enten reformerer eller dør, at FN’s Sikkerhedsråd er et eksempel på det første, og at EU ikke behøver at blive det næste. Det er jeg helt enig i. Men alligevel taler du ikke om EU som en løsning. Og det går ikke, Aleksander. Vi er nødt til at arbejde for en syntese, der forener og beriger EU og Europa og ikke splitter os.
For mig at se er du den rette til at lede den kamp. Du har personlig autoritet som tidligere EU-kommissær. Du kender EU-institutionernes svagheder, herunder beslutningsprocesserne. Du har som præsident et solidt folkeligt mandat fra et land, hvor dette at tage den med ro, gå i sauna og tage et koldt bad bagefter er det bedste middel mod overilede beslutninger. Selvfølgelig med en kniv i ærmet. Det er klart, også når man betænker Finlands historie med Rusland. Du kan samle bred opbakning. Du er folkelig og med et acceptabelt golfhandicap.
Du står for Nordisk-Baltisk enhed (NB8). Vi har ingen blokeringslande i EU’s NB-gruppe, modsat Visegrád-gruppen med Ungarn og Slovakiet eller som i Sydeuropa. NB-samarbejdet er stærkt, økonomisk, sikkerhedspolitisk og værdimæssigt. Du kan også trække Holland og Irland ind i kernegruppen, der vil sammenhængskraften og ikke opløsningen.
Handlekraft er nødvendig
Du peger på, at vetoret i Sikkerhedsrådet gør FN handlingslammet. Samme logik gælder i EU: Ungarns veto mod Ukraine-støtte. Bulgariens veto mod Nordmakedoniens EU-medlemskab. Og mange andre. Konsensusprincippet blev indført for at forhindre, at store lande dominerede i EU, og at små lande som Danmark ikke blev kørt over af Tyskland eller Frankrig. Princippet forudsatte, at alle ville et stærkere EU.
Men når nogle lande aktivt vil svække EU, bliver konsensus brugt til sabotage. Konsekvensen er, at EU mister legitimitet, fordi EU ikke kan handle, når det gælder. Din pointe er, at enstemmighed ikke længere er en garanti for retfærdighed. Det er en garanti for lammelse. Hvis vi ikke reformerer beslutningsprocessen, vil systemet kollapse.
Din FN-kritik er hovedargumentet for afskaffelse af enstemmighed på kerneområderne i EU. Det er indenfor økonomi ved budgetforhandlingerne 2028-2034, forsvar som ved våbenleverancer til Ukraine, udenrigspolitik ved sanktioner mod Rusland, blokeringer mod EU-udvidelsen, veto mod at indefryse fondsmidler til illoyale medlemmer.
Den geopolitiske timing har vist, at europæisk handlekraft er nødvendig. Vi står ved en historisk skillevej, Aleksander. Et dialektisk vendepunkt
Du skal erstatte vetoret med afstemninger med et kvalificeret flertal, som allerede gælder inden for andre områder. Din NB-koalition skal gå forrest med offensiv brug af EU-traktatens princip om forstærket samarbejde, når vetoretten ikke kan afskaffes netop i kraft af vetoretten. Jeg tror, at andre lande vil følge efter ind i kernen, fordi handlekraften ligger der. Ikke uden for kernen. Hvis ikke EU reformeres, ender vi som FN, hvor blokeringsivrige lande som Ungarn spiller samme rolle som deres russiske venner i Sikkerhedsrådet.
Den geopolitiske timing har vist, at europæisk handlekraft er nødvendig. Vi står ved en historisk skillevej, Aleksander. Et dialektisk vendepunkt. Vores tese om konsensus-idealet som beskyttelse af mindretal møder sin antitese: At konsensus benyttes som vetoret af lande, der vil underminere EU’s kerne med angreb på retsstatsprincipper, økonomisk fordeling, migration og udvidelse. Syntesen er enten reformer, ja, måske en revolution, der bryder konsensus, eller EU’s katastrofale kollaps.
Dine valgmuligheder er, om du vil være mit fyrtårn og den leder, der reformerer EU ved at bruge NB-gruppen som foregangskoalition og pressionsmiddel: Kom med os, eller vi går alene. Du kan bruge Finlands EU-formandskab i 2027 til at tvinge reformerne igennem, eller du kan lade EU gå i opløsning. Du forstår problemet. Det ved jeg. Krisen tvinger dig til at vælge. Mit håb er stort. Det er derfor, jeg har skrevet til dig, kære Aleksander.
Med venlig hilsen
Din danske fan
Morten Kvistgaard
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og