Station Nation

Nation Station leverer basale ydelser i et Libanon på kanten af kollaps

i Internationalt/Mellemøsten af
LIBANONS KRISE // REPORTAGE – Hvad der begyndte som et improviseret tiltag efter eksplosionen i Beiruts havn, er i dag en etableret organisation, der hjælper lokalsamfundets borgere med mad, husly, medicin og omsorg. Nation Station udfylder statens rolle i et Libanon, der er på kanten af totalt kollaps.

BEIRUT – På en bakket gade i Beiruts Geitaoui-kvarter ligger det, der engang var en tankstation. En faldefærdig bygning, hvis vægge blev sprængt i stykker af den store eksplosion i den libanesiske hovedstad den 4. august 2020. Da havde tankstationen allerede været forladt i tre år, men siden har den fået nyt liv.

En flok naboer og venner, alle unge mennesker, fra kvarteret samledes på den forladte tankstation dagen efter den voldsomme eksplosion, der efterlod 300.000 mennesker uden husly, dræbte over 200 og sårede mange tusinde.

Ingen af grundlæggerne havde regnet med, at stedet stadig ville eksistere den dag i dag over 10 måneder efter eksplosionen. Ingen kunne forudse, præcis hvor grelt situationen i det lille mellemøstlige land ville udvikle sig

”Vi anede ikke, hvad der skete og snakkede om, hvad vi kunne gøre. Så fik en af os en idé. Alt var lukket – supermarkeder og restauranter – og vi tænkte, at mad ville være den første måde at hjælpe folk på. En af os har et økologisk landbrug uden for byen, så han kom med kasser med grøntsager, og resten af os gik sammen om at lave mad hjemme, som vi tog ned til tankstationen og begyndte at dele ud til alle, der kom forbi, ligesom: ’Her, tag mad, vær sød at spise, tag nogle grøntsager med dig, bare tag, hvad du har brug for,” fortæller Joséphine Abou Abdo, der sammen med sin mand var med fra begyndelsen.

Joséphine Abou Abdo snakker med en af de ældre brugere, der er kommet forbi Nation Station for at hente sin mad. Tre gange om ugen laver organisationen 250 måltider til beboere i kvarteret. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

”Langsomt blev det et samlingspunkt for folk, der havde brug for hjælp, frivillige, naboer – alle kom forbi. Vi blev flere og flere – efter en uge var vi 30-40 fremmede, der arbejdede sammen, og vi modtog donationer, hvor folk kom forbi og læssede pakker af med mad, bleer, mælk, vand. Vi var så overvældede.”

Behovene voksede

Sådan blev Nation Station født, men ingen af grundlæggerne havde regnet med, at stedet stadig ville eksistere den dag i dag over 10 måneder efter eksplosionen. Ingen kunne forudse, præcis hvor grelt situationen i det lille mellemøstlige land ville udvikle sig.

”Hør … Jeg er designer – jeg anede intet om humanitært arbejde, og jeg troede, at det ville drive over efter en måned, og jeg ville vende tilbage til mit andet arbejde, men behovene blev bare større. Ikke kun på grund af eftervirkningerne efter eksplosionen, men også på grund af konsekvenserne af det virkelig korrupte politiske situation – på grund af alt, faktisk, og det bliver bare værre dag for dag … ” siger den 30-årige Joséphine Abou Abdo.

Libanon er et land i opløsning. Inflationen har kurs mod stjernerne og udhuler dag for dag befolkningens opsparing. Den officielle kurs er 1.500 libanesiske pund for 1 amerikansk dollar – bankerne giver dig 3.900 pund, men på det sorte marked får du i skrivende stund over 15.000 pund. For et halvt år siden var den 7.000 pund, og lige nu stiger den hurtigere end før.

I modsætning til andre organisationer eller politiske partier, der kun hjælper særlige religiøse grupper, eller ikke hjælper syriske eller palæstinensiske flygtninge, så diskriminerer vi ikke. Vi ønsker at hjælpe alle, der hører til i dette lokalsamfund

Manglen på købekraft har skabt efterspørgsel på alt lige fra mad, elektricitet, medicin, benzin. Situationen var i forvejen alvorlig, men er eskaleret yderligere og med rekordfart siden den 4. august, hvor et pakhus på havnen sprang i luften og tog store bidder af byen med sig. Læg dertil, at Libanon ikke har haft en regering siden få dage efter eksplosionen, hvor den siddende regering gik af. Men selv hvis der var en regering, ville det ikke gøre nogen forskel. Den politiske elite har i årtier udplyndret landet og stukket milliarder af dollars i egen lomme, og nu står befolkningen fuldstændig overladt til sig selv – og hinanden.

Det er her, Nation Station kommer ind i billedet. Det, der blev skabt ud af nød som et midlertidigt initiativ, har i dag vokset sig større og varetager på mange måder den funktion, som den libanesiske stat i årevis har unddraget sig.

250 måltider per dag

Hjertet i Nation Station er stadig folkekøkkenet.

Det er indrettet i tankstationens gamle bilvask, der er blevet totalt ombygget og sat i stand til formålet. Der er kommet fliser på væggene, tre komfurer, arbejdsborde og en plastikreol med store bøtter med krydderier. Langt størstedelen af inventaret i køkkenet har de fået forærende – ovnen, blandt andet, der er malet med en drabelig mund og monsterøjne – andet har de købt for de penge, der er kommet ind i donationer.

Tre dage om ugen – mandag, tirsdag og fredag – laver og leverer køkkenholdet mad til folk i kvarteret. 250 måltider i alt.

På denne mandag formiddag har klokken passeret 11, og der er fuld aktivitet. En ung fyr står og vasker op, et par kvinder er i gang med at skære agurker og ordne salat, mens chefkokken, Karim Al Abdallah, er i sving ved komfurerne sammen med Norma Karam, en ældre dame fra kvarteret, der præsenterer sig som ”alles mor” – ”jeg kan godt lide at være mor,” siger hun med et smil.

Norma Karam er beboer i Geitaoui-kvarteret og er en af dem, der får betaling for sit arbejde. Bag hende står chefkokken, Karim Al Abdallah. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Klokken 12 skal maden være færdig. Menuen i dag står på salat og ris med kylling og grøntsager.

Den lille Norma Karam har trukket en plastikskammel hen til gryderne, så hun kan se at røre i dem og smage til. Det er hende og Karim Al Abdallah, der har ansvaret for maden, og det er også dem, der står for at holde styr på det lille lager, de efterhånden har fået op at stå, hvor doneret og indkøbt mad fylder metalreoler langs væggene.

Karim Al Abdallah har været med stort set siden begyndelsen. Ligesom så mange andre gik han rundt og hjalp med at rydde gaderne efter eksplosionen og kom forbi den forladte tankstation.

”Jeg hjalp dem med at uddele mad og vand, og den næste dag kom jeg tilbage – jeg kunne godt lide at være her, og så er jeg bare blevet.”

Ved siden af sit arbejde i Nation Stations køkken arbejder han som kok på en almindelig restaurant, og i dag, når han er færdig, skal han direkte derhen og arbejde til klokken 10-11 stykker i aften.

Ingen diskrimination

I første omgang hjalp Nation Station med det helt basale: Mad, vand og husly. Joséphine Abou Abdos mand, der er arkitekt, satte gang i en afdeling for istandsættelse af de smadrede huse. En anden nabo, italienske Irene Vlad, satte sig for at opbygge en klinik, hvor kvarterets borgere, hvoraf omkring 80 procent er ældre, kunne få medicin og lægehjælp.

Da det gik op for gruppen, at behovet for hjælp ikke døde ud, forstod de, at de måtte organisere sig. De skabte en dataafdeling, der udviklede et omfattende spørgeskema – et såkaldt CRM, customer relationship management – som de efterhånden har brugt til at vurdere behovet i 2.000 husstande: Hvor mange bor i husstanden? Er der nogen indtægt, og hvis ja, hvor stor? Er der brug for mad, vand, lægehjælp, eller der andre behov?

Dataafdelingen føder ind i Nation Stations andre afdelinger, så de hver især kan målrette deres hjælp. Udover at de kun hjælper folk, der bor i Geitaoui-kvarteret, hvor Nation Station ligger, er der ingen begrænsninger for, hvem de hjælper, og det, siger Joséphine Abou Abdo, gør organisationen unik:

”I modsætning til andre organisationer eller politiske partier, der kun hjælper særlige religiøse grupper, eller ikke hjælper syriske eller palæstinensiske flygtninge, så diskriminerer vi ikke. Vi ønsker at hjælpe alle, der hører til i dette lokalsamfund.”

Paul Guillot er franskmand og har været frivillig på Nation Station siden september. Her viser han den kommende køkkenhave frem på taget af den tidligere tankstation. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Et slag på tasken er, at Nation Station over de sidste ti måneder har hjulpet mere end 3.000 individer – det tæller både dem, Nation Station direkte har støttet på den ene eller anden måde, og dem, som de har henvist til andre ngo’er i Beirut, der laver lignende arbejde.

Et generationssammenstød

Udover køkkenet og dataafdelingen, er Nation Stations lægeklinik i dag oppe at køre. Her kan beboerne blive tilset af en læge – noget, mange af dem ikke er blevet i årevis – får psykologisk bistand, hvilket især mange af børnene har brug for efter den traumatiserende eksplosion – og få adgang til medicin, som der er akut mangel på grund af den finansielle situation. Især medicin mod kroniske sygdomme som diabetes, hvilket mange af de ældre i Geitaoui lider af.

Oppe på taget af tankstationen er en gruppe frivillige ved at starte et køkkenhaveprojekt op, et radiostudio er næsten færdigt, filmaftner er for nylig tilføjet programmet, og derudover har Nation Station arrangeret kurser i thaiboksning for både brugere og frivillige, ligesom et yogakursus er på vej.

Paul Guillot er franskmand og har været frivillig på Nation Station siden september. Som kommunikationsstuderende kom han oprindeligt med en blok og et kamera for at skrive om initiativet, men han blev hængende og engagerede sig.

”Det er et socialistisk sted, forstået på den måde, at der ikke er nogen der bestemmer. Hvis du kommer og tager initiativ til noget, er der ikke nogen, der stopper dig – folk her gør, hvad de kan, og giver, hvad de har,” siger han, mens han viser tankstationen frem, der er blevet sat nødtørftigt i stand.

Han oplever også, hvordan Nation Station kommer hele lokalsamfundet til gode. Alle frivillige køber deres kaffe hos bageren på den anden side, og nu er kvinden, der ejer bageriet, begyndt at nægte at tage imod penge, ligesom alle køber taletid hos Faisal, der ejer en elektronikbutik to huse væk, og som kommer med donationer og leverer ting til Nation Station.

”Nation Station påvirker hele lokalsamfundet – folk hilser på og kender hinanden. Man lever ikke bare side om side, men omgås hinanden,” siger han.

Det tætte forhold med lokalsamfundet og brugerne er også noget af det særlige, Joséphine Abou Adou, der selv bor på vejen modsat Nation Station, fremhæver ved Nation Station.

”Det, der gør os anderledes, er også, at vi er græsrødder. Der er ikke nogen erhvervstilgang – vi er supergræsrødder, og vi bor alle sammen her i området,” siger hun.

”Andre organisationer får for eksempel mad og donationer leveret fra større ngo’er, men vi har skabt et tæt og direkte forhold til brugerne. De kommer for at hilse på og se, hvad der er på menuen i dag. Vi forsøger at skabe et familieforhold, hvor vi hjælper hinanden. Det er fantastisk og virkelig en styrke.”

Der er cirka 30 faste frivillige, der har deres daglige gang på Nation Station, og dertil kommer de mere løse frivillige, der kommer i ny og næ eller for kortere perioder ad gangen. Overordnet set er det en ung flok, mellem 28-32, og der er mange generationsmæssige sammenstød mellem de unge aktivister og den ældre gruppe, der udgør brugerne.

”Brugerne har oplevet borgerkrigen; de har en anden mentalitet, der er præget af mere racisme, og vi forsøger at påvirke dem, men det er rigtig svært.”

Hvad er det, der er svært?

”Det er svært at få dem til at komme og være med til at skabe dette sammenhold. At få dem til at acceptere, at vi er her for at hjælpe og ikke forventer noget retur – at vi ikke vil sælge deres data eller afkræve dem at stemme på en særlig politiker. Det er svært, men vi begynder langsomt at vinde deres tillid.”

Nation Station
Hjertet i Nation Station er folkekøkkenet, som er indrettet i tankstationens ombyggede bilvask. Langt det mest inventar er doneret. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Støtte, ikke almisser

Fra begyndelsen har gruppen bag Nation Station vidst, at de ikke ønskede at gøre brugerne afhængige af deres hjælp, og grundstenen i organisationen er derfor ”empowerment over charity” – altså at støtte borgerne frem for at give dem almisser.

”Vores motor har hele tiden været, at vi blev nødt til at bidrage til folks selvstændighed snarere end bare at give dem hjælp og mad. Derfor bliver vi nødt til at finde en mere bæredygtig model, hvor vi i endnu højere grad involverer resten af samfundet og etablerer et tilhørsforhold.”

Gennem de sidste ti måneder har de modtaget private donationer, og støtte fra forskellige fonde. Det har også gjort det muligt for dem at aflønne de faste folk, der udfører et aftalt job, et lille månedligt beløb svarerende til deres indsats.

Efterhånden som månederne er gået, er der kommet mere og mere system i tingene, og muligheden for at kunne betale er blot et enkelt bevis på dette.

En lille kommunikationsafdeling er også kommet op at stå, hvor en fransk kommunikationspraktikant arbejder på at lave en fransk version af organisationens kampagne på Gofundme for at øge fundingen fra private i udlandet.

Lige nu kører Nation Station på et bidrag fra franske Fondation de France, der går frem til årsskiftet. Målet med donationen er at installere fælles tag-køkkenhaver og sikre folkekøkkenets videre overlevelse ved at gøre det finansielt bæredygtigt. Det betyder, at køkkenholdet har kastet sig ud i catering, og hver anden torsdag åbner de dørene til en aperitif-aften, hvor gæster for 40.000 libanesiske pund – altså under 2,5 dollars på det sorte marked – får serveret lækker mad og drikkevarer.

Det er taget godt imod, og aftnerne er fuldt bookede.

Elektrisk udbringning

Klokken 12 begynder de første brugere at dukke op med deres tupperware og støttet til stokke og rollatorer. Det går tjept ved disken i den gamle bilvask, hvor bøtterne fyldes med ris, sovs og salat, hvorefter de rækkes tilbage over disken. Ved siden af ved et andet bord, pakkes de måltider, som skal bringes ud – flere af de ældre brugere er gangbesværede og har ikke selv mulighed for at komme og afhente deres måltid.

En kvinde venter på, at hendes plastikbøtter bliver fyldt med dagens ret: Ris med grøntsager og kylling og dertil salat. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

På endevæggen ved disken, hvorfra teamet serverer maden, hænger en whiteboard med oversigten over, hvem der skal have mad, og hvor mange måltider der skal hvorhen, og efterhånden som det rette antal måltider er pakket, krydser en af de frivillige rutineret af på tavlen, der langsomt fyldes med røde v-tegn.

Imens gør udbringningsgruppen sig klar. På bagsiden at Nation Station står en række en gule elektriske scootere, som den canadiske virksomhed Loop har doneret, og som en flok frivillige unge franskmænd springer på, når de skal ud på deres runde med maden pakket i boksen bagpå. Sammenligningen med Wolt-bude ligger lige for – her er det bare ikke sultne københavnere, der venter, men ældre, enlige borgere, der har mistet alt.

52 udbringningsstop venter forude for den lille flok, der i højt humør svinger ud fra stationen med boksene fulde af varm mad.


Læs mere om Nation Station på organisationens Facebookside og hjemmeside. Hvis du vil støtte initiativet, kan det gøres via Gofundme.


Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.


Topillustration: En tidligere tankstation i Beirut syner ikke af meget, men er blevet centrum for en hel bydel. Foto: Gerd Kieffer-Døssing

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Gerd Kieffer Døssing (f. 1986) er journalist og cand.mag. i Afrikastudier. Gennem mere end ti år har hun skrevet om og fra lande uden for den vestlige hemisfære med en forkærlighed for det frankofone Vestafrika, hvor hun også har boet og arbejdet ad flere omgange.
Særlig viden: Vestafrika, Sahel, medieudvikling, global pressefrihed, dansk udviklingsarbejde
Nørdviden: Panafrikanisme, Senegal, Thomas Sankara, sociale bevægelser i Afrika
Gerd arbejder som journalist og redaktionssekretær på Globalnyt og er ved siden af soloselvstændig i sin virksomhed Sprogsans (www.sprogsans.nu). Kontakt Gerd via LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/gerdkieffer/

Seneste artikler om Internationalt