ISRAEL // ANALYSE – Meget kan tyde på, at Iran gennem sit direkte angreb på Israel navnlig søgte at eskalere den allerede sprængfarlige situation i det sydlige Libanon. Jordan har spillet en nøglerolle. Det skriver Hans Henrik Fafner i denne analyse af situationen efter nattens angreb på Israel, der kan komme til at styrke Netanyahus greb om magten.
TEL AVIV – Straks efter det israelske angreb den 1. april på Irans konsulat i Damaskus blev hele regionen sat i alarmberedskab. Syv mennesker omkom i den sønderbombede bygning. Blandt dem var Reza Muhammed Zahedi, som var øverstkommanderende for Quds-styrkerne i Syrien og Libanon, og fra iransk side kom reaktionen prompte: Ledelsen i Teheran satte forsvaret i højeste beredskab, og desuden lød det, at Israel ville kunne forvente en gengældelse.
Irans svar kom natten til søndag, da styret i Teheran sendte store mængder droner og missiler mod Israel. Det nøjagtige antal kender vi ikke, men flere kilder sætter det til over 300.
Fordi dette også er en del af hele det regionale konfliktmønster, havde de fleste nok tvivlet på, at Iran på denne måde ville angribe Israel direkte
Op mod 99 pct. af det iranske skyts nåede aldrig deres mål. Ingen af missilerne nåede frem, og kun et begrænset antal droner ramte noget. I det sydlige Israel blev en 7-årig pige fra en beduinlandsby – altså fra landets arabiske mindretal – hårdt såret af brudstykker fra en sønderskudt drone, og en anden rettede materiel skade i en israelsk militærlejr.
En meget stor del af dronerne og missilerne blev nedskudt af amerikanske og britiske enheder, primært i irakisk luftrum, og så var det bemærkelsesværdigt, at Jordan – som også ligger på ruten mellem Iran og Israel – engagerede sig meget aktivt og nedskød et stort antal.
Det er nok især dette, der i løbet af natten fik det iranske styre til at meddele, at angrebet hermed var afsluttet, og at Iran nu forholder sig i ro – dog på betingelse af, at Israel gør det samme.
Stedfortræderkrigene
Dette er det overordnede forløb. Israel har ikke på noget tidspunkt taget ansvaret for angrebet på ambassaden i Damaskus, men dette er der i og for sig ikke noget nyt i. Der har tidligere været en række lignende tilfælde, som har fremkaldt lignende trusler om gengældelse fra Iran, og det har man stort set kunnet betragte som det spil mellem de to lande, som efterhånden har kørt i mange år.
Men her er situationen en anden. Det hele er sket under indtryk af Gaza-krigen, som nu har stået på i mere end et halvt år. Næsten lige fra start har Iran givet retorikken mod Israel en skarpere tone, men fordi dette også er en del af hele det regionale konfliktmønster, havde de fleste nok tvivlet på, at Iran på denne måde ville angribe Israel direkte, hvilket da også er første gang nogensinde.
Derfor er det særlig interessant at se, hvordan Iran siden Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober sidste år især har deltaget i konflikten gennem sine regionale stedfortrædere. En af dem er houthierne i Yemen, som tidligt begyndte at sende iransk-producerede droner mod Israel og indledte en beskydning af civil skibstrafik på vej gennem Det Røde Hav til eller fra Israel.
Houthierne er i forvejen støttet af Iran i den blodige krig i Yemen, som har kostet mere end 300.000 civile menneskeliv. Her står de over for Saudi-Arabien, som på samme måde fører stedfortræderkrig ved at støtte det yemenitiske styre i kampene mod houthierne.
Næsten samtidig med at Israel indledte sit store angreb på Gazastriben, intensiveredes spændingerne mellem Israel og Hizbollah
Den samme form for iransk stedfortrædertilstedeværelse finder sted i Libanon, hvor iranerne i årevis har støttet den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse. Det var nok Hizbollah, som tydeligst reagerede på Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år.
Næsten samtidig med at Israel indledte sit store angreb på Gazastriben, intensiveredes spændingerne mellem Israel og Hizbollah. Det kom hurtigt til gensidig beskydning hen over grænsehegnet, og både i Libanon og i Israel blev store dele af civilbefolkningen evakueret fra den umiddelbare konfliktzone.
I Israel drejer det sig om op mod 100.000 mennesker, og flere civilsamfund i umiddelbar nærhed af grænsehegnet har fået karakter af militærforlægninger.
Fra begge sider af denne ulmende konflikt har der dog hele tiden været et tydeligt ønske om en lavintensiv styrkeprøve. Mens Gazakrigen var på sit dramatiske højeste, ønskede den israelske Netanyahu-regering tydeligvis ikke at åbne en ny front mod Hizbollah, som råder over et langt større raketarsenal og en mere potent slagstyrke, end Hamas på Gazastriben nogensinde har gjort.
Hizbollah har også forholdt sig tøvende. Bevægelsen har flere gange været i militær konfrontation med Israel. Mest markant var krigen i 2006, som førte til omfattende ødelæggelser i det sydlige Libanon, og det er tydeligt, at bevægelsen ikke umiddelbart ønsker en tilsvarende konfrontation.
Libanon befinder sig fortsat i alvorlig økonomisk krise, som en krig lige nu ville sende mod nye dybder. Den libanesiske civilbefolkning tænker mest af alt på at få deres eget samfund på benene igen, og eftersom Hizbollah ikke bare er en væbnet gruppe, men mest af alt et politisk parti, ville det ikke falde i god jord, hvis bevægelsen begav sig ud i et nyt krigseventyr.
Storkrigen lader vente på sig
Meget kan derfor tyde på, at Iran gennem sit direkte angreb på Israel navnlig søgte at eskalere den allerede sprængfarlige situation i det sydlige Libanon.
Angrebet på ambassaden i Damaskus den 1. april havde jo en meget direkte forbindelse til Irans interesser, eller i hvert fald militære tilstedeværelse i Libanon, og man kan også se, at det var dér, israelerne valgte at slå igen natten til søndag. Hele natten rettede israelske jagerfly angreb på udvalgte Hizbollah-mål i nabolandet.
Hermed kan man sige, at det iranske angreb lægger sig op ad hele konfliktbilledet.
Da Hamas for et halvt år siden angreb 22 civile israelske samfund, havde bevægelsen nok ingen forestillinger om at kunne besejre Israel militært. Men det stod ret hurtigt klart, at formålet var at sætte den palæstinensiske sag i toppen af den globale dagsorden, hvilket er lykkedes i stor stil.
Det er tydeligt, Jordan vil gå meget langt for at undgå en ødelæggende krig i regionen, og det er en af grundene til, at iranerne måske har forregnet sig
Den anden del af taktikken var at sætte brand andre steder i regionen. Dette har indtil nu været mindre vellykket. Situationen i nærområdet, altså på Vestbredden, har længe været højspændt. De radikale bosættere går langt mere hårdhændet til værks, og palæstinensiske grupper med forbindelse til bl.a. Hamas har også hævet aktivitetsniveauet, men hovedparten af civilbefolkningen viser ingen interesse i at starte en ny og ødelæggende intifada.
Nabolandene Jordan og Egypten har begge kølet relationerne til Israel ned, men fredsaftalerne fra henholdsvis 1994 og 1978 er stadig intakte. Så i Israels umiddelbare nærhed er der kun Hizbollah, som viser en vis interesse i at opretholde et vist militært pres på Israel.
Med andre ord ser det ud til, at den mellemøstlige storkrig, som mange frygter i disse tider, lader vente på sig, og dette ser man ikke mindst ved, at jordanerne tog så aktiv del i at tage brodden af det iranske angreb natten til søndag.
Selvom de, og ikke mindst det jordanske kongehus, har rettet meget skarp kritik mod navnlig Netanyahu-regeringen, er det tydeligt, at de vil gå meget langt for at undgå en ødelæggende krig i regionen, og det er en af grundene til, at iranerne måske har forregnet sig.
Ledelsen i Teheran har naturligvis været helt på det rene med, at stort set ingen af dronerne og missilerne ville nå deres mål. Det kan tænkes, at det hele skulle være en provokation, der kunne eskalere konflikten andre steder i regionen, så det i eksempelvis Sydlibanon kunne blive til fuldtonende krig.
Men da dette allerede i nattetimerne ikke så ud til at lykkes, kunne man så foretage en taktisk retræte ved at sige, at det hele var en reaktion på drabet på Reza Muhammed Zahedi, og at regnskabet hermed var gjort op.
Netanyahus trusselsscenarie
Alt dette har flyttet fokus fra Gazastriben, hvor den humanitære krise fortsat udspiller sig, og hvor Netanyahu-regeringen fastholder, at planerne om en militær offensiv mod byen Rafah stadig står ved magt.
Indenrigspolitisk har dette på den ene side kompliceret situationen for premierminister Netanyahu, der gennem et stykke tid har været under stadig stigende pres. Utilfredsheden med hans håndtering af Gaza-krigen vokser dagligt, de folkelige protester tager til, og hans koalitionsregering vakler. Hvis blot en af hans fire koalitionspartnere bryder ud af samarbejdet, falder regeringen sammen, hvilket umiddelbart ses som den største trussel mod hans fortsatte greb om magten.
I mange israeleres øjne har weekendens dramatiske udvikling kun gjort hans politiske ledelse endnu mere kritisabel.
På den anden side er der et stort segment i den israelske befolkning, som nu vil føle sig bestyrket i troen på Netanyahus ledelse. Han har i årevis talt om den iranske trussel og dermed spillet på frygt som politisk virkemiddel.
Hovedsagen i hans retorik har ofte været de iranske atomprogrammer. De har i mange år været en central del af modsætningen mellem Iran og en række vestlige stater, og i særlig grad USA.
I 2015 indgik parterne en aftale, der skulle kontrollere iranernes arbejde med at berige uran og afholde dem fra at fremstille atomvåben, men efter at Donald Trump i 2018 trak USA ud af aftalen, har det stået hen i det uvisse, hvor de iranske atomprogrammer bevægede sig hen.
I januar 2024 udsendte den amerikanske ngo Institute for Science and International Security en rapport, hvoraf det fremgår, at Iran i løbet af en uge vil kunne stå klar med sit første nukleare sprænghoved. Landet vil kunne have tilstrækkeligt med beriget uran til seks våbenenheder i løbet af en måned, hedder det endvidere, og i løbet at fem måneder vil man være oppe på tolv.
En følge af alt dette bliver, at Netanyahu nu er blevet styrket, og at den israelske protestbevægelse vil få vanskeligere ved at vælte ham af pinden
Irans hovedinteresse i at opnå status som atommagt er efter alt at dømme at kunne optræde som regional stormagt, og dette skal primært ses i forhold til hovedrivalen, Saudi-Arabien. Og så passer det fint, at Saudi-Arabien op til 7. oktober viste tegn på at ville nærme sig Israel. Derimod er det næppe sandsynligt, at iranerne vil tage et atomarsenal i brug over for Israel.
Iranerne valgte at sende droner, selv om de givetvis råder over langt mere effektive våbensystemer, og det gjorde de for ikke at blive direkte impliceret i en militær konfrontation, men samtidig for at sende et klart signal, der skulle fremprovokere reaktioner andre steder.
Dette lykkedes stort set ikke, men for Netanyahus politiske bagland – blandt hans kernevælgere og på Israels nationalistiske højrefløj – kan dette hurtigt komme til at tjene som belæg for, at han gennem årene har haft ret, når han udmalede det iranske trusselsscenarie.
På den baggrund kan en følge af alt dette blive, at Netanyahu nu er blevet styrket, og at den israelske protestbevægelse vil få vanskeligere ved at vælte ham af pinden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her