ANALYSE – I denne uge afholdes en fredskonference om Syrien i Astana, Kasakhstan på foranledning af Rusland, Iran og Tyrkiet. FN og USA er begge kun med som observatører. Og det er i sig selv en ganske sigende indikator på de nye tider, skriver Yasmin Abdel-Hak, der har set på de komplicerede forhold, som spiller ind i forhandlingerne. Blot en ting synes sikker: Uanset udfaldet af fredskonferencen vil Tyrkiet være et oplagt terrormål for grupper som IS, så længe den tyrkiske identitet er en gåde for Tyrkiet selv.
Der går en rød tråd fra denne uges fredskonference til årets første terrorangreb i Istanbul nytårsdag, der kostede 39 mennesker livet, de fleste af dem udlændinge. Denne røde tråd berører spørgsmålet om Tyrkiets rolle i Syrien.
Angrebet var det første, som IS ubetinget har taget skylden for lige efter angrebet. Det var i øvrigt det ottende IS-attentat siden det i Ankara i oktober 2015, der dræbte over 100 mennesker. På IS’ hjemmeside blev nytårsangrebet i Istanbul hyldet som en hævn over tyrkisk tilstedeværelse og offensiv i Syrien.
Når IS’ dage er talte
Med den irakiske hærs fremmarch i kampen mod IS, synes terrororganisationens dage i Irak efterhånden om ikke at være talte så i hvert fald at være godt på vej dertil. Iraks hær meddelte i den forgangne uge, at IS var blevet fordrevet fra Østmosul.
Det betyder dog ikke, at Mosul er fri for IS. I disse dage indledes befrielsen af Vestmosul, hvor IS står stærkere end den gjorde i den østlige bydel. Samtidig sikrer koalitionen, bl.a. med 60 netop udsendte danske jægersoldater, grænsen mellem Irak og Syrien. Formålet synes at være at forhindre IS fra en tilbagetrækning fra Mosul til de nordlige dele af Syrien, hvor IS fortsat har stærke tilholdssteder.
Med tilsvarende pres på terrorgruppen i Syrien, ser det ikke ud som om det selvudråbte kalifat holder meget længere. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Og det synes at være terrororganisationens overlevelsesstrategi på nuværende tidspunkt.
Der er nemlig særligt fokus på Tyrkiet som bombemål for IS i disse tider. Over 400 mennesker er blevet dræbt som følge af terrorangreb i Tyrkiet siden sommeren 2015. Regeringen siger, at den i samme periode har afværget 339 angreb. Hvis tallet kan tages for pålydende, repræsenterer det en ganske massiv indsats i form af terrorangreb mod den tyrkiske stat.
IS-bombeangreb i Tyrkiet
Første bølge af angreb fra IS begyndte i 2015 og intensiverede konflikten mellem de militante kurdiske grupper og det tyrkiske militær. Anden bølge af angreb var rettet mod turismen i Tyrkiet og afstedkom samtidig en vrede mod de 2,8 millioner syriske flygtninge, der befinder sig i landet.
Tredje og sidste bølge af angreb fra IS har ramt ind i kernen af tredje hovedkomponent i Tyrkiets skisma: spørgsmålet om det sekulære og islamiske Tyrkiet.
Angrebet den 1. januar var rettet mod en natklub, der fejrede nytåret. Med lige netop dette angreb fik IS slået flere fluer med ét smæk. Dels fik man ramt turisme-industrien; flertallet af de dræbte var udlændinge. Dels fik man ramt lige ind i det store sekulære-islamiske skisma, som den tyrkiske stat lider under.
IS har som en anden skarpsindig kiropraktor formået at gå ind og trykke på lige præcis de svageste punkter i den tyrkiske sjæl, og dermed få den latente betændelsestilstand til at slå ud i fuldt flor.
Hvis det var IS’ hensigt og plan at gå ind og pille ved netop selve grundstrukturen i denne abstrakte størrelse, må man sige, det ser ud til at være lykkedes for terrorgruppen.
Præsident Recep Tayyip Erdogan har nemlig mere end travlt med at holde sammen på en nation, der martres af ikke blot det eksistentielle valg mellem det sekulære og religiøse som grundsten i den tyrkiske identitet, men lige så vel det politisk ladede spørgsmål om etnicitet og identitet i forholdet mellem kurdere og tyrkere.
Alt imens han på den udenrigspolitiske front har travlt med at holde øje med kurdernes fremmarch i Syrien og et stadig stærkere udtalt ønske om territorial udvidelse af det kurdiske selvstyreområde i Irak. Og med et sådant kurdisk krav, er Erdogans kurdiske mareridt langt fra overstået. For tyrkiske interesser i udlandet, først og fremmest i Irak og Syrien, spiller en lige så stor rolle på den politiske agenda som indenrigspolitiske forhold. Disse to ting hænger nøje sammen.
Med angreb fra både IS og kurdiske grupper, er det måske ikke overraskende, hvis Erdogan beskyldes for at udvise lettere paranoide tendenser i disse dage
Istanbul blev i sidste uge udsat for to raketangreb med kurdisk afsender. Således blev regeringspartiets hovedkontor i Istanbul angrebet af raketangreb, ligesom en større politistation midt i Istanbul blot få timer forinden også var blevet ramt af raketangreb. Det er med andre ord ganske tydeligt, at denne konflikt mellem kurdiske og tyrkiske interesser langt fra er aftagende.
Hvorfor IS elsker Tyrkiet
At lige netop Tyrkiet nyder IS’ særlige bevågenhed er der flere årsager til. Først og fremmest er den tyrkiske sjæl en særegen størrelse, fanget mellem to kontinenter, mellem to verdener, mellem Europa og Asien. Et land med så forskellige dimensioner, giver en særlig hybrid, som appellerer til IS. Fordi selve kernen i tyrkisk identitet er et spørgsmål om at finde sit ståsted et sted mellem øst og vest.
Hvis man som terrororganisation kan gå ind og anfægte dette – ubesvarede – spørgsmål, kan man underminere selve grundlaget for en nations sjæl, om man vil. Man kan med andre ord rokke ved selve strukturen i dette abstrakte begreb om, hvad der udgør Tyrkiet, som nation, som stat.
Overordnet er der tre hovedkomponenter, der hver især udgør essentielle og ganske ømtålelige emner i den tyrkiske stats identitet. Først er der forholdet mellem kurderne og tyrkerne i den tyrkiske stat. Et ganske anstrengt og til tider pinefuldt arrangement med militante kurdiske grupper, som ønsker selvstyre. Dernæst et tilsvarende anstrengt forhold mellem det sekulære og islamiske Tyrkiet.
Særligt dette forhold er blevet yderligere forværret under præsident Erdogans regeringstid. Mange sekulære bebrejder netop Erdogans pro-islamiske regering for at være selve årsagen til den stigende ekstremisme i landet.
Større magt til Erdogan og en indskrænkelse af demokratiets grundpille
At regeringspartiet for nylig har fremsat et forslag om ændring af forfatningen, er i sig selv ganske sigende og en god indikator på den sindstilstand, landet befinder sig i på nuværende tidspunkt. En tilstand af kaos og identitetskrise. Hvis forslaget går igennem i parlamentet, og får tilslutning ved en folkeafstemning, vil Erdogan reelt kunne blive siddende på magten frem til 2029.
En sådan forfatningsændring vil i sig selv være et skridt væk fra en afgørende grundkomponent i den klassiske demokrati-model: at regeringsledere bliver stillet til ansvar for deres ledelse hvert 4. år (hvert 5. år i Tyrkiet) af befolkningen. Og at netop befolkningen kan vælge en anden leder i stedet for.
Fortalere for forslaget har argumenteret for, at modellen er en styrkelse af præsidentrollen, i lighed med den franske og amerikanske præsidents rolle. Modstandere har imidlertid anført, at forslaget om forfatningsændringen først og fremmest vil være en legalisering af Erdogans autoritære ledelsesstil. Det er en ledelsesstil, han særligt har intensiveret efter det mislykkede militærkupforsøg i juli 2016, og som især er blevet brugt til slå hårdt ned på politiske opponenter og aktivister, herunder journalister.
Øst, vest, hvor er hjemme bedst?
Tredje hovedkomponent i den tyrkiske identitet er spørgsmålet om tilhørsforhold til enten øst eller vest, og er tæt forbundet med spørgsmålet om det religiøse eller sekulære værdisæt.
For spørgsmålet er, hvilken retning landet skal gå. Skal nationen rykke mod øst og dermed satse på en mere defineret rolle i Mellemøsten. Eller mod vest og et EU, som ganske vist i teorien taler om tyrkisk medlemskab af den europæiske union, men som reelt ikke har nogen udsigt. Og hvis EU alligevel falder fra hinanden i kølvandet på Brexit, er det måske mere hensigtsmæssigt for Tyrkiet at vende blikket mod øst? Disse er spørgsmålene, som Tyrkiet kæmper med på de interne linjer. Men disse spørgsmål vil i høj grad definere Tyrkiets rolle på den internationale scene. Udfaldet heraf vil få langtrækkende konsekvenser, ikke bare for landet selv, men ligeså vel for EU og for Mellemøsten.
Og selvom Tyrkiet – ganske selvforskyldt – på nuværende tidspunkt har indtaget rollen som den lettere oversete dreng i klassen, som ingen gider lege med, er det bestemt en farlig kurs for både øst og vest at fastholde
Ingen kan så at sige tillade sig på sigt at tabe Tyrkiet til den modsatte side. EU har – som bekendt – først og fremmest brug for Tyrkiet som en bufferzone for de store flygtningestrømme fra Mellemøsten. Mellemøsten har ikke på nuværende tidspunkt ligefrem det store behov for en tyrkisk stormagt i regionen. Irak raser over tyrkiske troppers tilstedeværelse i landet, ligesom Syrien påberåber sig suverænitetsbrud over tilsvarende tyrkiske tropper i Syrien ved grænseområdet mellem de to lande.
I øjeblikket synes kun Saudi-Arabien at have et såkaldt hjerteligt samarbejde med Tyrkiet. Men set med mellemøstlige øjne er dette ikke noget, der kan tillægges særlig betydning. Saudi-Arabien er trods alt ikke andet end den halvtunge fætter i familien, der alene til nød tåles på grund af de evigt fyldte lommer af guld.
Men med et Trump-ledet USA, der nok af mange i regionen betragtes som noget af en løs kanon, kan billedet af en stærk leder i form af Erdogan på sigt virke tiltrækkende som stabiliserende faktor. Erdogan kan med andre ord styrke sin position i Mellemøsten med den nyvalgte præsident Donald J. Trump ved roret i Washington.
Fredskonference om Syrien
Måske er det netop sådanne overvejelser, der har været oppe og vende hos Erdogan. For Tyrkiet har nemlig lavet noget af en U-vending i forholdet til krigen i Syrien. I sidste uge meddelte Tyrkiet, at man ikke længere vil insistere på en aftale om den syriske præsident Bashar al-Assad og dennes fremtidige rolle forud for fredskonferencen.
I stedet vil man gå i gang med forhandlingerne på det foreliggende grundlag, og altså acceptere at lade den syriske præsident forblive på posten. Hvor man før fra tyrkisk side ønskede den syriske præsidents fremtidige rolle diskuteret, herunder muligheden for at fjerne ham fra posten, stiler man nu i stedet blot efter en våbenhvile og fredsaftale, der indebærer en amnesti til de forskellige oprørsgrupper i landet. Og dermed lade den syriske præsident forblive på sin post. Dette er en ganske drastisk ændring af den tyrkiske holdning.
I øjeblikket synes kun Saudi-Arabien at have et såkaldt hjerteligt samarbejde med Tyrkiet. Men set med mellemøstlige øjne er dette ikke noget, der kan tillægges særlig betydning. Saudi-Arabien er trods alt ikke andet end den halvtunge fætter i familien, der alene til nød tåles på grund af de evigt fyldte lommer af guld
Hvis man kan få en fredsaftale – eller bare våbenhvile – på plads, vil det ikke bare være en sejr for den syriske præsident, Rusland, Iran og Tyrkiet. Det vil først og fremmest være et nederlag for Vesten, hvis rolle kan anses for at være udspillet i hele regionen.
Dette vil kunne få langtrækkende konsekvenser, ikke bare for USA’s rolle, men tillige Vestens ditto i Mellemøsten.
En sådan sejr for Erdogan på den udenrigspolitiske front vil også få betydning på de interne fronter i Tyrkiet. En stærk Erdogan på hjemmefronten med en potentiel succesoplevelse i baglommen fra Syrien, vil givetvis rykke Tyrkiet længere mod øst og dermed længere væk fra EU. Det er ikke en ønskværdig position for EU.
Det er tydeligvis ikke kun Syrien, der har noget på spil. Tyrkiet har i lige så høj grad noget på højkant, både indenrigs- og udenrigspolitisk.
Uanset hvad udfaldet af denne uges fredskonference måtte blive, ligger én ting fast: Så længe den tyrkiske identitet er en gåde for Tyrkiet selv, lige så længe vil det være landets akilleshæl og dermed et oplagt mål for terrorangreb for grupper som IS.
Illustration: Michaël Dorbec (Mobile Pay: 3131 8234) (tak til: Flagellvm·Dei)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
