
VIDENSKAB & KLIMA // POVCAST – I takt med de globale temperaturstigninger, der er særligt høje i Arktis, smelter den flere tusind år gamle permafrost, og det giver anledning til et enormt stort CO2-udslip. I den frosne jord er der nemlig lagret enorme mængder kulstof. Sara Hjorth taler i denne episode af “Lyden af videnskab”, med professor i geografi, Bo Elberling. Han fortæller, hvad der sker, når permafrosten tør, og millioner af mikroorganismer vækkes til live, samt hvilke langsigtede konsekvenser den tøende permafrost har for fremtidens klima.
Podcasten kan høres her:
Permafrost er egentlig bare jord, der har været frosset i mindst to år, men de fleste permafrostområder har været bundfrosne i årtusinder. Den permanent frosne undergrund, der kan være op til 1400 meter tyk, ligger i et bælte øverst på den nordlige halvkugle, der omfatter Grønland, store dele af Alaska, Canada og Sibirien. De i alt 23 millioner kvadratmeter permafrost udgør næsten en fjerdedel af landarealet nord for Ækvator.
Da områderne, som typisk var vådt græsland, begyndte at fryse til, skete der en hurtig sedimentering af vegetationens organiske stof, som endnu ikke var nedbrudt. Permafrosten består derfor af aflejringer af vådt jord med dødt organisk materiale fra planter og dyr. Det betyder, at den frosne jord indeholder kæmpestore kulstofpuljer. Bare i de øverste tre meter er der lagret kulstof, der svarer til omkring tre gange atmosfærens kulstofindhold.
Store mængder CO2 og metan frigives
Ligesom de globale temperaturstigninger får havisen og indlandsisen til at smelte i Arktis, så begynder den frosne jord, permafrosten, også at smelte, og det betyder, at de biologiske nedbrydningsprocesser går i gang.
“Når man står med sådan en frossen prøve, der tør op, er det ligesom, at den vågner. I løbet af få minutter begynder millioner af mikroorganismer, der har ligget i dvale, at omsætte den kæmpe store kulstofpulje til CO2.”
Forskere er bekymrede for den række af kædereaktioner, der vil ske, som en konsekvens af den tøende permafrost
Det fortæller Bo Elberling, der har studeret den tøende permafrost i årtier, både i den arktiske natur og i laboratoriet under Institut for Geografi på Københavns Universitet.
Når mikroorganismerne vågner til live fra den frosne dvale, har de ikke spist i mange tusind år, og den tøede jord er fuld af mad i form af organisk materiale fra planter og dyr, og når organismerne spiser omsættes det til CO2, hvis det er tørt, eller metan, hvis nedbrydningen foregår under vand, hvor der ikke er ilt tilstede. Begge dele stiger op og ender i atmosfæren, hvor det fungerer som drivhusgasser. Metan er en 25 gange kraftigere drivhusgas end CO2.
Optøningen ændrer de eksisterende økosystemer fuldstændig, hvor faste og stabile områder omdannes til våde, bløde landskaber med en helt anden økologi. Mange steder kollapser undergrunden fuldstændig, og hvor der før var stabile landområder, dannes nu søer, hvor knogler fra mammutter skylles op på land. Forskere er bekymrede for den række af kædereaktioner, der vil ske, som en konsekvens af den tøende permafrost og særlig, i hvilket omfang det vil bidrage til udledning af drivhusgasser til atmosfæren, og dermed være med til at accelerere klimaforandringerne.

Vegetationen vokser
Når klimaet bliver både varmere og mere vådt, begynder vegetationen at vokse steder, hvor der ikke tidligere har været vegetation. Den øgede plantevækst vil, ved hjælp af fotosyntesen, optage CO2 fra atmosfæren. Det vil sige at, dét at permafrosten smelter, også medfører et optag af CO2.
“Det er den balance, vi forsøger at undersøge, mellem frigivet CO2 fra nedbrydningen i den tøende jord og optaget af CO2 fra den øgede plantevækst”, forklarer Bo Elberling i podcasten, hvor vi også kommer med i laboratoriet og får indsigt i, hvordan forskerne forsøger at blive klogere på denne balance, og dermed bidrage med den viden, der skal til for at forudsige fremtidens klima ved forskellige temperaturstigninger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.