KRIG I UKRAINE // INTERVIEW – Der er mange og modstridende følelser forbundet med at rejse fra det krigshærgede Ukraine – også selv om man ikke betragter sig som flygtning og har en planlagt hjemrejsedato. Det er fjerde gang, at POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner, taler med en ukrainsk kvinde om krigen fra hendes perspektiv.
Alting virker anderledes i Paris, når man kommer direkte fra krigen i Ukraine. En normal hverdag udspiller sig, omgivelserne har travlt med de sædvanlige rutiner, og freden skaber plads til at tænke.
”Jeg rejste fra Ukraine den 22. marts,” siger Anastasiia Bulanienkova, ”og jeg regner med at rejse hjem igen den 10. april.”
POV har talt med 30-årige Anastasiia flere gange i løbet af krigen i Ukraine. Sidste gang befandt hun sig sammen med sin mor hjemme hos en sygdomssvækket bedstemor i en landsby lidt udenfor Kyiv. Dér var de flyttet til, da de vurderede, at det var for farligt at blive i Anastasiias forældres hjem, da det på det tidspunkt så ud til, at russerne forberedte en storstilet offensiv mod Kyiv.
I krigens første dage forlod Anastasiia sit eget hjem i selve Kyiv, hvor hun boede til daglig før invasionen. Hun flyttede hjem til sine forældre, hvilket mange ukrainere på hendes alder har gjort for at være sammen med familien i den vanskelige situation, og hun så et særligt behov for at støtte sin mor på denne måde, eftersom hendes 57-årige far, Viktor, har meldt sig frivilligt til styrkerne, der har opbygget et massivt militært forsvar af hovedstaden.
Og nu finder vi hende så i nærheden af Paris.
Middelalderfestival
Vi taler sammen over en Messenger-forbindelse. Hun finder det lidt pudsigt, at wifi faktisk fungerer bedre i Kyiv end i den parisiske forstad, hvor hun har fået lov til at bo i sin ekskærestes lejlighed. Men udover dette mindre problem er hun nu til fulde klar over den vanskelige situation, de mange ukrainske flygtninge står i, når de hulter til bulter forlader deres hjem for at begive sig ud i en uvis fremtid. Hun medgiver, at hun er i den privilegerede situation at kunne rejse uden at være flygtning, og det giver hendes også ro og overskud til at være en slags observatør undervejs.
Hun rejser nemlig med et formål, og det er forklaringen på, at hun allerede nu har en planlagt hjemrejsedato. Anastasiia er rejst fra Ukraine for at deltage i en middelalderfestival, som finder sted i Paris i næste weekend. Det lyder i sig selv temmelig surrealistisk i den aktuelle situation, men faktisk er det en vigtig del af den ukrainske fortælling.
De taler meget sammen om den dårlige samvittighed over at befinde sig i tryghed, mens krigens rædsler fortsætte derhjemme
Den 24. februar skulle Anastasiia have været til jobsamtale i Kyiv. Hun havde fundet drømmejobbet i en IT-virksomhed, men samme dag kom det russiske overfald på hendes hjemland. På det tidspunkt var det allerede nogen tid siden, hun havde opsagt sit tidligere job i en virksomhed, der fremstiller middelalderdragter og -våben, men i løbet af krigen har hun været løbende i kontakt med sin tidligere arbejdsgiver, og hun har også hjulpet til her og der.
”Min tidligere chef får konstant henvendelser fra sine kunder i udlandet,” fortæller hun. ”De trygler ham om at fortsætte, og de siger, at hvis han ikke gør det, vil krigen tage livet af virksomheden.”
Da muligheden for at deltage i den franske middelalderfestival så dukkede op, valgte chefen at slå til. Men eftersom ukrainske mænd ikke har lov til at forlade landet i øjeblikket, var det ikke muligt for ham at rejse. Det samme var tilfældet med Anastasiias bror, som også arbejder i virksomheden, og en stor del af de kvindelige ansatte er flygtet ud af landet.
”Derfor påtog jeg mig opgaven, også fordi jeg havde brug for et pusterum,” siger hun.
Skyldfølelsen
Hun taler ikke om et pusterum fra krigen. Det ved hun godt, at hun ikke kan få. Krigen slipper hende ikke, og det gør alle tankerne heller ikke. Så måske skal man snarere kalde pusterummet en form for luftforandring.
”Når man er så tæt sammen med sin nærmeste familie i en presset situation over længere tid, får man en enorm trang til at komme ud. Det, tror jeg, er noget almenmenneskeligt,” forklarer hun. ”Der er en kvindelig kollega, som egentlig godt kunne arbejde hjemmefra, men hun insisterer på at tage hele turen fra den ene ende af Kyiv til den anden hver morgen – og samme vej tilbage efter arbejdsdagen – bare for at komme lidt bort og se noget andet.”
De første tre kvarter, ud af Kyiv, var ret skræmmende. Der var skudhuller i kupeens vinduer, og alt lys blev slukket
På den måde har noget så tilsyneladende meningsløst som en fransk middelalderfestival fået en funktion. Hun er glad for at have en god grund til at forlade Ukraine for en tid og føler en vis tilfredsstillelse ved at kunne bruge tiden i Frankrig konstruktivt. Hun har deltaget i flere arrangementer til fordel for Ukraine, og hun skal også have medicin med hjem.
Det er også hendes håb at rejse penge, så hun i Polen kan købe en brugt bil i rimelig stand til sin far. Han har som sagt meldt sig frivilligt til forsvaret af Kyiv, og en af hans opgaver er at bringe forsyninger ud til de forskellige troppeenheder – det gør han i sin egen bil, en rustbunke, der skulle have været solgt som skråt for flere år siden.
”Jeg føler, at jeg hjælper, og det gør, at jeg ikke føler mig som hundrede procent egoist,” tilføjer hun.
Ikke desto mindre går hun rundt med en konstant skyldfølelse. I Paris er hun sammen med sin veninde, Polina – det er de to, der sammen har startet Facebook-gruppen ’War news from Ukraine’ – og de taler meget sammen om den dårlige samvittighed over at befinde sig i tryghed, mens krigens rædsler fortsætte derhjemme.
For nogle dage siden havde Polina skaffet en billet til en koncert. Der stod Vivaldi på programmet, og Polina var i tvivl om det moralske ved at gå til koncert, mens Ukraine lider.
”Jeg sagde til hende, at naturligvis skulle hun gå til koncert,” forklarer hun. ”Det ville jo ikke ændre på krigens udfald, hvis hun lod være, og tværtimod ville en oplevelse med Vivaldi kunne styrke hende. Det er nøjagtig de samme overvejelser, vi gør os hjemme i Kyiv. Dér er situationen nogenlunde sikker, så kan vi tillade os det og det, mens russerne bomber Mariupol sønder og sammen?”
Togrejse i mørket
Netop den relative sikkerhed i og omkring Kyiv var grunden til, at Anastasiia kunne få det over sig selv at rejse til Frankrig. Russerne omkring Kyiv er nu blevet presset så meget tilbage, at faren for den store offensiv mod byen efter hendes vurdering ikke længere er overhængende.
– Men hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at komme ud af Ukraine?
”Det var ikke nogen nem rejse, men under omstændighederne egentlig ret okay,” siger hun efter en tænkepause.
Hun købte billet til toget, der stadig kører mellem Kyiv og byens Chelm i Polen. Det kører kun om natten.
”De første tre kvarter, ud af Kyiv, var ret skræmmende. Der var skudhuller i kupeens vinduer, og alt lys blev slukket. Vi fik også at vide, at vi skulle lukke mobiltelefonerne, og på den måde kørte vi i totalt mørke. Der var kun kvinder ombord, og jeg tror nok, jeg var den eneste, som rejste uden børn. Det var en forfærdelig følelse at stikke af på den måde, så jeg var lykkelig over at have et formål med rejsen.”
Når man befinder sig i krigszonen med lyden af eksplosioner som konstant bagtæppe, bruger man al sin mentale energi på den øjeblikkelige angst og følelserne her og nu. Man er ikke i stand til at tænke ret langt
Ved den polske grænse var der visse formaliteter, men det blev faktisk klaret forholdsvis hurtigt. Anastasiia bed navnlig mærke i, at ukrainere også bliver lukket ind i Polen, selv om de kun kommer med deres ukrainske id-kort, og altså ikke et pas.
”Jeg er i det hele taget dybt imponeret over polakkerne. På stationerne og andre steder kan man få noget at spise, og med et ukrainsk pas kan man i Warszawa bruge offentlig transport helt gratis. Da jeg kom til Krakow, hvor jeg havde fundet en billig flyforbindelse til Paris, gik jeg ind på en bistro på stationen for at få noget at spise, og dér mødte jeg en italiensk kvinde, som insisterede på at betale for mig.”
Krigen vil vare længe
Dagene i den parisiske omegn bruger Anastasiia til at finde ro og til at lade op. Hun er begyndt at strikke og fortæller, at hun vil lave et halstørklæde. Det er i sig selv vidunderligt, men når hun sidder i de fredelige omgivelser, melder alle tankerne sig.
”Jeg taler jævnligt med dem derhjemme,” siger hun. ”I går talte jeg en hel time med min mor. Vi taler ikke om krigen, for vi læser de samme nyheder og ved lige meget eller lige lidt. Hvad krigen angår, er der ikke rigtig noget at tale om. Vi taler om personlige ting.”
Men hun har så også lagt mærke til en ting, som måske ikke er så overraskende. Når man befinder sig i krigszonen med lyden af eksplosioner som konstant bagtæppe, bruger man al sin mentale energi på den øjeblikkelige angst og følelserne her og nu. Man er ikke i stand til at tænke ret langt. Men når man først er kommet lidt på afstand, men stadig har alle krigens følelser liggende i baghovedet, begynder man at se situationen i et helt andet perspektiv.
”Min far sidder midt i det hele, og han taler med overbevisning i stemmen om, hvordan det her snart er overstået,” siger hun.
Som hun ser det, prøver russerne faktisk at komme helt bort fra Kyiv, og lige nu sørger det ukrainske forsvar for at forhindre dette. Indsatsen består i at holde de russiske styrker fast, hvor de er
Sådan tænkte Anastasiia også, mens hun endnu befandt sig i Ukraine. Man fornemmer, at hun måske nok tvang sig selv til at tænke på den måde. For at knytte sit håb til et eller andet.
Under vores samtaler har hun flere gange sagt, at hun ikke er militær analytiker eller i besiddelse af nogen særlig indsigt, men ifølge hendes mavefornemmelse vil krigen vare længe. Hun taler om et halvt år, et år, eller måske flere år.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt troet på, at russerne havde tilstrækkelig styrke til at erobre Kyiv, og nu betragter jeg det som endnu mere udelukket,” lyder hendes analyse. ”Det er lykkedes vores styrker at presse dem tilbage, så de ikke længere er nogen umiddelbar trussel mod byen.”
Men samtidig er der opstået en ny situation. Som hun ser det, prøver russerne faktisk at komme helt bort fra Kyiv, og lige nu sørger det ukrainske forsvar for at forhindre dette. Indsatsen består i at holde de russiske styrker fast, hvor de er, for fjendens strategi er at flytte disse troppekontingenter sydpå, hvor de så kan intensivere angrebet på Mariupol, og sandsynligvis fortsætte mod Odessa.
”Det ser ikke ud til, at Ukraine taber krigen, men vi har heller ikke vundet den endnu,” slutter hun. ”Det vil sige, vi har vundet krigen i og med, at de (russerne) stadig står fast uden at kunne bevæge sig!”
Læs Hans Henrik Fafners tidligere interviews med Anastasiia Bulanienkova her:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
