KRIG I UKRAINE // INTERVIEW – I hovedstaden Kyiv er ukrainerne faste i troen på, at tiden er løbet fra russerne, og at forsvaret af byen nu er så stærkt, at det store angreb næppe kommer. Udlandsredaktør Hans Henrik Fafner har talt med Anastasiia Bulanienkova, der lige nu opholder sig i en landsby 40 km uden for Kyiv.
På kvindernes internationale kampdag i denne uge skete der noget meget specielt i Kyiv. Overalt i byen er der vejspærringer og kontrolposter, som det ukrainske forsvar har etableret i forsvaret af hovedstaden, og hver gang en kvinde kom forbi et af disse steder, gav de posterede soldater hende en tulipan.
”Jeg fik overrakt syv tulipaner på min vej rundt i byen,” siger Anastasiia Bulanienkova.
Lyden af eksplosioner var en næsten konstant baggrund for den trængte dagligdag
POV talte med hende for få dage siden på en Messenger-forbindelse, og nu har vi kontakt igen for at høre, hvordan hun vurderer udviklingen.
”Jeg var taget ind til Kyiv for at hjælpe min tidligere chef med lidt lageroptælling,” siger hun.
Indtil tre uger før krigen havde Anastasiia job som produktchef i en lille virksomhed, der producerer middelaldervåben og -dragter. Men da krigen kom, blev produktionen hurtigt lagt om, så der i dag bliver syet uniformer til de ukrainske soldater, og hun var taget derind for at hjælpe med til at få overblik over lagerbeholdningen.
Mor elsker sit hjem
Da vi talte sammen, opholdt hun sig hjemme hos sin mor i landsbyen Bobrytsya. Hun havde gjort som de fleste af hendes venner i omgangskredsen ved at søge sammen med familie for at kunne støtte hinanden i den vanskelige situation. De boede 12 mennesker sammen i barndomshjemmet, som har en god og relativt tryg kælder.
”For tre dage siden besluttede vi at forlade landsbyen,” fortæller hun. ”Vi hørte lyde og så masser af hjulspor efter tungt materiel. Vi kunne ikke se noget, men vi vidste, at det var vore egne, som var der.”
På det tidspunkt stod de russiske styrker omkring 20 kilometer fra landsbyen. Lyden af eksplosioner var en næsten konstant baggrund for den trængte dagligdag, men der skete ikke rigtig noget. Russerne blev stående. Da de ukrainske styrker imidlertid tog opstilling omkring Bobrytsya, meldte uroen sig. Det så ud som om der var optræk til noget, så familien besluttede at søge hen, hvor der var mere sikkert.
”Flere havde meget dårlige nerver over situationen. De kørte i et par biler til det vestlige Ukraine, hvor der ikke sker noget. De kunne få husly hos nogen, men jeg ved ikke helt, hvor det er.”
Hun selv, hendes mor, en bror og en kusine tog til en anden landsby, hvor hendes gamle mormor bor. Denne er stærkt medtaget af alzheimers og forstår ikke ret meget af, hvad der foregår. Det har ikke været praktisk muligt at flytte hende, så hun er blevet i sit hjem sammen med en sygeplejerske, som rejser bort om et par dage.
”Det er frygtelig hårdt for min mor at se sin mor på den måde og så oven i alt det andet,” siger Anastasiia. ”Min mor græd, da vi kørte fra Bobrytsya. Hun elsker sit hjem. Det er et godt hus, og vi måtte efterlade masser af madvarer i kælderen.”
Vi har nu haft to uger til at forberede forsvaret af byen, og for hver dag der går, bliver byen sværere at indtage
Anastasiia Bulanienkova
Situationen afspejler, hvordan man skal tænke taktisk hele tiden. Bobrytsya ligger lige på hovedvejen, som de russiske styrker ville eller vil vælge, i det øjeblik angrebet på Kyiv sætter ind. Hendes mormors landsby ligger længere væk, 40 kilometer fra Kyiv, og placeringen er mere sikker.
Hun forklarer:
”Godt nok befinder vi os nu mindre end 20 kilometer fra en flybase, og samme aften som vi ankom, skød de et russisk fly ned lige her. Det var lidt dramatisk. Men bortset fra det, er stedet ganske godt. Flybasen ligger mellem os og Kyiv, så hvis russerne angriber Kyiv og dermed også flybasen, kommer de sandsynligvis ikke helt herud. Det kan højst blive til nogle infanterister.
Situationen i Kyiv
Anastasiia læser med i de vestlige medier og er selv overbevist om, at tiden er ved at løbe fra russerne. Da de i begyndelsen af krigen rykkede ind i den by, som ligger 20 kilometer fra Bobrytsya, var de sikre på, at de ville komme til landsbyen med det samme, eller senest dagen efter. Men i løbet af 5-6 dage skete der ikke noget. Russerne kom ikke, og selv nu, tre dage efter at familien har forladt hjemmet, står den russiske hær stadig stille.
”Sådan aflæser vi også situationen i Kyiv,” fortsætter hun og smiler eftertænksomt. ”Vi har nu haft to uger til at forberede forsvaret af byen, og for hver dag der går, bliver byen sværere at indtage.”
Hun nævner at ringvejen omkring Kyiv er 150 kilometer lang, så bare det at lægge en ring omkring byen vil være en voldsomt krævende operation. Hendes far, Victor, en 57-årig mand, der til daglig driver et lille vvs-firma, har meldt sig frivilligt til forsvaret. Han ringer hjem hver dag, og Anastasiia forsikrer mig om, at han er i en enhed, som er både veludstyret og overmåde kampklar.
Det er over en tredjedel af deres soldater, som er blevet gjort ukampdygtige … Så nu er det kun et spørgsmål om, hvor mange flere der skal dø
Anastasiia Bulanienkova
Så hvornår tror du, det russiske fremstød mod byen kommer? I mange medier læser man, at det kun er et spørgsmål om tid.
”Jamen, det kommer slet ikke!” siger hun med fasthed i stemmen.
Hun henviser til nogle russiske tabstal, som hun har fra ukrainske kilder. Her hedder det sig, at der befinder sig 140.000 russiske soldater i Ukraine. Men de 12.000 er blevet dræbt allerede, der er 35.000 sårede og 2.000 tilfangetagne.
”Det er over en tredjedel af deres soldater, som er blevet gjort ukampdygtige,” smiler hun. ”Så nu er det kun et spørgsmål om, hvor mange flere der skal dø!”
By i beredskab
Da hun på kvindernes internationale kampdag var sammen med sin tidligere chef, kørte de sammen ud til nogle enheder i byens udkant. På lageret havde chefen nogle kikkerter, som kunne sætte soldaterne i stand til at lokalisere fjenden.
”Vi kørte ud ad vejen mod Lviv. Længere ude er den helt spærret, og på vores del af turen måtte vi sno os mellem de mange kampvognsspærringer, der er blevet lagt ud.”
Når man er ude i den slags situationer, opstår der også nogle nye reaktionsmønstre, som man kan aflæse hos hinanden. Da de et sted var ved at løfte en papkasse ud af bilen, lød der en eksplosion lidt tættere på end ellers.
Den stærkeste hær er USA, efterfulgt af Kina, og derpå kommer Kyiv, Kharkiv og England sniger sig også ind. Nummer ni og ti er henholdsvis de ukrainske landmænds kampformationer samt sigøjnere med en traktor
“Da kunne man se på hinandens bevægelser, at det var tæt på,” siger hun. “Vi reagerede begge ved at løfte hænderne op mod ansigtet. Hvis faren er mindre, reagerer man ved bare at knibe øjnene sammen.”
Trods disse oplevelser udstråler hun en selvsikkerhed, som tydeligvis er et udtryk for trods og et produkt af hele den vanvittige situation. Hun fortæller også om episoder, der er med til at stive moralen af. Således beretter hun om to russiske soldater, der et sted forsøgte at bryde ind i en ukrainsk fødevarebutik. De kom i et militærkøretøj med en lille kanon, og to gange fyrede de en salve mod butiksdøren.
”Da det ikke lykkedes, kørte de slukøret derfra,” smiler hun og tager et fast greb om sin kat, der er ved at slukke for computeren, mens vi taler. “Ikke engang en sølle butiksdør kan de klare!”
I samme tråd beretter hun om en top-10 over verdens hære, som går fra mund til mund i den ukrainske befolkning. Den stærkeste er USA, efterfulgt af Kina, og derpå kommer Kyiv, Kharkiv og England sniger sig også ind. Nummer ni og ti er henholdsvis de ukrainske landmænds kampformationer samt sigøjnere med en traktor. Det er dem, der er blevet verdenskendt ved at trække af med et russisk panserkøretøj med en traktor. Den russiske hær har end ikke gjort sig fortjent til en plads på ranglisten.
Mangel på høreværn
Forsyningssituationen i både Kyiv og selv større landsbyer beskriver hun som god efter omstændighederne.
”Vi befinder os i en meget lille landsby, og her er alt lukket. Men inde i byen er det muligt at købe ind,” siger hun.
Naturligvis er mange butikker lukket, og folk bevæger sig kun ud, når det er nødvendigt, men der er varer at få. Og hvis man bevæger sig rundt, bliver man konstant standset. Soldater tjekker, hvad man har med i bilen, og man skal vise legitimation ved hver eneste vejspærring.
”Der er nogle få, der går på arbejde, men det er kun det mest nødvendige, der bliver gjort,” slutter hun. ”Alle forbereder sig på noget, der måske slet ikke kommer til at ske. Men eksempelvis har det i et godt stykke tid været umuligt at opdrive ørepropper og høreværn. Min far har spurgt, om vi kan finde noget, for når de skyder, er han ved at blive døv. Jeg har talt med nogen i Polen, som vil sende ørepropper til en god ven, jeg har i Lviv. Og han vi så prøve at finde ud af, hvordan han kan få dem sendt videre til os.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her