RUSLAND // ANALYSE – Putin har ydet sit bidrag til at smede den ukrainske nation sammen, lyder en af konklusionerne på den russiske præsidents mange fejltrin under krigen, skriver Ruslands-ekspert, Allan Have Larsen.
En af mange spændende ting at følge i den nuværende krig mellem Rusland og Ukraine er, hvordan den hjemlige opinion i Rusland forholder sig til den russiske invasion af Ukraine.
En særlig ting man skal være opmærksom på her, er, at fordi krigen finder sted på ukrainsk territorium, så giver krigen oplagte associationer til anden verdenskrig. Det skyldes, at anden verdenskrig var meget brutal i Ukraine, og at en række kendte slag fandt sted på Ukraines territorium.
Det er særligt de ældste generationer af befolkningen, præsidentadministrationen er bange for, da denne gruppe godt nok traditionelt har støttet Putin, men også aktivt har vist deres utilfredshed
Netop anden verdenskrig spiller en helt central rolle i Ruslands forståelse af sig selv som den, der befriede Europa fra nazismen, men anden verdenskrig spiller også en særdeles væsentlig rolle som den fælles fortælling, der samler det russiske samfund.
En undersøgelse fra det meget anerkendte Levadainstitut i Moskva viste, at i november 2021 udtrykte 45 pct. af de adspurgte indbyggere i Rusland, at de forholdt sig positivt til Ukraine, mens 43 pct. forholdt sig negativt. I perioden 17.-21. februar var de tal ændret til, at blot 35 pct. forholdt sig positivt til Ukraine, mens 52 pct. forholdt sig negativt til Ukraine. Umiddelbart ser det således ud til, at der i Rusland i al fald har været en vis folkelig opbakning til den nervekrig, der fandt sted op til det egentlige angreb på Ukraine den 24. februar. Eftersom Rusland reelt har indført krigscensur, er det for tiden svært at vide, hvad der egentlig rører sig i folkedybet.
Folkene bag den i Letland baserede nyhedsside Meduza, har talt med folk tæt på præsident Putins administration, og har der fået oplyst, at præsidentadministrationen har ansat en række sociologer til at finde ud af, hvad russerne er mest utilfredse med for tiden. Ifølge Meduza er det særligt de ældste generationer af befolkningen, præsidentadministrationen er bange for, da denne gruppe godt nok traditionelt har støttet Putin, men også aktivt har vist deres utilfredshed, når der har været tale om at hæve pensionsalderen og lignende.
Utilfredshed med Putin
En række kendte russiske kunstnere har udtrykt deres modstand mod invasionen. Det gælder for eksempel Maxim Galkin, der er gift med Ruslands måske mest legendariske popdiva, Alla Pugatjova.
Der har også været demonstrationer i mange russiske byer. Der er naturligvis også kunstnere, der har udtrykt sig positivt om invasionen. Rockbandet Leningrad har for eksempel lavet en musikvideo, hvori de sammenligner russeres forhold i Vesten i dag med de forhold, jøder levede under i 1940 i Berlin.
En af de mere spektakulære protester mod krigen fandt sted, da Marina Ovsjannikova 14. marts trådte ind på Kanal 1’s nyhedsudsendelse med en plakat, hvorpå der på en blanding af engelsk og russisk stod ”Nej til krig”, ”Tro ikke på propagandaen” og ”Man lyver for jer.”
Kanal 1 er mere end noget andet medie i Rusland det medie, der viderebringer Kremls synspunkter til den russiske befolkning. Så meget mere spektakulært var det, at det netop var nyhedsoplæseren Jekatarina Andrejeva, der læste nyhederne op under episoden. Hun er kendt for at være Putins foretrukne nyhedsoplæser.
Indtil nu har de russiske myndigheder ingen chancer taget. En række meget åbenmundede medier er blevet lukket. Det gælder radiostationen Echo Moskvy og tv-stationen Dozjd i Sankt Petersborg. Alle ansatte på Dozjd forlod i samlet flok studiet 3. marts, efter at have meddelt at stationen nu holder en pause. Stationens grundlægger, Natalja Sindejeva, sluttede af med at sige nej til krig.
Det er højest tvivlsomt, hvorvidt disse medier har spillet nogen nævneværdig rolle i udformningen af den offentlige opinion i Rusland. Imidlertid har de haft stor symbolsk betydning i den forstand, at deres blotte eksistens viste, at det var muligt, i dertil indrettede reservater, at lufte endog særdeles kritiske holdninger til magthaverne. Nu er selv disse symboler for det åbne samfund væk. Der har også været en del demonstrationer i mange forskellige byer, og søndag den 6. marts blev cirka 4.300 demonstranter anholdt.
Referencer til anden verdenskrig
I sin tale den 24. februar sagde Putin, at et af formålene med ”den militære specialoperation” var, at ”afnazificere” Ukraine. Udtrykket ”afnazificering” knytter sig almindeligvis til Vesttyskland efter anden verdenskrig og hentyder til opgøret med nazismen efter 1945. Når Putin taler om afnazificering i denne sammenhæng, må det være fordi, han ser det nuværende Ukraine som en pendant til nazi-Tyskland. En påstand, der naturligvis er helt hen i vejret, ikke mindst fordi Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er jøde.
I høj grad på grund af anden verdenskrigs grusomhed på sovjetisk territorium og den måde, det officielle Rusland forholder sig til anden verdenskrig på, er det nu særlig interessant at holde øje med, hvad der sker i det russiske samfund. Når der tales om russiske soldater i kamp omkring Kyjiv, så vækker det mindelser om anden verdenskrig, og den sovjetiske hærs rolle som befrier.
Det er imidlertid ikke just den rolle, den russiske hær har i dag. Det er sikkert også derfor, at de russiske myndigheder er mere end almindeligt på vagt over for, hvordan krigen omtales i russiske medier.
Den 6. marts gav Zelenskyj titlen helteby til byerne Kharkiv, Tjernihiv, Mariupol, Kherson, Hostomel og Volnovakha. Den samme titel blev givet til en række sovjetiske byer i sovjettiden. Det var byer, der alle havde spillet en særlig rolle under anden verdenskrig. Ved at give byer ramt af den nuværende krig denne titel, retter man naturligvis en slet skjult stikpille til Kreml.
Interessant er det i øvrigt også, at Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, også kom med en slet skjult henvisning til optakten til anden verdenskrig. I en tale til den britiske befolkning den 24. februar, sagde Johnson, at Ukraine ikke er noget fjerntliggende land, som vi intet ved om.
Det var en henvisning til daværende britiske premierminister Neville Chamberlains udtalelse i 1938 om, at Tjekkoslovakiet var et fjernt land, der lå langt væk, og som man i Storbritannien intet kendte til. Underforstået, at så kunne man godt ofre Sudeterlandet på fredens alter. Det var som bekendt også det, man gjorde ved München-konferencen i 1938, uden det dog satte en stopper for Hitlers ekspansionstrang.
Heltebyerne Kyjiv og Odessa
Det videre forløb af den nuværende invasion er naturligvis umulig at forudse i detaljer. Det er dog meget sandsynligt, at det kommer til kampe i Kyjiv og Odessa. Hvad der er med til at gøre denne krig så bizar, er, at russiske tropper vil komme til at stå som forhadte besættelsesstyrker i byer, der er så nært tilknyttet Rusland og russisk kulturhistorie. Nu er det selvsagt ikke kulturhistoriske sammenhænge, der afgør resultatet på slagmarken, men det bliver giftigt for Kreml, at skulle forholde sig til at være besættelsesmagt i byer som Odessa og Kyjiv.
Odessa blev grundlagt under Katarina den Store i 1794 og udgør en smeltedigel af russisk, ukrainsk, jødisk og andre kulturer, hvilket giver byen et særpræg og en vis eksotisk aura. I udlandet er byen nok mest kendt for den såkaldte Potjomkin-trappe nær byens havn. Det var på denne trappe, at den berømte scene med en barnevogn, finder sted i Sergej Eisensteins stumfilm fra 1925 Panserkrydseren Potjomkin.
Odessa er imidlertid også solidt placeret på det russiske litterære landkort. Ruslands nationaldigter og forfatter Aleksander Pusjkin (1799 – 1837) opholdt sig i byen 1823-24, hvor han arbejdede på guvernøren Vorontsovs kontor. Pusjkin havde dog også en affære med guvernørens kone, hvorefter Pusjkin blev sendt op på sine forældres gods Mikhailovskoe nær Pskov i det vestlige Rusland. Officielt fordi guvernøren havde opsnappet, at Pusjkin i et brev havde udtrykt sig positivt om ateisme. Under sit ophold i Odessa færdiggjorde Pusjkin digtet Fontænen i Bakhtjisaraj og skrev 2 kapitler af versromanen Jevgenij Onegin. Foran rådhuset i Odessa står der en stor buste af Pusjkin.
Mere end noget andet er disse bygninger helt centrale i Putins forståelse af den østslaviske historie som en historie om et folk, fjendtlige magter har forsøg at splitte ved at påstå, at russere, ukrainere og belarussere ikke er et folk
Forfatteren Isak Babel (1894 – 1940) har også sat Odessa på det russiske litterære landkort og er også en af de betydeligste russisksprogede forfattere i det 20. århundrede. Hans fortællinger foregår hovedsagelig i Odessas jødiske miljø, og hans fortællinger om sine oplevelser i Semjon Budjonnyjs (1883 – 1973) rytterarme under den russiske borgerkrig efter første verdenskrig er samlet i novellesamlingen Rytterarmeen. I samtiden vandt Babel ikke den store anerkendelse fra det officielle Sovjetunionen, da hans krigsskildringer var alt for uheroiske, og i 1939 blev han arresteret og i 1941 skudt.
Anden verdenskrig gik også hårdt ud over Odessa, og byen blev besat af rumænske tropper. Modstandskampen fortsatte dog i byens katakomber. Allerede i 1945 fik byen titlen helteby, for sin indsats under krigen.
Hovedstaden Kyjiv spiller en endnu større rolle i både russisk og ukrainsk kulturhistorie. Her ligger det berømte Hulekloster grundlagt i 1051 og Sofija-katedralen, der blev grundlagt på cirka samme tid – formentlig 1011 eller 1037. Kyjivs Hulekloster er blandt andet kendt for, at det var her munken Nestor i starten af 1100-tallet skrev sin krønike om de østslaviske folks tidlige historie.
Sofija-katedralens ydre er i dag ganske anderledes, end da den blev bygget for cirka 1000 år siden, men dets indre frembyder stadig næsten det samme syn som dengang. Mere end noget andet er disse bygninger helt centrale i Putins forståelse af den østslaviske historie som en historie om et folk, fjendtlige magter har forsøg at splitte ved at påstå, at russere, ukrainere og belarussere ikke er et folk. Hvis russiske besættelsestropper kommer til at beskadige disse bygninger, vil det mere end noget andet være et symbol på, at Rusland har frasagt sig sin fælles arv fra middelalderens Kyjiv-rus.
Endelig bør byen Mariupol ved Det azovske Hav også nævnes. Nu er den mest kendt for de hårde kampe, der har udspillet sig siden invasionen startede den 24. februar. Årsagen er, at den ligger mellem de russiskkontrollerede folkerepublikker Luhansk og Donetsk og Krim-halvøen. Lykkes det at få kontrol med byen, vil Rusland kontrollere hele kyststrækningen langs med Det azovske Hav fra folkerepublikken Donetsk og ned til Krim-halvøen.
Byen spiller slet ikke den samme centrale rolle i russisk og ukrainsk kulturhistorie som Kyjiv og Odessa. Imidlertid fik byen en vis opmærksom i 1988, da filmen Lille Vera blev vist. Filmen foregår i Mariupol og hovedpersonen Veras triste liv i Mariupol viste, at den sovjetiske ungdoms virkelighed var noget mindre attraktiv end den måde, den var blevet beskrevet på før glasnost og perestrojka.
Al logik tilsiger derfor, at modstanden vil blive endnu større, jo længere den russiske hær kommer mod vest
Byen hed i øvrigt Zjdanov i perioden 1948 – 1989, opkaldt efter bysbarnet Andrej Zjdanov (1896 – 1948), der beklædte flere topposter i Sovjetunionen og blandt andet kom til at lægge navn til de ideologiske stramninger i Sovjetunionen efter anden verdenskrig.
At de russiske soldater bliver betragtet som besættelsestropper de steder, de rykker frem i Ukraine, er nu hævet over enhver tvivl. Det er ganske bemærkelsesværdig al den stund, at de områder som den russiske hær er kommet til indtil nu, overvejende er beboet af russisktalende. Al logik tilsiger derfor, at modstanden vil blive endnu større, jo længere den russiske hær kommer mod vest.
Parallel til Krim-krigen
Det kan altid være sjovt med historiske sammenligninger og i tilfældet Ukraine, kan det være relevant at kigge på zar Nikolaj den Første og Krim-krigen 1853-1856. Nikolaj den Første var kendt som Europas gendarm og førte en meget repressiv indenrigspolitik i Rusland. Han døde i 1855, og kort efter tabte Rusland Krim-krigen.
Nederlaget i Krim-krigen åbnede i Rusland øjnene for, at politiske reformer var nødvendige og Nikolajs efterfølger, Aleksander den Anden indførte en række retsreformer og ophævede endelig de russiske bønders livegenskab, der cirka kan sammenlignes med stavnsbåndet i Danmark.
Om resultatet af den nuværende krig bliver et decideret nederlag for Rusland, er naturligvis svært at sige, men at omkostningerne ved krigen allerede nu har vist sig at være langt større, end Putin havde forventet, er allerede ubestrideligt. Om det kommer til at medføre liberale reformer, der kan måle sig med Aleksander den Andens reformer i 1860’erne, er det naturligvis endnu umuligt at spå om, men Rusland er nu forandret for altid.
Nervøse naboer
Rusland er givetvis klar over, at invasionen af Ukraine, kan gøre forholdet til andre af Ruslands naboer besværligt. Putins talsmand Dmitrij Peskov, var da også 2.marts ude at sige, at det kun er Ukraines grænser fra sovjettiden, der er et problem, og at det ikke gælder Kazakhstans grænser, der også blev trukket i sovjettiden.
Grænserne mellem de tidligere sovjetrepublikker blev trukket ganske vilkårligt i sovjettiden og var ofte et udtryk for forskellige varianter af del og hersk. Nogle gange blev områder lagt ind under en republik for at sikre, at der ikke kom for mange mennesker fra en bestemt gruppe i en bestemt republik. Det gælder for eksempel det nordlige Kazakhstan. Her blev områder, der hovedsagelig var russiskbefolkede lagt ind under Kazakhstan, således at Kazakhstan ikke blev for etnisk homogent.
Invasionen af Ukraine har også bragt nyt liv i Sverige og Finlands overvejelser om at blive medlemmer af NATO. Det er på ingen måde en overdrivelse at hævde, at Putins udenrigspolitik ligger i ruiner. Både ambitionen om at blive anerkendt som en respektabel stormagt, der sidder med ved bordet, når vigtige globale problemer skal løses, og forsøgene på at hævde russisk indflydelse i tidligere sovjetiske områder, ser ud til at fortone sig ud i en fjernere og fjernere fremtid.
På mange måder har den bulgarske politolog Ivan Krastev ret, når han hævder, at Putin nu har kastet Ukraine ud i en stor fædrelandskrig. Det var det samme, Tyskland i 1941 gjorde mod Sovjetunionen, og det blev en krig, der for generationer blev det definerende moment både i folks personlige liv, men også i nationens historie. Mere end nogen anden har Putin nu ydet sit bidrag til at smede den ukrainske nation sammen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
