POLITIK // ANALYSE – Efter at have haft en overgangsregering siden valget 9. september, bestående af den hidtidige regering med Socialdemokraterna og Miljöpartiet, får Sverige efter alt at dømme endelig en ny regering mandag. Den består såmænd af Socialdemokraterna og Miljöpartiet. Ellers noget nyt? Jakob Brønnum analyserer den seneste udvikling i svensk politik.
Meget er faktisk nyt, når Stefan Löfvén efter afstemningen fredag formiddag i Rigsdagen officielt ikke længere har et parlamentarisk flertal imod sig. Egentlig er intet helt det samme.
At det ikke længere er Vänsterpartiet (V), der er støtteparti for en regering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet, men de to ultraliberale partier Centerpartiet (C) og Liberalerna (L), (tidligere Folkpartiet), rummer et afgørende nybrud i svensk politik og begrundelsen for det rummer forudsætninger for et nyt, demokratisk håb mod den bølge af populisme, der er skyllet ind over den vestlige verden og mange andre demokratier de senere år.
Eller som Socialdemokraterna skriver på partiets facebookside umiddelbart efter afstemningen i Riksdagen: “Runt om i världen ökar högerextremismen sitt inflytande. Sverige väljer en annan väg. Vi står upp för demokratin och människors lika värde …”
Alliansen er sprængt
Det nye, blokpolitisk set, er, at Alliansen, den borgerlige firkløver-sammenslutning, der regerede i to perioder frem til valget i 2014 er sprængt.
Under forhandlingerne fik Alliansens to andre partier, Moderaterna (M) og Kristdemokraterna (KD) malet sig op i et ikke helt lyst hjørne af den politiske verden sammen med Sverigedemokraterna (SD). Det skete gennem en helt og holdent mislykket satsning på, at C og L ikke ville bryde Alliansen, der derved kunne regere på Sverigedemokraternas stemmer under Moderaternes leder Ulf Kristersson, der igen og igen hævdede, at han ikke ville gøre sig afhængig af SD. Hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre, eftersom Alliansen ikke ville have flertal uden, og SD’s leder Jimmie Åkesson ligeledes igen og igen har understreget, at han nu ikke længere gratis ville stemme for Alliansens politik.
Partier, der så let som ingenting kunne været blevet regeringspartier, ledet af politikere, der så let som ingenting kunne være blevet ministre, siger nej af principielle grunde
Men Centerpartiet er for indvandrervenligt et parti – på linie med Centrum-Demokraterne i sin tid – til at ville have noget som helst med Sverigedemokraterrnas uberegnelige populisme at gøre, og Liberalerna ligger for tæt ved spærregrænsen på fire procent til at turde risikere, at det hele udmundede i et såkaldt ”Extraval”, som det ville gøre, hvis man gennem i alt fire statsministerafstemninger, hvoraf fredagens er den tredje, ikke fandt en kandidat uden flertal imod sig.
Undervejs har man været igennem adskillige partilederrunder hos “Riksdagens talman”, Andreas Norlén (M), som grundlovsmæssigt holder i de svenske regeringsforhandlinger. Både Kristersson, Centerlederen Annie Lööf og Löfvén har været udpeget som forhandlingsledere og givet op. Og mens både befolkningen og pressen undrede sig over, om demokratiet nu fungerede som det skulle, fastholdt Norlén, at det var lige præcis det, det gjorde. Så længe man fortsatte med at tale sammen og forhandle. Det er nemlig det, demokrati går ud på.
Men hvorfor har det taget så lang tid at finde frem til den eneste mulige løsning, hvis man ville undgå en regering, der ikke var afhængig af Sverigedemokraterna? Det har det fordi alle deltagende partier skulle give noget og tydeligt indgå i sammenhænge, der modsiger både valgløfter og egen politik.
Nødvendigheden af en “blokoverskridende” politik
Mens statsminister Stefan Löfvén, der har en fortid som leder og chefforhandler i metal-fagforbundet, hele tiden – også inden valget – har talt om nødvendigheden af en ”blokoverskridende politik”, hvis man vil bremse populismens fremmarch, har både partilederne Annie Lööf (C) og Jan Björklund (L), begge tidligere ministre i Fredrik Reinfeldts (M) Allianseregering frem til 2014, haft som stålsat valgløfte, at de gik efter en Allianseregering med den nye leder af Moderaterna Ulf Kristersson som statsminister. Det løfte er brudt.
Den svenske offentlighed har derfor ventet – nogle irriteret, nogle skrækslagent, nogle forventningsfuldt – på, at særligt Annie Lööf skulle begynde at vise tegn på kompromisvillighed. Hendes præludium til det var, omkring jul, at nu skulle man se at satse på at tale om indhold, fremfor bogstavkombinationer.
Desværre betød det, at Vänsterpartiet under ingen omstændigheder ville godtage et sådant regeringsgrundlag, og der var nye, natlige krisemøder tidligere på ugen
Kort efter nytår kom så en 73 punkter lang ”januariöverenskommelse” mellem S, MP, C og L, som rummer et antal kameler at sluge til højre og venstre, men særligt til venstre, hvor Stefan Löfvén og Socialdemokraterna til gengæld for regeringsledelse må gå med på flere decideret liberale reformudspil. De 73 punkter findes længst nede i linket. Aftalen rummer en lang række fælles tiltag for miljøet, tryghed og faglighed i skolen, sygehusområdet, forsvaret og infrastrukturen.
Der var bare lige en knast. I en form for forsigtighed, der lige så vel kan tolkes som overmod, havde Annie Lööf, for at sikre sig i forhold til sit bagland, fået indføjet som et af punkterne i aftalen, at V ingen indflydelse får på regeringen: ”Denna överenskommelse innebär att Vänsterpartiet inte kommer att ha inflytande över den politiska inriktningen i Sverige under den kommande mandatperioden.”
Man kan godt forstå hende. Hvis et ultraliberalt parti skal ind og støtte samme sted som Rigsdagens mest ”socialistiske” parti har gjort, må man trække en grænse. Desværre betød det, at Vänsterpartiet under ingen omstændigheder ville godtage et sådant regeringsgrundlag, og der var nye, natlige krisemøder tidligere på ugen.
Havde man vitterlig blot regnet med, at V ikke ville stemme mod en Löfvén-regering, hvor man nu ikke længere var støtteparti? Altså undlade at stemme, hvilket er tilstrækkeligt, fordi det handler blot om at statsministeren ikke har et flertal mod sig. Og at de ville gøre det, fordi ellers truede det, der var værre, nemlig en højrefløjsregering?
Det der ikke står i aftalen
”Vi kan jo altså forhandle om det, der ikke står i aftalen,” forklarede Löfvén regeringens forrige støtteparti, Vänsterpartiets. Og det har man åbenbart gjort. Det forlyder, at det blandt andet er flere at V’s hjertesager, herunder genindførelsen af nogle velfærdsgoder og andet, der blev sløjfet i det rent borgerlige halvårsbudget (den svenske Finanslov), der blev vedtaget af Alliansen og SD i november under overgangsregeringen. Det drejer sig bl.a. om fradrag for fagforeningskontingent og gratis offentlig trafik for børn i sommerferien. Også den gratis museumsadgang, et socialdemokratisk kulturpolitisk flagskib, som den borgerlige finanslov resolut sløjfede i jagten på penge til skattelettelser, synes genindført.
Det svenske demokrati har en åben grundindstilling til indvandring og flygtningemodtagelse efter at landet har været neutralt i to verdenskrige
Hvorfor rummer det et demokratisk håb for Europa, at man ikke vil vide af de populistiske stemmer fra folkedybet? Hvis man ikke har opdaget, at de populistiske kræfter stille og roligt har øget presset på de demokratiske institutioner, er det fordi man ikke har fulgt med eller vendt det døve øre til. I Ungarn lukkes private universiteter, i Polen stækkes retsvæsenet, så EU overvejer at blokere dele af medlemsskabet, i Rusland fortæller de statslige tv-kanaler om et Europa i opløsning, samtidig med at man har offentlige betalte nettrolde til at påvirke disse landes demokratier.
Det svenske demokrati har en åben grundindstilling til indvandring og flygtningemodtagelse efter at landet har været neutralt i to verdenskrige. Det var landets hovedbidrag til Anden Verdenskrig at modtage flygtninge. Derfor har indstillingen til et samarbejde med Sverigedemokraterna, der har nazistiske rødder, været meget mere negativ, end den har været på den borgerlige fløj i Danmark, hvad angår Dansk Folkeparti.
Partier, der så let som ingenting kunne været blevet regeringspartier, ledet af politikere, der så let som ingenting kunne være blevet ministre, siger nej af principielle grunde. For at stå op mod populismens undergravning af demokratiet og stå fast på, at samfundet er et inkluderende fællesskab af ligeværdige. Eller så nogenlunde ligeværdige, ville fagforeningsfolk måske tilføje, for et af de 73 punkter er C- og L-forslaget om indslusningsløn til nyankomne indvandrere med det angivelige formål at øge integrationen ved at få dem hurtigere på arbejdsmarkedet. L har fået sprogkrav med i kravene til statsborgerskab.
Kultur og samfund under pres
Og mens regeringsforhandlingerne falder på plads uden M, KD og SD, kunne det borgerligt liberale dagblad Dagens Nyheter bringe resultatet af budgetforhandlingerne i Jimmie Åkessons hjemkommune Sölvesborg. Her har en lokal koalition af netop de tre partier i hjørnet af svensk rigspolitik, M, KD og SD, vedtaget et budget, der skærer ned på al kultur, hvor den fire tanke og kreativitet råder, dvs. Studieförbundet og forpligtelsen til at bruge 1% af de offentlige anlægsomkostninger på udsmykning, fordi kulturen skal bruges til at ”genskabe en fælles identitet“.
Også Folkets Hus skal lukkes ved at få sine bidrag minimeret. Det skyldes, at SD opfatter virksomheden som ”socialistisk”. I Sverige er det Studieförbundet og aktiviteter i Folkets Hus, der landet over har haft den historiske, folkeligt opdragende rolle, som højskolebevægelsen havde i Danmark.
Den svenske rigsdag sidder principielt indtil september 2022, eftersom valgperioden ligger fast. Stefan Löfvén ventes at præsentere sin regering mandag.
Artiklen er opdateret med en replik efter afstemningen fredag
Tidligere artikler om den politiske situation i Sverige omkring og efter valget 9. september 2018:
“Der er ikke borgerligt flertal i Sverige”
Populistisk fremgang og opbremsning i Sverige
Fakta og tendenser i den svenske valgkamp
Topfoto: Stefan Löfven under valgkampen i august 2018, Socialdemokraterna
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
