
MIDTVESTLIV // KLUMME – En USA-flytning bringer et hav af forventninger, eventyr og oplevelser med sig. Men efter at være flyttet fra østkyst til midtvest har Julie Bendtsen lært, at nogle eventyr skal der ledes lidt længere efter. Til gengæld er de det hele værd.
CHICAGO – “Måske er det, fordi jeg er krebs”, tog jeg mig selv i at ytre for ikke ret længe siden. Og hvor det for nogen ganske givet er en helt almindelig ting at sige, så er det det altså ikke for mig. Bevares, jeg kan sagtens læse en stjernetegnsbeskrivelse og tænke, at “gud ja, jeg er da også sådan en følsom type, der bare rigtig godt kan lide at kravle under et tæppe og hygge på sofaen derhjemme”, men helt ærligt: hvem kan ikke det?
Ikke desto mindre fik jeg tanken, og det var, fordi jeg, siden vi flyttede fra Syden til Midtvesten, har savnet vandet markant. Ikke fordi jeg sad og kiggede ud over bølgerne på weekendbasis, mens vi boede i North Carolina – der er trods alt to timer fra Raleigh til den nærmeste strand – men bevidstheden om at bo tæt ved vandet (efter amerikansk målestok) var der. Og den mangler jeg nu.
Mangel på saltvand
“Hov stop”, vil den opmærksomme og ikke mindst geografiskarpe læser måske tænke. “Du bor da lige ved Lake Michigan. Som du selv lige har fortalt os, er større end tre amerikanske stater tilsammen. Så din vandmangel må siges at være en tilsnigelse”.
Men jeg taler altså om havet. Der er en forskel. Og hos mig er den forskel så markant, at jeg har måttet arbejde lidt for at omprogrammere mit hoved og hjerte til at forstå, at selv om Midtvesten ikke har meget saltvand, så kan det godt betale sig at kigge lidt efter, hvad den så har.

Det var sådan, vi fandt Door County. Et område i Wisconsin, nogle få timers kørsel nordpå (gennem byen Milwaukee, som i øvrigt også i den grad skulle være et stop værd; det må blive næste gang), en billedskøn og idyllisk beliggende halvø i Lake Michigan. Særligt efteråret er smukt og eftertragtet her; træernes blade indtager farver og nuancer, der snildt kan konkurrere med dem, så mange tager til New England eller Blue Ridge Mountains for at opleve.
Det er svært på et kulturelt plan, fordi vores nationalitet og værdisæt er så indgroet
Og på en klar solskinsdag iklæder himlen sig den der helt særlige nuance af blå, som jeg ikke har set andre steder end i USA. Det er svært ikke at lade sig besnære og charmere af, så det gjorde vi og glædede os over endnu en gang at være blevet overrasket og imponeret af det land, vi har valgt at bosætte os i.

Efter at have boet flere år i USA end i Danmark har vores børn nogle fordele, vi voksne ikke har. Der er dele af den amerikanske populærkultur, traditioner, sociale sammenhænge og udtryk, der stadig er komplet ukendte for os, men som er en helt naturlig del af vores børns hverdag og opvækst. Til gengæld får vi voksne noget andet – nemlig chancen for næsten konstant at få vores egne perspektiver og nogle gange fastlåste syn på normer og tilgange udfordret. Og vendt rundt.
Storby og sommerparadis
For som jeg tidligere har været inde på, er integration svært, og min erfaring siger mig, at det er sværere for de voksne end for børnene, fordi der er så mange flere vaner, der skal brydes og traditioner, der skal brydes med – i hvert fald, hvis man gerne vil give slip og integrere sig.
Det er svært på et kulturelt plan, fordi vores nationalitet og værdisæt er så indgroet og noget, vi i mange tilfælde føler meget stærkt for at bevare og forsvare. Men det er også svært på et helt lavpraktisk punkt, fordi det er de voksne, der skal finde ud af, hvordan man køber et hus, melder sig til el- og gasforsyninger, finder vej og passer på.
Jeg har fået min egen lille tryghedsverden udfordret gennem vores flytninger. Selvfølgelig var den første – fra Danmark og ud – den mest strabadserende, fordi den inkluderede hele det bjerg af opgaver, der ligger foran enhver, der skal etablere sig lovligt i USA med alt, hvad det indebærer af bankkontooprettelser, bilkøb og børnelæger… blandt ufattelig meget andet, forventet såvel som aldeles uforudset.

Men den anden flytning har også revet både rødder op og forestillinger over. Mine forestillinger om Midtvesten som noget lidt uinspirerende (hvilket det så sandelig også kan være – jeg kigger på dig, motorvej gennem Indiana), lidt trist, lidt koldt, lidt goldt, lidt langt fra alt det sjove – er i den grad blevet udfordret. Først med Chicago som storby, senest med Door County som et ægte lille ferieparadis, som jeg nu også drømmer om at opleve om sommeren.
Svenske geder på taget
Fun fact: Dele af Wisconsin og især Door Country er superskandinavisk, og mens resten af familien nød solen på græsplænen uden for Al Johnsons’ restaurant, der er kendt for sine swedish meatballs og geder på taget, gik jeg shopamok i dansk strik, Marianne-bolsjer og marcipanbrød i den lille butik ved siden af. Størstedelen af butikkerne, virksomhederne og postkasserne har navne som Anderson, Fredrikson og Larson påskrevet, og de nordiske flag vajer overalt.
Jeg tror, det er noget, rigtig mange af dem, som har boet uden for Danmark i nogle år, kan genkende
Men der er ingen, der taler hverken dansk, svensk eller finsk i butikkerne, og ud over rødderne er der ikke meget hjemligt at finde. Og det er ok. Vi flyttede jo ikke ud for at finde hjem, og selv om mit nordiske hjerte banker lidt dybere, når jeg ser en pose Dumle oppe ved kassen og kan nyde en Carlsberg fra fad i solen, er det jo ikke den type oplevelser, der former vores eventyr her.
Det er derimod alle de oplevelser, der er noget andet end det, vi kommer fra. Alle de oplevelser, der på fineste vis formår at vække en følelse af barnlig glæde, ikke kun hos børnene, men også hos os voksne.

Som når vi handler på eventyrlysten og modstår fristelsen til bare at besøge venner i Raleigh, som vi kender så godt, og i stedet opsøger noget nyt. Og ikke bare finder steder som Door County, men også – og måske endda endnu vigtigere – opdager, at USA’s bedste burgerkæde findes lige her i Midtvesten, uden at vi vidste det (og ja, jeg har prøvet In’n’Out!).
Det gør vi nu, og lige så meget som denne klumme er en hyldest til nye oplevelser, er den også en hyldest til Culver’s, som efter at være kommet ind i mit liv har gjort sig bemærket som en helt legitim grund til aldrig at flytte herfra.
Måske fordi der med en udlandsflytning følger en følelse af forpligtelse med
Jeg tror, det er noget, rigtig mange af dem, som har boet uden for Danmark i nogle år, kan genkende – følelsen af i langt højere grad at opsøge ikke kun de nye oplevelser, man glædede sig til i forbindelse med den spændende flytning, men også alle de mere uventede. Dem, der ikke står nævnt i ret mange rejseguides – hvis nogen overhovedet – men som alligevel ender med at være nogle af de mest uforglemmelige. Og ja, selvfølgelig ville vi da kunne køre Danmark tyndt i jagten på nye oplevelser, hvis vi aldrig var flyttet derfra.
Flytning forpligter
Men for at være helt ærlig tror jeg ganske enkelt ikke, vi ville gøre det. Måske fordi de weekend- og ferietimer, vi ville skulle sætte af til det, i forvejen ville være opbrugt af praktik, aftaler, sammenkomster og opgaver, som vi med stor sikkerhed ville have, fordi vores netværk i Danmark bare var og stadig ville være større, end det er her.
Eller måske fordi der med en udlandsflytning følger en følelse af forpligtelse med. En forpligtelse til at værdsætte og udnytte det vilde privilegium, vi har fået i form af den her mulighed. Så skal den også gribes fuldt ud, og det er vores eget ansvar at finde ud af, hvad vores nye hjem har at byde på.

Jeg har brugt oceaner af tid og energi på at undre mig og i visse tilfælde også både ryste på hovedet af og harcelere over en hel masse amerikanske forhold, jeg ikke forstår. Og guderne skal vide, at der er fænomener, adfærdsmønstre og holdninger, jeg heller aldrig kommer til at forstå. Men måske behøver jeg heller ikke at forstå det hele for alligevel at lære af det.
Om det er mit stjernetegn, min opvækst i et land, der på næsten alle sider er omgivet af havvand, eller bare en tilfældig kærlighed til saltvand, der gjorde mig loren ved at flytte væk fra det element, jeg helst vil være tæt på, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg ved, at de oplevelser og eventyr, der følger med at give slip på det, jeg troede, jeg ikke kunne undvære, åbnede så mange nye potentielle oplevelsesdøre, at jeg kun når igennem en brøkdel af dem i den tid, jeg bor her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her