
MIDTVESTLIV // KLUMME – For Julie Bendtsen og familien er de årlige sommerferier i Danmark et af årets højdepunkter, og det er her, relationerne plejes. Men ikke dem alle – for uanset hvor lang ferien er, er det, som om regnskabet bare aldrig går op.
En hel måned fik vi i Danmark denne sommer. Bevares, den var da krydret med, at SAS holdt fast i halvdelen af vores kufferter en ekstra dag efter flyvningen til København, og at de valgte at aflyse hjemflyvningen, og tre af os dermed fik en ikke planlagt ekstra dag.
Men hey, vi brugte den godt med et besøg til Amager Bakke og Copenhill (lugter der altid så … overvældende?) og mine børns allerførste bøfsandwich – og hvilken én. Alt var godt.
Inden da bød vores ferie i hjemlandet på mange af de oplevelser, der efterhånden er blevet helt fastforankrede traditioner, når vi er hjemme. Der er mad, der skal spises – fjordrejer, softice, fiskefrikadeller, koldskål, smørrebrød, franske hotdogs og bland selv-slik for nu blot at nævne et udpluk. Der er ture, der skal løbes, lyse nætter, der skal indsnuses og værdsættes.
Så er der alt det andet indimellem, og det er nok dér – et sted midtimellem – at regnskabet bare aldrig rigtig stemmer
Og så er der mennesker, der skal ses. Den nærmeste familie giver sig selv. Det er dem, vi har ramt mest ved at flytte os selv og vores børn flere tusind kilometer og et ocean væk. De har indiskutabelt førsteprioritet.
Fast plads i kalenderen
Der er de gamle venskaber, som jo i sagens natur bliver ældre med årene, og som stammer fra stort set alle vores livsfaser. Jeg har veninder, som jeg har kendt siden vuggestuealderen, fra studietiden og fra jobs – veninder, som jeg stadig ser, og som skal have en plads i kalenderen ved alle hjemture.

Jeg har kollegaer fra de to arbejdspladser, jeg har været længst på. Kollegaer, som heller ikke længere arbejder der, hvor vi mødte hinanden, men som jeg stadig har så meget tilfælles med, at det giver al mening i verden at mødes på Café Langebro til en eftermiddagsøl – der bliver til mange flere og en tur videre til et sted, der har åbent til engang efter midnat.
Vi har venner, som vi har mødt på et eller andet tidspunkt i vores USA-forløb, og som enten har taget returspringet og er flyttet hjem igen, eller som ligesom vi er på sommerbesøg i Danmark. De er trygge og gode at mødes med, fordi de er nogle af de få, der forstår, hvad det er, vores liv egentlig indebærer.
Og så er der alt det andet indimellem, og det er nok dér – et sted midtimellem – at regnskabet bare aldrig rigtig stemmer.
De gamle bekendtskaber, det kunne være så hyggeligt at catche up med. Veninden fra gymnasiet, som jeg ikke har set i snart et årti, men som jeg ville elske at genopfriske med. Fætre og kusiner, vi er vokset op med.
Denne gang skal det være …
Vi tænkte, at i år ville blive anderledes. I år skulle vi være i vores (stadig relativt nye) sommerhus og ikke suse rundt fra gæsteværelse til gæsteværelse i jagten på og håbet om at nå så meget som muligt på vores begrænsede tid.
Vi skulle køre næsten direkte til sommerhuset, og så ville de mennesker, der gerne ville ses, forhåbentlig overveje at tage turen og komme forbi.

Alligevel endte det, som det så ofte gør. De fleste af vores aftaler var alle andre steder end i sommerhuset, andre mennesker har andre ferieplaner, som ikke matcher vores, og antallet af dage med luft i kalenderen endte alligevel med at være så få, at tanken om at tage to måneder hjemme i stedet for én næste år kunne være nærliggende.
Men vi kan ikke rejse hjem i to måneder, og jeg tror, vi er nået til en erkendelse af, at den her situation er et eksempel på et af de ofre, man må sluge, når man har valgt som vi.
Det er ikke alle relationer, der kan plejes, når man placerer sig selv så langt væk i så lang tid. Og af samme grund er det – i nogle tilfælde – relationer, jeg indimellem kan frygte ikke vil overleve.
Jeg har stadig ikke oplevet at komme tilbage til USA fra Danmark og ikke have dårlig samvittighed over for én eller flere, vi ikke nåede at se. Det sker hver gang. Heller ikke denne gang gik regnskabet op. Men næste gang, ikke? Der skal vi altså ses.
Utilstrækkelig og utaknemmelig
Man kan spørge sig selv, hvordan det samme regnskab ville have set ud, hvis vi var blevet boende i Danmark, og måske ville resultatet have været det samme.
Måske ville det endda have set endnu sortere ud, for der er en sandsynlighed for, at vi, netop fordi vi så gerne vil bevare så mange tætte og kærlige bånd til Danmark som overhovedet muligt, gør meget mere for at holde fast i dem, end vi ville have gjort, hvis vi i stedet for Raleigh og Chicago var flyttet til Holstebro eller Hundested.
Alligevel rammer det, når jeg vender hjem efter endnu en hyggelig, vidunderlig, mad- og gensynsglædefyldt tur til mit hjemland kigger tilbage på en indbakke, hvor der stadig ligger uimødekommede “hey, sig til, hvis du har tid til at mødes, mens I er hjemme”-beskeder.
Det er svært ikke at føle sig lidt utilstrækkelig, og det er nemt at føle sig lidt utaknemmelig. Vi har mange gode mennesker i vores liv, så hvorfor kan vi ikke finde tid til dem?
Det kan vi ikke, fordi den ikke er der, tiden. Og den kommer ikke til at være der.
Måske er det en stakket frist, og måske er de der ikke længere, når (hvis) vi engang vender hjem
Det paradoksale – og indimellem triste – er også, at det stadig er vores danske venner, vi ser som de “rigtige”.
Bevares, der er da en håndfuld eller to herovrefra – især fra Raleigh – som vi efterhånden kender rigtig godt, og som måske nok er på linje med mange af vores nære, danske venskaber.
Men på en eller anden måde føles de danske relationer – selv dem, vi ikke har kunnet pleje i årevis – som de mest ægte, de tætteste, dem, der stadig ved, hvem vi er.

Dem, der kender os, og ved, hvem vi er bag ved de danske accenter, den nogle gange maltrakterede grammatik og de upassende, aldeles politisk ukorrekte jokes. Det er de mennesker, jeg føler mig som mig selv med, og som jeg bilder mig selv ind, stadig ser mig som den, de altid har kendt.
Den mig, som ikke er blevet så meget anderledes af et lille årti i USA.
Det er her, de sociale medier kommer til deres ret.
For uanset hvor grumt et boomer-ry, Facebook har fået. Uanset hvor mange ligegyldige influencere man skal sparke sig igennem på Instagram for at få øje på noget interessant og med bare en snert af værdi. Uanset hvor gammel jeg føler mig, når jeg prøver at styre Snapchat – så er det på de sociale medier, vi semi-formår at pleje dem, vi aldrig når at pleje i virkeligheden.
Måske er det en stakket frist, og måske er de der ikke længere, når (hvis) vi engang vender hjem. Men hvem ved – måske kan vi finde dem igen?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her