DIGITALE NOMADER – Hvilke værdier giver vi videre til vores børn, når vi viser dem, at livet er en endeløs række af ensartede, småtriste hverdage kun afbrudt af længe ventede weekender og sporadiske ferieuger, spørger Mille Bruun Sjøgren, der sammen med sin mand har valgt et arbejdsliv, hvor de selv bestemmer farten. “Vi vil hellere have 7 forskellige ugedage med eventyr og udfordringer end 5 praktisk talt identiske og forudsigelige dage, der falder som taktfaste slag fra en metronom – tik tak,” skriver hun.
Kender du den her følelse?
Du står op klokken 9 minutter over halv kvalme om morgenen, brygger din sædvanlige dobbelte espresso for at flå øjenlågene fra hinanden, før du tager et bad, vækker ungerne og får dem gjort klar med madpakke og de rigtige bøger i tasken.
Derefter står den på pedaltramp på Nihola-cyklen gennem mørke, regnvejr og i modvind til først skolen eller institutionen og derefter arbejdspladsen. Det meste af dagen tilbringer du foran en skærm kun kort afbrudt af sporadiske møder, hvorefter cykelturen hjem igen i mere mørke dræner den sidste energi og livslyst.
Du ville egentlig gerne være den type, som spontant inviterer sine venner over på rødvin og ostesmagning på en tirsdag aften, men du har slet ikke energi til det. Det har dine venner for den sags skyld heller ikke
Vinden har på næsten magisk vis vendt sig, så denne gang er der strid modvind på vej op af Godthåbsvej, og regnen er også taget til. Hjemme igen ryger der en Holger kylling i ovnen, og når først ungerne er lagt i seng, opvasken er taget, der er ryddet op, og vaskemaskinen er sat i gang, er du så udmattet, at du rammer sofaen hårdt og bruger de sidste timer af dagen i selskab med Vild med Dans, Facebook og Instagram.
Du ville egentlig gerne være den type, som spontant inviterer sine venner over på rødvin og ostesmagning på en tirsdag aften, men du har slet ikke energi til det. Det har dine venner for den sags skyld heller ikke.
Ok, ovenstående er måske en anelse karikeret, men ikke desto mindre er min påstand, at det i store træk er hverdagen for rigtig, rigtig mange danskere. Sådan ser hverdagene ud uge efter uge, måned efter måned, år efter år.
Det er summen af livet afbrudt af nogle længe ventede weekender og alt for få ferieuger, der agerer lyspunkter at se frem imod i mørket. Nogle trives måske fint i det, men jeg har på fornemmelsen, at rigtig mange mennesker føler sig kvalt af hverdagens dræbende trivialitet og gerne ville gøre noget helt, helt andet.
Er hverdage overhovedet godt for børnene?
Her kommer mit spørgsmål så:
Hvordan skal vores børn nogensinde tro på os, når vi fortæller dem, at de kan gøre, hvad de vil i livet, når de samtidig ser os sidde fast i hverdagens hamsterhjul og marchere i takt til samfundets slaviske rytme?
Vi har endda indrettet det således, at børnene selv starter livet med i omegnen af 15 helt ensartede skoleår.
På den måde kan de blive vænnet til at være små flittige samfunds-soldater, der ikke stiller spørgsmålstegn ved et liv fra 8-16 fra mandag til fredag og 6 ugers ferie om året, hvor de allernådigst kan gøre hvad de vil, mens de resterende 46 uger skal afstås til arbejdsgiveren og staten.
Vi stiller ikke en gang spørgsmålstegn ved det selv, men accepterer det som værende ‘sådan er det jo bare’. Men hvor er inspirationen og den lysende ledestjerne, som børnene skal følge, hvis de virkelig ‘vil gøre, hvad de vil i livet’, og det måske ikke nødvendigvis er et 8-16-job og 6 ugers ferie om året? Det drømmer børn vel næppe om?
Vi kender kun til én måde at gøre tingene på, for vi har aldrig set andet
Siden hvornår er det blevet til: ‘Du kan gøre, hvad du vil i livet, bare du gør som alle andre, og som samfundet forventer af dig’.
Samtidig forventer vi af de unge, at de skal være kreative, innovative, have et bredt verdenssyn, kulturel forståelse og være internationale. Afspejler deres opvækst det? Det er jeg ikke så sikker på. Vi kender kun til én måde at gøre tingene på, for vi har aldrig set andet.
Bevares, jeg ved da godt, at de fleste mennesker tager på en ferie i ny og næ, og på den måde bliver hverdagens trummerum brudt, ungerne møder lidt anderledes kultur, end de er vant til, og at de bliver udfordret på deres kulturelle forståelse, når deres forældre tvinger dem til selv at bestille en cola på spansk ‘por favor’.
Jeg tror bare ikke, at det er nok til hverken at forme, danne eller inspirere dem til at turde gribe ud efter og omfavne et liv, der er anderledes en mors og fars.
For digitale nomader er ingen dage ens
Nu introducerer jeg lige et nyt begreb, som du måske har hørt om før – måske har du ikke. Begrebet er ‘digital nomade’.
En digital nomade er en person, der kan rejse og tage sit arbejde med sig, hvorhen hun eller han vil, så længe de kan få fat i en internetforbindelse i ny og næ.
Det betyder, at den digitale nomade både er trådt ud af hamsterhjulet og ikke er afhængig af, hvor i verden han eller hun befinder sig. De har skabt sig et frigjort liv uden mødetider, arbejdsgivere, ferieuger eller cykelture ned ad Godthåbsvej.
Digitale nomader dækker mange forskellige professioner. De inkluderer journalister, Sociale Medie-eksperter, revisorer, psykologer, folk med egen online virksomhed, Tech-nørder, forskellige typer freelancere og reklamespeakere for bare at nævne en håndfuld. Jeg er selv sådan en af slagsen. Det er min mand også.
At være digital nomade betyder ikke, at vi konstant rejser rundt i verden, men det betyder, at vi kan gøre, hvad vi vil, hvornår vi vil. Ingen arbejdsgiver eller samfundsnorm skal give os lov til at tage på ferie, og ingen vækkeure skal fortælle os, hvornår vi skal stå op
Vi har truffet et valg om at give vores unger et anderledes liv, der passer bedre til vores drømme og ambitioner om, at livet skal indeholde mere end fem syvendedele hverdage. Vi håber, at det vil inspirere dem til at leve interessante liv og tro på, at alt er muligt.
At være digital nomade betyder dog ikke, at vi konstant rejser rundt i verden, men det betyder, at vi kan gøre, hvad vi vil, hvornår vi vil. Ingen arbejdsgiver eller samfundsnorm skal give os lov til at tage på ferie, og ingen vækkeure skal fortælle os, hvornår vi skal stå op.
I skrivende stund er vi på Venice Beach i Los Angeles og har de seneste 3 måneder rejst gennem 16 stater fra New York på den amerikanske nordøstkyst til San Diego i sydvest.
Før det var vi i Canada og Island, og på lørdag flyver vi til Costa Rica og videre til Panama for at holde jul og nytår.
Der er også udfordringer
Måske er vi tilbage i Danmark til næste år; måske er vi ikke, for vi koncentrerer os om at få det meste ud af det liv, vi lever lige nu og her, og lige nu føler vi, at det er ude i verden. Næste år kan det se anderledes ud, og vi har måske lyst til at cykle i modvind op ad Godthåbsvej for at komme ind på en arbejdsplads med en masse søde kollegaer. Det kan man nemlig godt savne på farten.
Men uanset hvad vi laver i løbet af dagen, ugen eller måneden lige nu eller om et år, bestemmer vi selv hvad.
Selvfølgelig er livet som digital nomade også usikkert, til tider rodløst og kan være møgfrustrerende, når internetforbindelsen er nede, kunderne i Danmark skrider, ungerne savner deres bedsteforældre og vi vores venner
Lige nu arbejder vi om formiddagen og surfer, trekker i junglen, slentrer rundt på Time Square, går til honky tonk, fisker med de lokale eller laver absolut ingenting om eftermiddagen. I min verden betyder det digitale nomadeliv, at jeg ikke behøver fortælle mine børn, at de kan gøre, hvad de vil i livet. Jeg viser dem det.
Selvfølgelig er livet som digital nomade også usikkert, til tider rodløst og kan være møgfrustrerende, når internetforbindelsen er nede, kunderne i Danmark skrider, ungerne savner deres bedsteforældre og vi vores venner.
Men vi har truffet vores valg. Vi vil hellere have 7 forskellige ugedage med eventyr og udfordringer end 5 praktisk talt identiske og forudsigelige dage, der falder som taktfaste slag fra en metronom – tik tak.
Det er, hvad vi bruger vores frihed fra et 8-16-job til, og vi håber, at det vil inspirere vores børn til at turde leve et liv uden for hamsterhjulet og have et bredt syn på, hvad det er muligt at få ud af livet.
Giver børnene kulturel forståelse
For mine børn betyder det også, at de får set og kan drage inspiration fra hele vores fantastiske verden. De møder mennesker med andre kulturelle baggrunde, som også tænker på en anden måde end dem selv.
Det giver dem en stor forståelse og åbenhed overfor det fremmede. Mine børn er vant til at omgås mennesker fra hele verden, og deres venner tæller både canadier, amerikanere, russere, spaniere, svenskere, hollændere, tyskere, franskmænd, danskere, og jeg kunne blive ved og ved.
De ved allerede i en meget ung alder, at vi skal respektere hinandens kulturer, og fordi folk ikke kan tale dit sprog, gør det dem ikke dumme eller uvelkomne. De har lært at respektere og forstå, at der er forskel på, hvordan vi tænker i verden. Hvis du spørger mig, bliver det om noget vigtigt i fremtiden, hvor flere og flere lande forsøger at bygge mure omkring sig selv – det gælder både de fysiske mure med pigtråd på toppen og de kulturelle.
Lad mig komme med et eksempel på det lærerige kulturelle møde:
Da vi var i Florida, fik min søn en ven. Captain David Railey var en 80 år gammel fiskekutterkaptajn, og de to fiskede sammen hver dag. Captain Railey gav endda min søn en fiskestang og lærte ham alt om fiskeri i Floridas floder. Min mand talte politik med den flinke mand, som viste sig at være glødende Trump-fan.
Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi begiver os udenfor vores egen lille trygge villavej og møder mennesker med andre holdninger for ikke at blive indskrænket og bange for det fremmede
Dem har vi ellers ikke mødt mange af – tværtimod. Jeg fortalte min søn om det, og det kom helt bag på ham, at den rare mand repræsenterede alt det, som vi rynker på næsen over. Lige der lærte han (og mor og far) en meget vigtig lektie: Vi kan godt være uenige politisk og have vidt forskellige værdier, men vi kan samtidig godt være venner alligevel.
Det var en vigtig værdi at lære, og jeg kunne ikke selv have lært ham det på en bedre måde end ude i verden på hans egen 10-årige krop. Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi begiver os udenfor vores egen lille trygge villavej og møder mennesker med andre holdninger for ikke at blive indskrænket og bange for det fremmede.
Fremtidens digitale nomader
Kommer der så flere digitale nomader fremover, eller er vi bare en lille flok tosser, der tror, at vi har regnet den ud, men alligevel lever i en eller anden pseudorealitet, som vi på et tidspunkt må vågne op fra?
Ifølge Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker i Future Navigator, vil der i fremtiden komme mange flere som os.
Vi er en bevægelse, som internettet har gjort mulig. Det betyder nok ikke, at alle digitale nomader vil rejse rundt som os, men der vil komme flere mennesker til, som søger at vil være mobile og fleksible i deres arbejdsliv og selv vil bestemme, hvordan deres dag, uge og måned skal se ud. Nogle vil måske rejse fuldtid, mens andre flygter fra den danske vinter og tilbringer den under varmere himmelstrøg eller forlænger sommerferien med en måned eller to.
Der skyder også flere platforme op, der forbinder kvalificerede freelancere med arbejdsgivere, som er ligeglade med, om den ansatte sidder på et kontor på Nørrebro eller en strand i Thailand. Tendensen i USA har i mange år været, at der kommer flere og flere ‘solo entrepreneurs’ og freelancere til, og der bliver færre og færre lønmodtagere. Mon ikke vi i Danmark også hopper på den bølge?
Jeg ser mine børn i øjnene hver eneste dag. De er her. Jeg er her. Vi er sammen, vi har det fantastisk, og vi oplever en masse spændende ting dag efter dag
Der er klart, at et nomadeliv ikke egner sig for alle, og mange er sikkert ganske tilfredse med et job fra 8-16, hvor de lægger deres tid hos en arbejdsgiver i bytte for økonomisk sikkerhed og stabilitet. Men jeg tror vitterligt på, at rigtig mange mennesker ville få en meget større glæde ud af mandag til fredag, hvis de turde at omlægge deres arbejdsliv. Det gælder ikke kun dem selv, men hele familien.
Når jeg fortæller, at jeg er digital nomade, spørger folk mig ofte: ‘Hvad med børnene? Er det ikke synd for dem? ´.
Jeg forstår godt bekymringen, men jeg deler den bare ikke.
Jeg ser mine børn i øjnene hver eneste dag. De er her. Jeg er her. Vi er sammen, vi har det fantastisk, og vi oplever en masse spændende ting dag efter dag. Det er måske i virkeligheden dem, jeg lever det her liv for. De er ikke begrænset af snæversynethed og ensporet tankegang. De taler 3 sprog og bliver ikke skræmt af, at nogen taler med en accent, har en anden hudfarve eller et penisrør som eneste beklædning.
Og så ved de, at alt i livet kan lade sig gøre.
POV lønner ikke sine skribenter. Endnu. Hvis du syntes, at historien var spændende og gerne vil læse mere om livet som digital nomade og følge med i rejsen rundt i verden, kan du donere et beløb som betaling for artiklen – størrelsen bestemmer du helt selv – på Mille Bruun Søjgrens Mobile Pay: 2323 6642
Topillustration og alle andre fotos: Mille Bruun Sjøgren – billederne er taget undervejs på rejsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
