BUREAUKRATI // KOMMENTAR – “Jeg er faktisk lidt stolt over alle de papirer, jeg har fundet frem,” skriver Tom Ahlberg, der er i gang med at søge dansk – og dermed dobbelt – statsborgerskab. “Alligevel har jeg en nagende fornemmelse af at have overset noget. Hjemmesidens tone giver mig en følelse af papirparanoia: “Hvis du ikke vedlægger tilstrækkelig dokumentation, kan det få den konsekvens, at erklæringen afvises.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg blev født på Ängelholm Lasarett i Skåne, udstyret med en dansk mor og en svensk far og flyttede med dem til Danmark, da jeg var 9 ½ år (det var dengang, man talte de halve år – det har jeg stadig svært ved at slippe, når jeg skal forklare mig). Anekdoten er, at jeg som ganske lille holdt en kage i hånden og kiggede op på min mor og sagde kage og kiggede op på min far og sagde kaka.
Da jeg fyldte 18 år, fik jeg valget mellem dansk eller svensk statsborgerskab, jeg valgte at fortsætte med det svenske. Først og fremmest fordi den danske stat ikke kunne indkalde en udlænding til militæret, og den svenske stat ikke ville indkalde en udlandssvensker. Betingelsen var blot, at jeg skulle lade være med at bosætte mig i Sverige, indtil jeg fyldte 28 år. Det overholdt jeg.
Det nordiske samarbejde har alle år fungeret helt gnidningsfrit. Svenskerne gjorde det lidt mere bøvlet, da de nedlagde ambassadens pasfunktion, så jeg nu skal til Malmö eller Lund for at forny mit pas. Jeg har ikke kunnet stemme ved danske folketingsvalg, til gengæld har udlandssvenskere stemmeret i Sverige. Det har nogenlunde gået lige op, bortset fra at jeg personligt har det sværere og sværere ved den doktrinære svenske venstrefløj, som vil ud af EU og slet ikke ser nogen mening i Nato.
Til rigtig manges overraskelse kunne jeg så også være borgmester i København i mine yngre dage. Jeg møder til stadighed folk, som har svært ved at tro, at det er bopæl og ikke statsborgerskab, som giver stemmeret ved lokalvalg i Danmark. Det gav i sig selv aldrig formelle problemer. Der var end ikke nogen, som gjorde anstød, da jeg som ansvarlig for hovedstadens øvrighedsforretninger og formand for den københavnske valgbestyrelse skulle skrive under på, at folketingsvalg og folkeafstemninger var gået korrekt til, uanset at jeg hverken kunne stemme eller være tilforordnet vælger.
Derfor glædede det mig meget, da Folketinget i 2014 gav mulighed for dobbelt statsborgerskab. Jeg var hurtigt inde og kigge på de offentlige hjemmesider, men det var så omfattende og forvirrende, at jeg opgav. Hellere vente til procedurerne var helt afklarede
Til gengæld har jeg haft fordelen af at kende to sprog og to kulturer ganske godt. Og ved større sportsbegivenheder er der som regel et hold at følge ret langt.
Når jeg det meste af mit liv har boet i Danmark, har følelsen af danskhed selvfølgelig sneget sig ind hos mig. Jeg har det lidt som den klassiske Povel Ramel/Dirch Passer-sang, Karl Nielsen, hvor han opremser sin mors 14 fornavne og faderens ene, Kurt. På min mødrene side har gode slægtsforskere fundet mine rødder via ”Bornholms befrier”, Jens Pedersen Kofoed, Skjalm Hvide, Gorm den Gamle og adskillige led tidligere end dette, på min farfædrene side kan jeg kun nå to led tilbage. Mine historiske rødder føles altså lidt mere danske.
Derfor glædede det mig meget, da Folketinget i 2014 gav mulighed for dobbelt statsborgerskab. Jeg var hurtigt inde og kigge på de offentlige hjemmesider, men det var så omfattende og forvirrende, at jeg opgav. Hellere vente til procedurerne var helt afklarede.
Papirhelvede
Det blev så dette forår, jeg gav mig tid til at gå i kast med ansøgningsarbejdet. For det skulle vise sig at være et arbejde. Som nordisk statsborger slipper jeg for sprog- og Olsenbanden-test. Det ville jeg klart have foretrukket for det papirhelvede, jeg gik i gang med.
Naturligvis skal man finde en del papirer for at få gang i denne proces. Min egen fødselsattest selvfølgelig, mine forældres fødsels- og dødsattester ok, mit statsborgerretsbevis ok, mit pas ok. Det fremgår af skemaet.
Men ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside skal jeg, som svensk statsborger, desuden fremskaffe mit eget og mine forældres personbeviser. Heldigvis kunne jeg blot ringe til Skatteverket i Sverige, komme til som nr. tre i køen, fortælle mit ærinde, og allerede to dage efter leverede PostNord kvit og frit de ønskede personbeviser. Det kalder jeg service.
Mine forældres vielsesattest skulle kopieres. Dokumentation for min mors skilsmisse fra sin første mand i 1950 skulle også fremskaffes, ligesom dokumentation for hendes navneændring i 1968. Heureka! Jeg har en stor kælder med mange af disse papirer. At finde dokumentet med min mors skifte til svensk statsborgerskab i 1962 udløste også en sand jubelfornemmelse.
Jeg har normalt ikke svært ved offentligt bureaukrati. Mine Djøf-børn spørger mig stadig til råds om papirgange. Og de dele af befolkningen, som har svag skoleuddannelse, mindre læsefærdighed eller sprogvanskeligheder må virkelig bøvle med et skema som dette
Udlændinge- og Integrationsministeriet beder mig også medsende ”dokumentation hvoraf navnene på begge dine bedsteforældre fremgår”. Jeg er så blandt de mennesker, som har hele fire bedsteforældre (!). Min fars fødselsattest har jeg ikke, og hans forældres navne står ikke på hans svenske Personbevis. Jeg måtte så kontakte det svenske Riksarkivet og gennem en online blanket bestille den ønskede dokumentation. Otte dage senere kom attesten med posten fra Stockholms stadsarkiv.
I det 13 sider lange skema fra Udlændinge og Integrationsministeriet specielt til nordiske statsborgere skal man oplyse om samtlige sine udlandsophold de seneste syv år. Heldigvis har to af årene været belagt med coronarestriktioner, ellers ville jeg ikke have kunnet holde mig til formularens beskedne 17 linjer, men været nødt til at skrive et tilføjelsesdokument. Det er faktisk sin sag at finde ud af, hvilke rejser man har haft for en håndfuld år siden. GDPR-reglerne har bestemt ikke gjort det lettere, for alskens onlinetjenester, hotelbookings, flyselskaber eller biludlejere må jo ikke længere gemme data i mere end tre år. Hurra! I mailboksen fandt jeg en aftale om billeje i Italien i 2015 – fra Sicily by Car (!).
Den største hjælp er dog min Google-kalender, som – uden at jeg nogensinde har fundet ud af hvordan – lægger rejsedata ind i kalenderen. Jeg skal bare huske at holde tungen lige i munden, for jeg har en amerikansk navnefælle, hvis rejser mellem amerikanske storbyer ofte havner i min kalender. Samme navnefælle var også på spil, da dagbladet Politiken for nogle år siden ved et fodbold-VM lavede en voxpop, hvor jeg skulle repræsentere det ”svenske” og fortælle læserne om min svenske favoritøl. Her var jeg lige ved at lave en omvendt Perikles og svare ”aldrig”. Det gjorde mig derfor intet, at det var navnefællens kontrafej, man havde fundet i Polfotos database.
Jeg skal også oplyse, i hvilke perioder og hvor jeg har boet Danmark. Det er selvfølgelig ikke et problem at betale de 75 kr. til Københavns Borgerservice for at få en Bopælsattest. Med den digitale førerposition Danmark har, er det bare lidt overraskende, at jeg ikke et eller andet sted bare kan give tilladelse til at indhente oplysninger fra andre myndigheder. Der er jo faktisk et bilag, som beskriver at Udlændinge- og Integrationsministeriet må give mine data videre til samtlige tænkelige andre myndigheder. Her er altså et ministerium, som kun kan videregive, men ikke modtage personoplysninger fra andre myndigheder.
Jeg har normalt ikke svært ved offentligt bureaukrati. Mine Djøf-børn spørger mig stadig til råds om papirgange. Og de dele af befolkningen, som har svag skoleuddannelse, mindre læsefærdighed eller sprogvanskeligheder må virkelig bøvle med et skema som dette.
Men er det nok?
Jeg er faktisk lidt stolt over alle de papirer, jeg har fundet frem. Alligevel har jeg en nagende fornemmelse af at have overset noget. Hjemmesidens tone giver mig en følelse af papirparanoia: “Hvis du ikke vedlægger tilstrækkelig dokumentation, kan det få den konsekvens, at erklæringen afvises.”
Før man indsender ansøgningen, skal man indbetale 1.100 kr. Ifølge hjemmesiden skal jeg påregne en sagsbehandlingstid på 18-20 måneder. Hvordan man overhovedet kan vende de samme papirbunker i 1 ½ år, fatter jeg bare ikke. Jeg forventer så at få et svar i første kvartal 2024. Jeg har ikke travlt med dette, førstkommende folketingsvalg når jeg i hvert fald ikke at stemme ved. Men jeg frygter, at jeg har begået en eller anden formel fejl. Så er det om igen. Og måske et nyt gebyr på 1.100 kr.
Ansøgningen skal sendes gennem eboks.dk til Udlændinge- og integrationsministeriet. Der står blot ikke hvilken del af ministeriet. Jeg gætter, at det hverken er Løn eller Personale og sender til Departementet. Men så nemt er det selvfølgelig ikke. For da jeg har i alt 18 vedhæftede dokumenter, overskrider dette åbenbart eboks.dk’s maksimum, så jeg må sende i flere omgange.
Efter et par uger kom kvitteringen fra Departementet for at ansøgningen var modtaget. Samtidig beder man mig indbetale gebyret, som jeg jo skulle indbetale inden ansøgningen blev sendt. Dette har jeg endnu ikke modtaget kvittering for. Undervejs når jeg mange gange at tænke, om nogen i ministeriet overhovedet selv har prøvet dette ”system”.
Måske kan man også som Poul Nyrup spørge: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
