Moralsk ledelse?

Kirsten Jørgensen 17.09.2019

DAGENS POV // POV BUSINESS // MORALSK LEDELSE – Kan moderne ledere lære noget af kunsten, kulturen og kirken? Ja, svarer sognepræst Kirsten Jørgensen: “Mennesket ændrer sig ikke grundlæggende, fordi nogen messer en lovparagraf for os. Mennesker ændrer sig, hvis vi formidlet af en fortælling, et teaterstykke, et maleri, en koncert eller en salme møder noget, der er større end os selv og bliver mindet om det, vi allerede godt ved, vi bør gøre.”

Moralsk ledelse – hvad er nu det for noget? Ordene fremkalder umiddelbart en lettere kvalme, også hos mig, der skriver dem. Moralsk ledelse er virkelig ikke et begreb, der rigtig spiller i det moderne Danmark. Det smager straks af moralsk bedreviden.

Man ser vippende pegefingre så store som Rundetårn for sig.

Moralsk ledelse smager af, at nogen mener at vide, hvad der er bedst, og den slags mennesker hærger jo som bekendt verden som en pest

Man forestiller sig massive bjælker, der stikker ud af vores øjne og truer med at slå alle ned med bjælkeejerens tilranede moralske overlegenhed, der har et sikkert øje for alle andres splinter.

Moralsk ledelse smager af, at nogen mener at vide, hvad der er bedst, og den slags mennesker hærger jo som bekendt verden som en pest.

Moralsk ledelse er det, som mange forbinder med kirke og kristendom, og netop derfor tager de afstand fra kristendom og kirke. Nogle har måske smerteligt oplevet en form for moralsk ledelse i deres hjem, som mere gik ud på fordømmelse og forkastelse end på det, jeg vil kalde ledelse.

Som præst møder jeg ikke sjældent mennesker, der kommer fra et hjem, hvor deres homoseksualitet eller deres politiske overbevisning blev fordømt. Ikke noget at sige til, at de ikke tåler, at nogen hæver en moralsk pegefinger over dem.

Men hvis man lige overvinder den spontane kvalme, findes der så er form for moralsk ledelse som er god, ja, måske ligefrem nødvendig, og som vi trænger til?

Læseren kan sikkert godt allerede fornemme, at jeg mener ja.

Faktisk ikke så meget i forhold til dig og mig. Altså i forhold til den måde vi lever på som enkeltindivider. Jeg tror faktisk, at langt de fleste af os godt ved, hvad der er godt at gøre.

Vi har indbygget et stærkt moralsk kompas. Det svære er ikke at vide, hvad der er det rigtige, men at gøre det.

Jeg tænker mere på det samfundsmæssige, på vores fællesskab. Altså i bred forstand på det politiske. Ikke på det partipolitiske, slet ikke, men det politiske forstået som den måde, vi har indrettet vores samfund på og de værdier, vi mere eller mindre bevidst fremmer ved den måde, vi har indrettet os på.

Har vi i vores samfund brug for moralsk ledelse? Og hvis ja, af hvilken slags skulle den så være, og hvem skal udøve den?

David får øje på den smukke kvinde Batseba på et andet tag og beslutter sig for, at han vil have hende. Hun er allerede gift med soldaten Urias, men hun bliver hentet, og inden hun forlader kongens soveværelse, er hun blevet gravid

I vores kultur har vi en mønsterfortælling, når det kommer til moralsk ledelse, nemlig den bibelske fortælling om Natan og kong David. Et kort sammendrag:

Hvis nogen tror, at biblen er en lang, inderlig fortælling om fred og kærlighed, så kommer man hurtigt på andre tanker, hvis man læser de første bøger i Det Gamle Testamente.

Her finder man en ganske ufattelig mængde af vold, brutalitet, voldtægt og mord.

Kong David begynder nok som en lille overset dreng, men han ender som en hersker, der underlægger sig det ene folk efter det andet, og det sker ikke ved forhandling i jakkesæt omkring runde borde. Næ, han slår ganske enkelt nabofolkene ihjel, alene i et slag dræber hans hær 40.000 mennesker.

Mens hæren er ude at kæmpe endnu et slag for David, går han en aften går rundt på taget af sit palads og får øje på den smukke kvinde Batseba på et andet tag og beslutter sig for, at han vil have hende.

Hun er allerede gift med soldaten Urias, men hun bliver hentet, og inden hun forlader kongens soveværelse, er hun blevet gravid.

David forsøger at smyge sig uden om problemet ved at kalde hendes mand Urias hjem fra fronten og lokke ham til at gå hjem til Batseba, så folk vil tro, at det er hendes mand og ikke David, der er far til barnet. David prøver endog at drikke ham fuld.

Men Urias er en god soldat; han vil ikke gå hjem og elske med sin smukke kone i en blød seng. Han bliver i rustningen og sover på jorden. Så giver David hærlederen besked på at sætte Urias allerforrest ved fronten, på en post, hvor det er sikkert som amen i kirken, at Urias vil falde (heraf stammer i øvrigt udtrykket ‘en Uriaspost’).

Den kloge mand Natan fortæller David en historie om en rig mand med mange lam, som han ikke kan nænne at slagte ét af og servere for sine uventede gæster. I stedet for stjæler han naboens, en fattig mands eneste lam og serverer det

Og ganske rigtigt: Urias dør, og David henter Batseba op på kongeslottet, gifter sig med hende, og hun føder hans søn.

Så er det, den kloge mand Natan kommer på besøg hos kongen.

Han fortæller David en historie om en rig mand med mange lam, som han ikke kan nænne at slagte ét af og servere for sine uventede gæster. I stedet for stjæler han naboens, en fattig mands eneste lam og serverer det.

David bliver så oprørt, at han forlanger, at den rige skal dø, fordi han har handlet så hjerteløst. Og så falder ordene: Du er manden! David har dømt sig selv.

Natan udøver moralsk ledelse i en stat, der er ved at blive korrumperet af lederens magtfuldkommenhed, hans herskersyge og hans krav om behovstilfredsstillelse. En statsleder, der ikke holder sig tilbage fra at ofre sine borgere, hvis det tjener til at beskytte hans eget image. En leder, der er er blevet moralsk blind.

Hvordan viser Natan moralsk ledelse?

Ja, netop ikke ved at stille sig op med pegefingeren som en viftende bjælke, som han kan slå kongen med. Nej, han stiller op med en fortælling. Et lille fint og præcist kunstværk af en fortælling om en rig og en fattig mand og et lille lam.

Og mens han fortæller sker det fabelagtige, at kongen dømmer sig selv. Han bliver ikke dømt og fordømt af Natan. Han dømmer sig selv, fordi han spejler sig i fortællingen og selv indser, at han har handlet helt galt.

Han tager konsekvensen og angrer, fordi han i hjertet opdager, at han har taget fejl. Han er ikke længere blind, men seende.

Og endelig er jeg nået til et forsøg på et bud på, hvad moralsk ledelse kunne være i dag.

For det første skal den hvile på noget andet end dig selv. Den skal hvile på noget større, en fælles forestilling om det fælles gode, som fx at vi ønsker at tage hånd om og beskytte den svage, og at ansvarlighed, retfærdighed og ordentlighed skal være en rettesnor ikke bare i dit og mit liv men i samfundet.

Natan læser ikke op af Karnovs lovsamling. Han dømmer ikke kongen efter en bestemt paragraf. Han fortæller en historie, som David og alle vi andre kan spejle os i.

For det andet trives moralsk ledelse ikke bedst med løftede pegefingre, med stabler af love og paragraffer, med straffe og sanktioner.

Moralsk ledelse kommer i høj grad bedst til udtryk i kulturen.

Natan læser ikke op af Karnovs lovsamling. Han dømmer ikke kongen efter en bestemt paragraf. Han fortæller en historie, som David og alle vi andre kan spejle os i.

Moralsk ledelse kan vi finde i litteraturen, på teatret, i billedkunsten, i musikken.

På Det Kgl. Teaters Gamle Scene står der ”Ej blot til lyst”. Nej, kultur og kunst er ej blot til lyst. Kunst og kultur er måder, hvorpå vi kan møde os selv og rette ind efter et moralsk kompas. Ikke fordi kunsten prædiker moral, det skal den nemlig ikke, men fordi kunsten peger på, påminder os, afslører os, som Natans fortælling afslørede David. Fordi kunsten gør os seende.

Mennesket ændrer sig ikke grundlæggende, fordi nogen messer en lovparagraf for os.

Mennesker ændrer sig, hvis vi formidlet af en fortælling, et teaterstykke, et maleri, en koncert eller en salme møder noget, der er større end os selv og bliver mindet om det, vi allerede godt ved, vi bør gøre.

Kultur er ikke bare flødeskum på kagen vores moralske sammenhængskraft. En måde at møde os selv som samfund på og opdage, hvilke veje, vi bør gå

Derfor er det så skidt, hvis et samfund begynder at betragte kultur som flødeskum og underholdning. Det er langt mere end det.

Kultur er vores moralske sammenhængskraft. En måde at møde os selv som samfund på og opdage, hvilke veje, vi bør gå.

Og kirken? Ja, selvfølgelig er der moralsk ledelse i kirken.

Heri ligner kunsten og kirken hinanden og har et fælles ærinde.

I alt, der læses, synges og gøres i det særlige rum peges der på, at kærlighed og omsorg for de svageste og ansvar for fællesskabet bør være vores ledetråd. Kulturen og kirken kan sammen gøre os seende og vise os veje til det gode samfund

Topillustration: www.freebibleimages.org

Vil du gerne læse flere spændende artikler hver uge – så tilmeld dig POV Weekend,

Du kan tilmelde dig vores bud på Danmarks nye, åbne digitale weekendavis her.

Kirsten Jørgensen

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.