NAPOLI // ESSAY – Der er en lektie, som er vigtig at huske i disse tider, hvor hele Italien og Europa er i viruskrise. Lad os sammen slentre igennem Napoli og besøge de tre vigtigste og største obelisker – byen rummer i alt fem – som hver især er blevet rejst for at minde de lokale om dem, de mistede, og om det, der hjalp dem igennem de svære perioder.
Syditaliens største by er fuld af uvurderlige, historiske ledetråde, som er værd at følge, men som kan være svære at knække koden til, hvis man ikke kender deres baggrund. Jeg har for eksempel ofte undret mig over de mange, kunstfærdige obelisker, som pryder Napolis største pladser, og blot set deres spir som en ornamentering.
Forleden besluttede jeg mig for at gå i dybden med de enorme og mystiske ’guglie’, og fandt selvfølgelig ud af, at de har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag: De minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.
Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore
San Domenico Maggiore-pladsen er en af de vigtigste i Napoli, og ligger opad Spaccanapoli, ’bysplitteren’ – det ældgamle strøg, som i 2000 år har skåret sig tværs gennem den gamle bydel. Her lå grænsen til den antikke græske by mod øst. Området blev især bebygget under den aragonske kong Alfonso I’sherredømme her i Napoli i 1400-tallet. I dag er den omgivet af caféer og statelige byhuse i barokstil.
Planerne om at bygge en obelisken i centrum af pladsen blev til i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente, at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremmarch i byen, hvis man viste ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men som på grund af politik og økonomi først blev færdig i 1737.
Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men med hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim, som kom byen til undsætning, iværksatte man et større karantæneprogram, hvor Napolis fattigste kvarterer, som især var ramt af smitten, blev isoleret fra resten af byen.
Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest – senest i 1629-31, der især gik hårdt udover Milano og Norditalien, og hvor en million mennesker døde – ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.
San Domenico-kirken, der er en af Napolis største kirkelige bygninger, ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af skarlagenfarvet silke med indvævede, heraldiske mønstre.
San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio
Går man ned ad Via Tribunali i retning af Forcella-kvarteret og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille men ikke desto mindre vigtig plads klemt inde mellem pastelfarvede barokhuse overfor den ottekantede kirke, Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, opkaldt efter en kardinal og prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.
San Gennaros ’guglia’ er 24 meter høj. Den blev bygget mellem 1645 og 1660 i en tilstand af ekstase og taknemmelighed, for den skulle minde napolitanerne om et sandt mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16. december 1631 gik Vesuvio nemlig i et af sine kraftigste udbrud i mange århundreder, idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gigantisk gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren.
Napolitanerne løb skrækslagne ud af deres huse og rundt i gaderne, og mens himlen blev totalt formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de natsorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.
Man fatter mod og begynder at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede er nået til byens porte, og processionens deltagere oplever, hvordan ilden straks standser ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at finde en ny, destruktiv vej ned mod vandet.
Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.
La Madonna dell’Immaculata på Piazza del Gesu Nuovo minder os om det rene og altopofrende menneske
Madonnaen rejser sig med sin glorie og masser af barokfiligran i centrum af Piazza del Gesù Nuovo, hvor hun med sin renhed og altopofrelse statuerer et godt eksempel for befolkningen. Obelisken blev opført af den lokale jesuitter-orden, som ville hylde Den Hellige Moders ubesmittethed, La Madonna Immaculata – at Jomfru Maria ved et mirakel skulle være helt uden synd, skønt hun var blevet undfanget og født, og selv havde født.
Madonnaens obelisk er fra 1750 og er det højeste af de fem ’spir’, som er rejst rundt om i byen, og som skulle holde pesten borte fra Napoli.
Ud mod pladsen ligger Gesù Nuovo fra 1470 med sit stovte udseende og sin karakteristiske gavl af spidse munkesten. Det var her, jesuitterne, som havde skabt en helt særlig kult omkring madonnaen, boede. I dag hyldes hun stadigvæk på sin festdag, den 8. december, hvor brandmænd hejses op i en kran, så de kan pryde Madonnaens pande med en blomsterkrans.
LÆS CECILIE MARIE MEYERS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER.
Hovedfoto: Napoli under pesten i 1656 af Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
