Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.

Cecilie Marie Meyer: Napolis obelisker fortæller om håbet midt i katastrofen

i Kulturhistorie/Tro og eksistens af

NAPOLI // ESSAY – Der er en lektie, som er vigtig at huske i disse tider, hvor hele Italien og Europa er i viruskrise. Lad os sammen slentre igennem Napoli og besøge de tre vigtigste og største obelisker – byen rummer i alt fem –  som hver især er blevet rejst for at minde de lokale om dem, de mistede, og om det, der hjalp dem igennem de svære perioder.

Syditaliens største by er fuld af uvurderlige, historiske ledetråde, som er værd at følge, men som kan være svære at knække koden til, hvis man ikke kender deres baggrund. Jeg har for eksempel ofte undret mig over de mange, kunstfærdige obelisker, som pryder Napolis største pladser, og blot set deres spir som en ornamentering.

Forleden besluttede jeg mig for at gå i dybden med de enorme og mystiske ’guglie’, og fandt selvfølgelig ud af, at de har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag: De minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.

Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore

San Domenico Maggiore-pladsen er en af de vigtigste i Napoli, og ligger opad Spaccanapoli, ’bysplitteren’ – det ældgamle strøg, som i 2000 år har skåret sig tværs gennem den gamle bydel. Her lå grænsen til den antikke græske by mod øst. Området blev især bebygget under den aragonske kong Alfonso I’sherredømme her i Napoli i 1400-tallet. I dag er den omgivet af caféer og statelige byhuse i barokstil.

Planerne om at bygge en obelisken i centrum af pladsen blev til i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente, at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremmarch i byen, hvis man viste ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men som på grund af politik og økonomi først blev færdig i 1737.

Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men med hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim, som kom byen til undsætning, iværksatte man et større karantæneprogram, hvor Napolis fattigste kvarterer, som især var ramt af smitten, blev isoleret fra resten af byen.

Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest – senest i 1629-31, der især gik hårdt udover Milano og Norditalien, og hvor en million mennesker døde – ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.

San Domenico-kirken, der er en af Napolis største kirkelige bygninger, ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af skarlagenfarvet silke med indvævede, heraldiske mønstre.

San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio

Går man ned ad Via Tribunali i retning af Forcella-kvarteret og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille men ikke desto mindre vigtig plads klemt inde mellem pastelfarvede barokhuse overfor den ottekantede kirke, Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, opkaldt efter en kardinal og prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.

San Gennaros ’guglia’ er 24 meter høj. Den blev bygget mellem 1645 og 1660 i en tilstand af ekstase og taknemmelighed, for den skulle minde napolitanerne om et sandt mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16. december 1631 gik Vesuvio nemlig i et af sine kraftigste udbrud i mange århundreder, idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gigantisk gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren.

Napolitanerne løb skrækslagne ud af deres huse og rundt i gaderne, og mens himlen blev totalt formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de natsorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.

Man fatter mod og begynder at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede er nået til byens porte, og processionens deltagere oplever, hvordan ilden straks standser ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at  finde en ny, destruktiv vej ned mod vandet.

Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.

Domenico Gargiulo: Vesuvios udbrud i 1631 og tilsynekomsten af San Gennaro. Foto: Micco Spadaro, Wikipedia.

La Madonna dell’Immaculata på Piazza del Gesu Nuovo minder os om det rene og altopofrende menneske

Madonnaen rejser sig med sin glorie og masser af barokfiligran i centrum af Piazza del Gesù Nuovo, hvor hun med sin renhed og altopofrelse statuerer et godt eksempel for befolkningen. Obelisken blev opført af den lokale jesuitter-orden, som ville hylde Den Hellige Moders ubesmittethed, La Madonna Immaculata – at Jomfru Maria ved et mirakel skulle være helt uden synd, skønt hun var blevet undfanget og født, og selv havde født.

Madonnaens obelisk er fra 1750 og er det højeste af de fem ’spir’, som er rejst rundt om i byen, og som skulle holde pesten borte fra Napoli.

Ud mod pladsen ligger Gesù Nuovo fra 1470 med sit stovte udseende og sin karakteristiske gavl af spidse munkesten. Det var her, jesuitterne, som havde skabt en helt særlig kult omkring madonnaen, boede. I dag hyldes hun stadigvæk på sin festdag, den 8. december, hvor brandmænd hejses op i en kran, så de kan pryde Madonnaens pande med en blomsterkrans.


LÆS CECILIE MARIE MEYERS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER.


Hovedfoto: Napoli under pesten i 1656 af Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Kulturhistorie