Se op: Du har lov at faste fra den digitale verden et øjeblik

håb — Kirsten Jørgensen, provst på Frederiksberg. Foto: Dan Møller

Kirsten Jørgensen 01.03.2026

MENNESKE // KRONIK – Kunne et alternativ til visningerne på skærmen være at se op, spørger Kirsten Jørgensen, der er provst på Frederiksberg. At vise sig selv som et menneske i samme rum som andre? At vise andre, at du vil være sammen med dem? Hun deler, med mange andre, en voksende bekymring for de sociale mediers herredømme over især børn og unge. Det er tid til at slå et slag for den analoge kommunikation og det analoge samvær og fællesskab.

Man hører det tit, det med, at folkekirken altid er lidt bagefter resten af samfundet. Det er af mange grunde ikke helt forkert, og det skal ikke altid forsvares.

Men det betyder selvfølgelig noget for udviklingshastigheden i kirken, at vi har en mere end 2000 år gammel tradition at tage vare på, og at vi har 4.217.476 medlemmer i Danmarks suverænt største medlemsorganisation med en særdeles flad demokratisk struktur. Folkekirken er stor både i dybden og i bredden. Derfor flytter vi ikke bare organisationen hen over natten og efter en pludselig indskydelse.

Kirken skal insistere på, at det fysiske nærvær og fællesskab kan noget andet og mere end det digitale fællesskab på Facebook

Men det fine ved den store, flade struktur er, at der i hjørner og kanter af organisationen hele tiden kan opstå idéer, der får krop på sjove, skæve, tænksomme, af og til kiksede og sommetider forholdsvis fremskuende vis. Det er sådan en idé, vi har fået i Folkekirken på Frederiksberg.

Bevares, den er absolut ikke revolutionerende, men den taler ind i en virkelighed, som er ved at gry rundt omkring i samfundet. Det handler om et opgør med det pres, som de digitale medier lægger på især børn og unge. Og det handler ikke mindst om, at vi gerne vil give vores lille bidrag til at øge glæden ved det analoge liv. Vi mener, at vi har noget særligt at tilbyde det ikke-digitale liv.

Nærvær og fællesskab

Folkekirken var længe om at overgive sig til de sociale medier. Vi har holdt af de lokale kirkeblade, som spejderne traskede rundt med til folk i sognet. Vi har hængt udhængsskabe op på kirkemuren og fyldt dem med information i form af opslag med noget så gammeldags som tegnestifter i hjørnerne.

Men på et tidspunkt opdagede også folkekirken, hvordan mange mennesker henter deres information, og nu har alle kirker selvfølgelig en hjemmeside, og mange kirker har en Facebook- og/eller Instagram-profil. Så langt, så godt. Men nu deler vi, med mange andre, en voksende bekymring for de sociale mediers herredømme over især børn og unge. Ikke mindst har vi lyst til at slå et slag for den analoge kommunikation og det analoge samvær og fællesskab.

Og man kunne spørge, om kirken ikke er den nærmeste til netop det? Altså at insistere på, at det fysiske nærvær og fællesskab kan noget andet og mere end det digitale fællesskab på Facebook, Instagram og TikTok. For hvad er kirken? Hvad er den til for?

Den er der for at give rum for tanker og spørgsmål om det største og mest betydningsfulde i vores liv. Den er der for at tilbyde et sprog for meningen med livet, for døden, for kærligheden, for den eksistentielle smerte, den akutte sorg. Den er der for at give tid til den langsomme samtale, til den langsomhed, der er nødvendig, hvis vi skal forsøge at forstå det vigtigste. Den er der for at tilbyde alle en favn at være i.

Kirken er et rum af kroppe

Der er dem, der siger, at der er alt for mange ord i kirken, og at det er præsten, der tager patent på dem. Ja, der er mange ord i kirken, men der er også så meget andet. Der er et sprog, der er noget andet end ordets sprog. Der er stemning og stemthed. Der er en uudtalt historie i mure og møbler, der tavst, men stærkt forbinder os med generationerne før os. Der er kroppe, din og de andres. Der er ånd inkarneret i krop, både Guds og vores.

Kroppe. Der er så megen kommunikation i kroppe. Det lærer man, når man uddanner sig til præst. Det betyder noget, hvordan man står og går. Men vi ved det godt alle sammen.

Alle kan komme til en gudstjeneste, hvor man ikke skal udvikle sig selv, men afvikle sig selv, som digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt

Vi behøver ikke at læse om det i bøger, for vi har erfaret, at kroppe kan afvise; kroppe kan inddrage; kroppe kan trøste; kroppe kan beskytte. Vi er vores kroppe, og vi taler med vores kroppe. Kirken er et rum af kroppe. Kirken tilbyder hver eneste dag et væld af muligheder for et fællesskab og et nærvær, der rummer det hele menneske: ånd, sjæl og krop.

Mødre og fædre kan komme med deres babyer og synge sammen med børnene under de høje hvælvinger. Konfirmander kan sidde på kirkebænkene en time om søndagen og være fri for at forholde sig til deres plads i klassens hierarki, fordi kirkerummet er fritaget for hensyntagen til menneskelige rangordener og klassificeringer. Skrøbelige og udsatte mennesker, der ikke dagligt bliver semi-bekræftet af et antal likes på Facebook, kan finde et rum, hvor de modtages uden forbehold og domme.

Alle kan komme til en gudstjeneste, hvor man ikke skal udvikle sig selv, men afvikle sig selv, som digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt. Her er et fællesskab af kroppe, hvor du får det privilegium, at du kan blive fri for dig selv og dine kredsende selvrefleksioner, fordi der ikke kræves andet end din krops analoge tilstedeværelse sammen med de andre. Mennesker i kirkens liturgiske rum er sammen om noget, som ikke kræver andet af os end kroppens nærvær.

En tid uden afbrydelser

I Godthaabskirken på Frederiksberg inviterede vi midt i den værste vinterstorm til en koncert. Tre sangere fremførte Franz Schuberts ”Winterreise”. På trods af snestormen kom der 38 mennesker, der sammen lyttede til musikken i et rum, der indbyder til ro og fordybelse. Stemningen var tæt, intens.

Hvorfor blev de 38 mennesker ikke hjemme i varmen og lyttede til ”Winterreise” i en pletfri indspilning på Spotify? Fordi musik i høj grad er nærvær og kroppe. Kroppe, der synger, og kroppe, der lytter sammen. Folkekirken tilbyder ikke kun rum til religiøs praksis, men også rum til menneskelig fordybelse på mange andre måder.

At gå ind i kirkens rum, hvad enten det er til en gudstjeneste eller til en koncert, er at gå ind i den befrielse, det er at være i et afgrænset rum. Et rum, der tilbyder en tid uden afbrydelser. Den verden, vi lever i, er fuld af forstyrrelser, som vi også selv vælger at udsætte os for ved altid at have mobilen, og dermed hele verden, ved hånden. Men når du er gået ind i kirkens rum, er der sat en helende begrænsning for dig. Du er fri for indbrud og afbrydelser for en tid. Du har lov at faste fra verden et øjeblik.

Se op

Folkekirken på Frederiksberg og Godthaabskirken har lavet vores eget lille digitale fasteprojekt her i februar og marts. Ikke som et totalt maskinstormende angreb på de sociale medier, men som en opfordring til at se op fra telefonen og få øje på noget andet.

Vi kalder vores kampagne for SE OP, og den peger på forskellige måder på glæden ved det analoge. Vi ønsker ikke at løfte den moralske pegefinger. Men vi fokuserer på den faste, der har dybe rødder i kristendommen, hvor man ved at afstå fra noget får overskud til at flytte sin opmærksomhed og fokusere på det væsentlige i ens liv.

Kunne et alternativ til visningerne på skærmen være at se op? At vise sig selv som et menneske i samme rum som andre?

Visninger. Et nyt og dominerende ord i det danske sprog. Visninger, forstået som det samlede antal gange, en video, annonce, side eller et opslag er blevet vist på en skærm.

Det indikerer, hvor mange øjne der har set indholdet, uanset om brugeren klikker på det eller ej. Visninger er blevet et succeskriterium, men et temmelig ukritisk ét. Folk med mere forstand på digitale medier fortæller mig, at det ikke er muligt at gennemskue, hvordan de digitale udbydere af fx Facebook og TikTok når frem til antallet af visninger.

Og hvis en visning blot er et hurtigt og overfladisk swipe, hvad betyder det så egentlig, og hvilken kommunikation er det så helt præcist, der er tale om?

Kunne et alternativ til visningerne på skærmen være at se op? At vise sig selv som et menneske i samme rum som andre? At vise andre, at du vil være sammen med dem? At du vil tillade de andre at vise sig for dig som kroppe, der færdes i den samme verden som dig?

Kirsten Jørgensen

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.