ESSAY // ARBEJDSLØSHED – Jobcentret er som et janushoved. Med den ene hånd fodrer det mig med sygedagpenge og siger, at det nok skal gå. Med den anden hånd slår det mig i gulvet og råber ”skam dig”.
I går var jeg på jobcentret. Der møder jeg op hver fjerde uge for at fortælle, hvordan jeg har det, og om jeg følger den plan, som jeg sammen med min sagsbehandler og læge har lagt for, at jeg kan blive rask og vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Jeg har læst samfundsøkonomi på universitet og arbejdet som konsulent i effektivisering og optimering. Jeg er enig i, at alle, der kan, bør forsørge sig selv og sine og bidrage til samfundet.
Derfor ønsker jeg mig til jul, at jobcentret som institution understøtter, og måske ligefrem styrker, min værdighed.
Av, av, av
Dagen før, jeg skal møde op på jobcentret, har jeg ondt i maven. På cykelturen på vej til jobcentret er mine kæber spændte af uro.
Foran jobcentret står allerede en håndfuld mennesker og venter på at komme ind. Det er koldt, og det regner.
De fleste er klædt i joggingtøj eller andet behageligt og let deformt tøj. Nogle har tydeligt morgenhår og gammel mascara i øjenkrogen. En del ryger. Nogen ser også lidt beduggede ud.
Jeg vil ikke krympes af jobcentrets strenge mimik, der med alt tydelighed fortæller mig, at jeg er et nummer i rækken af fordærvede borgere, som har ligget for længe i jobcentrets system
Jeg stiller mig lidt væk.
Jeg synes ikke, at jeg hører til i den gruppe, og jeg synes, det ville være umådelig pinligt, hvis nogen så mig foran jobcentret sammen med de andre ledige og sygemeldte.
Jeg vil ikke smittes af deres opgivne og modløse aura, som lugter langt væk af fiasko. Jeg vil ikke krympes af jobcentrets strenge mimik, der med alt tydelighed fortæller mig, at jeg er et nummer i rækken af fordærvede borgere, som har ligget for længe i jobcentrets system.
Kravlende
Da vagten foran jobcentret med et nik indikerer, at jobcentret er åbent, skynder jeg mig ind gennem svingdøren. Jeg sætter mig i et gennemgangsrum i forlængelse af svingdøren og venter på, at min sagsbehandler kalder mig ind.
I rummet er der to runde borde og et par stole med huller i polstringen. En gammel lokalavis og nogle kommunale pjecer ligger henkastet på bordet. Vagten står i hjørnet og holder øje med os.
Jeg kigger rundt. Alle, inklusiv mig selv, sidder helt stille, med overtøjet på og blikket slået ned eller på telefonen.
Jeg er tørstig og kold efter cykelturen, men der er ikke noget vand at drikke eller en automat, hvor jeg kan trække en kop varm te. Selvfølgelig ikke. Jeg er jo allerede en udgift.
Lyspunkt
Efter lidt ventetid går jeg hen til en dame i et tilstødende lokale og spørger, hvornår min sagsbehandler kommer. Hun er en form for receptionist, bare uden en reception.
Hun har pagehår, runde briller på og et farverigt halstørklæde. På hendes bord står friske blomster i en vase. Jeg tænker på, om hun selv har plukket dem.
Jeg får en fornemmelse af, at hun synes jeg er værd at behandle godt, bare fordi jeg er et medmenneske. Måske har hun selv været syg eller ledig
Hun ser mig i øjnene, smiler til mig og taler sødt. Varmt og omsorgsfuldt, men ikke nedladende. Jeg føler mig bedre tilpas nu. Hun har set mig. Forbi min nuværende status og sygdom og ind i mine øjne og mit smil.
Jeg får en fornemmelse af, at hun synes jeg er værd at behandle godt, bare fordi jeg er et medmenneske. Måske har hun selv været syg eller ledig. Måske ved hun, at mennesker kan have brug for en pause fra samfundets kodeks om, at værdi er lig med nytte og nytte er lig med arbejde for at erfare, at værdi også er den måde vi omgås hinanden, os selv og jordens ressourcer.
Søde Michael
Efter kort tid kommer min sagsbehandler. Søde Michael, kalder jeg ham. Fra jeg mødte ham første gang, har han behandlet mig med værdighed, omsorg og respekt.
Ved vores første møde sagde han ting som: “Jeg kan godt forstå, du er gået ned med flaget. Jeg tror, du er klar igen til jul. Jeg har set det mange gange før”. Åh, hvor rart. Min nedtur er normal, jeg bliver normal og får et normalt, arbejdede og selvforsørgende liv.
Michael er god, fordi han husker mig. Min historie, hvad jeg fortalte ham sidst, hvad der driller mig, og hvad jeg drømmer om. Ikke konkret, for det ved jeg ikke engang selv. Han mærker bare, at der er en længsel, et drive og en vilje. En usikkerhed, et chok og en utålmodighed.
Michael får mig til at huske, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Nogen gange bliver jeg endda stolt af mig selv
Michael taler tingene ned. Han gør det, som jeg synes er stort, uoverskueligt og altoverskyggende, til noget enkelt.
Fx siger han “pyt”, når jeg fortæller, om det jeg vil, men ikke når eller kan. Hvis jeg er nervøs for, om stressen kommer tilbage, fordi jeg i nogle situationer har følt mig presset, vender han perspektivet og spørger: “Hvad gjorde du anderledes, da du ikke følte dig presset?”.
Min følelse af skam og uvilje mod at træde ind i jobcentret, ydmygelsen ved at sidde i venteværelset, hvor alle kan se, at jeg er syg og/eller ledig, forsvinder, når jeg taler med Michael.
Han får mig til at huske, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Nogen gange bliver jeg endda stolt af mig selv.
På jobcentrets præmisser
Så banker det på døren. Vi er i gang med en god samtale om projekter, jeg kunne tage fat på og personer, jeg kunne kontakte. Mine 30 min. er gået. En anden sagsbehandler og borger skal bruge det rum, vi sidder i.
For det er det, det er. Et tomt, nøgent rum, malet i hvidt, med to stole og et bord. Intet andet. Jo, selvfølgelig alarmen. Det er den, som gør, at jeg ikke selv kan vælge, hvilken af de to stole, jeg ville sidde på. For Michael skal være tæt på alarmen, hvis nu jeg skulle rejse mig fra mit kravlestadie og kræve min værdighed.
Jeg er her på jobcentrets præmisser. Jeg er en opgave, som skal løses, og som først er en succes, der kan sættes flueben ved, når jeg er ude af systemet
Jeg kigger på Michael og rejser mig, selvom vi ikke er færdige med at snakke. Jeg kigger mig omkring i rummet, på den anden sagsbehandler og borger, som står og tripper for at komme ind.
Jeg bliver stille og føler mig en smule forlegen og underdanig. Jeg er her på jobcentrets præmisser. Jeg er en opgave, som skal løses, og som først er en succes, der kan sættes flueben ved, når jeg er ude af systemet.
Mens jeg er her, har jeg ingen værdi. Jeg skynder mig ud, for ikke at spilde Michael og de andres tid.
Hurtig afgang
Jeg giver hånd og siger farvel. Skynder mig igennem venteværelse uden at se de andre i øjnene.
Hurtigt går jeg forbi vagten og tænker ikke engang over, at han er der.
Hastigt går jeg hen til min cykel. Låser op og skynder mig væk. Sætter mig på en café med min PC og rank ryg og skriver det her indlæg, alt imens jeg lader som om, at jeg arbejder. Rigtigt.
Tak, alligevel
Jeg er glad for, at jeg lever i et land, hvor det er muligt at få sygedagpenge, så jeg kan restituere mig og igen blive arbejdsdygtig og ernære mig selv.
Jeg er glad for, at der er mennesker som receptionisten uden reception og Michael, som arbejder på jobcentret. De hjælper mig til at holde fast i min stolthed og værdighed, mens den triste bygning, venteværelset uden stumtjener, kunst, blomster, læsestof eller noget at drikke samt det tomme mødelokale skriger til mig, at jeg ikke er værd at ofre noget på.
Mit ærinde er ikke at brokke mig. Læs mit indlæg som en undren. Kunne det tænkes, at jeg og de andre sygemeldte og ledige ville komme hurtigere i arbejde, hvis jobcentret som institution omfavnede mig med omsorg, respekt og værdighed? Puslede om mig med lidt at drikke, et sted at hænge mit tøj, noget at læse i og se på?
Det er ikke min skyld og langt fra min drøm at være syg og ledig.
Jeg ligger ned, så lad være med at sparke til mig. Hjælp mig hellere med at komme op at stå og gå på arbejde igen ved at vise mig, at jeg er noget værd.
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Siggas tekster, kan du støtte hendes arbejde via hendes
MobilePay på 28947378
Topillustration: Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
