Dexter Krusdorf, elev i livets skole, skriver om de andre, han også har gået i – uddannelsescentret, Jobcentret og HF – og om et sygt system og et samfund gennemsyret af fordomme uden lavvande at bunde på. Én ting har han lært: Lad være med at få problemer. Og skulle du få nogen alligevel? Så skal du ikke regne med Miss DK – hun er selv pissehamrende syg.
Lige siden vi afleverede vores første større skriftlige opgave i folkeren, har vi lært, vi bør være kildekritiske. Eftersom jeg selv har gået i folkeskole, vælger jeg i denne omgang at gøre brug af mig selv som kilde – på trods af at det i alle journalistiske henseender er strengt forbudt. Heldigvis er jeg ikke journalist, blot elev i livets skole.
Igennem det meste af mit liv har folk omkring mig stoppet mit mentale spiserør med fordomme, der ikke har haft lavvande at bunde på, men stadigvæk ben at løbe stærkt på.
På trods af, jeg aldrig har anset mig selv for at være en stræber, var jeg det, man populært kalder en ”straight A student”. En af dem, der nåede at få 13-taller, før de forsvandt i Bertel Haarders internationale normer.
Det var dejligt at være god til noget, det var dejligt at blive belønnet, og jeg følte, jeg – uden at jeg sagde det højt – var i gang med at skabe en ganske lys fremtid for mig selv.
Årsagen til dette har i retrospekt været en blanding af jantelov og det faktum, at vi i min klasse havde flere elever, der havde svært ved at følge undervisningen. Den slags elever, vi i dag blot lukker munden på med ADHD og/eller OCD-medicin.
Den gamle skole
Jeg var desværre en af dem, der havde lærere af den helt gamle skole. I de mindre klasser involverede det korporlig afstraffelse, og ingen turde gøre noget ved det.
Jeg kan huske, min mor engang fik mig fritaget fra et obligatorisk fag i en uge, fordi en af vores lærere direkte chikanerede de børn, der ikke var fagligt stærke. Mange af vores lærere havde selv haft kun ganske kort skolegang mange år tidligere, så da vi kom til de større klasser, kunne man altså i de fleste fag få lejlighed til at rette på læreren, hvis man havde nosser til det – for det kostede.
Skolen havde aldrig hængt mig så langt ud af halsen, som da jeg færdiggjorde min 9. klasse. Jeg var vred og indebrændt over, at voksne mennesker kunne ødelægge noget så vigtigt på baggrund af en musikgenre eller et udseende
I 9. klasse var jeg så skoletræt, som man kan være. I takt med at jeg begyndte at høre heavy metal og punk-rock, kom de fleste lærere til at synes mindre og mindre om mig på trods af mit fortsat høje faglige niveau.
De lærere, der i mange år havde været glade for min faglige kunnen, havde nu magten til at give mig karakterer på baggrund af min hanekam, og det faktum at jeg havde to kælerotter.
Jeg var vred
Skolen havde aldrig hængt mig så langt ud af halsen, som da jeg færdiggjorde min 9. klasse.
Jeg var vred og indebrændt over, at voksne mennesker kunne ødelægge noget så vigtigt på baggrund af en musikgenre eller et udseende.
Jeg var træt af chikane og tæsk fra jævnaldrende og ældre kids i min hjemby, og jeg var fast besluttet på at komme væk så hurtigt som muligt. Og det skulle ikke være til en ny skole foreløbig.
Som 17-årig flytter jeg til København, og jeg får job med det samme.
Jeg har det dejligt, og skal ikke længere forsvare mig overfor diverse belægsløse beskyldninger om hashrygning, hård narko eller homoseksualitet. Derudover er det skønt ikke længere at kigge sig over skulderen og være nervøs for at få tæsk.
Det går hurtigt op for mig, at min deltidsløn ikke rækker meget længere end til d. 10 i måneden. Jeg begynder at skralde for at klare skærene, men har knapt råd til huslejen. Desværre er det den tid på året, hvor halvdelen af Jylland flytter herover, og der er ikke flere jobs at hente. Jeg tyer for første gang i mit liv til kommunens hjælp
Jeg betaler min skat, passer mit arbejde og lægger ingen til last. Tværtimod begynder jeg ved siden af mit arbejde for bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Amnesty International at bruge al min fritid på frivilligt arbejde. Jeg arbejder i diverse folkekøkkener, laver gratis mad til hjemløse, samler varmt tøj til dem i Københavns gader og stræder, laver koncerter og lignende arrangementer.
Fyret
En fredag, jeg møder ind på arbejde, er stemningen trykket.
Vores chef kalder os sammen med den kedelige besked: ”Afdelingen lukker. Alle er fyret. Og det med øjeblikkelig virkning”.
Fuck.
Jeg har et deltidsjob ved siden af, så jeg tænker, det går sgu nok alt sammen. Men det går hurtigt op for mig, at min deltidsløn ikke rækker meget længere end til d. 10 i måneden. Jeg begynder at skralde for at klare skærene, men har knapt råd til huslejen. Desværre er det den tid på året, hvor halvdelen af Jylland flytter herover, og der er ikke flere jobs at hente. Jeg tyer for første gang i mit liv til kommunens hjælp.
”Og hvad kan vi så gøre for dig?”
Blikket og tonen er træt og bebrejdende. Det tager en halv dag, og er det mest bureaukratiske og indviklede system, jeg har oplevet. Jeg har haft bekendte, der før har beskrevet skrækscenariet som iscenesat således, at folk ganske simpelt opgiver på et tidspunkt i processen. Det troede jeg ikke på, men den er god nok.
Jeg får at vide, at jeg næste dag skal møde op på et uddannelsescenter. Her skal jeg hver dag mellem 8-16 sidde og søge arbejde og/eller uddannelse. Det lyder i og for sig rimeligt nok, men da jeg fortæller, jeg allerede har et deltidsjob og blot mangler flere timer og dermed lidt ekstra at leve for, får jeg direkte at vide, jeg må opsige mit arbejde, hvis timerne ligger der, hvor jeg skal befinde på mig uddannelsescentret.
”Skal jeg opsige mit arbejde, så jeg kan søge et arbejde?” ”Hvis du vil have penge, så ja.”
Jeg opsiger det arbejde, jeg ellers er utrolig glad for, for at tilfredsstille systemet med at søge intetsigende uddannelser og jobs. Uddannelsescentret, der intet har med uddannelse at gøre, er en langsom død.
Drømmestudiet
Nu vil skæbnen, at jeg finder min drømmeuddannelse og efterhånden endelig er blevet keen på at begynde i skole igen. Jeg får pladsen på drømmestudiet, som jeg glad tager med mig på uddannelsescentret.
”Skal jeg forsat komme her hver dag og søge uddannelse på trods af, at jeg starter på min uddannelse om en måned?” ”Hvis du vil have penge, så ja.”
Jeg tror ikke, det er svært at forestille sig, hvor opgivende man bliver efter sådan en gang ordgejl.
Jeg begynder på min uddannelse. Jeg udelader at nævne hvilken skole, der her er tale om, men efter fire måneder er jeg desværre klar over, hvor skolens niveau bærer sine elever hen: Mod minimal faglig kunnen og arbejdsløshed.
Jeg dropper ud, tager hele møllen igen, imens jeg søger en anden vej. Jeg finder også et godt sted, men her er der krav om diverse enkeltfag.
Efter fire måneder i kontanthjælpsuddannelsescenterhelvede er jeg tilbage på skolebænken og igen en straight A student.
Jeg er i virkeligheden rigtig glad for at læse HF-fag, og beslutter derfor at tage endnu et semester. Da jeg har læst i otte måneder, fået gode eksaminer osv., er jeg klar til at søge ind. Skolen har i mellemtiden ændret deres procedure.
”Vi skal se eksamenspapirer for fuld HF”.
Jeg er allerede et år inde i HF men på enkeltfag. Jeg har naturligvis også tage fag, der interesserer mig, og det betyder ikke-obligatoriske valgfag. Så kan du lægge to år mere til din HF nu.
Kom i gang.
Jeg læser yderligere to år, fag der intet har med min uddannelse at gøre, og skoletrætheden vender tilbage. Jeg ser mine jævnaldrende kammerater, søskende m.m. få deres drømmeuddannelser, alt imens jeg selv i forskellige henseender kan mærke, folk bebrejder mig, at jeg læser HF, når jeg nu er i midten af tyverne.
Lad være med at få problemer. Og skulle du få nogen alligevel? Så skal du ikke regne med Miss DK – hun er selv pissehamrende syg
Deltager jeg eksempelvis i højaktuelle debatter, er det direkte tilbage til hjembyens had og fordomme; sætter jeg eksempelvis spørgsmålstegn ved, hvorfor der generelt rocker en ekstremt hadsk og xenofobisk retorik i flygtningedebatten, kan jeg være stensikker på følgende svar:
”Fjolletobakken har gjort dig sindssyg!”
”Fucking bistandsklient!”
”Venstreorienterede samfundsnasser og voldspsykopat!”
Nasserøv
Jeg er ikke i tvivl om at, størstedelen af kommentarerne til dette skriv, kommer til at lyde noget i retning af:
”Tag en tudekiks, nasserøv.”
”Det kan ikke være dansk, du fik 13 i, med alle de stave- og kommafejl!”
Sådan er spillets regler tilsyneladende. Den bulimiske velfærds(super)model brækker sig igen.
Miss DK
Da jeg skal til at starte igen og får sammenstrikket sidste semester med en vejleder, fortæller hun mig, jeg ikke kan skrive sidste aflevering før om et år – for der er kun ansøgning en gang om året, og fristen er lige udløbet.
Jeg begynder ekstremt demotiveret at læse de sidste fag, der efterhånden hænger så langt ude af halsen, at jeg brækker mig i takt med den efterhånden komplet udsultede velfærdsmodel, Miss DK.
Grundet dødsfald, sygdom, stress og alle de andre fede ting vi gennemgår i familielivet, mærker jeg, at min krop begynder at give efter, og jeg bukker under for pres. Jeg er ikke længere i stand til at passe alle tre fag, og vælger derfor naturligvis at lægge al min energi i de to obligatoriske jeg har tilbage – fremfor den obligatoriske C’er, som jeg frivilligt er ved at hæve til B.
Pludselig har jeg ikke adgang til mit fag længere. Noget med en frist. Jeg klager naturligvis.
”Det er blot en fejl i vores system, den klarer vi”.
Men jeg får aldrig adgang igen, og da jeg anden gang klager, får jeg at vide, at klagefristen er passeret. Mens jeg ikke har haft adgang til mit studie og dermed materialer.
Skolen sender mig til SU, SU sender mig til Borgerservice, Borgerservice sender mig til kommunen, og kommunen henviser til Jobcenteret, hvor jeg fortæller, jeg blot har brug for et par måneders støtte
”Bare ærgerligt”.
Jeg står nu uden indkomst, og har en husleje der venter om hjørnet.
Skolen sender mig til SU, SU sender mig til Borgerservice, Borgerservice sender mig til kommunen, og kommunen henviser til Jobcenteret, hvor jeg fortæller, jeg blot har brug for et par måneders støtte, til jeg har været til eksamen i mine sidste to obligatoriske fag eller har fundet arbejde igen.
Jobcentret!
Jeg skiftevis afleverer opgaver og søger job i døgndrift, og der er intet at finde, men jeg må parere ordre.
Men vi kender jo parolen på Jobcenteret, og jeg gør derfor den uendelige historie kort:
”Skal jeg droppe ud af min uddannelse, lige før min eksamen? Spilde skatteydernes surt betalte skattekroner til SU … for så at søge ind på præcis de samme fag og starte forfra igen om 2-3 måneder, når der atter er opstart?!” ”Hvis du vil have penge, så ja!”
Jeg er flad – jeg er hjemløs – jeg er fucked!
Og hvis du vil have et rigtig godt råd, kan det også gøres ganske kort:
Lad være med at få problemer. Og skulle du få nogen alligevel? Så skal du ikke regne med Miss DK – hun er selv pissehamrende syg.
Hovedillustration: Bulimic af Slut-Fairy.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
