Resumé
Det er isvinter i nabobyerne Folkerup og Hipsted. Iværksætteren Benny Bentzens store andefarm Roast Duck Inc har skabt fremgang i det ellers stagnerende Folkerup. Men Bentzens forhold til miljølovgivningen er afslappet. Fabrikken fylder Langesø, der ligger mellem de to byer, med en stor brun masse. I Hipsted bemærker øko-iværksætteren Christina Fridild forureningen og skriver et læserbrev under titlen ’Luk lortet’.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
Gitte Tutborg strakte sig dovent i sengen. Hun lagde ryggen op mod masseovnens varme og kiggede ud på sine elskede høns. De var hvide og havde lidt usikre ben endnu. Gitte havde selv reddet dem fra burhønsefarmen på den anden side af Langesø.
Hendes mor nynnede ude i køkkenafdelingen, mens hun sorterede müslien i små patentglas og den varme kamillete dampede på komfuret. ”Gitte-mus?!” kaldte hun. ”Du skal op nu…
Gitte rullede væk fra de lune uldtæpper og trak støvlerne på. ”Jeg kommer nu, mor… jeg skal bare ud at tisse.” Gittes lange fletninger daskede på ryggen, da hun i tre hop nåede ud til halmhusets muldtoilet.
Det var den koldeste vinter, hun havde oplevet. Da hun sprang tilbage til det lune hus, stod teen klar i et keramik-krus på det solide langbord af æbletræ fra hendes farmors have. ”Hvad er det?” sagde hun forbløffet, da hun så Folkebladet ligge opslået på Christina Fridilds debatindlæg.
Hun kunne ikke helt afgøre, om stemningen var for eller imod hendes forslag – men det var nok en Trump/Biden situation
”Luk lortet?” Det var ikke et sprogbrug, Gitte var vant til i den lokale avis. Faktisk slet ikke i andelslandsbyen. Det vildeste hun havde hørt, var naboen, som havde råbt ”plastiksvin!” efter Gittes mor, da hun en dag kom hjem med en plasticpose fra Folkerup Brugs.
Gitte trak avisen over til sig og læste koncentreret ordene. Hun løftede blikket og så hønsene gokke udenfor vinduet, og så i horisonten andefarmen Roast Duck Inc ligge som en truende løve på lur efter hendes fjerede venner.
”Mor!” nærmest råbte Gitte ”Jeg skal ikke i skole i dag – eller nogensinde, før den andefarm er væk!” Fennikel Lykkestilk Tutborg vendte sig med stolte tårer i øjnene og så sin 12-årige datter stå midt på gulvet. Fast i stemmen, fast i troen, med sin råhvide natkjortel, lysende som den smukkeste Lucia.
”Jeg støtter dig i alt, verdens barn!” sagde Fennikel højtideligt.
På samme tid stod Christina Fridild allerede med den første pind med varme, nylavede donuts i Folkerup. Hendes telefon havde hoppet som en lille frø på en sommervarm sten siden Folkebladet havde udgivet den digitale version ved midnat.
Hun kunne ikke helt afgøre, om stemningen var for eller imod hendes forslag – men det var nok en Trump/Biden situation; hver fløj mente, de havde ret – og ingen havde forholdt sig til den miljøkatastrofe, hun havde påpeget, andefarmen udgjorde. Ja, selv Christinas kunder havde grinende hyldet, at de nu kun duftede donuts i gaden – og ikke længere andegylle og den stinkende sø.
Skolebussen raslede ned igennem den smalle gade. Christina så, hvordan hendes søn Robert elegant snoede sig ud af bussen og fik hendes dørklokke til at ringe ekstra muntert, da han susede ind og stak poten ned efter den varmeste donut på bakken.
”Arj, de bliver bare bedre og bedre mutti!” sagde han med puddersukker i mundvigene, som kun fik hans smil til at blive endnu bredere. ”Mor, Gitte kommer ikke i skole på grund af dig mere!”
Et hurtigt kig afslørede de første ord af hver henvendelse. Ord som ”Fladp-ande”, ” Gokkede kælling”, ”LangeSo” gik igen
Christina tabte fire donuts fra bakken, da hun snurrede rundt. ”Hvad siger du?!” – ”Jo! Vi har alle sammen liket hendes opslag på Instagram, og vi gider heller ikke gå i skole!” Som svar på moderens forbløffede udtryk, flåede han sin mobiltelefon frem og læste højt:
”Det er som at se voksne, der helt har glemt alt det, de vidste som børn. Det er virkelig ”Broen over floden Kvaj”, hvor de voksne, der burde passe på os, kører fra den ene side til den anden og bliver dummere hver eneste gang. De fortæller os, vi skal opføre os ordentligt, ikke smide skrald eller køre på knallert. Samtidig med at de ikke vil lytte til hinanden, hælder ande-spildevand ud i vores sø og samtidig skælder fiskene ud for ikke at være robuste nok til at trække vejret.
“Roast Duck Inc ødelægger vores klima, vores by og slår dyr ihjel. Vi vil ikke have massemordere i vores by og de skal slet ikke ødelægge vores klima og vores sø, så fiskene dør og børnene ikke kan stå på skøjter eller svømme til sommer. Jeg demonstrerer fra nu af og indtil de lukker! Og jeg synes alle børn skal lade være med at gå i skole, til det sker!”
Christina bed sig i læben. ”Robert, løb hen i skole nu! Jeg er nødt til at snakke med nogen om det her!”
Mens Robert løb af sted, rakte Christina ud efter sin telefon. Femogtredive notifikationer. Og to opkald. Fra samme nummer. Men ingen besked. En hurtig google-søgning viste, det var nummeret fra Roast Duck Inc. Hendes hænder rystede lidt, da hun åbnede messenger og så en liste af skjulte beskeder. Et hurtigt kig afslørede de første ord af hver henvendelse. Ord som ”Fladp-ande”, ” Gokkede kælling”, ”LangeSo” gik igen.
Hun trak vejret hurtigt og ringede op….
FØLG POV’S JULEFØLJETON 2020 I DECEMBER – GENLÆS JULEKALENDEREN FRA 2019 HER
LÆS KAP.1 HER.
Topillustration: POV International. Indsat julebillede fra Piqsels.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
