LIV & MENNESKER // KLUMME – Mens sundheds- og velfærdssystemet finjusteres med teknologi og effektivisering, glemmer vi ofte de basale menneskelige relationer – de bånd, der kan styrke både helbred og trivsel, skriver Niels Olsen. Er vi ved at overse den ældgamle hemmelighed bag det gode liv?
Det er en gammel antropologisk pointe, at vi mennesker primært interesserer os for… andre mennesker. Hvorfor? Fordi det er i interaktionen med hinanden, at vi bliver set, hørt, anerkendt og opnår social identitet. Mennesker er meningsproducerende dyr, som hele tiden er på jagt efter relationer og adgang til de fællesskaber, som er livsvigtige for overlevelse.
Harvard-forskerne fandt ud af, at penge, berømmelse og karriere ikke betyder alverden for vores livslykke
Relationer til fx familie, venner, naboer, kolleger og fagprofessionelle har den funktion, at vi kan spejle os i nogen uden for os selv. Den feedback vi får fra andre, kan vi bruge til at regulere os selv, så vi finder en plads i fællesskabet og kan udvikle nogenlunde afbalancerede personligheder. Derfor kan det også være svært at blive alene, når ægtefællen dør. For når den daglige sparringspartner ikke længere støtter og udfordrer, reduceres vores sociale værktøjer og kompetencer gradvist.
Harvard-studie satte punktum
Et berømt Harvard-studie underbygger denne antagelse om, hvad der helt grundlæggende konstituerer et godt liv for mennesker: Det Gode Liv. Studiet blev sat i gang i 1938 og fulgte 724 unge mænd (og siden også deres ægtefæller og børn), til de blev gamle. Både mænd fra højere og lavere sociale lag blev undersøgt i, hvad der angiveligt er verdens længste, ubrudte studie af, hvad der skaber lykke og trivsel i tilværelsen.
De unge mænds egne hypoteser om det gode liv svingede den gang mellem penge, berømmelse og hårdt arbejde (job og karriere) som vigtige livsmål. Her over 80 år og utallige interviews, spørgeskemaer, hjernescanninger og hverdagsobservationer senere, er svaret på spørgsmålet om, hvad der skaber et godt liv ret entydigt: Det gør fællesskaber og sociale relationer. Punktum.
Harvard-forskerne fandt ud af, at penge, berømmelse og karriere ikke betyder alverden for vores livslykke. Opbygningen af varige og robuste sociale relationer betyder derimod alt. De forsøgsdeltagere, som gennem et langt liv formåede at bevare og forny venskaber og relationer blev ganske enkelt de mest lykkelige og oplevede selv, at de levede de bedste liv.
Det gode spørgsmål er: Hvorfor kunne lægen gennemføre denne knivskarpe og korrekte diagnose, når nu symptomerne – hovedpine og svimmelhed – var ens for alle fire patienter?
De gode sociale relationer handler bl.a. om at kunne ’læne sig ind’ i nye fællesskaber, tage initiativ til at opsøge andre, give relationer nyt indhold og ny mening, udvikle forskellige venskaber med forskellige mennesker og sammen opbygge små, lokale livsverdener af gensidig mening og tryghed.
Det er altså ikke kun barn- og ungdommens venskaber, som skal plejes og passes. Det handler også om at række ud til nye mennesker gennem hele livet – i alle livsfaser og -situationer. At kunne relatere sig til andre og nye mennesker er ganske enkelt en helende superkraft.
Overset potentiale
Med den historie in mente giver det god mening at lytte ekstra opmærksomt til praktiserende læge, lektor og ph.d. Merete Jørgensens nyligt udgivne ph.d.-afhandling om vigtigheden af, at etablere og fastholde langvarige relationer mellem læger og patienter.
Afhandlingen ’Undergraduate education in general practice’ (Københavns Universitet, 2024) dokumenterer og udfolder nemlig denne klassiske antropologiske pointe i sit budskab om, at mangeårige relationer mellem læge og patient er en central, men også overset, del af behandling og sundhedsarbejde.
Et hverdagseksempel fra lægens mange konsultationer illustrerer dette: På samme dag blev Merete Jørgensen opsøgt af fire forskellige patienter med det til fælles, at de alle led af hovedpine og svimmelhed. Lægen undersøgte de fire patienter, observerede dem, talte med dem og lyttede til dem. Tre af dem blev hurtigt og helt korrekt sendt hjem med besked på at hvile og se tiden an.
Den fjerde patient blev sendt på hospitalet i en ambulance med blå blink. Her konstaterede speciallægerne hurtigt en hjerneblødning og fik igangsat en effektiv behandling, der reddede patientens liv. Det gode spørgsmål er: Hvorfor kunne lægen gennemføre disse knivskarpe og korrekte diagnoser, når nu symptomerne – hovedpine og svimmelhed – var ens for alle fire patienter?
Merete Jørgensens eksempel på mavefornemmelse er antropologisk interessant, for det fortæller os, at langvarigt og dygtigt relationsarbejde kan skabe en nærmest instinktiv, kropslig viden …
Ifølge Merete Jørgensen skyldes det, at hun havde været familielæge for patienterne i mange år. I den tid havde de opbygget tætte, tillidsbaserede og fagprofessionelle relationer, hvor lægen ved siden af at kende både patienternes og deres familiers sygdomshistorier også kendte til hver enkelt patients psykologi og personlighed. Patienten var ikke ’bare’ et nummer, der kom ind ad døren. Det var et helt menneske med unikke kendetegn, præferencer, vaner og udtryksmåder.
Efter mange konsultationer og samtaler gennem årene var det muligt for lægen via små observationer, afkodninger og ’mavefornemmelser’ at forstå patienternes signaler; at det for den ene af dem var alvor, og at netop denne person ikke skulle sendes hjem som de andre tre, men direkte på hospitalet. Nysgerrighed og tæt personkendskab blev forskellen, der gjorde forskellen.
Kropslig viden
Merete Jørgensens eksempel på mavefornemmelse er antropologisk interessant, for det fortæller os, at langvarigt og dygtigt relationsarbejde kan skabe en nærmest instinktiv, kropslig viden, der gør fagprofessionelle i stand til at træffe hurtige og rigtige beslutninger.
Kropslig viden er ikke unik for læger. Den rummes i mange fag. Det er når bilmekanikeren alene ved at lytte til din bils brummen kan identificere et ødelagt tændrør. Det er når den rutinerede medarbejder i tøjbutikken via et hurtigt elevatorblik kender dit taljemål. Det er når din praktiserende læge ved at observere, spørge ind og lytte til dig kan identificere en forandring – små tegn på, at noget ikke er, som det plejer at være.
Hovedpineeksemplet siger også noget vigtigt om vores sundhedsvæsen: At mødet mellem de samme læger og patienter giver høj kvalitet i behandlingen, lavere dødelighed og bedre liv – en effekt, som også er dokumenteret i udenlandsk forskning.
Det handler nemlig ikke kun om lægens forhold til patienten. Det handler også om skolelærernes forhold til eleverne, om socialrådgivernes relationer til udsatte borgere, om betjentenes blik på unge i kriminelle lokalmiljøer…
I en tid, hvor vi bygger supersygehuse til mange milliarder kroner, planlægger etablering af stadig større lægehuse og på alle måder toptuner den nationale sundhedsmaskine for at optimere økonomi, skabe bedre behandlingsmuligheder og tilvejebringe kritisk masse i de faglige miljøer, er det værd at huske, at kontinuerlige menneskelige relationer både kan være helbredende, forebyggende og sundhedsfremmende; at de skal prioriteres og bruges til at løfte sundhed og velfærd i praksis.
Selvom udviklingen af ’systemverdenen’ – afspejlet i bureaukrati, teknologiudvikling, regneark, økonomimodeller, data- og algoritmedrevne beslutningsskemaer – har bidraget til at skabe et moderne, funktionelt og velsmurt samfund, er det ofte også sket på bekostning af netop de nære, menneskelige relationer. Derfor skal ’livsverdenen’ – som udfoldes i vores indbyrdes tillid, kommunikation, relationsopbygning, tilknytning og empati – fremmes og respekteres som værdifuld i sig selv.
Menneskelige relationer i velfærdssamfundet
Forholdet mellem system- og livsverden er ikke som forholdet mellem en professionel og privat sfære. Livsverdenens værdier kan sagtens udfoldes professionelt – som når lægens perspektiv er, at patienten er et helt menneske og ikke en nummereret biologisk masse, der er trådt ind i venteværelset. Skønt de ikke kan måles og vejes på den traditionelle naturvidenskabelige vægt, rummer relationer således et kolossalt kvalitets- og udviklingspotentiale i et fremtidens velfærdssamfund.
Det handler nemlig ikke kun om lægens forhold til patienten. Det handler også om skolelærernes forhold til eleverne, om socialrådgivernes relationer til udsatte borgere, om betjentenes blik på unge i kriminelle lokalmiljøer og hele samspillet mellem stat og civilsamfund i en fremtid, hvor det bliver dyrere at producere velfærd, og vores forventninger til velfærdsydelserne skal reformuleres.
Læs flere af Niels Olsens klummer om det gode liv her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
