ETNISKE MINORITETSKVINDER // SERIE #8 – Hvad vil det sige at høre til – og samtidig blive holdt udenfor? Anika Liversage tager os med ind i sit eget livs migrationsspor i en stærk serie om vold, modstandskraft og etniske minoritetskvinders kamp for frihed og værdighed – denne gang med fokus på de barrierer, kvinder møder, når de forsøger at forlade voldelige og kontrollerende forhold – og på det livsvigtige netværk af støtte, der gør det muligt at bryde fri.
Denne ottende artikel er den sidste i serien ”Etniske minoritetskvinder, udsathed for vold og muligheder for støtte”. Artiklerne er skrevet af Anika Liversage, professor mso på VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Artiklerne kan tilgås som en samlet rapport her.
I Danmark er det ulovligt at slå. Man må hverken slå folk på gaden eller slå hinanden inden for hjemmets fire vægge. Dermed skal der også være hjælp til kvinder, der ønsker at forlade voldelige forhold. Spørgsmålet bliver, om disse kvinder kan få den rigtige og den tilstrækkelige hjælp, eller om de risikerer at falde igennem et sikkerhedsnet, hvis huller er for store til at gribe dem.
Denne risiko må en forening som den Odense-baserede Søstre mod Vold og Kontrol forholde sig til. Foreningen har ca. 80 (altovervejende etniske minoritets)-frivillige og yder hjælp til etniske minoritetskvinder udsat for vold og kontrol. Det særlige ved foreningen er, at den støtter op om kvindefrigørelse fra et etnisk minoritetsudgangspunkt, bl.a. ved at oplyse udsatte kvinder om deres muligheder og rettigheder i Danmark.
Jeg græd en hel uge, da jeg fandt ud af det. Hvis mine børn forsvinder, så dør jeg. Det ville jeg ikke kunne leve med
I foreningens arbejde har man dog set, at det kan være svært for udsatte kvinder at navigere i det danske hjælpesystem. Denne erfaring peger på en bredere problematik i forhold til at skaffe hjælp til udsatte. Foreningen har valgt at adressere udfordringen ved at gå aktivt ind i arbejdet med at sikre kvinderne adgang til den rette hjælp. Det er ikke noget, som de frivillige selv står for. Opgaven ligger i stedet primært hos foreningens ansatte, som har den viden og de netværk, der skal til for at håndtere de ganske vanskelige sager, som foreningen ofte kommer i berøring med. Som et eksempel fortæller en af foreningens grundlæggere, Kefa Abu Ras, følgende om en kvinde, hun har hjulpet på krisecenter:
Der er hun nu. Der er en advokat på hende. Jeg taler med hende en gang imellem. Og vi gør, hvad vi kan, for at alt bliver dokumenteret: sikrer, at der laves politianmeldelse. Og hvis hun ikke tør lave en anmeldelse, så få hende til at skrive en hændelse hos politiet – så det er registreret. Sikrer, at hun får registreret i journalen hos lægen [den vold, hun har været udsat for]. Hun er på et ret nyt krisecenter [med begrænset erfaring], så vi fortæller dem, at: ’Det er vigtigt, at I går ind og skriver det hele i jeres journalnotater’. For det er jo ikke alle krisecentre, der ved, hvad de skal gøre.
Kvinden tog kontakt til det lokale politi, men fik den besked, at de desværre ikke kunne hjælpe
Uden foreningens mellemkomst ville både politi, læge og krisecenter sandsynligvis dokumentere kvindens situation langt mindre. Da kvindens ophold i Danmark er truet, fordi hun har forladt sin mand, kan mangelfuld dokumentation betyde, at kvinden på et senere tidspunkt bliver udvist af Danmark med meget alvorlige konsekvenser til følge. Med deres specialviden om etniske minoritetskvinders behov er et vigtigt aspekt af foreningens arbejde dermed, at de hjælper udsatte kvinder til den rette hjælp og søger at beskytte dem imod, at deres handlinger i sidste ende gør større skade end gavn.
Netværk har også stor betydning. Den udsatte kvinde sættes fx i kontakt med en arabisktalende kvindelig advokat med stor erfaring på området. Foreningen er også i dialog med de statslige sikkerhedskonsulenter, som bl.a. kan foretage risikovurderinger af kvindernes situation.
Behov for en hjælper med kendskab til systemet
En stor del af foreningens frivillige har selv erfaringer med vold og kontrol. En del fik faktisk første gang kontakt med Søstre mod Vold og Kontrol, fordi de på et tidspunkt havde brug for hjælp. En frivillig fortæller fx, at hun kom med i foreningen i kølvandet på en meget vanskelig skilsmisse. Efter at kvinden havde forladt sin mand og søgt om skilsmisse, truede han hende med, at han ville kidnappe deres fælles børn og tage dem med til sit oprindelsesland. Kvinden tog kontakt til det lokale politi, men fik den besked, at de desværre ikke kunne hjælpe, da hun og hendes eksmand (som det så ofte er tilfældet) havde fælles forældremyndighed.
En mand kan opløse sin nikah ved rituelt at sige ”talaq” tre gange. En kvinde har ikke samme mulighed
Kvinden fortæller, at … ”jeg græd en hel uge, da jeg fandt ud af det. Hvis mine børn forsvinder, så dør jeg. Det ville jeg ikke kunne leve med”. Igennem medierne hørte hun om Søstre mod Vold og Kontrol og kontaktede Kefa Abu Ras, som satte hende i kontakt med fagfolk med specialviden om internationale barnebortførsler:
De kender til de her problematikker. Jeg fortalte min historie … Og selvom jeg ikke havde beviser nok, fik politimanden givet videre til lufthavnen, at de her børn er truet med at blive kidnappet, så det skal forhindres. Politiet tog det alvorligt, da jeg havde Kefa med mig.
Denne kvindes oplevelse viser, hvor vigtigt det kan være at have kontakt til en ”fortaler”, der kender systemet og ved, hvor man skal henvende sig med de særlige problemer, som nogle etniske minoritetskvinder oplever. Det kan, som i tilfældet her, eksempelvis dreje sig om at forebygge internationale bortførsler af børn – noget, der sjældent er en udfordring, når majoritetsdanske par går fra hinanden.
”Muslimsk skilsmisse” kan være en særlig udfordring
Et andet emne, som foreningen hjælper kvinder med, handler om muligheden for at komme helt og fuldt ud af deres ægteskab. Et ”muslimsk ægteskab” – kaldet nikah – er en kontraktlig aftale imellem de to ægtefæller. Parret gifter sig dermed med hinanden, og det er ikke en udenforstående tredjepart (som en præst eller en vielsesforretter på et rådhus), som står for, at parret bliver gift.
Tilsvarende er en ”muslimsk skilsmisse” (som man også kan kalde en ”nikah-opløsning”) noget, parret som udgangspunkt gør selv, uden at en tredjepart er involveret. Her er der endvidere forskel på de to køn: En mand kan opløse sin nikah ved rituelt at sige ”talaq” tre gange. En kvinde har ikke samme mulighed og kan dermed hænge fast i en uønsket nikah, hvis manden ikke vil gå med til at opløse deres forhold (Liversage, 2022).
Ovenstående er en ultrakomprimeret gennemgang af et meget komplekst felt – fx kan opløsningen af en nikah også ske på måder, der indebærer forskellige økonomiske transaktioner, ligesom kvinder kan få indskrevet ret til skilsmisse på lige fod med manden i deres nikah-kontrakt. Der er også klare forskelle imellem, hvor store problemer med nikah man møder i forskellige etniske minoritetsmiljøer, bl.a. knyttet til oprindelseslandenes lovgivning.
Men det korte af det lange er, at nogle kvinder med muslimsk baggrund udfordres, når de vil gå fra deres mand, og han ikke er enig i beslutningen. I oprindelseslande som Irak, Syrien eller Pakistan kan kvinder henvende sig til en lokal domstol og her gøre sig håb om at få en skilsmisse igennem, uanset mandens modstand. Sådanne domstole findes dog ikke i Danmark, og hvad skal en kvinde så stille op?
En lang vej ud af nikah
En kvinde, Tasleem, havde stået i denne vanskelige situation. Tasleem var vokset op i Danmark i en flygtningefamilie. Da hun var i tyverne, og det var på høje tid at blive gift, blev hendes familie kontaktet af en anden familie med samme landebaggrund: Måske kunne deres søn og Tasleem blive et godt par? Det mente Tasleem selv godt, at de kunne, så parret blev forlovet og brugte det næste år på at lære hinanden bedre at kende. Bosat i forskellige landsdele var det lidt omstændeligt med transporten, men Tasleem oplevede sin tilkommende som en venlig og lidt introvert mand – og hun tænkte, at de ville passe godt sammen. Parret blev derfor gift og flyttede sammen.
Med ægteskabets nærkontakt begyndte Tasleem dog at opdage helt nye sider af sin mand: Han talte undertiden meget med sig selv, kunne af og til virke usammenhængende og fik voldsomme raseriudbrud, som han undskyldte for bagefter. Tasleem slog det hen med, at han måske var stresset som nygift. Hun håndterede problemerne, som hun bedst kunne, og månederne gik. Det ændrede sig, da Tasleem en dag ved et tilfælde så, at hendes mand havde fået en indkaldelse til et psykiatrisk hospital i sin e-Boks. Hun kunne også se, at hans månedlige natlige fravær – hvor han sagde, at han havde nattevagt på jobbet – i virkeligheden handlede om hospitalsbesøg og medicinering for en ganske alvorlig psykiatrisk diagnose.
[Min mand kom] og bankede på døren. Og skreg. Og ringede 1.500 gange … Jeg var nærmest i husarrest
Tasleem turde ikke konfrontere sin mand med sin nye viden, men flygtede ud af deres lejlighed under hans næste raserianfald. Han forfulgte hende, men på offentlig vej følte hun sig stærk nok til at konfrontere ham med sin nye viden. Det gjorde ham dog så rasende, at han tog kvælertag på hende. Heldigvis greb nogle forbipasserende ind, så Tasleem kunne flygte i sikkerhed i sin mors lejlighed (hendes far var død nogle år forinden).
Tasleem og hendes mand havde kun været gift i en nikah og var dermed i den danske stats øjne blot et samboende par. Myndighederne kunne altså ikke udstede en skilsmisse. Og fordi Tasleems mand ikke havde sagt ja til at afslutte deres nikah, insisterede han på, at Tasleem stadig var hans hustru. Han blev ved med at opsøge Tasleem, som nærmest måtte barrikadere sig hos sin mor, hvor manden kom … ”og bankede på døren. Og skreg. Og ringede 1.500 gange … Jeg var nærmest i husarrest”.
Tasleem ender dermed isoleret og deprimeret, og hverken hun selv eller hendes nærmeste kan se, hvordan hun kan komme videre i tilværelsen. Det er et kendt mønster, at nogle mænd (uanset baggrund) ikke vil acceptere, at deres partnere forlader dem, og de kan reagere ved at udsætte kvinder for post-separationsvold og stalking. Tasleems tidligere partner havde dog et ekstra virkemiddel i form af fraværet af en ”muslimsk skilsmisse”: Det var noget, han kunne bruge som ressource til at holde Tasleem fast i det forhold, hun søgte at afslutte helt.
På dette tidspunkt er der en af Tasleems veninder, som ser dokumentarfilmen Vold og kontrol bag sløret – en DR-dokumentar, der følger arbejdet i Søstre mod Vold og Kontrol. Veninden får Tasleem til at skrive til Kefa, og så kommer der skred i tingene.
Kefa sætter Tasleem i kontakt med projektet ”Til Døden os Skiller” – et samarbejde imellem Exit-cirklen og Mariam Moskeen i København. Her har den kvindelige imam Sherin Khankan udviklet et muslimsk skilsmisseritual, hvor kvinder selv afslutter deres nikah. Uanset at ikke alle familier og alle tidligere partnere anerkender legitimiteten af dette ritual, ser det ud til at være en effektiv hjælp for kvinder, der vil ud af en nikah, som deres (tidligere) partner ønsker at fastholde dem i.
Kefa hjælper også Tasleem med kontakt til en sikkerhedskonsulent, der taler med hende om, hvad hun har været udsat for. Tasleem ønsker dog ikke at anmelde sin tidligere partner til politiet:
Man må søge at sikre, at kvinderne vitterligt modtager den rigtige og tilstrækkelige hjælp. Det er helt afgørende
Jeg tænkte: Han er jo psykisk syg. Jeg har hørt rigtig mange grimme historier, hvor folk jo nærmest ikke engang bliver straffet – bare fordi at man har en psykisk diagnose. Og han er en høj, stærk person. Så jeg tænkte, at det overhovedet ikke vil gavne at lave mere fjendskab.
Med hjælp fra sikkerhedskonsulenten lykkes det Tasleem at få fat i nogle af de ejendele, hun efterlod i lejligheden, da hun måneder tidligere måtte flygte. Efter at have fået sin nikah opløst, kommer Tasleem gradvist på fode igen. Efterfølgende bliver hun selv frivillig i den forening, som hjalp hende, så hun også selv kan hjælpe andre kvinder med at bryde fri af undertrykkende forhold.
Afgørende at få den rigtige hjælp
Når etniske minoritetskvinder ønsker at bryde ud af dysfunktionelle ægteskaber, er det vigtigt, at de får god hjælp. Det kræver ofte særlig ekspertise – i forhold til eksempelvis risiko for udvisning, repressalier fra egen familie eller udsathed for internationale barnebortførelser.
I Søstre mod Vold og Kontrols peer-to-peer-indsats ved man, at det ikke er nok at fortælle kvinder, at de kan få hjælp i Danmark. Man må søge at sikre, at kvinderne vitterligt modtager den rigtige og tilstrækkelige hjælp. Det er helt afgørende, hvis disse kvinder skal komme ordentligt ud af deres udsathed for vold og kontrol.
Kilde
Liversage, A. (2022). Experiencing ‘nikah captivity’ in the West: Gendered conflicts over ending Muslim marriages. Journal of Muslims in Europe, 11(2), 215-239.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og