ETNISKE MINORITETSKVINDER // SERIE #4 – Hvad vil det sige at høre til – og samtidig blive holdt udenfor? Anika Liversage tager os med ind i sit eget livs migrationsspor i en stærk serie om vold, modstandskraft og etniske minoritetskvinders kamp for frihed og værdighed – denne gang med fokus på den høje grad af midlertidighed og usikkerhed, som i dag er et vilkår for de mange etniske minoriteter, der kæmper for opholdstilladelse.
Denne artikel er nr. 4 ud af 8 artikler i serien ”Etniske minoritetskvinder, udsathed for vold og muligheder for støtte”. Artiklerne er skrevet af Anika Liversage, professor mso på VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Artiklerne kan tilgås som en samlet rapport her.
Indvandrere og indvandring har spillet en central rolle i dansk politik i årtier, hvor der også har været store omvæltninger på området.
Hvor Udlændingeloven af 1983 blev kaldt en af Europas mest liberale udlændingelove, er billedet i dag meget anderledes: Der er i dag høje krav til indvandrere og flygtninge, både når de søger adgang til Danmark, og når de ønsker at forblive her.
Nogle af de krav knytter sig til det såkaldte ”paradigmeskifte” i dansk politik. Her er ”midlertidighed” blevet et bærende princip ud fra politiske ønsker om, at flygtninge skal hjem igen hurtigst muligt.
Det er rigtig svært at få et job, når chefen ikke ved, om man bliver smidt ud af landet lige om lidt
Disse politiske ændringer har medført, at mange indvandrere og flygtninge og også nogle af deres børn i dag lever med en høj grad af usikkerhed i forhold til deres fremtid. Den usikkerhed kan få en omfattende betydning i folks liv, både generelt og i forhold til kvinder, der er udsat for vold.
Permanent i ansøgningsproces
Den store politiske fokus på midlertidighed betyder, at flygtninge i dag skal have deres opholdstilladelser genbehandlet med relativt korte mellemrum. Det har konsekvenser for folks trivsel. En ansat på Indvandrermedicinsk Klinik beskriver situationen i dag på følgende måde:
”Efter de nye regler får stort set alle nyankomne flygtninge kun 2-årig opholdsstatus, og de skal hele tiden søge igen. Her oplever vi, at der er rigtig, rigtig mange, der har flere problemer og også sværere problemer, end de havde før i tiden. Fordi man er i en konstant ansøgningsfase. For det tager lang tid at lave en ansøgning.”
”Og når man først har sendt den afsted, så tager det op til 8-10 måneder at få svar på den. Og man skal søge hvert andet år. Så de her folk er bare konstant i en uvished. Og så er det rigtig svært at arbejde med kroniske smerter og med andre udfordringer. Og det er rigtig svært at få et job, når chefen ikke ved, om man bliver smidt ud af landet lige om lidt.”
På den længere bane betyder dette mønster også, at det danske samfund formentlig går glip af betragtelige ressourcer
Som denne læge beskriver det, kommer flygtninge i dag ofte til at leve i et mangeårigt loop, hvor de enten er i gang med at ansøge om opholdstilladelse eller lige har ansøgt og afventer svar.
For selv når de netop har modtaget svar om, at deres opholdstilladelse er forlænget, skal de snart i gang med at forberede den næste ansøgning. Det er en meget stressende situation.
Dermed bliver det meget vigtigt at opnå permanent opholdstilladelse – men den er også blevet svær at få. For mange gælder det, at man dels skal have boet i Danmark i mindst otte år, dels skal opfylde en række yderligere krav.
Et af kravene er, at man skal have haft fuldtidsarbejde i 3½ år ud af de seneste 4 år. Dette krav får fx en del unge til at fravælge uddannelse. I stedet tager de ufaglært arbejde, fordi de dermed kan opfylde arbejdskravet.
Det kan selvsagt få meget alvorlige konsekvenser for hele deres livsbane, når de på den måde føler sig nødsaget til at vælge studierne fra. På den længere bane betyder dette mønster også, at det danske samfund formentlig går glip af betragtelige ressourcer.
Stavnsbundet i ægteskabet
Også personer, der kommer til Danmark via familiesammenføring, er underlagt de stramme danske regler. For når ægteskab og ophold knyttes sammen, kan en skilsmisse medføre udrejse af Danmark.
Det vælger nogle naturligvis at gøre. For andre vil det at vende tilbage til deres oprindelsesland som fraskilt dog have meget alvorlige konsekvenser – så alvorlige, at de reelt stavnsbindes i dårlige ægteskaber.
Så kan kvinden ende som paria, måske med prostitution som eneste levevej. Hvis det er den fremtid, man kan se for sig, skal der rigtig meget til, før man går fra sin mand i Danmark
For hvor en fraskilt, enlig mor i Danmark både kan få et job og passe det, fordi hendes børn kommer i daginstitution, er situationen meget anderledes, hvis hun må rejse tilbage til fx Syrien eller Irak. Her er langt færre kvinder i lønarbejde, og børn er noget, som kvinder passer.
Uden muligheden for at forsørge sig selv (og uden ydelser fra en velfærdsstat) vil en kvinde ofte være afhængig af sine forældres eller sine brødres forsørgelse. Og det i en kontekst, hvor skilsmisse er meget ugleset.
Stigmaet ved skilsmisse er så stort, at det kan få nogle familier til at slå hånden af en fraskilt datter. Så kan kvinden ende som paria, måske med prostitution som eneste levevej. Hvis det er den fremtid, man kan se for sig, skal der rigtig meget til, før man går fra sin mand i Danmark.
Denne dynamik gør, at en kvinde er prisgivet sin ægtemand og hans luner. Det ved han, og det kan skævvride forholdet yderligere. For at forebygge sådanne situationer har dansk lovgivning en undtagelsesbestemmelse, der kan give adgang til ophold, hvis man forlader et ægteskab på grund af vold.
I rapporten Man kan aldrig vide sig sikker (Filskov et al., 2022) viser Institut for Menneskerettigheder dog, hvor svært det kan være at opnå en sådan opholdstilladelse, hvilket bidrager til at fastholde kvinder i voldelige forhold.
Forladt og i fare for udvisning
Ægteskaber ender ikke kun, fordi kvinder vælger at gå fra deres mænd. I andre tilfælde er det ægtemænd, der rejser, og hustruer, der må forholde sig til, hvad de så skal stille op. Her er det faktum, at man har levet mere end otte år i Danmark, ikke nødvendigvis lig med sikkerhed.
Ayans historie er et eksempel herpå (Liversage, 2025). Ayan kom til Danmark i 2010, da hun blev familiesammenført til en herboende flygtning fra Somalia. Parret fik snart en søn, Abdi, som havde en udviklingsforstyrrelse.
Ayan engagerede sig i at læse dansk på sprogskole og bestod flere eksamener. Hun arbejdede også, men kun på deltid, fordi hendes søn havde brug for ekstra omsorg. Sønnens handicap gjorde også, at han – efter først at have gået i børnehave – fik plads på en specialskole.
I 2019 forlod Ayans mand pludselig familien for at flytte til Somalia. Da Ayan efterfølgende forsøgte at forny de midlertidige opholdstilladelser for sig selv og for sin søn, fik hun at vide, at de begge skulle forlade Danmark. På det tidspunkt havde Ayan boet i Danmark i et årti, og hendes 9-årige søn var født og opvokset i Danmark.
Det gjorde heller ingen forskel, at der lå to notater fra politiet, som viste, at hendes mand havde været voldelig imod hende
Uanset årene i Danmark var hun dog ikke – som mor til en søn med handicap – i stand til at opfylde kravet om 3½ års fuldtidsarbejde. Og uanset, at sønnen Abdi havde levet hele sit 9-årige liv i Danmark (og været i daginstitution, fra han var lille), mente myndighederne ikke, at han havde nogen stærk tilknytning til Danmark.
Ayan havde ikke nogen familie at vende tilbage til i Somalia, men dette ændrede ikke på myndighedernes beslutning.
Det gjorde heller ingen forskel, at der lå to notater fra politiet, som viste, at hendes mand havde været voldelig imod hende. For det var jo ham og ikke hende, der havde forladt ægteskabet, og dermed kunne undtagelsesbestemmelsen om ophold på baggrund af vold ikke bringes i spil.
Beskeden var altså klar: Ayan og hendes søn skulle forlade Danmark. På dette tidspunkt fik Ayan støtte fra den danske NGO Refugees Welcome. Organisationen fik ændret sagen til at dreje sig om sønnens særlige behov, som ikke kunne varetages, hvis mor og søn forlod Danmark.
Med denne tilgang lykkedes det sønnen Abdi at få ophold – og på den baggrund fik hans mor Ayan også sit opholdsgrundlag tilbage. Det var på et hængende hår og viser den mangeårige usikkerhed, som familiesammenførte ofte lever med.
Uddannelse spænder ben for opholdstilladelse
Et andet eksempel på familiesammenførtes meget store usikkerhed i forhold til deres ophold kommer fra Geeti. Hun ankom til Danmark i 2008 efter at have giftet sig med en dansk mand, som hun havde mødt i Sri Lanka.
Få dage efter sin ankomst fandt hun arbejde og begyndte at servere burgere i en sommerpark. Det var dog sæsonarbejde, så Geeti søgte mere stabilt arbejde og fik ufaglært beskæftigelse på et plejehjem.
Her er der som bekendt mangel på arbejdskraft, og efter noget tid foreslog Geetis leder, at hun tog en SOSU-uddannelse. Geeti var glad for forslaget og meldte sig til uddannelsen.
Selv om Geeti altså havde boet i Danmark i mere end et årti, aldrig havde været på offentlig understøttelse og var en værdifuld arbejdskraft i en plejesektor, som skriger på varme hænder, måtte hun forlade Danmark
I Geetis privatliv var der også sket forandringer. Ægteskabet med den danske mand var slut, og Geeti havde forelsket sig i – og giftet sig med – en EU-borger, bosat i Danmark.
Det viste sig dog at være et ganske ustabilt forhold, for manden led af PTSD efter en længere militærkarriere, og han røg hash for at dulme sine symptomer. Forholdet var svært, og en dag forlod manden pludselig både Geeti og Danmark og rejste tilbage til sin hjemstavn.
Da Geeti skulle forny sin opholdstilladelse, opdagede hun, at hun ikke levede op til arbejdskravet, fordi hun var begyndt at studere.
Selv om Geeti altså havde boet i Danmark i mere end et årti, aldrig havde været på offentlig understøttelse og var en værdifuld arbejdskraft i en plejesektor, som skriger på varme hænder, måtte hun forlade Danmark. I 2021 rejste hun tilbage til Sri Lanka, hvor livet som fraskilt kvinde er meget svært.
Arbejdskrav rammer kvinder hårdest
Ayans og Geetis erfaringer viser den usikkerhed, som kan omgærde livet i Danmark i mange år. Det er endvidere en usikkerhed, som i højere grad rammer kvinder end mænd, fordi kvinder oftere har deltidsarbejde, netop på grund af det større ansvar for familien, som de ofte har.
Arbejdskravet er også en mulighed for, at dominerende mænd kan fastholde deres magt: Hvis en mand forhindrer sin hustru i at arbejde fuld tid, støtter den danske stat reelt op om hans status som enerådende familieoverhoved på ubestemt tid.
Dette ubehagelige samspil er også noget, som frontmedarbejdere mærker. En socialrådgiver fortæller, at hun i sit arbejde jævnligt møder familiesammenførte kvinder, som ”… ikke føler, at de har et valg. Jeg kan jo vejlede dem i 100 år, uden at det gør nogen forskel. [For når kvinderne spørger til deres opholdstilladelse, må jeg svare:] ’Det kan vi ikke gøre noget ved’. Det er en meget frustrerende situation.”
Denne socialrådgiver har selv flygtningebaggrund og voksede op i en familie, hvor hendes mor var ”tvunget” til at blive i et meget dårligt ægteskab i årevis for at undgå at blive ”sendt tilbage”, som socialrådgiveren formulerer det.
Det er alt sammen del af en dansk virkelighed, hvor reglerne blot er blevet strammere og strammere over tid, og hvor mange frygter for, hvad fremtiden kan bringe.
Som en medarbejder i en NGO beskriver det: ”Lovgivningen ændrer sig jo hele tiden. Afhængig af, hvem der sidder i Folketinget og bestemmer. Det har været lavet om 100 gange, så folk er ikke trygge”.
Denne utryghed kan også medføre, at udsatte etniske minoritetskvinder ikke gør brug af de hjælpemuligheder og rettigheder, som de reelt har adgang til, hvis de rækker ud.
For mange lever isolerede liv, hvor manden er den primære (og ikke altid sandfærdige) informationskilde. En læge beskriver, hvad konsekvenserne heraf kan være:
Frygten for, hvad der sker, hvis de går, er for stor
”Selvom [en kvinde] har set en plakat for et eller andet krisecenter, tør man overhovedet ikke række ud. Fordi man ved ikke, om man så mister sine børn. Man ved ikke, om man mister sin lejlighed eller sit job, eller om man bliver smidt ud af landet. Så der er en hel masse rettigheder, folk ikke ved noget om.”
Den høje grad af midlertidighed og usikkerhed, som i dag er et vilkår for mange etniske minoriteter, har dermed vidtrækkende konsekvenser. Situationen kan påvirke folks beslutninger om uddannelse, gøre det svært for dem at trives i hverdagen og forhindre dem i at planlægge for fremtiden.
Men det kan også få nogle kvinder, der lever med vold, til at forblive i de voldelige relationer, fordi frygten for, hvad der sker, hvis de går, er for stor.
Kilder:
Filskov, N., Hansen, T.O., Larsen, S., Petersen, M.J. & Tan, N.F. (2022). Man kan aldrig føle sig sikker: En analyse af de retssikkerhedsmæssige udfordringer, når flygtninge mister deres opholdstilladelse. København: Institut for Menneskerettigheder.
Liversage, A. (2025). The Danish “paradigm shift”: Consequences for female refugees and marriage migrants. I J. Schwörer (red.), New Danish Paradigms on Asylum and Integration: Effects and Challenges (s. 28-40). Bonn: Friedrich-Ebert-Stiftung.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og