ETNISKE MINORITETSKVINDER // SERIE #6 – Hvad vil det sige at høre til – og samtidig blive holdt udenfor? Anika Liversage tager os med ind i sit eget livs migrationsspor i en stærk serie om vold, modstandskraft og etniske minoritetskvinders kamp for frihed og værdighed – denne gang med fokus på de uoverskuelige konsekvenser, det kan have, når konflikter i etniske minoritetsfamilier bringes ud af landet.
Denne artikel er nr. 6 ud af 8 artikler i serien ”Etniske minoritetskvinder, udsathed for vold og muligheder for støtte”. Artiklerne er skrevet af Anika Liversage, professor mso på VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Artiklerne kan tilgås som en samlet rapport her.
Kvinder, der er udsat for vold, kan få mange former for hjælp fra de danske myndigheder og fra organisationer i civilsamfundet. Det spænder fra ophold på krisecentre (hvor knap halvdelen af de indskrevne har etnisk minoritetsbaggrund) over kommunal støtte til at klare sig igennem økonomiske problemer og til politiets muligheder for bl.a. at efterforske vold og udstede tilhold.
Det er dog alt sammen hjælp, som er udviklet i en dansk kontekst, og som man normalt skal være i Danmark for at få adgang til. Det kan give særlige udfordringer i etniske minoritetsfamilier, hvor livet i en del tilfælde udspiller sig på tværs af landegrænser.
Den skade, der er sket, kan ikke altid gøres god igen, og denne bortførsel havde mærket både mor og børn for livstid
I sådanne familier oplever nogle kvinder fx, at de danske myndigheder ikke rigtig kan hjælpe dem, hvis deres børn bortføres til udlandet efter en skilsmisse.
En regionalt ansat sikkerhedskonsulent, der undertiden involveres i den form for grænseoverskridende familiestridigheder, fortæller følgende om en sag, han var i berøring med:
”Der var fire børn i alt. Faderen har faktisk haft bortført to børn – han tog kun de to yngste. Og han har jo så haft dem ude af Danmark i flere år og har jo vendt dem mod mor. Det er jo også at gøre skade for børnene. Så selvom de faktisk er kommet tilbage til Danmark i dag, så vil de ikke have kontakt med hende.”
Den skade, der er sket, kan ikke altid gøres god igen, og denne bortførsel havde mærket både mor og børn for livstid.
I andre tilfælde er det ikke børn, men teenagere eller unge voksne, som ender i udlandet imod deres vilje. Sikkerhedskonsulenten beskriver nogle af udfordringerne med denne form for sager på følgende måde:
”Vi kan sagtens få lavet et nødpas. Vi kan også sagtens finde nogen, der vil afholde udgiften til en billet [tilbage til Danmark]. Men hvis det så eksempelvis er i Somalia [at en person tilbageholdes], og der er lavet udrejseforbud, så kan de jo ikke komme ud. Så er der jo ikke noget, vi kan gøre, selvom papirerne er i orden fra den danske side af. Fordi vi tager ikke ned og henter dem … Hvordan sørger vi for, at de får passene? Så skal de rejse til Nairobi – og det er jo umuligt. Altså, det er sådan et Catch-22. Faktum er jo, at når de først er ude, så er de svære at hjælpe.”
Magtmiddel i minoritetsfamilier
Som sikkerhedskonsulenten formulerer det, er det ”svært at hjælpe”, når folk først har forladt dansk territorium. Dermed bliver trusler om, at man fx vil bortføre børn til udlandet, eller at man vil forhindre en kvinde, der er udenlands, i at rejse tilbage til Danmark, til et potent magtmiddel i familiekonflikter.
Her kan hun atter få hjælp fra de danske myndigheder – men kun, fordi hun er lykkedes med at krydse tilbage over den danske grænse igen
Et eksempel på en kvinde, der endte udenlands mod sin vilje, kommer fra en anden sikkerhedskonsulent. Sikkerhedskonsulenten blev involveret i en sag med at hjælpe en kvinde, der var kommet til Danmark som familiesammenført og efterfølgende var blevet skilt.
Den fraskilte kvinde blev efterfølgende gravid – en meget synlig overtrædelse af de stærke normer for, at sex kun må foregå inden for ægteskabets rammer. Dette normbrud førte til følgende begivenheder i kvindens liv:
”Hendes brødre lokker hende tilbage til hjemlandet, hvor hun bliver giftet med en fætter – mod sin vilje. Det er et tvangsophold dernede, og hun bliver gravid endnu en gang. Der er jo både vold og kontrol og voldtægt og det hele. Hun flygter så fra familien dernede og lykkes med at komme tilbage til Danmark.”
Denne kvinde lykkes altså (til dels ved hjælp af sine egne ressourcer) med at komme retur til Danmark. Her kan hun atter få hjælp fra de danske myndigheder – men kun fordi hun er lykkedes med at krydse tilbage over den danske grænse igen.
Samfundsstrukturer påvirker styrkeforhold i ægteskaber
Mobilitet over landegrænser tænder og slukker dermed for den umiddelbare adgang til den danske velfærdsstats ressourcer.
Et eksempel på, hvordan det kan opleves, kommer fra en kvinde, jeg har kaldt Parvin. Hun var i skolealderen, da hun flygtede til Danmark med sine forældre.
Senere i livet – som en voksen og gift kvinde – oplever hun meget tydeligt, hvordan magtbalancen imellem hende og hendes mand kan forskyde sig afhængig af, hvilket land de befinder sig i: Hvor kvinder i Danmark har gode muligheder for at få hjælp af myndighederne, kan mænd stå langt stærkere i oprindelseslandene.
Hendes sikre viden om, at vold er uacceptabelt i Danmark, og at der er myndigheder, som kan skride ind, hvis de bliver tilkaldt, var med til at standse den voldelige adfærd, hendes mand ellers havde i udlandet
Parvin fortæller, hvordan hun oplevede denne forskel, når hun og hendes mand var på ferie i deres fælles oprindelsesland.
”Jeg blev tvunget til, at vi hvert eneste år skulle rejse på sommerferie til [X-land], fordi hans familie boede der. Når jeg sagde nej til det, ville han tage drengen med, og vi havde jo fælles forældremyndighed. Jeg ville ikke have, at de skulle rejse alene sammen, så jeg var altid nødt til at rejse med …”
”Og hver eneste gang var der skænderier. Og jeg var jo altid bange for, at hvad så, hvis han siger, at vi skulle blive der. Det var bare stress … Og dernede var han fuldstændig en anden person. Han kunne blive voldelig, altså. Der var hele tiden skænderi, råberi og spark.”
Tilbage i Danmark er magtbalancen en anden. Parvin fortæller, at ”… jeg blev skubbet én gang, hvor jeg sagde til ham, at hvis det gentager sig, så anmelder jeg ham til politiet”.
I Parvins tilfælde var det en trussel, som virkede. Hendes sikre viden om, at vold er uacceptabelt i Danmark, og at der er myndigheder, som kan skride ind, hvis de bliver tilkaldt, var med til at standse den voldelige adfærd, hendes mand ellers havde i udlandet.
Det er et usædvanligt klart eksempel på, hvor stor betydning de samfundsmæssige strukturer kan have for styrkeforholdet imellem mænd og kvinder, når der er konflikter i et ægteskab. Det gælder dog kun for de kvinder, som har styrken og muligheden for at række ud efter hjælpen, hvilket langtfra alle har.
Familiekonflikters tråde til oprindelseslandet
Udlandet kan også få indflydelse på familiekonflikter og skilsmisser i Danmark på andre måder. Det kan eksempelvis ske, når familiemedlemmer i udlandet involveres.
Et klassisk eksempel er, når en ægtemand eller svigerfamilie kontakter en kvindes far i oprindelseslandet og kræver, at han får sin datter til at ”rette ind” og droppe et ønske om skilsmisse.
Det kan dog også foregå på andre og mere voldsomme måder. Det oplever Darya. Hun kom til Danmark i forbindelse med et ægteskab, hvor hun blev behandlet meget dårligt, også af sine svigerforældre.
Da Darya efter nogle år forsøger at gøre oprør, lykkes svigerfamilien med at lokke hende til et andet EU-land alene – altså uden hendes børn. Hun tror bare, hun skal på et kort ophold hos en slægtning, for at hun kan få tænkt tingene igennem. Men her får hun at vide, at der er indgivet skilsmissebegæring i Danmark.
De siger til ham, at ’du skal sige til din datter, at hun skal aflevere børnene til os, eller vi slår dig og dine drenge ihjel’
Dermed er hendes opholdsgrundlag borte, og hun bør sådan set bare rejse tilbage til sit oprindelsesland – uden sine to små børn. Darya lykkes dog både med at komme tilbage til Danmark og at få retten til både ophold og børn tilbage. Det gør eksmandens familie rasende, og efter noget tid udvikler det sig på følgende måde:
”De ringer til mine venner, til min familie. De ringer til alle [Og siger:] ’I skal sige til Darya, at hun skal aflevere børnene til os, ellers slår vi hende ihjel, eller vi slår hendes familie ihjel.’ De siger rigtig mange ting. De laver rigtig mange problemer.”
”Til sidst har de slået min far rigtigt alvorligt [i oprindelseslandet]. De siger til ham, at ’du skal sige til din datter, at hun skal aflevere børnene til os, eller vi slår dig og dine drenge ihjel.’ De havde givet penge til nogen, der har slået min far. Han kommer på sygehus i mange dage.”
”Jeg bliver meget bange og meget dårlig … Til sidst kan jeg ikke mere. Jeg siger til kommunen: ’Jeg vil gerne aflevere mine børn til jer.’”
De danske myndigheder kan hjælpe og beskytte Darya, fordi hun er i Danmark. Hendes far, der ikke kan få en lignende hjælp, bliver dermed det svage punkt, hvorigennem man kan angribe Darya.
Ved til slut at overlade sine børn til de danske myndigheder får Darya den meget voldsomme konflikt til at gå i sig selv. Det giver hende mulighed for at komme til hægterne
Det usædvanligt hårde forløb i denne familie er et eksempel på, hvordan grænseoverskridende familienetværk kan blive trukket ind i konflikter og gøre de danske myndigheders gængse tiltag utilstrækkelige.
Myndighederne giver fx Darya et tilbud om, at hun og hendes børn kan få hjælp til at starte et nyt liv et andet sted i Danmark. Dette ønsker Darya ikke at tage imod, fordi … ”jeg tror ikke, det hjælper. Der er stadig hans familie og min familie. Hvis jeg gør det, slår de måske hinanden ihjel”.
Ved til slut at overlade sine børn til de danske myndigheder får Darya den meget voldsomme konflikt til at gå i sig selv. Det giver hende mulighed for at komme til hægterne efter det voldsomme pres, hun har gennemlevet.
Da hun ca. et år senere kontakter kommunen og beder om, at hendes børn flytter tilbage igen, får hun dog at vide, at man anser det for bedre, at de bliver på deres opholdssted. Det er et alvorligt slag for Darya, og hun håber stadig på, at hun en dag får lov til at bo med dem igen.
Begrænset hjælp over nationale grænser
De forskellige historier i denne artikel viser, at det både kan udfordre danske myndigheders arbejde og udsatte borgeres muligheder for at få hjælp, når familiekonflikter bevæger sig hen over nationale grænser.
Er svagt stillede familiemedlemmer først havnet i lande som Somalia, Irak eller Syrien, er deres muligheder for at få hjælp udefra langt dårligere
I Danmark kan svagt positionerede individer få støtte fra myndighederne – fx ved at komme på krisecenter eller ved at få beskyttelse af politiet. Disse muligheder kan gøre det sværere for stærke familiemedlemmer at udnytte deres dominans.
I sådan en situation kan en taktik derfor være at søge at flytte familiemedlemmer ud af Danmark. For er svagt stillede familiemedlemmer først havnet i lande som Somalia, Irak eller Syrien, er deres muligheder for at få hjælp udefra langt dårligere.
Dermed kan familiemedlemmer, der i Danmark måske har været oprørske og ønsket sig en højere grad af selvbestemmelse, blive tvunget til at rette ind, fordi de ikke har andre muligheder.
Det faktum, at indvandrer- og flygtningefamilier ofte strækker sig over landegrænser, er dermed en af de faktorer, som gør, at de kan have brug for særlige former for hjælp – en hjælp, som de danske myndigheder i en del tilfælde ikke har mulighed for at yde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og