BORGERBREV // POLITIK – Lige meget hvor langt ude forældre er, vil de gøre alt for, at deres børn skal have det godt. De mange frivillige anbringelser vidner om lige præcis det, skriver Sarah Thestrup og Camilla Mathiesen. Men fokuserer man blindt på tvangsfjernelse, er der en masse andre løsninger, der ikke bliver undersøgt ordentligt.
Af Sarah Thestrup, lærer på bosted for anbragte børn og unge, og Camilla Mathiesen, journalist og kommunikationsmedarbejder.
Kære Astrid Krag, Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil
Det er meget svært at vide, hvor man skal begynde, når man vil tale om jeres nye mission om at tvangsfjerne flere børn fra deres forældre. Måske skulle man starte med sloganet ”Børnenes Statsminister.” For det første er du, Mette Frederiksen, vel alles statsminister. For det andet har børnene vel egentlig ikke stemt på dig. Det har de voksne til gengæld, måske endda nogle af dem, hvis børn du nu vil fjerne.
Man kan også tale om det etiske i at tage rundt på børnehjem i kampagne-øjemed. At et statsoverhoved besøger børnehjem for rullende kameraer og mødes af smilende børn giver mindelser om lande, vi normalt slet, slet ikke sammenligner os med.
Og mon dem med forfærdelige anbringelseshistorier i bagagen står først i køen til meet and greet ved ministerbesøg?
Eller er det dem, der taler i de foreninger, der repræsenterer anbragte? Et gæt kunne være, at folk hvis liv er blevet ødelagt af anbringelser ikke er superaktive i Foreningsdanmark.
Du sagde i din nytårstale, Mette Frederiksen, at der er nogle forældre, der får for mange chancer. Kan et menneske få for mange chancer? Og hvad er en ”chance”? En mentor, der dukker op tre kvarter hver anden onsdag, og som i øvrigt udskiftes hver tredje måned?
Da jeres socialudspil blev lanceret i 2018, nævnte I selv, at der kunne være tale om op mod 50.000 børn, der burde anbringes. Det er dog modereret siden. Nu, hvor det tal har vakt anstød, er I imod måltal. Klog beslutning.
For 50.000 børn er mange. Det er over tre gange så mange, som der lige nu er fjernet fra deres forældre. Her kunne man stoppe op og diskutere det etiske i overhovedet at have måltal for mennesker, der har brug for hjælp, men lige præcis dén etiske linje er jo krydset for længst i beskæftigelsespolitikken, så lad os vente med den diskussion.
Man kunne også undre sig over, hvor de mange børn, der burde være anbragt, er lige nu. Om de bare sidder derhjemme og får tæsk og bliver misbrugt?
50.000 svarer cirka til en årgang. Så er det alle de to-årige, I vil fjerne? Og er det 50.000 om året? 50.000 på sigt? 50.000 i denne regeringsperiode?
Man kunne læse lidt op på Foucaults teori om magt og sammen med den seneste overvågnings … undskyld frihedspakke undre sig over, hvorfor staten på jeres vagt har fået så travlt med at demonstrere sin magt, at det minder om noget, man ellers kun ser i totalitære regimer.
Andre løsninger undersøges ikke ordentligt
Men lad os dykke lidt ned i tvangsfjernelserne i stedet. Overordnet må målet være at hjælpe børn til det bedste liv, de har mulighed for at få. Spørgsmålet er så, om man f.eks. kan ”redde” et tidligt skadet barn ved at fjerne det.
Eller om man blot påfører endnu et traume ved at bryde den følelsesmæssige relation mellem barn og forældre. Et af de helt store problemer er, at det ved I faktisk ikke, for der forskes meget lidt i alternativerne.
Men som du, Astrid Krag, har sagt, så gør I i denne regering uden tøven en masse ting, uden der er tyk videnskabelig evidens for, om det virker.
Lad os f.eks. tage et barn af en stofmisbruger. Ville et sådant barn have en bedre chance ved at blive hos en misbrugsmor, som fik ordentlig hjælp? Det forskes der ikke i. En anbringelse på et specialiseret bosted er dyr. Plejefamilier er meget billigere, men mindre specialiseret.
Hvad regner I helt konkret med at opnå, ved at gøre det lettere at tvangsfjerne?
Det er svært at regne med gennemsnitspriser på anbringelser, men det er ikke usandsynligt, at man for én anbringelses pris kunne få en fuldtidsmedarbejder, der kun havde til opgave at hjælpe én udsat familie med de mange og ofte komplekse problemer, en sådan familie har. Vi skriver det lige igen: Én fuldtidsmedarbejder til én familie.
Så kunne man ligefrem inddrage familien og høre, hvad der ville lette deres liv. Måske kunne man ende med at hjælpe mere end et medlem af den familie – med alt hvad det ville føre til af færre offentlige udgifter.
Måske er det slet ikke de markører, der i dag kigges efter, som man burde kigge på. Ydre markører som sund mad i køleskabet, hygiejne, årstidssvarende tøj eller ”bekymrende adfærd” dvs. en subjektiv ”synsning”, som en sagsbehandler observerer, siger, undskyld os, ikke en døjt om, hvorvidt du er en god forælder.
Alligevel bliver de fleste børn i dag fjernet med ”bekymrende adfærd” angivet som årsag. Ikke misbrug, ikke vold og overgreb, men elastikbegrebet ”bekymrende adfærd”.
Her har det allerede været fremme, at børn med diagnoser på autisme-spektret pludselig vil dukke op på sådan en radar, fordi de kan udvise atypisk adfærd som en del af diagnosen – uden nødvendigvis at være i mistrivsel.
At adfærdsobservationer fylder så meget i beslutningsgrundlaget bag en tvangsfjernelse lægger godt nok utrolig meget ansvar over på dem, der skal vurdere adfærden, men dette ansvar gør man, smart nok, usynligt – ellers var jobbet jo ikke til at holde ud.
Også det vender vi tilbage til.
Kan et menneske få for mange chancer?
Hvordan kunne man møde sådan en familie, hvor man havde en mistanke om, at et barn mistrives? For det første er det et problem, at man kommer med en færdig plan. Der hersker en one-size fits all-kultur, og der er tre-fem forskellige pakkeløsninger, man kan vælge.
Hvis nu tvangsfjernelser bliver plan A, B og C pga. jeres korstog – og måske også økonomisk attraktivt for kommunerne med jeres seneste udmelding om større refusion fra stat til kommune, så kommer vi endnu længere væk fra en løsning, som passer til den enkelte familie.
En større refusion gør også, at kommunerne meget hurtigt kan tjene penge på at anbringe fremfor at etablere anden støtte. Selvom I netop har skrevet i socialudspillet, at ingen må tjene penge på anbragte børn, er det netop det, kommunerne kommer til ved at anbringe fremfor at støtte f.eks. handicappede børn.
Alle er enige om, at de her problemer er komplekse, og at ikke to ”problemfamilier” er ens. Og er der noget, vores velfærdssystem har svært ved at håndtere, så er det komplekse problemer, det ser vi igen og igen. Et andet problem er, at alt, der iværksættes, er tidsbegrænset. Når man tilbyder mentorforløb eller familiekurser på 3-6 måneder som løsning på livslange komplekse problematikker, kan man ikke mene det alvorligt.
Forestil dig den første nat efter dit barn er blevet hentet af fremmede uden varsel. Den første uge eller måned. Eller forestil dig at være det fjernede barn, der ikke aner, om din stofmisbrugende mor er død eller levende, eller hvor dine søskende er henne
Manglende inddragelse af familien og manglende tid er to store problemer. Det underbygges af forældrenes udsagn i den undersøgelse, Ankestyrelsen lavede på fire kommuner for få år siden. Det handler om børn og om at hjælpe børn. Burde der så ikke være al tid i verden?
Du sagde i din nytårstale, Mette Frederiksen, at der er nogle forældre, der får for mange chancer. Kan et menneske få for mange chancer? Og hvad er en ”chance”? En mentor, der dukker op tre kvarter hver anden onsdag, og som i øvrigt udskiftes hver tredje måned?
Det leder til næste problem – den manglende kontinuitet i personer om familien. Skiftende sagsbehandlere, så man igen og igen skal fortælle sin historie fra Adam og Eva med skiftende mentorer. Ikke en ærlig chance for at danne en relation eller opbygge tillid, der måske kunne føre til en dybere forståelse end den, man får ved blot at observere.
Forældre vil, lige meget hvor langt ude at skide de er, gøre alt for, at deres børn skal have det godt. De mange frivillige anbringelser vidner om lige præcis det. Men fokuserer man blindt på tvangsfjernelse, er der en masse andre løsninger, der ikke bliver undersøgt ordentligt, det kunne f.eks. være omvendt familiepleje, hvor man anbringes i eget hjem med tilknyttede fagpersoner.
Løsninger, der måske i sidste ende er bedre og mindre indgribende for både barn og familie. Og billigere for samfundet, hvis det er det, I går op i, og det kan man godt have en mistanke om. Så hvis man helt tog tvangsfjernelse væk som mulighed, ville man være tvunget til at tænke i andre løsninger.
Tvunget til at bevare en dialog med familien, tvunget til inddragelse.
Men det ønsker I ikke, I vil have et kvikt fix. Selvom alle tal viser, at dét er anbringelser netop ikke. En anbringelse er ikke i sig selv mønsterbrydende, tværtimod. Kig på anbragtes tal for misbrug, uddannelse, selvforsørgelse, selvmord og selvmordsforsøg.
At dømme mennesker ude er dyrt og dumt
En tvangsfjernelse er voldsom. Det er ikke det samme som i ro og mag at finde en passende efterskole til sit barn. Ofte sker en tvangsfjernelse uden varsel.
F.eks. kan ens barn blive hentet i vuggestue, børnehave eller skole af folk fra kommunen, uden man har fået besked om, at det sker, eller ved hvor barnet bliver ført hen. Der er altså tale om en bortførelse. Bare ikke én, man kan få hjælp fra systemet til at hindre, for det er systemet, der er bortføreren.
Det er også vældig populært at stikke andre, nu hvor tydelige knapper på borger.dk og på enhver kommunal hjemmeside opfordrer os alle til at anmelde sort arbejde og socialt bedrageri i anonym tryghed
Forestil dig den første nat efter dit barn er blevet hentet af fremmede uden varsel. Den første uge eller måned. Eller forestil dig at være det fjernede barn, der ikke aner, om din stofmisbrugende mor er død eller levende, eller hvor dine søskende er henne.
Familier, der får fjernet børn, får ingen hjælp. Ingen.
https://www.instagram.com/p/B6yM8gqgfia/?utm_source=ig_embed
Når man mister et barn på andre måder, får man normalt krisepsykolog, orlov eller på anden måde hjælp. Men ikke ved tvangsfjernelser. Til gengæld er disse familier ofte lige så langt ude at skide som inden tvangsfjernelsen, nu med det traume oveni.
Tror I, de smøger ærmerne op, tager sig sammen og retter ind, hvis de tvangsfjernelser nu som udgangspunkt bliver permanente? Eller, i yderste konsekvens, bliver konverteret til tvangsbortadoptioner?
I tager håbet fra folk. Det er forkasteligt, og det er også dyrt. En ting er, at I vil gøre sådanne fuldstændigt livsomvæltende beslutninger permanente. Noget andet er, at disse beslutninger ofte tages på et yderst kritisabelt, subjektivt og tyndt grundlag. Tal for omgørelser af beslutninger i børnesager i Ankestyrelsen taler deres tydelige sprog. Og det er vel at mærke kun dem, der har overskud og ressourcer til at klage til Ankestyrelsen, man her ser. Se på fejlprocenterne i anbringelsessager.
I dømmer folk ude på livstid. Så skal grundlaget for beslutningen simpelthen være meget grundigere end tilfældet er i dag,
Selvom I ved, at forældres og børns relation er vigtig, og at børn er loyale, også over for dårlige forældre, så siger I, at dig, du kommer aldrig til at kunne give dit barn noget af værdi, og du får heller aldrig mere muligheden for at vise os, at vi tager fejl.
Færre vil søge hjælp
Hvad regner I helt konkret med at opnå, ved at gøre det lettere at tvangsfjerne?
Hvis man har en far, der drikker for meget, eller man som mor har lidt svært ved at få det hele til at løbe rundt, så vil man da slet ikke bede om hjælp nu. Og skal forældre til handicappede børn nu undlade at søge om den støtte, de har krav på, fordi de i kroner og ører kan regne ud, at kommunen vil gå efter en anbringelse?
Resultatet bliver sårbare børn og voksne, der nu vil bruge alle deres i forvejen knappe ressourcer på at holde kæft og gå under radaren. Med denne mission kommer I til at skjule alt det, I gerne vil afdække. Så er der kun stikkeri og anmelderi samt indberetninger fra nogen, der kigger på tingene udefra, tilbage.
Men det er jo også vældig populært, nu hvor tydelige knapper på borger.dk og på enhver kommunal hjemmeside opfordrer os alle til at anmelde sort arbejde og socialt bedrageri i anonym tryghed.
Er det dér, I vil hen? Skal vi indberette hinanden meget mere? Tror I, almindelige mennesker ville gøre det, hvis man vidste, man kunne forårsage en irreversibel tvangsfjernelse? Man skulle godt nok være sikker i sin sag, før man skulle have noget klinket. På den måde vil der være nogen, der burde have været indberettet, der ikke vil blive det.
Hvis alt er pænt på overfladen, så er alt godt, tror vi. Og omvendt, hvis overfladen er grim, så er alt nok noget lort. Med den pænhedsudstilling, de fleste af os i stor stil dyrker på sociale medier, så skaber vi en afgrund til dem, der lever helt helt anderledes liv
Tanken om at miste sine børn er alle forældres største angst. Den bor i os alle, og hvis man bare en gang imellem tvivler på egne evner som forælder, så er det her dybt angstprovokerende. Alle har været ude i tovene på et eller andet tidspunkt, og hvis vi ikke længere kan indrømme det og tør bede om hjælp, så får vi et sygt samfund.
Det helt grundlæggende problem med dette korstog er, at I præsenterer det som omsorg, selvom det overhovedet ikke virker som omsorg. Det virker, som om det I vil er en højnelse af standarden af børnemassen. Det virker simpelthen, som om vi skal optimeres som folk. Og det er ikke omsorg – det er bare ulækkert.
I jeres kampagnevideo siger du, Mette, at alle skal have lige muligheder. Men alle er ikke lige. Alle bor ikke i forældrekøbslejlighed eller har forældre, der kan finansiere et ulønnet praktikophold ved FN eller betale et kørekort, eller har taget dig med til babysvømning eller kan sende dig til privat lektiehjælp. Nogle mennesker lever helt helt andre liv. Hårde, bøvlede liv. Nogle børn har bare benhårde vilkår, og det faktum fjerner du ikke ved at fjerne barnet.
Det er en Disneyfisering af børn at tro, at hvis alle bare er trygge og varme og har adgang til et fyldt køleskab, så bliver vi lige. Selvfølgelig skal nogen vurdere, hvornår nok er nok, men det arrogant at tro, at det man har at tilbyde er så meget bedre, når man slet ikke har sat sig grundigt ind i, hvem man står overfor, og hvad deres specifikke behov er. I øvrigt hænger politikker sammen. Hvis I vil have fyldte køleskabe, kunne I afskaffe fattigdomsydelserne. Hvis i ville aflaste børn fra belastede hjem, der måske ikke er så sjove at komme hjem til, skulle I ikke have lukket alle fritidshjem og klubber, hvor børn havde chancen for at møde stabile voksne og se noget andet end derhjemme.
Men I kan, hvis I vil drage omsorg, prøve at forstå, prøve at inddrage, og først og fremmest møde folk, hvor de er. Uden at skræmme dem fra vid og sans med en trussel om anbringelse lige om lidt. Men det kræver tid, dygtige medarbejdere med menneskekundskab, interkulturelle kompetencer, situationsfornemmelse og gefühl. Og de egenskaber er ikke ligefrem det, der karakteriserer det kommunale system, desværre. Hvis man ville bedre kårene for udsatte børn, kunne man gå til det på mange måder. Man kunne starte med at ændre sagsbehandlingsgangen, så den blev mere human for børnene.
Hvad er det, man fjerner til?
Et andet problem er, hvad man så fjerner til. Hvor er de mange ekstra plejefamilier, I pludselig får brug for? Vil der blive stillet ligeså skarpe, detaljerede og specifikke krav til, hvad man fjerner de her børn til?
En hurtig og massiv stigning af antal tvangsfjernelser vil kræve et tilsvarende større antal pladser på bosteder og i plejefamilier. Børnene kommer med meget forskelligt i bagagen – hvordan vil I sikre, at barnet får den nødvendige hjælp og den bedste placering?
Pladser på specialiserede institutioner og i plejefamilier med socialpædagogisk faglighed hænger i forvejen ikke på træerne. Der er en overhængende fare for at sende børnene ud på en længere rejse mellem tilfældige tilbud, hvis man ikke gør sig den ulejlighed at tage sig tid. Der føres kommunalt tilsyn med plejefamilier såvel som med botilbud, men de vigtigste forudsætninger for at blive godkendt som plejefamilie er en ren straffe- og børneattest.
Det at blive familieplejer er et af de få job i dagens Danmark, man kan leve af, uden at have en uddannelse – bortset fra et kort kursus i opstartsfasen. Man ved ikke på forhånd, om tilknytningen mellem barnet og familien bliver god. Der er til gengæld fuld returret på børnene fra plejefamiliens side, så de kan ryge videre masser af gange. Plejefamilier kan i dag sige op med 14 dages varsel inden for de første tre måneder af anbringelsen. Herefter kan familien sige op med 30 dages varsel, uanset om det er efter tre, fem, syv års anbringelse. Hvad mon dét gør ved et barns tilknytningsevne?
Mange plejefamilier er omsorgsfulde og kvalificerede mennesker, men den manglende uddannelse og overenskomst på området er problematisk. At inddrage børn med særlige behov i sin familie og at forvalte kontakten til de biologiske forældre på en hensigtsmæssig og ligeværdig måde, kræver indsigt. Plejefamilier undersøges ikke så grundigt som de biologiske forældre, og det medfører en risiko for yderligere svigt.
Vi putter os i pænhed
Der vil, som der også er i dag, blive en ulighed i, hvem der fjernes. Ligesom der vil være børn, der udviser bekymrende adfærd uden at være i mistrivsel, vil der også være børn i mere ressourcestærke familier, der meget hurtigt vil lære, hvordan man skal opføre sig for at gå under radaren. Selvom man har lært dét, kan man godt have det ad helvede til derhjemme, og heri ligger et af de kæmpe problemer i at give observationer af adfærd så meget vægt i beslutningen om at fjerne, som man gør i dag.
Hvorfor skal så mange udsatte børn ”hjælpes” på kun én bestemt måde? Og hvorfor nu? Det er enten en optimering af os som folk, dvs. det, I lidt pænere kalder et ”løft”, eller også er det økonomi
Hvis alt er pænt på overfladen, så er alt godt, tror vi. Og omvendt, hvis overfladen er grim, så er alt nok noget lort. Med den pænhedsudstilling, de fleste af os i stor stil dyrker på sociale medier, så skaber vi en afgrund til dem, der lever helt helt anderledes liv. Og vi bliver nok også tilsvarende chokerede, når vi så ser de liv.
Alene fordi vi simpelthen ikke er vant til at se det, men tror, at alle bor i hvidt og slidt og bager insta-muffins. Og det er et kæmpeproblem, hvis de, der skal observere, kun ser overfladen: Rodet, skraldet, snavset, smøgerne, øllerne og toastbrødet. Det at ville ”gøre godt” på nogen, er ikke at kunne se sin egen privilegerede blindhed. Hvis skalaen til dagligt i medierne og blandt dem, vi omgiver os med, går fra biodynamisk til vegansk, så virker det desto mere grelt, hvis nogen giver deres børn pulverkartoffelmos og chips til morgenmad. Men det siger bare ikke en skid om forældreevne eller relation.
Vi bliver nødt til at kunne rumme nogen, der er et helt andet sted end os selv. Jo større krav, der bliver til, at individet skal performe på alle områder i livet – jo sværere bliver det at se på nogen, der slet ikke lever op til alle de krav. Men det bliver vi nødt til at se på uden at ville fikse det.
Måltal er gift for god sagsbehandling
Det er en af de vildeste beføjelser, en stat har, beføjelsen til at tage vores børn. En voldsommere magt at have end den at frihedsberøve os, vil mange nok mene. Men det faktum, at det er så ekstrem en ting at gøre mod folk, med tvang at skille børn fra deres forældre – det har man, smart nok, forskellige metoder i systemet til at afdramatisere og instrumentalisere.
Man fratager simpelthen medarbejdere ansvar og handlemuligheder ved at flytte beslutningerne højere op i systemet. Helt deroppe, hvor man hverken skal bøvle med konkrete vurderinger eller se nogen i øjnene.
På den måde rammer beslutningens altomfattende konsekvenser ikke de mennesker, der skal føre den ud i livet. Man kalder det ”at være professionel”; man passer bare sit arbejde. Man opfylder måltallene. Man bliver tvunget til at parkere sin menneskelighed et andet sted og tager sin profession på sig. Vi har set det på beskæftigelsesområdet, hvor fatale beslutninger bliver taget, og hvor medarbejderne belønnes for at passe deres arbejde og opfylde måltal.
Det her forslag stikker ud som Rasmus Paludan i en partiledersdebat. Alligevel diskuterer medierne og I involverede politikere det, som om det blot er et forslag blandt mange andre.Det er nok det mest uhyggelige
Regler bagatelliserer beslutninger, der har livsomvæltende konsekvenser for mennesker, forenkler kunstigt sager og bagvedliggende liv, og fratager sagsbehandlere muligheden for at foretage mere nuancerede valg. Måltal er dehumaniserende, men de er også manipulerende, for de får folk til at gøre, som man gerne vil have. Så selvom man som sagsbehandler har frit valg, så har man fået at vide, at der er et måltal. Og tallet er altid det nemmeste valg.
Lad os som eksempel sige, at der i X kommune er råd til Y antal førtidspensioner i år. Det meldes ud i afdelingen. Nu er vi kommet derhen på året, hvor der ikke er flere penge til førtidspension. Måltallet er opfyldt. Så får du som sagsbehandler en sag med en mand, der virkelig burde få førtidspension. Men nu er måltallet nået, så hvis han skal have det, skal du gøre noget ekstra. Du skal ind til din chef og kæmpe en lille krig. Det kan man kun gøre så mange gange, før chefen bliver træt af det, og det vil derfor tale imod dig selv som medarbejder, hvis du kæmper den krig for mange gange.
Måltal er gift for en retfærdig sagsbehandling, og de forvrænger indsatsen. Hvis du får at vide, at det er bedst at komme i fint tøj til en begivenhed, så gør du det. Sådan er langt de fleste af os indrettet. Men det er en bizar tendens at møde verden på den måde: ”Vi har råd til 20.000 handicappede i år.” Den økonomiske diskurs har sneget sig ind på alle områder, også hvor den intet har at gøre.
Hvorfor kun ét værktøj, når alle er forskellige?
Og det fører til det sidste spørgsmål: Tilbage står et kæmpe hvorfor? Hvorfor skal så mange udsatte børn ”hjælpes” på kun én bestemt måde? Og hvorfor nu? Det er enten en optimering af os som folk, dvs. det, I lidt pænere kalder et ”løft”, eller også er det økonomi. Irreversible bortadoptioner koster kun en brøkdel af kompleks, tværfaglig, kontinuerlig hjælp over mange år. Udrensning eller en spareøvelse, det er svært at sige, hvad der er mest uhyggeligt.
Vi, der har skrevet dette brev, er veluddannede mødre med vores på det tørre, præcis som jer. Vi har ikke andre aktier i denne sag end det kendskab, vi har fået gennem vores arbejde og gennem medierne. Men vi beder om, at børn ikke behandles som potteplanter, der bare kan pottes om.
Grundtanken i velfærdsstaten og vel også i Socialdemokratiet er: Tænk, hvis det var dig selv. Det er den tanke, der gør, at vi betaler skat med glæde. For tænk, hvis det var dig, der var syg, arbejdsløs eller havde et barn, der ikke trivedes. Tænk, hvis det skete for dig. Den grundtanke er endnu vigtigere at holde fast i, når man laver regler for mennesker, der slet ikke ligner en selv. Vi frygter, at flere nu vil skjule, hvis der er problemer derhjemme, når go-to løsningen er noget så voldsomt som en tvangsfjernelse.
Det her forslag stikker ud som Rasmus Paludan i en partiledersdebat. Alligevel diskuterer medierne og I involverede politikere det, som om det blot er et forslag blandt mange andre.
Det er nok det mest uhyggelige.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Collage af POV International, www.ft.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
