MINKSAGEN // DEBAT – Erstatningerne til minkavlerne bliver 10 milliarder kr. dyrere, end hvis realistiske priser havde udgjort grundlaget. Vi skatteborgere forlanger at få at vide, hvordan prisfastsættelsen blev foretaget, så vi kan stille de ansvarlige politikere til ansvar for den uansvarlige forgyldning af minkavlerne på skatteborgernes bekostning, skriver Per Clausen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter regeringens grundlovsstridige beslutning i november 2021 om at aflive de danske mink blev det besluttet, at minkavlerne skulle have udbetalt ”fuldstændig erstatning” for den ekspropriation, der var tale om. Men i forhold til almindelige ekspropriationer blev fænomenet i minksagen tolket meget bredt, så minkerhvervet fik næsten carte blanche til at kræve, hvad det ville.
Det skete, selv om minkerhvervet ifølge journalist Mathilde Walter Clark, forfatter til bogen Det blinde øje, i årene op til 2020 havde kørt med underskud, så mange minkfarme havde drejet nøglen om, og antallet af avlsdyr var faldet fra 2018 til 2019 med 26 % (Zetland d. 11. februar) pga. faldende priser.
Udviklingen skyldtes den faldende efterspørgsel på skind, men det lykkedes alligevel for erhvervet med hjælp fra især Venstre at opgøre værdien af de destruerede skind til et gennemsnit af prisen i de sidste ti år før nedslagtningen, hvor priserne i begyndelsen af perioden var langt højere end i slutningen.
Resultatet var, at erstatningspriserne var langt højere end markedsprisen i 2020. Desuden fik erhvervet erstatning for fremtidig indtjening indtil 2030, selv om det er svært at opgøre, hvor mange skind, branchen ville have produceret, hvis man tager branchens faldende produktion i årene op til 2020 i betragtning.
Erstatningsbeløb er stukket af
For få uger siden meddelte minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, så, at den samlede erstatning ville blive kr. 6,3 milliarder højere end førhen antaget, så den ville andrage næsten kr. 30 milliarder – ministeren kunne endda ikke udelukke, at beløbet senere ville blive endnu højere.
Tidligere fødevareminister Mogens Jensen havde før nedslagtningen udtalt, at en sådan nedslagtning ville koste ca. kr. fem milliarder. Forøgelsen på de kr. 6,3 milliarder skyldes, at det er lykkedes at overbevise Taksationskommissionerne, der er domstol i sagerne, om, at avlernes produktion i fremtiden ville have været højere end først antaget, og at kvaliteten og dermed prisen på skindene ville have været højere.
I langt de fleste sager, som kommissionen har behandlet, er afgørelserne faldet ud til minkavlernes fordel, selv om dokumentationen for minkavlernes krav ifølge en del formænd for kommissionernes formænd, der er jurister, har været utroværdige, men juristerne er ifølge Zetland blevet nedstemt af de øvrige fire medlemmer.
Desuden er det kommet frem, at minkavlere, der ikke var stoppet med at avle mink, også var blevet tilkendt erstatning. Og her kommer en vigtig pointe, for over halvdelen af kommissionsmedlemmerne er udpeget af minkerhvervet eller af Landbrug & Fødevarer, som man må formode har været minkavlerne særdeles venligt stemte – de kan selv have økonomisk fordel af at dømme til fordel for minkavlerne. Udenforstående ville sige, at Taksationskommissionerne er voldsomt inhabile.
Alt for dyr redning
I forbindelse med meddelelsen om de forøgede udgifter på kr. 6,3 milliarder udtalte fødevareminister Jacob Jensen, at han ”føler sig helt tryg” ved de mennesker, der sidder og træffer afgørelserne, men han kan vel næppe andet, da det var Venstre, der i samarbejde med minkerhvervet var hovedansvarlige for erstatningsordningerne. Regeringen havde klokket i det i 2020 og betalte aflad ved at lade sig afpresse af især Venstre, der dels kunne udstille regeringen, dels kunne vise sit bagland, at man kunne skaffe ekstremt generøse og erstatninger. ”Venstre ved vi, hvor vi har.”
Det er chokerende at læse, at Ernst & Young-rapporten har været udleveret til udvalgte politikere – medlemmer af forligskredsen? – men at de ikke har videregivet den til offentligheden
De øvrige skatteborgere må imidlertid betale gildet, hvilket betyder kr. 10.000 for hver dansker i arbejde eller svarende til de samlede udgifter til Forsvaret. Statsminister Mette Frederiksen har for nylig erklæret, at forsvarsudgifterne skal forøges med yderligere 40 milliarder kr., hvilket hun advarer om, vil komme til at betyde nedskæringer i de offentlige udgifter, men hun er gået med til at forgylde minkavlerne for at redde sin egen røv.
Efter afsløringen af sammensætningen af Taksationskommissionerne fik fødevareminister Jacob Jensen kolde fødder, og han var sammen med forligskredsen på brandslukningsarbejde, så medlemmerne af Taksationskommissionerne herefter bliver mere uvildige. Inhabiliteten i form af, at minkavlere bestemte erstatninger til andre minkavlere, som de selv kunne nyde godt af, var for åbenlys og var blevet et problem i offentligheden. Jacob Jensen har endvidere den fordel, at han ikke sad med ved forhandlingsbordet, da loven blev udformet.
Spørgsmålet om sammensætningen skygger imidlertid for, at det ikke er sammensætningen af Taksationskommissionerne, der er hovedansvarlig for de enorme erstatningsbeløb til minkavlerne, men at det derimod er de bestemmelser i loven, der udgør grundlaget for priserne på pelsskind.
Rapport blev udleveret til udvalgte politikere
Zetland har fået fingre i en rapport fra revisionsfirmaet Ernst & Young, som har forsøgt at beregne, hvordan erstatningerne ville have været, hvis prisen på skind havde fulgt markedsprisen, dvs. en mere realistisk prisberegning, og hvor stor produktionen af skind realistisk ville blive frem til 2030. Ernst & Young når frem til, at skindprisen er voldsomt overvurderet – 98 kr. pr. skind – og at den årlige produktion ikke ville være 19,2 millioner skind men kun 13,2 millioner.
Rapportens prisberegninger viser videre, at erstatningerne bliver 10 milliarder kr. dyrere, end hvis de realistiske priser havde udgjort grundlaget. Priserne ville betyde, at følgeerhvervene, især Kopenhagen Fur, ifølge Kopenhagen Fur ville ”være værdiløse”, hvorfor de rettede voldsomme angreb på rapporten for at være ”groft vildledende” og bygge på opdigtede interviews.
Vi må som skatteborgere forlange at få at vide, hvordan prisfastsættelsen blev foretaget.
Formanden, Tage Pedersen, sagde, at rapporten var blevet kasseret af Minksekretariatet, men denne påstand blev afvist af sekretariatet. Faktisk bestilte formanden for kommissionen en second opinion fra revisionsfirmaet KPMG, som også blev lækket til Zetland (30. april), og den nåede til stort set samme resultat som Ernst & Young.
Disse rapporter fik kommissionen til at konkludere, at den sandsynlige årlige produktion ville være blevet på 13,4 millioner skind til en pris på 247 kr. pr. skind. Desuden ville Kopenhagen Fur kun få udbetalt 1,5 milliarder kr. mod et krav på 3,9 mia. kr. Hvis man skulle følge kommissionens beregninger, ville staten og skatteborgerne altså spare mellem 9 og 10 milliarder kr.
Og det er chokerende at læse, at Ernst & Young-rapporten har været udleveret til udvalgte politikere – medlemmer af forligskredsen? – men at de ikke har videregivet den til offentligheden. Den skulle åbenbart holdes hemmelig, og man kan spørge sig selv, hvorfor 10 milliarder kr., som kunne have været brugt til at finansiere bedre hjemmehjælp eller flere pædagoger i daginstitutionerne eller våben til Ukraine, nu går til at forgylde grådige minkavlere.
Hvem har ansvaret for milliardregningen?
De nye oplysninger har nu fået Christian Friis Bach fra De Radikale og Carl Valentin fra SF, der ellers hidtil har støttet aftalen, som de selv har været med til at indgå, til at kræve en ”justering af den oprindelige aftale”, men det afvises af ministeren og af Socialdemokraternes ordfører, Rasmus Stoklund. Regeringen står altså last og brast.
Offentligheden må nu spørge politikerne i forligskredsen, hvordan man kom frem til prisberegningen. Zetland spørger Venstres Torsten Schack Pedersen, om det var efter input fra Kopenhagen Fur – hvilket netmediet tilsyneladende har hørt fra en kilde – men han har meget belejligt ingen erindring om, hvordan man kom frem til overpriserstatningen. Ifølge en anden kilde sad formanden for minkavlerne, Tage Pedersen, også med til et (flere?) gruppemøde hos Venstre, der var hoveddrivkraften bag de opskruede priser.
Vi må som skatteborgere forlange at få at vide, hvordan prisfastsættelsen blev foretaget. Hvem kom med input? For vi må kunne stille de ansvarlige politikere til ansvar for en sådan uansvarlig forgyldning af minkavlerne på skatteborgernes bekostning.
Læs også Frank Korsholms analyse: “Minksagen – Skyd ikke kun på minkavlerne, skyd også på politikerne”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
