Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Skamløs propaganda og et brud på alle demokratiske principper

i Minoriteter/Politik & Samfund af
BARNEBRUDE // KOMMENTAR – På verdensplan bliver alt, alt for mange unge piger gift mod deres vilje, før de er myndige. Det er en tragedie og en forbrydelse, som der skal sættes hårdt ind overfor. Så Støjberg har ret, når hun siger, at vi skal beskytte piger og kvinder. Hun har ret i, at barnebrude er et problem, der kræver international bevågenhed. Og samtidig gør og gjorde hun med sine opslag og sin instruks sig skyldig i både diskrimination og i at fratage en række af de unge kvinder, hun påstår at ville beskytte, muligheden for at komme til orde og blive betragtet som selvstændige individer med egne rettigheder og valg, skriver forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I disse dage bliver embedsmænd afhørt om tidligere Inger Støjbergs ulovlige ordre om at tvangsadskille unge asylansøgende ægtepar i 2016 uden forudgående individuel vurdering.

Dengang iscenesatte Støjberg sig selv som kvindesagsforkæmper og fornuftens talerør. Som en sand propagandist kaldte hun dengang alle de unge kvinder for ‘barnebrude’ og selv i dag holder hun stædigt fast i at kalde undersøgelseskommissionen for “Barnebrudskommissionen.”

Det er foruroligende og nederdrægtigt at fremhæve sig selv som en art frihedskæmper, hvor målet helliger midlet. I dette tilfælde er det ligefrem anti-demokratisk og løgnagtigt

Både på sin Facebookside og i Politiken. Hun fortæller også Politiken, at hun glæder sig til undersøgelsen og tilføjer, at det “…vist står klart for enhver, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at beskytte pigerne.”

Således er hun på linje med Martin Henriksen, der i samme avis noget overraskende viser sig at være både kvindebeskytter og frontkæmper mod undertrykkelse.

Alt hvad der handler om brud på menneskerettigheder og andre ulovligheder, fejer han af banen, som “tekniske ting” og “politisk skuespil” og påpeger, at substansen for ham er, “…at vi som samfund skal sige fra overfor et menneskesyn og et kvindesyn, som er ekstremt undertrykkende overfor kvinder og piger.”

Det er foruroligende og nederdrægtigt at fremhæve sig selv som en art frihedskæmper, hvor målet helliger midlet. I dette tilfælde er det ligefrem anti-demokratisk og løgnagtigt.

Vold og undertrykkelse mod kvinder, unge og børn er ulovligt og strafbart i Danmark. Det var det før Støjbergs instruks, og det er det nu.

Man havde også mulighed for at gribe ind og skille par ad før – det skulle blot bero på en individuel vurdering, og det er i grunden det mindste, man kan forlange. Og det eneste lovlige at gøre i et retssamfund.

Den individuelle vurdering og adgangen til klage over afgørelser er vores allesammens garanti for at blive behandlet og komme til ord som individer og ikke på baggrund af et eventuelt gruppetilhørsforhold.

 På overfladen virker det tilforladeligt, men kradser man i overfladen, tegner der sig et billede af en trængt politikers skamløse forsvarskampagne

Når det drejer sig om vold mod og undertrykkelse af kvinder og børn, kommer langt fra alt for en dag. Den hjælp vi giver voldsramte kvinder, er ofte katastrofal ringe, og antallet af fejl i sager om anbragte børn taler deres eget forstemmende sprog.

Selv har jeg flere gange været med til at hjælpe kvinder fra krisecentre tilbage til virkeligheden, og den ringe støtte og manglende hjælp og opbakning de modtager fra myndighedernes side er rent ud sagt skandaløs.

For kvinder uden netværk og sprogkundskaber står det endnu værre til. Det område kunne godt bruge opmærksomhed. Fra både Inger Støjberg, Martin Henriksen og alle andre.

Støjberg og Henriksen og deres åndsfæller har haft held med deres skamløse strategi. Støjberg har i denne omgang indledt sin fornyede propagandakampagne ved at poste et billede på Facebook af en lillebitte pige og en oldgammel mand.

Efterfølgende har hun lagt en veritabel kaskade af dokumentation af forekomsten af barnebrude i verden. På overfladen virker det tilforladeligt, men kradser man i overfladen, tegner der sig et billede af en trængt politikers skamløse forsvarskampagne.

Lad mig slå fast:

På verdensplan bliver alt, alt for mange unge piger gift mod deres vilje, før de er myndige. Det er en tragedie og en forbrydelse, som der skal sættes hårdt ind overfor.

Alt for mange mennesker lever med vold, trusler og forfølgelse hver eneste dag. Alt for mange er stemmeløse. Og en uforholdsmæssig stor del af dem er kvinder og børn. Det er veldokumenteret og alligevel underfortalt

At det sker hyppigere i forbindelse med krige og konflikter er også alment kendt, og det forhindrer pigerne i at få ordentlig skolegang, at bestemme over sig selv og deres kroppe og at få et værdigt liv.

Alt for mange mennesker lever med vold, trusler og forfølgelse hver eneste dag. Alt for mange er stemmeløse. Og en uforholdsmæssig stor del af dem er kvinder og børn. Det er veldokumenteret og alligevel underfortalt.

Mange NGO’er arbejder for at få det ændret, og senest har jeg læst Martin Thaulows forfærdende dokumentation af syriske barnebrude, der sælges til et liv i elendighed her. Se artiklens tilhørende video her:

Selvom undertrykkelse altid finder sted, ville mange af de ægteskaber næppe være indgået, hvis krigen ikke havde trængt desperate mennesker op i en krog. Og hvis mennesker ikke var så forfærdeligt gode til at udnytte andres ulykke.

Så Støjberg har ret, når hun siger at vi skal beskytte piger og kvinder. Hun har ret i, at barnebrude er et problem, der kræver international bevågenhed. Og samtidig gør og gjorde hun med sine opslag og sin instruks sig skyldig i både diskrimination og i at fratage en række af de unge kvinder, hun påstår at ville beskytte, muligheden for at komme til orde og blive betragtet som selvstændige individer med egne rettigheder og valg.

Det er ellers grundlæggende både i demokratiet og for den, der gerne vil undertrykkelse til liv. Uden stemme er man ingenting; får man at vide, man ikke kan blive hørt, bliver ens rettigheder udslettet.

Kulturer og religioner, der ikke stemmer overens med deres private hyldest af cola, svinesteg og kulturkristendom, kaldes middelalderlige og tilbagestående og hvad ved jeg. Det er svært at få øje på, hvor respekten for dem, der ingen stemme har, findes i den kloak

Så Støjbergs uklædelige forsøg på at rense sig ændrer ikke på, at hun har begået den svinestreg det er, at skære alle over én kam for at hyppe sin egen politiske kartoffel. Det er et brud på demokratiske principper, og det er en krænkelse af alle dem, der ikke kan genkende sig selv i propagandabilledet.

De flotte ord runger tilmed dobbelt hult, når man ved, at der sidder kvinder i både Ellebæk Udrejsecenter og på Kærshovedgaard, som har været udsat for massiv vold fra mænd – danske og udenlandske ægtemænd, prostitutionskunder eller mænd der handler kvinder – som absolut ingen hjælp får fra Støjberg eller nogen andre.

Eller når man ved, hvordan Støjberg og Martin Henriksen ynder at tale om kulturer og religioner, der ikke stemmer overens med deres private hyldest af cola, svinesteg og kulturkristendom. De kaldes middelalderlige og tilbagestående og hvad ved jeg.

Det er svært at få øje på, hvor respekten for dem, der ingen stemme har, findes i den kloak.

Virkeligheden er mangfoldig. Retssikkerhed findes kun, hvis man vurderer mennesker individuelt og behandler alle lige – uanset kulturel baggrund og herkomst. Og når Støjberg poster det ene opslag efter det andet, der skal belyse, hvorfor hun i virkeligheden er kvindesagsforkæmper, glemmer hun selvfølgelig alle nuancerne. For mens nogle kvinder bliver gift unge mod deres vilje, er der andre, der bare vælger anderledes end vores tidligere integrationsminister ville gøre. Eller tror hun ville gøre, for hvad ved vi overhovedet om, hvordan det er at være i andre menneskers sko?

Så lad mig nuancere billedet af de unge par, vi taler om en anelse. Nogle af dem, der blev uretmæssigt skilt ad, er Rami og Aya, som jeg mødte i Sønderjylland for fire år siden. Dengang var de dybt ulykkelige og berørte af Støjbergs indgreb. 

De kunne ikke begribe, hvorfor de skulle skilles fra den elskede, der var deres eneste tryghed og holdepunkt i den nye verden. Først da de fik asyl, kunne de flytte sammen igen. Kærligheden holdt, og jeg har fået lov til at dele dette her billede af dem. Foto: Privat.

De havde været kærester i hemmelighed før flugten fra Syrien. Rami var nødt til at flygte for ikke at blive soldat i Assads hær. De vidste, at flugten kunne skille dem ad for altid, og derfor gik de til deres forældre og bad om lov til at gifte sig.

Forældrene mente, de var for unge, men krigen viser hverken nåde eller tålmodighed. Aya var seksten og Rami var femogtyve. Vilde med hinanden og på vej til at forlade alt, hvad de kendte og sætte kurs mod uvisheden langt borte.

De fik hinanden dengang, de flygtede sammen og de holdt fast.

Da jeg mødte dem, var de blevet placeret på hvert sit asylcenter med mange timers transport imellem. De havde ingen mulighed for at betale for bussen, de havde intet sted at være alene sammen, de savnede hinanden og kunne ikke begribe, hvorfor de skulle skilles fra den elskede, der var deres eneste tryghed og holdepunkt i den nye verden.

Lad os beskytte dem, der har brug for det. Lad os kæmpe mod undertrykkelse og for lige rettigheder. Og lad os aldrig nogensinde tillade, at den kamp bliver staffage og kulisse for mennesker med en helt anden diskriminerende dagsorden

Det lignede næsten overlagt ondskabsfuldhed. De kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke forklare det. Som andet end rendyrket diskrimination.

Først da de fik asyl, kunne de flytte sammen igen. Kærligheden holdt, og jeg har fået lov til at dele dette her billede af dem. 

De gjorde indtryk på mig dengang, og de gør det nu. Aya med hendes modenhed, Rami med hans lidenskabelige sans for retfærdighed. Dem begge med deres stædige vilje til at komme på fode og få livet til at fungere igen.

Og det har de gjort: De knokler begge to. Arbejder, studerer, forsørger sig selv. De har fået lov til at være unge igen. Og de er mere voksne og ansvarlige end de fleste andre på deres alder. Sammen har de skabt deres eget vognmandsfirma. Det hedder Aya Transport.

Lad os beskytte dem, der har brug for det. Lad os kæmpe mod undertrykkelse og for lige rettigheder. Og lad os aldrig nogensinde tillade, at den kamp bliver staffage og kulisse for mennesker med en helt anden diskriminerende dagsorden.

Lad os nægte at falde for propaganda og i stedet rette projektøren mod den, der misbruger sin taleret og taletid den til at tryne andre og forsøge at lukke munden på det mangfoldige kor af stemmer, der udgør et levende og rigt samfund.

LÆS MERE AF ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN I POV HER


Foto: Privat – bringes efter aftale med fotografen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anne Lise Marstrand-Jørgensen født 1971. Skønlitterær forfatter. Debuterede som lyriker i 1998 og har siden udgivet en række digtsamlinger og romaner, bl.a tobindsværket om 'Hildegard' samt 'Dronningen af Saba & Kong Salomon'
Værkerne er oversat til flere sprog.
Involveret i flygtningemodtagelse gennem Venligboerne i København og i aktivisme med henblik på at sikre flygtninge fair behandling og ordentlig retssikkerhed gennem andre initiativer.

Bor på Nørrebro med mand og 4 børn.

Seneste artikler om Minoriteter

Grønland

En isbjørnetjeneste

ETYMOLOGI // DEBAT – Nogle mener, at ordet eskimo kan opfattes nedsættende,