OM KOMMISSION OG TØRKLÆDEFORBUD // KOMMENTAR – Sofie Jama blev ringet op af integrationsministeren, der inviterede hende til at blive medlem af en kommission – nemlig ‘Kommissionen for den glemte Kvindekamp’. Hun var betænkelig og spurgte efter noget på skrift, men det skulle gå stærkt, faktisk skulle ministeren have svar med det samme. I et Facebook-opslag (fra d. 30. aug.), som POV har fået lov til at bringe, beskriver Jama, hvordan hun læste om kommissionen for første gang sammen med resten af landet, selvom hun var listet som en af kommissionens medlemmer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det begyndte med et opkald fra integrationsministerens sekretær. Det er trods alt ikke hver dag, man får det. Han ville gerne snakke med mig om noget. Præcis hvad det drejede sig om, kunne sekretæren desværre ikke afsløre.
Efter det gik det meget hurtigt. Ministeren ringede en time efter. Han fortalte, at regeringen var ved at nedsætte en kommission, der skulle udarbejde en rapport, som skulle være færdig i 2023.
Jeg spurgte ham på hvilket grundlag, jeg var blevet udvalgt. Jeg havde jo skrevet om muslimske kvinder, sagde han, om omskæring blandt andet, og i det hele taget muslimske kvinders forhold i Danmark.
Næste morgen kunne jeg så læse mit navn i dagspressen. Jeg var nu medlem af en kommission for en glemt kvindekamp
Jeg indrømmer, at jeg følte mig både beæret og stolt over interessen for mine bøger. De var i gang med at lancere noget helt nyt, fortsatte han, en kommission, der skulle bringe nye ideer og perspektiver, omtænke det hele lidt. De ville gerne have min profil og mine perspektiver ind over.
Jeg var samtidig skeptisk og lidt forvirret. Ja, mit forfatterskab indtil videre har særligt drejet sig om muslimske kvinder i en vestlig kontekst; om spændingsfeltet mellem det traditionelle og det moderne, øst og vest, forandringer, fantasier, tabuer, grænser, religiøsitet, seksualitet, identitet, traumer – i det hele taget muslimske kvinders vilde hemmelige indre (og ydre) liv.
Det optager mig mere end noget andet i min første bog Et andet menneske, et andet liv om den somaliske Baraka, der bryder alle grænser og mister og genfinder sig selv 1000 gange undervejs.
Men også i Den nordiske mands hævn, hvor Sara er hovedperson, og i øvrigt netop en af de veluddannede piger og kvinder med tørklæde, der bliver talt så meget om, også af kommissionen. Jeg elsker både Baraka og Sara og deres inspirerende, fantastiske verdener.
Derudover har jeg min egen historie med i bagagen: Jeg er opvokset i Somaliland, flygtningebarn; krigs-overlever af absolut voldsomste skuffe; den pludselige og radikale livsforandring fra nomadelivet på Det Afrikanske Horn til teenager-livet i Danmark; hele min verden brød sammen; mit brud med min egen familie; min tilbagekomst til den; snart 30 års liv i Danmark.
Men jeg undrede mig alligevel: Gjorde det mig til ekspert, der skulle med i en kommission? Og endnu mere: Var jeg parat til at blive spændt for en politisk vogn, og så endda en vogn med så betændt og kontroversielt et indhold?
Jeg skriver for at åbne nye verdener, for at give de tavse en stemme, de udstødte og misforståede, de kuede. Og muslimske kvinder er måske de mest misforståede overhovedet i vores samfund
Jeg vil gerne gøre en forskel, ja, det er en af hovedårsagerne til, at jeg skriver, ud over at jeg slet ikke kan lade være. Jeg skriver for at åbne nye verdener, for at give de tavse en stemme, de udstødte og misforståede, de kuede. Og muslimske kvinder er måske de mest misforståede overhovedet i vores samfund.
Mit virke som forfatter har altid taget udgangspunkt i empati og en dyb kærlighed til mennesker, en oprigtig interesse for at finde ud af, hvad der rokker ved deres hjerter, hvad der rører dem, og hvad de lever for. Uden fordømmelse og uden mistro.
Politiske projekter, derimod, har jeg det som regel svært ved, fordi de bliver sort-hvide, os-dem, fordømmende, opportunistiske og magtorienterede, særligt når det har med muslimer og indvandrerkvinder at gøre. Misforståelser og vælgerappel, fordomme. Politikere har det med at ville beskytte og frelse de muslimske kvinder – selv når de aktivt og højlydt frabeder sig det.
Men måske var det her anderledes?
Jeg spurgte ind til det for at finde svar, og det blev gentaget, at det drejede sig om at hjælpe kvinderne og pigerne. Noget nagede mig. Men de skulle have et svar meget hurtigt.
Jeg spurgte, om jeg kunne få noget mere at vide, eventuelt noget på skrift. De skulle have et svar nu. Var jeg med? Uden at vide, hvad det gik ud på, hvem, der ellers var med, men med lovning om at få sendt et udkast snarest, indvilgede jeg.
Jeg gik i seng med tankemylder og uro i kroppen.
Det var præcis, hvad jeg havde frygtet: implicit i beskrivelsen af hvad kommissionen skulle lave, lå allerede en masse tvivlsomme konklusioner
Næste morgen kunne jeg så læse mit navn i dagspressen. Jeg var nu medlem af en kommission for en glemt kvindekamp.
Jeg læste om kommissionen for første gang sammen med resten af landet, selvom mit navn stod som en af dens medlemmer. Jeg læste, endelig, om formålet med det hele, ideerne bag og om præmisserne, der lå til grund for det hele.
Jeg gik lidt i panik med det samme. Det var præcis, hvad jeg havde frygtet: implicit i beskrivelsen af, hvad kommissionen skulle lave, lå allerede en masse tvivlsomme konklusioner, som ville ramme indvandrerkvinder og familier hårdt, som ville skabe splittelse og splid.
Det blev klart for mig, at det var et politisk projekt, og jeg skulle lægge navn til det. Det var slet ikke et projekt, jeg kunne identificere mig med.
For mig er vejen frem mere åbenhed, gensidig anerkendelse, respekt for forskelle, tolerance. Frihed. Empati, og at man giver plads til hinanden. Fordomme, der bliver ophøjet til sandhed, særligt når det drejer sig om minoriteter, skal vi væk fra i de politiske projekter. Vi skal finde en helt ny vej, hvor vi har tillid til hinanden og lader folk være sig selv på trods af store kulturelle og religiøse forskelle.
Tvang og forbud gør kun alting værre.
Jeg støtter, at man hjælper udsatte grupper og minoriteter, herunder muslimske kvinder og piger. Jeg går ind for, at man taler højt om problemer og udfordringer. Men det skal altid ske i anerkendelse og respekt for familier, traditioner og religion og selvfølgelig i dialog og fuld anerkendelse af dem, man taler om, ikke i opposition til dem
Jeg vidste med det samme, at jeg skulle ud af kommissionen. Allerede samme dag ringede jeg til ministeren. Der var intet svar, så jeg skrev en mail nogle dage senere. At jeg vil ud af kommissionen med det samme. Mit krav blev imødekommet.
Jeg havde egentlig håbet, at det var det for mit vedkommende. Men da kommissionens udkast kom i pressen i sidste uge med det meget voldsomme og kontroversielle forbud mod tørklæder som clickbait, fik jeg mine bange anelser.
Jeg vil hermed slå fast, at jeg således ikke er med i kommissionen. Jeg har aldrig holdt møder med den. Jeg har ikke medvirket til nogen form for idéudvikling i den kontekst, da jeg trak mig ud allerede nogle dage efter.
Min position er klar: Jeg støtter, at man hjælper udsatte grupper og minoriteter, herunder muslimske kvinder og piger. Jeg går ind for, at man taler højt om problemer og udfordringer.
Men det skal altid ske i anerkendelse og respekt for familier, traditioner og religion og selvfølgelig i dialog og fuld anerkendelse af dem, man taler om, ikke i opposition til dem.
Aldrig i en udskammende tone.
Aldrig fordømmende eller baseret på negative fordomme.
Altid i respekt for og anerkendelse af forskelle og retten til at skille sig ud.
Jeg går således ikke ind for forbud mod tørklæder – hverken for kvinder eller piger. Frihed er frihed, og det gælder for alle. Forbud og tvang skaber ikke frihed. Det siger sig selv. Jeg anerkender elementer af kommissionens arbejde og ideer, men stiller mig også særdeles skeptisk over for den.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
